Erindringer fra brunkulslejerne i Gejlbjerg


Af Jens Arne Jensen – redigeret af Susanne Vestergaard, Stakroge
I 1957 blev de sidste brunkul gravet i Gejlbjerg. De sidste år var der ikke mange folk tilbage, ca. 4 (2 gravemestre og 2 smøremænd) – (en slags altmulig mænd, de passede også pumpene, der skulle holde vandet væk fra kulgraven).
Pumperne passede vi børn om aftenen, med at slukke og tænde, kulgraven skulle helst være tom for vand om morgenen, men man skulle også passe på, at graven ikke løb tør for vand, i så fald ville pumpen brænde sammen. Engang var selve pumpen hængt op i gravemaskinen, men der var gået hul på slangen, så vandet stod flere meter op i vejret, gravemaskinen var blevet meget våd, vi børn skyndte os at få pumpen standset og løb så hjem til vores far (Laurids Jensen) for at spørge, hvad vi skulle gøre.
Men der var ikke mulighed for at starte gravemaskinen, og svinge pumpen på land. Så der var meget vand i kulgraven næste morgen. Gravemesteren fik startet gravemaskinen og fik pumpen på land, og den blev lavet, så vandet kunne ledes væk og man kunne komme i gang med at grave.
Det varede til over middagstid, men heldigvis lå der en ordentlig bunke kul ved siden, så mændene kunne bruge tiden på at læsse lastbilerne, mens vandet blev pumpet væk. Til eftermiddagskaffe tid, løb vi over i kullejet for at se om, arbejderne havde en seddel til os, så løb vi hjem til mor (Elna Jensen) med den. (der var købmandsbutik hos Laurids Jensen). Arbejderne skulle gerne have øl og kage, men de var nu aldrig fulde. Når vi så kom med varerne, fik vi en 25 øre eller to. Mange gange var det de penge, der var givet tilbage på betalingen hos købmanden.


Laurids Jensen og Elna, med deres to børn Gerda og Ole – foran deres første bopæl i Gejlbjerg
Det var nu ikke kun for pengenes skyld, vi ville gerne derover for at få en snak med dem, så vi skulle nok sørge for, at alt var i orden med både pumpen og købmandsvarerne. Vi fik til gengæld lov til mange ting, for de vidste, de kunne stole på os, og at vi vidste hvor farligt, det var at bevæge sig i brunkulslejerne, hvilket krævede stor respekt for skred og lignende.
Jeg (Jens Jensen) var omkring 1957, med min far (Laurids Jensen) i et kulleje, ca. 3 km borte, da vi kørte derned, mødte vi en gravemaskine, der var på vej til et andet leje. Vi var der ikke ret længe, inden ham der smurte gravemaskinen, kom løbende og sagde, ”at gravemaskinen, var skredet ud i en kulgrav, medens de var kørt forbi kulgraven”. Den anden gravemester sprang op i sin gravemaskine og af sted det gik. Vi kørte også, men var på traktor, så vi kom først. Der stod gravemaskinen ude i kulgraven, vi kørte et godt stykke forbi, så vi ikke holdt i vejen, når den anden gravemaskine, kom for at trække den første op. Gravemesteren sad ude midt i kulgraven, han kunne ikke komme i land. Ikke fordi der var så meget vand i graven, men op grund af kviksand, hvilket gjorde det livsfarligt at gå derfra.


2 gravemaskiner – skred i en kulgrav. Gejlbjerg

Men så længe han var i gravemaskine, havde han det jo også godt; de blev enige om at han skulle blive der, indtil de fik fat i nogle brædder, som de slog sammen, så de kunne gå ud til ham, for at sætte stålwire i gravemaskinen, så de kunne trække maskinen i land. Sådan skulle det dog ikke gå, for da de begyndte at trække, forsvandt vejen under gravemaskinen, som skulle trække ham i land. Nu stod begge gravemaskiner midt ude i kulgraven. Der gik et par dage, hvor de måtte grave dem fri og få jernplader ud til dem, så stillede de dem op på pladerne, først da blev de startet, de kørte lige så stille i tomgang, for ikke at lave vibrationer med gravemaskinen, det kunne være farligt, når der var kviksand, det gik godt, men det var et træt mandskab der tog hjem.

Opdateret