Herning Historie

Henry Vestergaards erindringer

Nedenstående artikel er et udpluk af Henry Vestergaards erindringer fra tiden som
sognepræst i Gjellerup Kirke 1962 til 1978. Denne del er et uddrag af et større værk,
som arkivet er i besiddelse af.
Mit Livs Historie, 6. del.
Arbejdstid.
”Jeg elsker den brogede verden
Trods al dens nød og strid;
For mig er jorden skøn endnu
Som i patriarkernes tid.” (H. V. Kaalund).

Gjellerup!
Mærkeligt at begynde med det vers! – om at ”elske verden”, – er det ikke det, man i Indre Mission søger at undgå? – Men det bliver siddende i mine tanker om Gjellerup. Var det ikke GUD selv, der ”elskede verden – så han gav –?” – Det gør jeg også netop med tanken på Gjellerup, -”For mig er jorden skøn” – dernede som aldrig før – skønt også streng, – slidsom, krævende, ”der er modgang for dig og for mig”, kunne jeg også have skrevet, – men kun ind imellem.
Det var også i de 16 år der, jeg – og vi – for alvor oplevede den store verden og dens skønhed. Og det var på en måde ”Patriarkernes tid”, der spøgte for mine tanker, – de gamle på stedet, som man huskede, og som gled ind i ens bevidsthed som nogen, man fulgte efter og skulle samle op efter, – min forgænger, meget afholdte pastor Andreas Buus – og frue – ikke at forglemme -, og hans forgænger igen ”Nielsen-Vrads” , den barske, besynderligt hensynsløse og nidkære præst, der åbenbart fik held til at gøre et hårdt jordforberedende åndeligt forårsarbejde i dette landbrugsområde – med landbrugsskole af høj karat, – og de endnu ældre patriarker, pastor Blom, folkene på Krøjgaard, lærerne i Gjelleruplund, den kendte folkemindesamler Evald Tang Christensen, lærer Frie og frue og mange andre, som kunne nævnes. Ville jeg også blive en ”patriark”? – Næppe, men en, der gik i sporene, det ville jeg gerne være. Det forpligtede stedet jo til. – For resten vidste folk der at påskønne denne verdens goder – og gøre fyldest i dens krav. Gårdmænd, fabrikanter, landbrugslærere, erhvervsfolk, købmænd og lærere vidste nok, hvad de havde med at gøre, og deres fromhed syntes at forenes nok så smukt dermed.

Første besøg.


Efter at Hans Majestæt kong Frederik den Niende, ”Hertug af Slesvig- Holsten, Stormarn, Ditmarsken,
Oldenburg og Lauenburg”, egenhændigt havde underskrevet min udnævnelse, smuttede Karen og jeg en dag i vor lille røde Sofie ned for at se på herligheden, som vi aldrig havde set før. Kirken gjorde et overvældende indtryk på os i hele dens 800-årige pragt, ”landets ældst daterede kirke”, – hugget
på et tympanon (overligger) over en tilmuret indgangsdør mod syd – med latinske bogstaver: ”I året
1140 efter Herrens inkarnation blev dette hus bygget til Guds ære.” Med navnet Sct. Laurentii
Kirke kunne man desuden stedfæste datoen for indvielsen til den 10. august samme år. Vi fik forevist kirken af kirketjener og graver Peter Knudsen og hans gode kone Marie. Vi var alle fire venner fra dette stilfærdige besøg.
Vi så overfor kirken et stort ”skrummel” af en præstegård, – som snart skulle blive os det kæreste sted, vi nogensinde fik at bo i, 8 værelser nede, 4 – 5 ovenpå, flere rum i kælderen, masser af plads, – herligt!

