Herning Historie

Besættelsestiden 1940-45 i Ørnhøj.

Den 9. april 1940, da de tyske tropper rykkede op gennem Jylland, nåede de til Ørnhøj ved middagstid. Det var lange kolonner af kampvogne, lastbiler og motor¬cykler med sidevogn. De blev ved at komme time efter time, uden ophold. Samtidig kom der hele tiden flyvemaskiner, der fløj mod nord. Vi fik senere at vide, at de var på vej til Norge.
Sidst på eftermiddagen gik fremrykningen, af een eller anden grund, i stå og køre¬tøjerne holdt tæt efter hinanden. Soldaterne gik rundt om vognene og ville gerne snakke med folk. De havde en grøn seddel som de viste os. På den stod, at de var vore venner og, at de kom for at redde os fra engelsk besættelse. Vi opdagede, at tyske soldater var almindelige unge mennesker.

Fra Ørnhøj strømmede folk ud til hovedvejen for at se hvad der foregik, og da tyskerne gjorde holdt blev der snakket. Der var nogle ganske få, der kunne lidt tysk og ellers klarede man sig med fagter og gebærder. De tyske motorcyklister var rene artister, der kunne køre med sidevognen oppe i luften. Det vakte højlydt jubel i skaren af tilskuere. Der var mange, der fandt det forargeligt, at man på den måde modtog fjenden med jubel, men sådan var det sikkert også andre steder. Den tyske propaganda kunne med god samvittighed skrive, at den danske befolkning modtog de tyske tropper med stor begejstring.

De første tre år af besættelsen mærkede man ikke noget til tyskerne her i Ørnhøj. Man så transporterne på landevejen og de mange flyvemaskiner, der daglig kom, næsten altid med kurs mod nord. Allerede i 1941 oprettede tyskerne en luftmelde- post på Overgaard bakke, kun få meter fra det sted, hvor det danske luftmelde¬korps efter krigen opførte deres luftmeldetårn. Den tyske post var bemandet med tre mand, der var indkvarteret i den nærmeste ejendom (Overgaardvej 18).

Overgårdvej 18.

Her havde den tyske værnemagt lejet (beslaglagt) et værelse. Posten bestod af et lille træskur med udkigspost på taget. Den ene soldat var altid på udkig efter flyvema¬skiner, den anden hvilede i skuret og den tredie havde fri. Der skete selvfølgelig udskiftning af soldaterne, men nogle var her i længere tid og blev godt kendt med de nærmest boende. Gennemgående var det flinke folk, der søgte at være så lidt til ulejlighed som muligt.

 

                 Christian Jensen.

I 1943 skete der en forandring, for nu forlangte tyskerne at få beslaglagt lokaler til indkvartering af tropper. Det blev den daværende sognerådsformand, Chr. Jensen, Sandgaard, der fik den opgave, at træffe aftale med værnemagten. Tyskerne kaldte ham for „der Burgermeister”. Det var et utaknemlig job han der havde fået, men han måtte jo søge at få det bedste ud af situationen. Resultatet blev, at tyskerne beslaglagde Askov skole, Ørnhøj Missionshus og brunkulsarbejdernes Fritidshjem, der lå midt i Ørnhøj by. Til gengæld slap man i Ørnhøj for privat indkvartering. Ørnhøj Hotel blev ikke beslaglagt. Den tyske kommandant sagde til Chr. Jensen, at et sted skulle befolkningen have, hvor de kunne samles. Det var sikkert ikke af godgørenhed, men for at holde befolkningen i ro.

Nu blev tyskerne en del af hverdagen, der blev trukket pigtråd omkring Missions¬huset og Fritidshjemmet, og tyskerne færdedes daglig i byen. Det blev selvfølgelig beslaglæggelsen af skolen, der gav mest besvær, for børnene skulle have deres undervisning. Der blev afholdt skole forskellige steder bl.a. på loftet i Nedergaard, hvor lærerinde Frk. Akselbo holdt skole for de små klasser. De store klasser havde skolestue i et lokale hos tømrer Chr. Thomsen i Ørnhøj.
Nu så man daglig tyskerne komme marcherende på vej til øvelse i eksercits eller skydning Som regel sang de når de marcherede og enten man kunne lide dem eller ej, så lød det i hvert fald godt når de sang.
Efter at tyskerne var blevet indkvarteret gik de rundt i byen om aftenen og nogle gjorde bekendtskab med danskere. Mange soldater ville gerne supplere deres rationer med danske landbrugsprodukter enten det var mælk og æg til deres eget forbrug eller større indkøb fordi de skulle hjem til Tyskland på orlov. Der var selvfølgelig mange, der ikke ville handle med soldaterne, andre tog det ikke så nøje, og der blev solgt mange liter mælk og adskillige snese æg til tyskerne. De havde danske penge nok at betale med.

Det kunne ske, at der blev uro, hvis der var styrtet en engelsk flyvemaskine ned og tyskerne var på jagt efter overlevende englændere. Så kunne der blive vejspærringer og udgangsforbud. Hvis der var udgangsforbud kunne man ikke komme hjem, hvis man kom til Ørnhøj med aftentoget. Så skulle man i forvejen have anskaffet sig et bevis fra den tyske kommandant, som så skulle fremvises sammen med legitimationskortet, som vi altid skulle have på os. Tyskerne havde stor respekt for dokumenter med stempler og underskrifter og da de ikke kunne læse dansk kunne man i nødstilfælde bruge hvad som helst, når bare det så officielt ud. Der fortæl¬les, at et fragtbrev, særlig et ilgodsfragtbrev, der var forsynet med en rød stribe og flere stempler, kunne få enhver tysk soldat til at gøre honnør og lade indehaveren passere.

Det var ikke alene tyskerne, der gjorde besættelsestiden til en mærkelig tid. Sam¬tidig var brunkulsbrydningen i Spaabæk og Abildaa på sit højeste. Flere hundrede kularbejdere og mange spand heste var installeret i byen og dens nærme¬ste omegn, mange arbejdere boede på lofter, i kældere og træhuse. På grund af beslaglæggelsen kunne man ikke samles andre steder end på Hotellet. Der var til gengæld biograf fire aftener om ugen.
Der var jo rationeringen, som satte sit præg på dagligdagen. Og mørklægningen, som i høj grad gjorde sig gældende i vinterhalvåret. Der var også en del, der havde flere penge mellem hænderne end de var vant til og derfor gjorde ting de ellers ikke ville have gjort. Den sidste tid under besættelsen havde vi intet politi, men et privat vagtværn, som skulle holde justits. Jo, – det var en mærkelig tid, og der var en mærkelig stemning i byen, som ikke kan forklares, men som kun kan forståes af de, der oplevede den.

Opdateret