Herning Historie

En mørk nat på Overgaard Kro i Nr. Omme

En mørk vinteraften i 1822, en uge før jul, ankom tre hesteprangere til kroen i Overgaard. De var kørende i en vogn, der var læsset med smuglervarer, som bestod af 11 store pakker manufakturvarer i form af lærredstøj fra Holsten, som skulle have været fortoldet for at blive indført fra Hertugdømmerne. Desuden var der også nogle småting bl.a. 6 spil ustemplede spillekort. Den ene af prangerne var fra Holsten og hed Thomas Lysholm. De to andre var fra Thy og hed henholdsvis Anders og Jeppe. Kromanden i Overgaard, der hed Hans Pedersen kendte Thomas Lysholm godt, han havde flere gange været inde i Kroen, og så sent som fjorten dage i forvejen havde han overnattet, da var han på vej sydpå med et kobbel heste, som skulle sælges, han var da ifølge med en anden pranger som Hans Pedersen ikke kendte. Da de nu kom med smuglervarerne var Hans syg og sengeliggende. Thomas gik derfor ind i sovekammeret for at snakke med Hans, om hvordan de kunne gemme varerne i tilfælde af, at der skulle komme toldere til gården. Nu ville skæbnen imidlertid, at to toldbetjente, Schubert og Frandsen fra Ringkøbing, var på patrulje i distriktet og netop som Thomas forhandlede med Hans Pedersen kom de til Overgaard og så vognen holde ved gården. De fandt vognen mistænkelig og stod af hestene og lod gårdens tjenestedreng, Christian holde ved dem medens de selv gik ind i kroen for at snakke med prangerne. Kort tid efter kom de tre prangere ud og rev tømmerne fra Christian og forsøgte at jage hesten bort, for på den måde, at få tolderne væk fra smuglervarerne, men hestene ville ikke løbe deres vej så tolderne beslaglagde hele læsset og bar varerne ind i kroen. Smuglerne spændte nu for vognen og kørte nordpå og standsede ikke før de kom til Lund i Vinding. Her satte de hestene på stald og lagde så planer om hvordan de kunne få varerne fra tolderne. Det var store værdier, der stod på spil. De blev enige om at tage tilbage til Overgaard engang i nattens løb, men da de ikke ville risikere at få heste og vogn beslaglagt, besluttede de at gå hele vejen.

Imedens havde tolderne fået hestene på stald og de ville nu leje Hans Pedersen til at køre varerne til toldstedet i Ringkøbing, men han havde ingen vogn hjemme, den var lånt ud til Mølleren i Brejning. Derfor blev naboen Niels Mitterby i Lille Knorborg sendt af sted i nattens mørke for at hente vognen. Der var ikke nogen, der havde tid til at tage sig af toldernes heste, derfor blev der sendt bud efter naboen Ole Jensen i Askov, der kom og tog sadlerne af hestene og skar hakkelse til dem. Tolderne gav ham 2 mark for at komme ind i stuen og hjælpe med at passe på varerne.

Men der var andre, som var ude denne decembernat. Et sted i Spaabæk var der to unge mænd, der mødtes. De havde begge været på besøg. Den ene hos sognefoged Chr. Sivartsen i Kjærgaard, den anden i Store Skraastrup, de var nu på vej hjem og da de begge boede i nærheden af Overgaard var det naturligt, at de slog følge. Da de gik forbi Overgaard var klokken omkring to, de kunne se, at der var lys både i stuen og i sovekammeret og de snakkede om, at de egentlig burde gå ind og se til Hans Pedersen som de vidste var syg. Men inden de fik sig bestemt til at vende om, mødte de prangerne, som fortalte, at de havde ærinde i Overgaard. De to unge gik så med tilbage til gården. Inde i kroen var alt fredeligt og roligt, tolderne og Ole Jensen sad og vogtede på varerne og desuden var tjenestedrengen Christian og tjenestepigen Mette også i stuen. Hans Pedersens kone sad inde i sovekammeret og sov i en stol ved mandens sygeseng. Pludselig gik døren op, og de tre prangere kom ind fulgt af de to unge karle, som ikke var klar over, at det var smuglere de var ifølge med.

Thomas Lysholm satte sig på bænken ved bordet lige overfor toldbetjent Schubert og gav sig til at tænde sin pibe ved lyset, der stod midt på bordet. Den ene af de unge karle gik ind i sovekammeret for at høre til Hans Pedersens velbefindende. Thomas begyndte at føre en dæmpet samtale med toldbetjenten. De andre kunne ikke høre hvad der blev snakket om, men det kom senere frem, at Thomas havde lovet Schubert en klækkelig sum for at udlevere smuglergodset. Det var imidlertid umuligt at få tolderen til at tage imod bestikkelse. Pludselig blæste Thomas voldsomt i piben så gløder og aske regnede ned over lyset. Det var signal til se andre om, at nu skulle der ske noget, men lyset overlevede så Thomas måtte tage om vægen med fingerne og på den måde kvæle lyset. Der blev nu en vældig uro i stuen, der blev råbt og skældt ud. Så hørte alle, at Schubert råbte, ”hvis du ikke slipper så skyder jeg” – samtidig kunne man høre, at han spændte hanen på sin pistol. Det blev alligevel for meget for smuglerne, selv om det var mørkt fandt de døren i en vældig fart. krokonen vågnede ved spektaklet og åbnede døren til stuen og sagde til Mette, at hun skulle skaffe lys. Da alle igen kunne se var smuglerne væk, men varerne var stadig i stuen. Niels Mitterby kom samtidig tilbage fra Brejning med vognen, så varerne kunne læsses og blive kørt til Ringkøbing. Smuglerne så man ikke mere til, men der blev afholdt en række forhør både på rådstuen i Ringkøbing og i Overgaard. Her kom det frem, at Niels Mitterby havde været inde i Raunsbjerg kro da han var på vaj hjem med vognen. Der havde han selvfølgelig fortalt hvordan det stod til i Overgaard og så havde Anders Raunsbjerg sagt, at hvis han havde været Hans Pedersen så skulle tolderne aldrig have fået fingerne i smuglervarerne. Denne udtalelse viser at folks sympati var hos smuglerne. Hvis Hans Pedersen ikke havde været syg, havde tolderne nok intet smuglergods fundet og så kunne man have sparet de mange retsmøder, der trods alt ikke gavnede nogen, men blev til ulejlighed for alle.

Ørnhøj lokalarkiv, oktober 2009

Opdateret