Ved min indsættelse
En tæt fyldt kirke, – og det var den i alle vore 16 år der! Jeg var bange for, at jeg ikke kunne holde på den menighed. Det skulle jeg heller ikke. Den holdt sig selv – eller større kræfter end mine gjorde det. Kun én gang var der kun to familier, – en nytårsdag efter en gevaldig snestorm om natten. Og det
var fra de to yderste områder af sognet! – Peter Knudsen talte af og til fremmødet, altid omkring 200. Juleaften i sidste udgave sad de alle vegne omkring mig. Da kom de også inde fra Herning. Så skrev Peter numrene op på de biler, der holdt med lys, og jeg læste dem fra prædikestolen. ”Det behøver du nu ikke”, sagde han i højt julehumør, ”det går jo ud af sig selv!!”- Havde jeg nu sagt også det fra prædikestolen, var det sikkert kommet i Folkebladet, -skammeligt at ikke!

Min forkyndelse.

Den kan jeg vist ikke karakterisere. Men jeg kan jo prøve at sætte ord på, hvad jeg gerne ville fortælle folk. Hver søndag og helligdag at vende mig om til en fyldt kirke og føle løftelsen derved kan vist ikke alle præster opleve. Det var også unikt, en oplevelse, jeg aldrig glemmer – og er meget taknemlig
for nu at mindes. Jeg vidste, at man af mig ventede det, man kunne leve og virke på. Jeg tror, jeg talte om Guds rige gaver til os i vort menneskeliv, først og sidst om hans kærlighed til os hver især med hans erklæring om tilgivelse for alle vore synder som et ufortjent nådes-tilsagn i ordet og i dåb og nadver, givet til fri og dristig modtagelse i vore sind. Alt sammen grundet på den forsoning, som vor Herre Jesus tilvejebragte ved sin død på korset, – sådan som det er klart tilkendegivet os i den bibelske overlevering. – Og med opstandelsen og det evige liv som den lovede opfyldelse og følge deraf. Men jeg søgte gerne at knytte det til den tale eller begivenhed, som søndagens tekst fortalte om, og samtidig at gøre Jesu sind og direkte tilsagn klart ud fra de omhandlede begivenheder. Som ramme derom havde jeg tit en henvisning til den nærmeste højtid og gerne årets og naturens fremtræden for vore sanser. – Jeg talte vist sjældent om fortabelsens mulighed, hvis ikke teksten selv
lagde den frem. Jeg ønskede ikke at skræmme sindene til at foretage det nødvendige personlige
valg, hertil anså jeg syndsbevidstheden for at være en tilstrækkelig tilskyndelse – og
endnu mere det glædelige budskab i sig selv. Enhver politisk undertone var bandlyst, ligeså
moralske udsagn og tilkendegivelser. Gav teksten anledning hertil, blev det i antydningsvise
vendinger. Udenfor kirken tog jeg gerne del i samtalerne derom. Hvor godt alt dette lykkedes,
ved jeg ikke. Mine prædikener fra den tid ligger nu dybt nede i Rigsarkivets skæve firkantede
bunker.



Sjælesorg (direkte personlig ledelse).
Jeg mindes i grunden ikke at have haft særlig anledning hertil. Nære trøstende og rådgivende
samtaler kunne naturligt nok finde sted, men mange gange følte jeg, at mennesker havde mere erfaring og dybere forståelse for livets og troens udfordringer, end jeg havde. Det vestjyske sind borer tit dybere end ventet, især hos dem, som bevisdt har overgivet sig til – ja, til Gud! – Sygdom og død og sorg var ligesom taget med ind i den kristne bevidsthed – og trøsten lå nær, når det gjaldt: Gud havde også det i sin hånd – til vort bedste! Og det blev ofte sagt med få ord. Alligevel ved jeg, at man var glad for mine ord – og i almindelighed også for de holdninger, jeg gav tilkende.
Jeg fornemmede ved håndtrykkene i kirkedøren, at man havde taget imod. – Hvad Helligånden bruger, ved vi meget lidt om. – Troen på Gud var nærmest selvfølgelig og let at få italesat også i almindelige samtaler. Jeg var jo ”udråbstegnet”! – der gav anledning.

Den første tid.

