Herning Historie

Altid i rette tid!

Den store Spisestue, der gik gennem hele husets bredde, sad hele familien om aftenteen ved middagsbordet i en ivrig samtale. Denne havde en særlig glans af optagethed over sig. Min mand, vore tre småpiger og jeg var om morgenen ankommet til mit barndomshjem for at holde sommerferie. Den mindste på knapt et år var puttet i seng før middagen. Hun lå i det nederste gæsteværelse af husets tværlænge, så langt fra os alle, at det var umuligt at høre hende, hvis hun græd.Urolig var hun i dag, og man kan godt forstå det. Opbruddet, natrejsen og rejsen op gennem Jylland.Skabninger på et år har en særlig sans for det reglementerede. Viges der bort fra den daglige bane, svinder det velvære for dem, som de til daglig føler som en tryg beskyttelse.Men når hun nu ikke kunde falde til ro, var det et held, at ingen kunne høre henne. De store søstre på fem og tre år sad i deres nye bomuldskjoler og spiste. De befandt sig i eventyrriget.De havde forladt Danmarks mindste præstebolig, som var deres daglige opholdssted og var nået op til morfars som var en af landets største embedsboliger.  De nød det!

Blot det at løbe frem og tilbage i den lange gæstegang eller at prøve at finde rundt i det store hus. Endnu var de lidt utrygge over alt det nye. Kun godt! Så længe behøvede det moderlige øje ikke hvile på dem, for at de stadig skulle blive indenfor velopdragenhedens grænser. Tilmed havde morfar med et smil startet middags måltidet med at her herskede den frie vilje. De forstod ikke ordets vidde, men havde en følelse af noget herligt. Jeg var knap så begejstret over den velkomsttale da jeg af egen erfaring vidste, at mit barndomshjem var et hus med uskrevne love.Og det var love, der blev holdt.

Jeg mindedes en dag, hvor min to år ældre søster og jeg som 8 og 6-årige havde leget “tagfat” i den ny anlagte køkkenhaves smalle gange. Resultatet var synligt. Selvfølgelig kunne vi i farten ikke lade være at træde kanterne ned, – det var det, der gjorde legen spændende. Bagefter havde vi en tydelig fornemmelse af, at der var love, som ikke måtte overskrides.
Samtidig vidste jeg, at børnene skulde – så vidt det lod sig gøre – opføre sig sådan, at disse love ikke blev brudt.Medens jeg sad og tænkte på, hvordan det vilde gå, når starten lød så fristende, tænkte jeg på den mindste, der sikkert ikke sov.

Da desserten var budt rundt hørte jeg trin oppe på første sal. Det var som hele min barndom stod i neon belysning for mig ved at høre trinene.
Jeg vidste det var gamle “Mine”.

De kaldte barndommen tilbage, kaldte følelsen af denne kærlige selvforglemmende, tjenerinde frem.Mine havde været hos os i masser af år. Hun var fulgt med min far og mor, da de blev gift og havde dermed forladt min bedstefar. Da var jeg en stor pige på 14 år, havde hun 25 års jubilæum, hvor vi på bedste vis festede for hende.Nu husker jeg kun en ting af min fars tale til hende ved middagen.

Han talte om hendes præcision. I de 25 år var han aldrig kommet til et måltid, undtagen maden stod skoldhed på bordet. Det gjorde et dybt indtryk på mig, for han var for mig det uopnåelige hvad præcision angik. Han kom ikke en halv eller et helt minut før eller over tiden – nej, han kom til tiden.

Stuen i præstegården.

Og nu stod Mines skikkelse for mig. Hun var lille og spinkel. Al den mad hun kogte, satte aldrig spor på hende.Bedst husker jeg hende, når hun sad på vor gamle trækøkken-stol. Hun satte sig op på den ved at give et lille hop.Jeg tror ikke den var høj. Den var af den slags stole, der kunne slås om og blive til en trappestige.Når hun sad der, dinglede hendes tynde ben et godt stykke over gulvet. – Hun bar altid sorte randsyede snøresko af blødt skind, så sen lange dags mange trin i dem fandt hvile.

En ting var karakteristisk for hende. Hun afskyede sladder. Den døde i Mines selskab.Ikke fordi hun vidste, at den altid er en frugt af mindreværdsfølelse og misundelse hos den undervægtige, som derved prøver at hævde sig, men fordi hun havde et sundt instinkt som var hendes ledestjerne.

Og nu vidste jeg, at hun var på vej op til første Sal, ned ad trappen på den anden side kontorerne med gæstelængen som mål.
Da jeg bagefter bebrejdede hende, hun var gået over og havde kørt vor mindste ulykkelige i søvn — man er som ung moder ladet med idealisme — sagde hun ganske rolig, at der var ingen af os store, der havde grædt sig i søvn, når hun var i huset, og det skulde børnebørnene heller ikke.

Hvor mange ville efter en lang krævende sommerdags arbejde i et stort køkken ikke være falden ned på en stol, når sidste ret var gået ind til bordet. — Men det tænkte gamle Mine ikke på. Hendes hjerte kunne ikke bære denne moderne moder, der slet og ret satte sig til bordet, når den mindste ikke sov og måske oven i købet græd.

