Herning Historie

GEJLBJERG BRUNKULSLEJER

BRUNKULSLEJER I SKARRILD SOGN

Skarrild-Karstoft Museum og lokalarkiv benyttede arkivets dag i november 2016 til at lave en udstilling over brunkulslejer i sognet.

Vi indsamler stadig fotos og historie m.m. fra brunkulstiden – så har i noget liggende, så ring eller send os en mail, så kom-mer vi forbi – eller besøg museet – søndage fra 14 – 16.

I sær fra Karstoft mangler arkivet arkivalier fra brunkulstiden.

Niels Skærbæk, fhv. sognefoged i Skarrild
Fortæller i sin erindringsbog om Gejlbjerg

For hundrede år siden (ca. 1840) har der antagelig ikke været no-gen bebyggelse i Gejlbjerg. Men jorden var billig derude, og de folk med lidt eller ingen penge, måtte tage til takke med en udmarks-hedelod.
Det var ikke blide kår disse første udflytter husmænd levede under.

Kampen for det daglige brød var hårdt, små og ringe boligforhold, så små og ringe at man ofte undres over, at der blev plads til den store børneflok, der i første slægtled, blev husmandens eneste velstand.

Tidlig måtte børnene fra disse hjem ud at tjene som sommeren, al-tid langt fra hjemme og om end det var lille og der var smalhans, var det deres hjem de elskede overalt i Verden.

Nogle af disse nybyggere på Gejlbjerg måtte opgive, andre sled sig igennem bed tænderne sammen og tog endnu et ”bette nøk.”

Gl. Jens Chr. Ostersen og Marianne Mikkelsen var blandt de første nybyggere derude(ca. 1865). Ved et urimelig slid og sej energi, sammen med den yderste sparsommelighed, fik de skabt et hjem og de holdt ud.

I næste slægtled (12 børn var det blevet til) tog børnene fat på op-dyrkningen af Gejlbjergs hedejord.

”Din Lyng var høj
din Al var drøj
og Rydningsværket ingen Spøg,
men Ilden sved,
og Spaden bed,
om resten ved hvert Barn Besked”.

Det lysnede noget for denne egn da der ved århundredeskiftet blev lettere adgang til mergel, og fra den tid gik det støt fremad med bedrifterne.

Ved krigens udbrud i 1939 foregik der en omvæltning på Gejlbjerg. Der var allerede under den forrige Verdenskrig fundet brunkul der-ude, dog så sent at det ikke fik nogen betydning.

Nu tog brunkulsbrydningen fart i en så udstrakt grad, at det overgik alle forventninger.

Der blev anlagt jernbanespor til Brande, og der dannede sig en hel lille mineby, barakker, beboelsesvogne, marketenderi og køb-mand.

Jeg (Niels Skærbæk) har i sin tid, da brydningen stod på sit høje-ste, talt indtil 50 små beboelseshus, alle primitive, de fleste alt for primitive. Jeg vil antage, at der på dette tidspunkt, var beskæftiget ca. 300 arbejder.

Enkelte af husmændene forsømte arbejdet ved bedriften, der kun-ne tjenes mere ved kørsel i lejerne.

Det blev kun en foreløbig vinding, ejendommen tabte i værdi, men hvad værst var, de omgravede arealer blev værdiløse sandklitter.

Brunkullene blev et led i Danmarks forsyning med brændstoffer, en uanet reserve der kom os alle til gode i en ond tid.

For arbejderne blev det lige til opholdet og det daglige brød, for en-treprenørerne og spekulanterne til velstand, men for Gejlbjerg blev det til stilstand og tilbagegang.

Af egnens folk var der kun den lille husmand Knud Chr. Knudsen der oplevede det rigtig store eventyr.