Egen i haven, malet af Hans Christian

Til præstegården hørte en stor have med mange træer, en allé fulgte et dige, der skilte haven fra et jordstykke, der delvis var bevokset med jordbærplanter og buske. Jeg foretog nogle fældninger og en del nedskæringer – med held – udenom menighedsrådet.
Jeg lånte en traktor og pløjede jordstykket op og befandt mig godt med at være ”mand i gården.”- Karen havde taget en veninde med fra Viborg, Emmy, en dame, som havde en sindslidelse, som hun var opereret for; hun havde i nogen tid haft sin gang hos os og fundet sig vel tilpas med det. Humoristisk anlagt tog hun sig gerne af drengene og gik små ture med dem, nu også ”ud for at se traktor Vestergaard køre pastor”! – Og så havde Karen også en af mine konfirmandpiger, Irma, med som hushjælp, så vi sluttede kredsen omkring det runde bord i spisestuen og glædede os over de nye forhold.
Drengene savnede dog det lille hjem i Viborg og skolen der, Hans Christian især sin lærerinde
Lilly Hovgaard, men det blev der bødet på med invitationer til hende til små ophold i præstegården.
Alt lod sig jo gøre. – Efteråret var regnfuldt, Luften summede af et renseværk i nærheden,
hvor landmændene kom og fik tørret kornet til den normaliserede vandholdighedsprocent. Senere fulgte et lettere omslag i vejret med pragtfulde rimdannelser på træer og buske.
En gammel eg hvælvede sin krone ud over plænen og vejen ind til Herning, som skilte præstegården
fra kirkegården overfor. – Advent holdt sit indtog i kirke og hjem. En adventskrans blev hængt op begge steder. I præstegården skete det med hjælp fra Lilly. Der var højt til loftet, og der skulle jo sættes en krog i. Det skete under stort besvær og tilsvarende humør, hvorefter 10-årige Richard begejstret betroede sin Mor, at ”Lilly nu altså har en oplivende indflydelse på Far!”, – hvad der blev modtaget med endnu mere humør. Det var for øvrigt ganske sandt, – hun spillede smukt, også engang til en gudstjeneste, og hun havde helt hengivet sig til den ”nye” salme ”Tak og ære være Gud!” som også blev vor yndlingssalme resten af livet.
En af adventssøndagene indbød vi menigheden til kaffe i de mange stuer efter eftermiddagsgudstjenesten, og juleaften var der kun en gudstjeneste, det var i frostklar luft, og juletræet fik sin plads i ”den gule stue”, som siden fungerede som legestue for børn og voksne.

Arbejdet.
Jeg følte mig straks hjemme i det miljø, som jeg ovenfor har karakteriseret – og mødte en helt enestående tillid fra alle sider. Det gjaldt også valgmenighedsfolkene, som tilsluttede sig Herning-Gjellerup Valgmenighed med kirker i Herning og i Hammerum i mit sogn. Jeg vidste, at skellet havde stået meget skarpt mellem den og sognemenigheden, som med sin stærke indremissionsk-forkyndelse havde fået de grundtvigske til at gå deres egne veje. Jeg ville gerne vise, at jeg helt accepterede den deling af sognet, som var en kendsgerning, og jeg kontaktede valgmenighedspræsten Balle Christensen i Herning, og vi blev straks gode venner og havde mangen god snak. Jeg havde også svært ved at glemme Viborg – trods alt, og jeg lavede et fælles arrangement, hvor et Viborg-FDF-orkester spillede for de unge på kroen, og en af mig bekendt grundtvigsk præst holdt gudstjeneste i vores kirke. Senere enedes jeg med Balle Christensen om et fælles kirkeblad, som redigeredes af mig, og så var der lagt en basis for forholdet fremover. Jeg glædede mig over, at de grundtvigske familier gerne sendte deres børn til søndagsskole i Hauge missionshus, ligesom landmændene i begge menigheder hjalp hinanden i daglige gøremål i gensidig respekt og venskab.

