Herning Historie

FØLFODEN.

Der er oplevelser i ens Liv, som man altid husker, De behøver ikke for andre at se at være betydningsfulde. Men husker man dem – det til Trods – er det vel fordi de i ens Liv har haft en levende Betydning.
En sådan ganske hverdagsagtig Oplevelse fra min elleve års Alder står klart i min Erindring.
Luften hjemme var på Grund af en eller anden Uoverensstemmelse fyldt med Ufred, som havde bredt sig over hele Præstegården.
Jeg aner ikke nu, hvad det var, men det var i hvert Tilfælde mere end mit barnlige, følsomme Sind kunde bære. Jeg følte mig meget ulykkelig og ensom.
Styrkegraden af Ulykkesfølelsen lader sig ikke måle, men i et Barns Sind optager det utvivlsomt at Pladsen, så alt andet er fortrængt. Derfor er det vel at disse mørke Barnedage aldrig Glemmes. Men det er nok også, fordi Barnet ikke udtrykker sig og derfor ikke ved andres Hjælp finder Lysning, sådan som vi voksne dog heldigvis undertiden oplever det.
Som Timerne eller Minutterne gik, blev Tyngen hjemme mig for tung. Uden Overvejelse tog jeg min Frakke og Hue på og listede mig ud ad Køkkendøren en solrig Aprildag.
I en stor Præstegård med en stor Familie lægger man ikke Mærke til om der er en mere eller mindre, når det da ikke drejer sig om Måltidet.
Så vandrede jeg med min ensomme Sorg ud ad Byen. Stor var Byen ikke, så det tog vel kun en halv Snes Minutter. Jeg havde valgt at gå til den Side, hvor Heden nylig var opdyrket og her gik jeg på en ganske almindelig Landevej uden Bebyggelse og på begge Sider omgivet af magre Marker. Instinktivt var jeg ikke
gået mod Syd, hvor man lige uden for Byen mødte Heden og den store Mose, som andre Gange havde tiltrukket mig. Nu gjaldt min Vandring det levende, det lyse.

Lærken.

Solen varmede! Det mildnede.
Inden længe havde jeg glemt min Sorg over alle de jublende Lærker. Hvor var de søde i deres Iver efter at lovprise Foråret. Jeg stod stille og søgte at følge flere af Lærkerne på en Gang i deres lette flagrende Flugt opad – lyttende til deres kvidrende Sang.
Men det gik ikke. – Så nøjedes jeg med at følge en enkelt. Sommetider var det svært blot at følge den ene, når den var rigtig højt oppe og Solens Skin blændede mit Blik. – Der var den igen, og nu kom det spændende øjeblik, hvor den ikke steg længere, men som en Flyvemaskine langsomt forsøgte i Højden at finde den rigtige Position. Når det var lykkedes, standsede Sangen og Lærken ligesom faldt ned gennem Luften. Jeg vidste at den faldt lige ned i sin Rede ude på Marken.
Så fulgte jeg den næste – i åndeløs Optagethed – og så den næste. Der stod jag længe – endnu kan jeg føle, hvor Solen varmede mig. Tro ikke, jeg blev forstyrret. Ikke et Menneske eller et Hestekøretøj kom på Vejen for slet ikke at tale om Biler, som endnu ikke var nået til at blive Brugsgenstande.

Ubevist følte jeg, at her var mit Himmerige. – Igen vandrede jeg længere ud ad Vejen, nu lyttede jeg. Det var en lille rislende Kilde, der sang sin frodige Forårssang.

 

Markvej.