Laurids Jensen fra Give, tog arbejde i brunkullene, og flyttede med kone og børn, de første år var bopælen, en rutebil, næste skridt var et træhus. I løbet af et par år, havde han tjent penge nok, til han kunne købe sig ejendommen, Gejlbjergvej 34, Kulgården. Her lejede en anden familie sig ind, til dem byggede han et mindre hus, med to rum, tæt ved gården – manglen på overnatningssteder var stor, på gårde og husmandsteder udlejede man lofterne og hvad der ellers var ledigt, her overnattede arbejderne på rad og række, behov for mere havde de ikke, man var her for at arbejde og tjene penge. Senere oprettede staten beboelsesbarakker samt marketenderi til bespisning af de mange mænd.

I Gejlbjerg lå en lille købmandsbutik, ejet af købmand Petersen, (Kræ Landbohjem) som havde en god landhandel, med at hvad folk havde brug for. Efter som stedet blev nedlagt, da man skulle grave brunkul på stedet, overtog Laurids Jensen købmandshand-len, som han flyttede hjem i den ene ende af sit stuehus. Butikken blev nedlagt i 1964, hvor der ikke mere var grundlag for så lille en købmand.

Hans Marinus Christensen, kom fra Sdr. Omme – også kaldet pump Hans, var pumpemester ved en af lejerne i omtrent 20 år. Han køber i 1947 ejendommen Lavlundvej 5a.

Selv om man kom fra brunkulslejerne, kunne der godt komme en verdens dame ud af det. Hans´ datter Inger, var 16 år da de flytte-de til Gejlbjerg.

Hun forstod at begå sig, under krigen havde hun plads i huset hos bl.a. en sagfører i Brande, senere fik hun plads i København. Når hun kom hjem på besøg fra København, var hun klædt i sidste nye mode. Hans syntes det var for meget, og gav hende højlydt besked på, at hun skulle komme af de klude, hvad ville folk i Gejlbjerg dog ikke tænke, sådan komme og føre sig frem – ikke at det vist gene-rede Inger.

Knud Ronnum Knudsen boede allerede i området, og lige præcis på hans jorder, var der et stort brunkulsareal.

Laurids Jensen Huus, Sdr. Omme – har i sin bog ”Mindebog fra Heden” en glimrende beskrivelse af et besøg hos Knud Ronnum, under brunkulstiden ca. 1943/44 – (forkortet af Susanne Vestergaard)

Laurids er nåede til Gejlbjerg og kommet forbi nogle grave hvor der arbejdes, og møder jernbanesporet til Brande, 25 færdiglæssede vogne, står parat til at køre afsted. 100 alen fra kullejerne ligger Knuds gård, tre små sammenbyggede huse, tækket med strå.

Han møder Knuds kone, bliver budt indenfor, Knud sidder i stuen og får sig en pibe tobak – han byder Laurids velkommen. 70 tdr. land ejer Knud, de 30 er der ingen kul i.
Under 1. verdenskrig solgte Knud sin graveret for 2000 kr., retten købte han tilbage for samme pris plus 3 tdr. land. Han har nu købt en gård til sønnen, Kreditforeningen har han måtte udbetale og så er skatterne store, fortæller Knud.
Laurids har hørt at Knud, næsten betaler ligeså meget i skat, som direktøren på Clasonsborg. Knud retter sig op og ser optimistisk på Laurids. Jeg giver henved 3000 kr. om året, 1800 i statsskat og 1000 i kommuneskat, og det vil blive meget mere til næste år. I 1939/40 betalte Knud 29 kr. i skat.
Man kan ikke se på Knud, at han tjener så mange penge, og han mener da heller ikke det er noget at gøre sig til af, da det jo ikke er hans egen dygtighed, men en lykke, som han betegner det, at lige på hans jord ligger masser af brunkul.

Slutningen.
Men allerede i 1950’erne var området i Gejlbjerg, et af de første steder, hvor man gjorde en målrettet indsats for at få ørkenland-skabet fra brunkulsgravningen tilplantet og gjort tilgængelig som naturområde.