Der var 3 missionshuse i sognet og 5 søndagsskoler. Vi besøgte med flid dem alle og fik de bedste venner alle 3 steder. ”Silo” i Hammerum samlede mange mennesker til deres møder. Det var de samme, der kom der som i kirken, og det var ofte mig, der ledede møderne, så harmonien var intakt. Jeg holdt som min forgænger rundt om i hjemmene ”forklaringsmøder” for søndagsskolens ledere. Det var bibelteksterne, som jo nok kunne give anledning til drøftelser. Der var også 5 ”kvindekredse”, der samledes om mission i fjerne lande, nu samlet i ”Danmission” med station i Hellerup. Karen og jeg blev ofte indbudt som deltagere til deres eftermiddagssammenkomster, – jeg ofte som indleder. De bad også Karen om at ”slutte”, men det sagde hun Nej Tak til. – ”Ja, men det gjorde fru Buus”, – hvortil Karen klogt svarede: ”Men jeg er ikke fru Buus!” – Til gengæld inviterede hun kredsene til et fælles
møde hvert år i præstegården med kaffe og mange store kager og dejligt med blomster i alle stuerne. Det var vidunderligt. Tit kom de selv med kager. Det var mange i sognet, vi her var i nær kontakt med, og det var dejlige humørfyldte mennesker, vi mødte.

Så var der jo det faste, – konfirmandundervisningen, som regel i præstegårdens konfirmandstue, flere og flere hold år for år, fire dage i ugen fra morgenstunden, svarende hertil mange dåbshandlinger ved gudstjenesterne, og besøg i hjemmene. Der var en del bryllupper, som regel om lørdagen, og omkring 30 begravelser om året med forudgående samtaler og arrangementer, og ofte var vi i sådanne anledninger indbudt til store mindesammenkomster, mest på Østergaards Hotel i Herning. Mange mennesker samledes i salene. Der blev sagt ”Værs´go!”- Ingen reagerede. – Det var da ikke derfor, man var kommet, vel? – Der blev sagt ”Værs´go!” anden gang. Så blev der stille. Men ingen rørte sig. Tredje gang rejste præsten og fruen sig og gik ind til bordene, og så fulgte alle de andre efter! Ritualet blev overholdt.
Det blev dog undertiden svært for

Karen at følge trop her. – Hammerum Landbrugsskole med forstander K. Møller fyldte meget i sognets daglige og kirkelige liv. Han var umådelig højt respekteret i sognet og en personlighed af format, sønderjyde, tysk soldat under Første Verdenskrig, dansk i hver fiber af sin krop, taler ved såvel landbrugsmøder som missionsmøder. Ham havde jeg et dybt tillidsforhold til. Han havde netop
overladt forstanderskabet til sin svigersøn Johs. Toftdahl, – og han bad mig, om jeg ville holde en ugentlig time for en hundredtallig elevskare, – med frit emne.
Jo, jeg var spændt for, – for nu at blive i landbrugsterminologien. – K. Møller holdt dengang et foredrag på Nyborg Strand, hvor han talte om menighedsliv, og her fremlagde han, hvad man i hans sogn ventede af en præst, og fik at vide, at det var uhørt overvældende. – Høstgudstjenesten havde helt sin egen karakter. Jeg lærte at beskrive hvert års høsts historie fra først til sidst, – og takkesangen fyldte rummet, – og der blev ofret så rigeligt, – fordelt til alle gode gerninger i vort land.

Vi var alle i daglig kontakt med vore omgivelser. Folk fra et sogn på 4.000-5.000 mennesker havde tit ærinde til præstens kontor, tingene skulle indføres, og aftaler træffes. Og det var dejligt at blive brugt. Gjellerup kirke havde en vis dragende magt i Herning, så derinde fra kom tit henvendelser, – ofte om vielser, f.eks. når det drejede sig om fraskilte. Her stillede jeg mig til rådighed. Andre præster var imod. Men var det rimeligt og rigtigt at nægte nogen at blive gift? – når de nu ønskede det? – Jeg kunne i hvert fald ikke sige Nej til dem. Skulle man straffes, fordi det ikke gik, det man først havde satset på og måske kæmpet forgæves for? – Var det bedre, om de ikke blev gift?