Nu tænkte jeg på alle de gange, hvor man som barn havde reddet sig en eller anden extra godbid i køkkenet. Vi blev altid ved sådan en leglighed sat oven på tørvekassen bag døren for at indtage den.En af de uskrevne love hjemme var, at det var usundt at spise mellem måltiderne. Skulde husets hersker vise sig i køkkenet, kunne man i sit sikre skjul nyde den halvforbudte lækkerbisken.
Mines dage gik, den ene som den anden, med at opfylde de pligter, som en præstegård med en stor flok børn krævede. Og jeg tror hun var tilfreds.Hun vidste hendes forstand ikke var til at tage diskussioner op om hverdagens vanskeligheder. Så tav hun og fortsatte med sit trofaste gøremål. Da jeg blev ældre og blev forlovet, vendte mit syn på Mine sig. Før var hun en institution, hvis beskyttelse man kunne regne med. Nu var hun denne kunstner på madlavningens område.

Den suppe Mine lavede! — Jeg har aldrig smagt dem bedre.Hun jog ud i køkkenhaven, tog lidt urter hist og her og satte dem over at koge med vand og kærlighed over sagte tørveild.
Gik det meget flot til, kom der rygben på, som man den gang kunne få en kurvfuld af på slagteriet for 35 øre.

Nu var det om at lære af hende. Egentlig pædagog var hun ikke, men i hendes primitive livsopfattelse lå en skok af livsvisdom. Jeg så en stor steg gå ind ad det store komfurs ovndør. Det gav associationer om ovnen i “Hans og Grete” hos heksen. Da jeg spurgte hende, hvor længe sådan en fyr skulde stege, svarede hun med overbevisning: “Til den er mør”. Så stod man der og var ikke spor klogere. Og dog har jeg ikke puttet nogen steg i ovn eller gryde, uden jeg har tænkt på Mines ord: Til den er mør.

En anden gang spurgte jeg om, hvor meget jeg skulde beregne af en bestemt ret til to personer. Så lille et tal havde jeg aldrig oplevet ved et bord. Igen et af disse svar, dikteret af det rette sind og for mig uden synlig realitet. “Tag altid så meget så der er noget til overs. Ellers vil din mand eller din gæst have en følelse af, du ikke under dem nok”. Ja hun vidste ikke, at, krigsårenes rationering nær havde ødelagt en af værtindens fornemste dyder på gæstfrihedens vej. Jeg har også truffet dem, hvem den tids nødtvungne afmålthed sløvt har ladet det blive skik.Stakkels mand – arme gæster.

Men et af Mines svar skulle blive ved at følge mig resten af livet. I min uvidenhed spurgte jeg, hvor lang tid det tog, at berede en middag, og hvornår jeg skulde begynde: “Altid i rette tid”.
Mange vil vel synes det lød tåbelig. Det var det ikke. Det var livserfaringens flammende bud. Det var denne trofaste tjenerindes rettesnor.

Hvor tit har jeg ikke haft andre krav, så jeg ikke fik begyndt i rette tid, men så blev farten sat op til højeste tryk, så maden blev færdig i rette tid.Jeg har tænkt over det, når det gjaldt maden, men også når det drejede sig om andre ting. Fik jeg for eks. mon sagt i rette tid til min mand, at der var det eller det, jeg var ked af at have gjort? Fik jeg vejledet dem jeg havde ansvar for eller mine børn om vigtige ting i livet i rette øjeblik? Eller havde jeg hjulpet de eller den ven, da de trængte til en håndsrækning.

Det alvorlige er, at får man det ikke gjort i rette tid, forsvinder muligheden for at gøre det måske.

Vi som sidder og ser tilbage, ved desværre alt for godt, at det at gøre op med sig selv, det er en dom over alt det vi undlod – al det vor karakter ikke slog til, velsagtens fordi vi glemte at passe på det værdifulde øjeblik, som ligger indenfor begrebet: I rette tid.

Hvor ville vi gerne have lært vore unge om dette begreb. Men hvor vanskeligt.

I en kronik læste jeg engang følgende!”Formaninger er kun til glæde for dem, der giver dem”.

Det var som løste det min bundne tanke om værdien af det indirekte. Men det nytter ikke, hvis det indirekte blot bliver en dør, man vil slippe ud af, fordi det er lettere. Det er et stort daglig krav til vor karakter om resignation og kærlighed.

Men vor tro tjenerinde og hendes eksempel er for mig et lysende bevis på dets værdi. Hun havde med sit pund forstået Mathias Claudius’ aftensalme, når han i næstsidste vers siger:
“Gud Fader i det høje,
lær mig at skelne nøje,
det sande fra dets skin,
og mens jeg er i live,
lad lig et barn mig blive,
skænk mig et fromt enfoldigt sind”.

Skrevet af Ebba Schack, datter af Pastor Gøtzsche – Herning.