Det var som resonansen var tydeligere i den klare skarpe Luft. Jeg glemte Lærkerne og hoppede ned på Siden af Grøften for at finde Kilden. Der var den! Nej hvor Vandet var klart – og koldt. Jeg drak lidt af min hule Hånd. Det forfriske mig og talte til mig, som alt livgivende gør på ens Vej.
Jeg følte mig lykkelig.
Så satte jeg mig ned på den forårsvåde Grøftekant og lyttede igen.
Men som jeg sad, faldt mit Blik på den modsatte Side. Der stod en gul Følfod, tung og kluntet. Jeg sprang over på den anden Side og plukkede den.
Nu glemte jeg Kilden! I min Iver fortsatte jeg i Spring fra Side til Side, og hver Gang var det for at tage en af de lodne små i min Hånd – disse første Forårs bebudere.
Hvor var her trygt og dejligt!
Milevidt kunde jeg se hen over de flade Marker, der gik over i Heden. Stilheden betog mig ligesom Lærkerne, det livgivende Vand og de gule Forårsbebudere havde gjort.
Nu havde jeg Hånden fuld, kravlede op på Vejen og gik videre, hele Tiden med Lærkerne som et fortroligt Akkompagnement.
Vinden bed i min Kind, og jeg nød det.

Jeg stilede mod den hvide Herregård og standsede først ved den store Indgangsport. Samtidigt tænkte jeg på alle de Historier, om jeg havde hørt om den i hyggelige Stunder ved Komfurilden, og det ges i mig. Nu så jeg frem, og derover bag Markerne på Heden – langt borte – lå en typisk gammel Landsbykirke.
Min Fantasi havde nok at arbejde med.
Jeg vidste, der skulde være en underjordisk Gang fra Herregården til Kirken. Endnu fremvistes Døren til Gangen på Herregården, men Historien meldte ikke noget om, at nogen nulevende havde vovet at vandre til Kirken. Hvorfor mon de havde gravet den og hvorfor havde de ikke blot kørt til Kirke ad den almindelige Vej? Jeg tænkte også på alle Spøgelseshistorierne, der knyttede sig til og igen gøs det i mig. Pludselig følte jeg mig igen meget ensom.
Nej, jeg vilde alligevel ikke gå den lange Vej ud til Åen. Solen stod nu lavt, så jeg vendte om og gik tilbage. Der var stadig et par enkelte glade Lærker, som fik mig til at glemme al Uhyggen om den store Herregård og den store Ensomhed.
Men da jeg hørte Kilden, sprang jeg ned i Grøften og dens livgivende Kraft forfriskede igen mit Sind.
Glad hoppede jeg hen ad Vejen, medens jeg sang.

Da jeg nærmede mig Byen, var jeg lidt træt og gik ganske roligt. Idet jeg gik ind ad Præstegårdens Gård, vendte den gamle Tryghed tilbage – den som kun hjemmet giver.
Gamle Mine stod i Køkkenet og sagde blot: “Nå! er du der?” –
Ingen havde savnet mig. Jeg havde en følelse af, at den Rigdom, jeg havde oplevet, helt skulde være min egen. Ingen skulde indvies i den eller dele den med mig, som bar jeg en indvendig beskyttende Amulet.
Da jeg havde hængt mit Overtøj, gik jeg op på mit Værelse og satte mine små kluntede Følfod i en Vase. De var mine Venner, de havde været med til Dagen – groet op som de var under Lærkens Sang.

Følfod i vase.

Nu stod de og hang med Hovederne efter at have været knuget i min Barnehånd. De savnede nok Stedet, de var runder af, det der gav dem Grokraft. Det gør vi Mennesker også så tit; dog vil det altid være vor Baggrund, som vi ikke kan løbe fra.
Det blev ikke den eneste Gang, jeg gik ud alene.
Lærkerne, Ensomheden og deres Rigdom havde en dragende Kraft.
Mange År efter, da jeg en Søndag Eftermiddag med alle vore Unge øste af Højskolesangbogens Rigdom, sang hele Flokken med Kendelig Fryd Aagaards Melodi til Sangen om Heden. Jeg sang også, Samtidigt følte jeg, at Aakjær måtte være den første, der kendte min Hemmelighed – Lægedommen jeg fandt, min skjulte Amulet.
Jeg tvivlede ikke, da de sidste Vers sluttede med:

“Vidsyn og Fred på min drømmende Hede.”

 

Fortalt af Ebba Schack, datter af Pastor Gøtzsche – Herning.