Henry, – og dem fra Skælskør.
Haven krævede tilsyn og omsorg og slid – året igennem. Jordbærrene fyldte meget, både i
tid og i omfang – også i os selv! Sommerferierne bragte familien Hemmingsen fra Skælskør, nu København, – over til os, og 5 børn myldrede –først ud af bilen –derfra ind i stuerne og haven og gjorde stort indhug i jordbærrene – til nogen betænkelighed for Richard, som havde vanskeligt ved at holde tal på høstudbyttet, når så meget unddrog sig optælling! – Men det var altså Henry! – sådan hed vores havemand tilfældigvis, en arbejdskraft, som gjorde det muligt for mig at holde mig fast engageret i selve præstegerningen. Vi knoklede tit sammen.

Sønnerne Richard og Hans Christian


Med en lille skavank, som hårdt arbejde havde givet ham, stillede han sig nu til rådighed på ”det frie arbejdsmarked”, altså også hos os, og for en lille sum penge fra menighedsrådet – og megen kaffe hos fruen her – gjorde han en formidabel indsats hos os i alle årene, som jeg vist aldrig fik takket ham for, men i hvert fald fik vist ham, at jeg skønnede på, – og han ”gik i arv” til min efterfølger.
Samarbejde, det løser problemerne. Han deltog også i søndagsskolearbejdet og var altid glad og oplagt. – Når vore sommerferiegæster holdt deres indtog, var der liv og glade dage. Sommeraftenerne var som regel fri. Så sad vi tit i timevis og sang af højskolesangbogen alle de dejlige sange, og børnene bagte snobrød ved et bålsted i baghaven. Eller de var optaget af Hans Christians ”togbane”, som han fik indrettet i ”folkestuen”, der benyttedes til gennemgange her og der. Der var elektriske togstammer i fart gennem tunneller og byer med hjemmelavede huse og planlagte veje og broer.


Når leg er alvor.

Familien med ”Funny”

En dag forvildede der sig en lille spurv ind på banen. Den syntes nok, det var som i et rigtigt
landskab, og den fik selvfølgelig lidt at spise; den var lettere skadet! – En dag lå den og var
død. Sorgen var ubeskrivelig i den samlede børneflok. Hvad skulle man stille op? –Jo, en foreslog, at man da måtte foranstalte en begravelse! Det løste alle problemer. Alle var nu engageret: gravens placering i haven, – tændstikæsken, den lille fugl skulle hvile i, – liturgien, der skulle afvikles! Kordegn emmingsen og jeg vekslede forstående blikke. Her var vi jo på hjemmebane. – Oplevelsen af naturens strenghed blev forløst gennem den kærlige omsorg for den døde, og glæden fandt vej til sindene!
Kristi Himmelfartsdag fik vi gennem flere år besøg af Søren Møller og hans poge. De kom til kirke i en stor bus, og de legede terrænleg bagefter mellem de dengang spredte bebyggelser. Engang suppleredes gudstjenesten med vore egne spejdere. Skoleinspektør Kai Johannsen foreslog mig, at han hjalp mig med altergangen, for det var blevet almindeligt, at børnene deltog i denne. Jeg tøvede. – Kan man nu det? tænkte jeg højkirkeligt. – Skal ”badet og bordet” (dåben og nadveren) ikke ”virke med de indviede tunger”? (Grundtvig) – Jo, men hænderne kunne jo nok bruges til uddelingen. Jeg var i tvivl, men vi aftalte, at skoleinspektøren, der selv var spejder, skulle stå parat, og hvis jeg skønnede, at der blev brug for hans hjælp, skulle jeg give ham et tegn, og så var han klar. Det gik sådan. Børnene myldrede jo op imod koret. – Og han kom ind til mig i spejderuniform og uddelte brødet, – og jeg vinen. – Således blev jeg klogere på den sag.

