Herning Historie

Skibbild Friskoles historie.

Baggrunden:  Der havde i mange år været en stående strid mellem Vestersognet og Østersognet. I den vestlige del, altså Nøvling, havde man den gode jord, de store gårde, Skolen, kirken og møllen. I den østlige del, altså Skibbild, havde man mest kun hedejord og fattige folk. De fleste mennesker boede således i Nøvling, og derfor var det naturligt, at skolen også lå der.

Men efter at banen kom i 1904, og stationen blev bygget i Skibbild, så voksede der en by frem der, og ganske langsomt blev Skibbild større end Nøvling, og samtidig begyndte man at opdyrke heden, så der byggedes flere gårde i denne del af sognet.

Efter 1. verdenskrig lå det klart, at skolen var for lille til de mange børn, der nu var i sognet, så sognerådet havde planer om en udvidelse af den eksisterende skole. Men i Skibbild havde man i flere år ønsket at få egen skole, og i 1920 begyndte man at forhandle herom med sognerådet, der dog ikke var indstillet på dette. I 1921 forelagde man sognerådet en liste der viste, at af Nøvling Sogns ca. 102 hjem, fik børnene fra de 45 af disse kortere skolevej. Der var ca. 95 børn under 14 år i disse hjem. Men sognerådet var ikke villige, heller ikke til at bygge en forskole, evt. kun med ½ lærer. Sognerådet afslog blankt, skolen i Nøvling skulle udbygges. Da sagde Rasmus Søby, der senere blev Friskolens første formand: ”Så bygger vi selv!”. Og han var en mand, der lod handling følge på ord, og i vinteren 1922, hvor man i januar havde fået det endelige afslag, var der ifølge de gamle forhandlingsprotokoller en livlig mødeaktivitet i Skibbild ang. oprettelse af egen skole.

Der skulle skaffes byggegrund, der skulle skaffes penge til at bygge for. Alle i den østlige del af sognet blev spurgt, og alle, der overhovedet havde noget at give af, tegnede sig for en eller flere andele á 50 kr. at betale med en måneds varsel. Der blev indbetalt 58 andele af 21 mænd. Samtidig blev en anden liste sendt rundt, hvor man kunne tegne sig for et fast årligt bidrag gældende for, hvor mange børn man ville sende til skolen det første år.

Statstilskud kunne man først påregne efter nogle år, og sognerådet havde jo sagt blankt nej til det hele. Men man fik lovning på penge nok til, at man gik i gang med byggeplaner, en grund blev fundet, og om foråret gik byggeriet i gang. Hele byggeriet kom til at koste 11.085 kr.

2. maj 1922 åbnede friskolen med 42 børn. Skolebygningen var ikke færdig, men post Andersen havde givet tilsagn om, at man kunne benytte hans kælder i det hus, der i dag har adressen Odinsvej 16. Skolens første lærer student Lars Amby fra Struer var ankommet, og man gik i gang.

4. sept. tog man den nye skole i brug, Friskolen var en realitet. Den var ikke et resultat af religiøse spændinger, som man så andre steder i landet, heller ikke af utilfredshed med lærer Knudsen i Nøvling, han var vellidt og respekteret i sognet. Det var udelukkende skolens placering det drejede sig om, og den lange skolevej denne ville give børnene i den østligste del af sognet.

Undervisningen på friskolen afveg næppe meget fra den på Nøvling skole, lærerne var også her oftest med indremissionsk baggrund.

Økonomien var stram i starten, så man blev enige med lærerne om, at halvdelen af lærerbeboelsen blev lejet ud. Man ansøgte sognerådet om tilskud, men først i 1929 lykkedes det at få et tilskud til skolens drift.

Man sparede også på lærerlønningerne, idet man de første mange år ansatte enten ikke uddannede eller nyuddannede, der dengang skulle 2 år i praktik inden de kunne blive fast ansatte, og derfor kun skulle have en lille løn. Dette resulterede i mange lærerskift. Således kunne man til skolens 50-års jubilæum i 1972 invitere 18 tidligere lærere, og der var vel at mærke kun ansat én lærer ad gangen!

Elevtallet lå i mange år fra ca. 40 til små 60 børn, men omkring 1960 var det faldende.

I alle årene var det jævnligt oppe at vende, om friskolen skulle lukke eller fortsætte. Sognerådet foreslog nedlæggelse flere gange, og også en del fra forældrekredsen var ikke uvillige. I starten af halvtredserne var det for alvor oppe at vende. Der skulle bygges en ny skole, den nuv. Nøvling skole, og mange forældre mente, at hvis bare den blev bygget i Skibbild, så skulle Friskolen nedlægges. Dette var der ingen gehør for i sognerådet, men friskoleforældrene gik så vidt, at hvis bare de kunne få friskolens lærer, Finn Olsen, med op på Nøvling skole, så det hele ikke ville være nyt for børnene, så ville man godt nedlægge friskolen. Men dette kunne der ikke blive tale om, og så sagde friskolefolket nej til at gå med i den nye fællesskole, for fra 1. april 1955 betragtedes hele Nøvling sogn som én skolekreds.

Friskolen fortsatte som friskole, og striden var ikke blevet mindre. Som jeg læser de gamle protokoller, er det her efter 1955 man skiller sig ud og bliver en mere anderledes skole, mere friskoleagtig, om man vil. Tilsynet, der hidtil var varetaget af skolekommissionen med præsten i spidsen, ville man nu selv finde ud af. Pastor Grell fra Herning Valgmenighed blev den første tilsynsførende, godkendt af staten. Senere blev det forstander Appel fra Hammerum fri- og efterskole, inden man til sidst fik den lokale sognepræst som tilsyns førende. I 1965 overgår skolen til selvejende institution og får dermed bedre økonomiske kår.

I 1967 besluttede man at ansætte 2 lærere, hvoraf jeg var den ene, og samtidig at udvide skolen, der jo kun havde eet klasseværelse. 1970 oprettedes bh. kl. og et par år senere legestue. Der var ingen børnehave i byen, og der var et stort behov for de mindre børn at komme ud og være sammen med andre børn.

I 1972 blev så det omtalte 50- års jubilæum fejret.  Skolens første lærer, Lars Amby, der senere blev præst, holdt festtalen, og det var en meget festlig dag, hvor mange tidligere lærere, elever og forældre deltog, sammen med skolens forældre, bestyrelse og lærere.

Der var nu igen flere børn, og det gamle køkken og soveværelse blev taget i brug til undervisning.

Sidst i firserne blev pladsen for trang, der var flere børn og nu også fritidsordning. I et års tid havde man arbejdet med byggeplaner, men da det blev muligt at købe en del af naboejendommen, Aksel Jakobsens tømrerværksted, blev man enige om, at dette var en ideel løsning, og i februar 1990 kunne borgmester Jens Pedersen klippe snoren og indvi nogle dejlige lokaler, som en flok forældre havde arbejdet meget på at gøre fint i stand. Når man tænker på skolens start og historie, var det dejligt, at en positiv borgmester var med den dag.

Nu havde skolen for første gang i sin 68-årige historie både lærerværelse og skolelederkontor, samt plads til alle aktiviteter, selv fastelavnsfesten blev flyttet fra forsamlingshuset og over i det store fællesrum.Men glæden varede kort. Allerede ved 70-års jubilæet i 1992 så det sort ud med elevtallet og dermed økonomien.I 1994 måtte skolen ophøre. En tung beslutning, men der var ikke grundlag for at drive friskole længere.

Kirsten Kristoffersen, Nøvling Arkiv.