Fru Lise Munk og fredningsnævnet
Holstebro Dagblad bragte den 9. september 1966 under overskriften ”Fru Lise Munk og fredningsnævnet” følgende leder:
”Digterpræsten Kaj Munks hustru, fru Lise Munk, har på ny taget ophold i den gamle præstegård i Vedersø. I en række år har fru Munk boet i en Hellerup-villa. Den er nu solgt, og det egentlige hjem er atter i Vestjylland. Det føles sikkert godt at være ”hjemme igen”, men tilværelsen er ikke uden bekymringer. For fru Munks vedkommende er en af dem statens alt for store interesse for hendes private plantage i Vind og for tilsvarende arealer i nærheden af Hoverdal. Disse bekymringer deler fru Munk bl.a. med ejeren af ”Troldtoft” i Vind. Her ligger en gammel hedegård, som har været i samme slægts eje i 400 år, og også dén er staten ude efter. Staten er i dette tilfælde repræsenteret af fredningsmyndighederne. Man ønsker at frede den plantage, hvorfra Kaj Munk havde så mange gode jagtminder, og man ønsker at få ret over den gamle slægtsgård. Enhver kan forstå, hvor dét kan gøre ondt…
Disse fredningsbestræbelser synes at være noget urimelige. Staten ejer i forvejen Stråsø Plantage og andre store arealer deromkring, i alt ca. 12.000 tønder land. Skulle der ikke være ”rekreative områder” nok? I særdeleshed i betragtning af, at dette amts befolkning i forvejen har god plads. Der er højt til loftet og vidt til væggene i Vestjylland. Det skulle ikke være nødvendigt at fare så hårdt frem hverken mod digterpræstens plantage eller mod den gamle slægtsgård.
Fredning kan være udmærket, men vi må huske på, at den danske befolkning først og fremmest skal leve og arbejde. Vi kan ikke frede hele landet. Når desuden fru Munks plantage står gæstfrit åben for de få, som finder derud, og når staten i forvejen ejer titusinder af tønder land i Vestjylland, skulle man synes, fredningsmyndighederne kunne være lidt mere tilbageholdende.
En alt for hård fremfærd kan let gøre befolkningen fjendtlig stemt mod fredning, skønt det dog skulle være en sag, som taler til de blidere følelser i mennesket. Bevarelsen af skønhedsværdier er vel en opgave, men der er også private, som forstår den. Hvorfor skal staten absolut altid være alle steder og blande sig i alting?
H.B.”
Andre historier
-
Ejerlav i Vildbjerg sogn
Sognene er igen delt i ejerlav, en opdeling, der er af yngre dato end sogneinddelingen. Ejerlavene er først og fremmest omtalt i forbindelse med den fællesdrift af jorden, der især fandt sted før år. 1800 Merrild De gamle fællesskaber, hvoraf der i Vildbjerg sogn er 9, fungerer endnu, når der er tale om en opdeling […]
-
Aulum Borgerforening – 100 år i byens tjeneste
Foreningens stiftelse Den 10. oktober 1912 stiftede 25 borgere i de to byer Aulum Kirkeby og Aulum Stationsby en ny forening: Aulum Borger og Håndværkerforening. Det foregik i det gamle forsamlingshus, som lå på hjørnet af Kirkegade og Danmarksgade, hvor man i dag finder Aulum Bymidte – i daglig tale kaldet ”Højhuset”. På den tid […]
-
Faldskærmskjolernes historie
fortalt af Stine Bitsch-Larsen (1918-2019)datter af sognepræst i Vinding-Vind i årene 1927-1953, Kristian Larsen og hustru Anne, f. Bitsch. I 1944 blev der mange steder i landet kastet våben ned med faldskærm, fløjet hertil fra England. Der var mange spekulationer om afslutningen af krigen – ville der mon blive krigshandlinger på dansk jord?Modstanden mod tyskernes […]