Missions-ugerne.
Missionsugerne i ”Silo” i februar måned var en betydelig lokal begivenhed med traditioner langt tilbage. Det havde været almindeligt, at sognepræsten forestod arrangementet. Jeg tog selvfølgelig sagen i egen hånd – som forventeligt! – Jeg vidste, hvad det betød: Et tilbud, et kald til alle om at gøre alvor af gudsforholdet, mens tid var hernede! Alt det, vi gerne ville til hverdag, skulle have denne særlige møderække til støtte. Og der kom mange til de møder.
Jeg arbejdede med ugen et år forinden, søgte at finde de gode talere, som havde noget på hjerte og noget at give af, og jeg ledede møderne undtagen fredag og lørdag, – da lod jeg Johannes Madsen, formanden, sige de indledende og sluttende ord. – Jeg havde et godt samarbejde med Herning Folkeblad og refererede selv talerne til næste dags avis samme aften. Det skulle være en særlig påmindelse til vore sognefolk og give dem lyst til at komme. ”Silo” havde en gymnastiksal, og den og den store sal var begge fyldt aften efter aften – af flere hundrede mennesker, – og det var en fest, – stilhed og lovsang og gode ord var aftenens oplevelse.
Flere end normalt tog begivenheden med. Gode minder! –Min gode ven Søren Knudsen bemærkede siden ved min afskedsfest, at jeg havde været tilbøjelig til at tage føringen, hvor andre også kunne have taget over. Jeg mener nu ikke, at jeg stod nogen i vejen. Det var vist heller ikke det, han mente. – Jeg fornemmede altid, hvor det var bedst, at jeg placerede mig.
Lad mig hertil føje, at jeg ikke kan acceptere den nedgørende måde, hvormed mange journalister
i presse og radio henslængt omtaler Indre Mission og dens folk, – sammenligner dem med Jehovas Vidner og islamister. – Det er skandaløst! – der er intet, der ligner! – At man arbejder med at påminde om at prioritere forholdet til GUD frem for alt, er dog selve kirkens opgave, – og ”Tante Anna” har vel eksisteret engang, men tonen i dag hos Indre Mission er helt anderledes kærlig og forstående. Det skulle da også lige mangle! – når det gælder det bedste, vi kan unde vore medmennesker.

Kampen for Gjellerup sogn som kommune.
I 1969 lagde regeringen op til en omfattende kommunesammenlægning. Herning indgav med den dygtige borgmester Jens Mathiesen forslag om en Herning Kommune i betydelig udstrækning inklusive Gjellerup sogn, som hidtil havde været en selvstændig kommune. Det passede ikke folk i sognet. De var sig stærkt bevidst som en enhed. Jeg havde selv oplevet et kommunevalg i sognet med engagerede vælgere ved møderne i ”Silo”. Der blev stemt efter religiøse linjer. Det var nu ikke det, der var sagen. Det var sognets suverænitet overfor Herning, som man ellers havde det bedste forhold til. Men nu skete der noget. Tilkendegivelserne i Folkebladet blev ret skarpe, og en kreds af borgere (jeg husker ikke alle navnene) sognerådsformanden, skoleinspektør Kai Johannsen, fabrikant Folmer Frederiksen, en gårdejer med tilknytning til valgmenigheden og en dygtig og klog husmor – og så jeg – arbejdede et materiale sammen, der skulle vise, at Gjellerup kommune var en fremskridtskommune, og det blev bekræftet med en film. Vi søgte og fik fremtræde for regeringskommissionen på Christiansborg, og en morgen tog vi til Karup og tog flyveren til København. Det var min første flyvetur, og jeg ville helst have taget toget, men det havde man ikke tid til, og Folmer Frederiksen tog sig hensynsfuldt af mig på turen, og sammen nød vi synet af Danmark under os, og efter et par timer sad vi i Snapstinget, og jeg kunne ringe hjem til Karen og fortælle, hvor vi nu var. Kommissionen blev ledet af de konservatives førstemand Poul Sørensen. Det
var ellers Poul Møller, der med sin popularitet trak læsset for partiet. Men man sagde ”partiejer Poul Sørensen”. For det var ham, der styrede. Det var det også her. – Kommissionen tog venligt imod os og lyttede til vort ærinde, men intet blev antydet i retning af det, vi ønskede. Som bekendt blev vi ”lagt ind under Herning”, men vi glædede os over kampen, selvom vi tabte den. Den betød en bevidst rejsning for sognet – og gjorde tydeligt indtryk i Herning, som tog imod os med venlige ord. – En forårsdag i 1970 rejste der sig en storm over de bare marker – fra øst! – altså fra Gjellerup ind mod
Herning. Jorden smuldrede og hvirvledes op. Himmel og jord stod i eet!

