besaettelsens_sidste_aarDe sidste år af krigen kneb det for tyskerne at skaffe unge mænd til hæren, fordi Værnemagten havde haft meget store tab i Rusland. Derfor var de soldater vi mødte i 1944-45, enten mænd, der var over 50 år eller 17 års drenge. I 1944 tjente jeg på en gård ved Ørnhøj. En aften i oktober havde jeg været hjemme hos mine forældre. Da jeg sent om aftenen cyklede tilbage til gården, blev jeg stoppet af to tyske soldater. Det var sådan et par 17 års drenge.

Der var styrtet en engelsk flyvemaskine ned, og tyskerne var på jagt efter de overlevende englændere. De unge soldater var så nervøse, at de rystede, og det var faktisk ikke så rart, for de stod og pegede på mig med deres maskinpistoler. Jeg havde en papkasse på bagagebæreren med vasketøj, desuden havde jeg nogle æbler med, og for at de ikke skulle rasle rundt i kassen, havde jeg puttet dem i et par sokker. Da den ene soldat undersøgte kassen og mærkede æblerne inde i sokkerne, han blev fuldstændig perpleks og råbte op om ”granater”. Da han opdagede, at det kun var æbler faldt han lidt til ro., men han var alligevel blevet så opbragt, at han ikke var til at forhandle med om at komme videre. Han skreg, at jeg skulle tilbage. Det var et rent held, at han ikke skød mig, for den arme dreng var dødsens angst.

De sidste dage før kapitulationen begyndte tyskerne at beslaglægger lastbiler. Fritidshjemmet lå ud til hovedgaden i Ørnhøj. Overfor var der smede og maskinforretning. Her residerede Vilhelm og hans bror Alfred. En dag havde de en lastbil til reparation. Det opdagede kaptajnen på Fritidshjemmet, og han kom og forlangte af få lastbilen beslaglagt. Alfred påstod, at han skulle have bilen prøvekørt for at se om den var i orden. Kaptajnen blev bange for, at Alfred ville flygte med bilen, så han sprang op pa trinbrættet. Alfred havde ikke fået døren lukke ordentlig, så han åbnede den for at smække den i, derved ragede han kaptajnen ned på jorden. Han blev selvfølgelig gnaven, men Vilhelm beroligede ham med, at bilen nok skulle komme tilbage. Kaptajnen kom flere gange over i værkstedet for at se om bilen var kommet tilbage. Det endte med, at Alfred kom gående og fortalte, at han var blevet stoppet på hovedvejen af tyske soldater fra Holstebro, og de havde beslaglagt bilen. I virkeligheden havde Alfred gemt den på et afsides sted bag nogle træer, og der stod den da krigen var forbi.

Da krigen nærmede sig sin afslutning, blev der udarbejdet en evakueringsplan. Man skulle jo være forberedt på, at tyskerne ikke ville overgive sig, men kæmpe til det sidste. Man regnede med at befolkningen skulle evakueres mod øst. Der blev lavet planer om, hvordan evakueringen skulle foregå, der var nogle stykker, der skulle blive tilbage og passe husdyrene.

Jeg var nu blevet 17 år, så jeg var en af dem, der skulle blive tilbage. Så vidt jeg husker, havde vi hver to gårde som vi skulle passe. Så var der nogle få kvinder, der også skulle blive tilbage for at lave mad til os. Heldigvis gik det sådan, at tyskerne kapitulerede, så vi undgik krigshandlinger her i Danmark.

Få dage før kapitulationen kom der en morgen tidlig, tre tyske soldater og spurgte om de kunne få lov til at høre engelsk radios udsendelse til Tyskland, for de stolede ikke på deres egne radioudsendelser. De kendte både bølgelængden og tidspunktet for udsendelsen. De så alle tre ud til at være over 50 år.

Jeg fandt udsendelsen til dem og viste dem mit Europakort med fronterne markeret med nipsenåle, hvor Tyskland kun var en smal stribe mellem de to fronter. Da de så kortet sad de nærmest og græd. Det var en trist oplevelse.

Efter 5. Maj, begyndte de tyske soldater at rejse hjem til Tyskland. De første dage kom de marcherende under kommando, men uden våben. Efter nogle dage kom de i grupper slæbende med hvad de kunne bære, de var ikke klar over, at de blev frataget alt, inden de fik lov til at gå over grænsen. Senere kom de enkeltvis, ofte dårligt gående og dårlig i tøjet, på vej hjem til et tyskland, der var bombet til ruiner.

I vores mark var der gravet en snes skyttehuller langs med vejen, som vi havde haft besvær med under forårsarbejdet. De kunne nu jævnes og blive tilsået med korn ligesom den øvrige mark. Endelig var besættelsestiden forbi, men vi havde stadig rationeringer, hvoraf de sidste først blev afskaffet omkring 1950.

Forfatter: Thorkild Munk, Ørnhøj Arkiv