Herning Historie

Andersen, Poul

Poul AndersenFødt: 1844 — Død: 1925

Bygmester og hotelejer

Som lille dreng flyttede Poul Andersen fra Fyn til Snejbjerg, hvor han blev udlært smed. Han var i få år ejer af gården Munkgård i Snejbjerg, hvorefter han byttede hele gården med 14 tdr. land jord i Hernings vestlige del. Han anlagde straks et areal til markedplads og opførte Vestre Gæstgivergård i tilknytning hertil, hermed indledte han mange års handel og byggerivirksomhed i Herning. Han opførte bygningerne til Spindefabrikken, senere Herning Klædefabrik. Han solgte Vestre Gæstgivergård og købte derefter gæstgiveriet Vestjylland, det senere Centralhotel, på hjørnet af Bredgade og Jyllandsgade.

Mindre end ti år efter sin ankomst til Herning skiftede han til den østlige bydel og opførte Hotel Herning på hjørnet af Østergade og Fonnesbechsgade. Her forblev han som hotelejer indtil 1913, alt imens han forsatte med at handle med byggegrunde og opføre huse på sine arealer, der efterhånden blev til sidegader som Grønnegade, Skolegade, Fynsgade, Th. Nielsens Gade og Sjællandsgade.

Gaden, der i dag bærer hans navn, fører forbi svineslagteriet, som han skænkede grunden til i året 1889.
Den tidligere Slagterivej fik ændret navnet til Poulsgade omkring 1919.