Ved et eftermiddagsmøde i Herning, hvor jeg skulle tale, indledte mødelederen med at trøste mig med, at nu blev Herning bogstavelig talt lagt ind under Gjellerup, – det var jo en ny sensation! Herning Kommune svarede i øvrigt med at udnævne vores skoleinspektør Kai Johannsen
til skoledirektør!

Skoleinspektør
Kai Johannsen

De hævdede derinde at være glade for at kunne hente en fra det bedste hjørne af kommunen!

Om kvinder og blomster.
Utallige minder om gode og tapre kvinder fra Midt-Vest i Jylland har jeg fra årene der. Her er en lille buket: En midaldrende kvinde fra Hammerum kom i vor første tid af og til på frimodigt besøg i vor have. Hun havde altid en blomst med, som hun glad fandt plads til og plantede. – ”Ved præsten, hvad den blomst hedder?” spurgte hun. – ”Nej”, måtte jeg svare. ”A ve´ snår æt, om A tør sæj´et”, sagde hun, men så kom det alligevel: ”De hedder ”nøøgne jomfruer.” – Ja, men det var da også forfærdeligt, om hun skulle komme til at give præsten tanker i den retning! Men venligheden og tilliden til den nye præst sejrede altså. – Der gik lang tid ind imellem, hvor man ikke så hende. Hun havde en sindslidelse, erfarede jeg, – som gjorde, at hun en tid slet ikke kunne nærme sig noget menneske. Så var hun afhængig af sin broder, som hun boede hos. Når så depressionen var ovre, var hun en livlig og munter dame, alle kunne lide. Jeg mente ikke, at jeg skulle opsøge hende i de grå perioder. Der er smerter på de områder, som nok skal gennemlides ”i fred”.
Spil-Esther boede i hendes nærhed. Hun havde spillet på orglet i kirken i en menneskealder og var nu gammel og træt og blev hjulpet af en yngre dame. Jeg besøgte hende tit. Så stille og fredfyldt sad hun og talte om daglige ting og om gamle dage. Når hun så satte sig til sit stueorgel og lod hænderne glide blidt over tangenterne, fyldtes stuen af meget stille følsom musik fra kendte sange og salmer, som af sig selv bar ordene frem i de skåle, hun med tonerne tryllede frem. Engle holdt sig svævende over de opadstigende luftstrømme fra blæsebælgen og tonerne. – Sognepræst Nielsen-Vrads fortæller i et lille hæfte, han skrev om sognet, at han en dag i kirken fandt en buket med røde roser stillet på alteret. Den måtte være stillet der af en, der færdedes i kirken til hverdag. Han så, at der lå en seddel uden underskrift, men med ordene:
”Ja, at en for alle døde,
Gav Guds kærlighed sin glans.
Alle jordens roser røde
Ej forslår til Lammets krans.” (Kingo). –
Jeg har fortalt om Anni, drengenes barnepige. Da hun blev voksen, besøgte hun os, og vi talte om, hvad hun skulle være. Hun sagde selv, at hun gerne ville være sygeplejerske. Anni – som sygeplejerske! Ja, men det var da lige sagen! – Og hun blev det – og kom til Herning Sygehus.

Min Karen havde ofte svære lidelser, stramninger her og der, og fik ofte behandling. Nu fik hun det på Sygehuset i Herning. Jeg kørte hende derind, og i ventetiden sad jeg så på Anni´s værelse. Der kunne hun så hente mig, når hun var færdig. Det var rart at møde Anni igen som en ung og dejlig pige. Hun kom også ud til os og så vore herligheder og vore drenge i dem.

En dag gik jeg en tur med hende i vor have. Det var så yndigt at gå derude og tale med den unge dame om blomsterne, – nok også for yndigt! –
Men ”yndige sommer
Næppe du kommer -,
Så iler du bort!” (citat).-
For min gode hustru kom ned ad gangen – eller plænen, hvad det nu var, – og inviterede os
venligt indenfor. Hun syntes lige, vi alle kunne trænge til en kop kaffe!! –
Jeg har ikke svært ved at forestille mig, at Skaberen selv – efter at have skabt alting og fået
de tusinde ting til at fungere sammen – og efter at have skabt manden med sine egne superevner,
den klare tanke, overblikket, visdommen, evnen til at styre og værne, – at han, da han havde skabt kvinden, glad slog sine hænder sammen med et: ”Yess! – nu lykkedes det! – det, jeg har tænkt på lige siden tidernes morgen!” – Kvinden, – med skønheden, helt efter dens idé, – med stemmen lånt fra englekorets sopraner, – med mildhedens lægende balsam, – med kærlighedens styrke, – og i selvhengivelsen evnen til selv at modtage kærligheden som livets rigeste gave –. Så vidt Gud! – Vi lader det stå lidt.

Specielle Oplevelse.
Vi fik ofte besøg af Karens Moster, Alma, som var lærer i Nykøbing på Sjælland. Hun fyldte en del i vor tilværelse. Hun og jeg tog ofte en lille tørn. Hun var ikke i mit kompagni. Men vi var i grunden rigtig glade for hinanden.
En dag, jeg skulle til Herning, bad hun mig om at købe hende ”Ekstra Bladet.” – ”Du vil da ikke have, at jeg skal kompromittere mig på min egen egn med at købe det for din skyld”, sagde jeg.- Det var i porno-tiden, og Ekstrabladet legede jo med ilden. . – ”Du vil vel stå ved dine tolerante principper!” sagde hun, så jeg måtte jo risikere mit ry som præst i Gjellerup, – og bladet kom da i hus. Hun var til gengæld en selvfølgelig gæst ved gudstjenesterne og holdt af salmerne. Men hun troede ikke på, vi skulle komme i himlen. ”Hvordan vil du så mon føle det, når du ser, at det passer, og du måske selv er blevet optaget i nåde?” spurgte jeg. – – Svaret lød: ”Selvfølgelig accepterer jeg kendsgerninger.”-
Hvad ”værre” var: Vi var indbudt til en fest i Herning i en familie. Efter middag med kaffe og taler skulle der danses. Man var vant til, at præstefolkene på det tidspunkt sagde pænt farvel og lod festen forme sig frit derefter. Men Karen og jeg så ikke sådan på det. Vi ville ikke skille os ud, men fortsætte samværet med vore folk. Midt under dansen kom en pæn ung dame fra et andet sogn og bød mig op til en dans. Hun smilede så venligt og forventningsfuldt til mig, at jeg – med min svaghed for det andet køn – ikke kunne skuffe hende, så jeg tog den lille svingom. Jeg takkede og bukkede, og hun forsvandt ud af mit synsfelt. – Jeg hørte siden, at begivenheden i et bestemt hjørne af sognet blev meget muntert kommenteret, man var jo vant til lidt ekstraordinært fra min side, så det efterlod ikke nogen misstemning. – Gjellerup var altså noget helt for sig.

Og så var der Sine. – Hun og hendes mand var søndagsskolelærere i Vraa, en del af sognet ud mod Sunds, også kaldet Nybo efter stationen derude. Hun samlede de lokale ledere til et julegilde i vort første år. Efter alt godt, som gården kunne byde på, indbød hun til en leg. Vi sad omkring et bord med hænderne under dugen, og så sendte hun forskellige husholdningsredskaber, støvsuger-rekvisitter o.s.v., rundt i hænderne på os. At vi ikke kunne se, hvad vi fik i hænderne, førte til megen munterhed – og vilde hyl! – og det var fromme søndagsskolefolk!
– Dagen efter ringede hun til mig og spurgte, hvordan jeg egentlig havde det med det hele. ”Vi ville jo bare lave lidt fis med dig!” kommenterede hun. – I det lille missionshus hørtes hendes stemme over alle de andres. Hun elskede sangen ”Blomster i vår, milde violer i grønsværens skød, smilende spår: sejre vil livet -.” Og ”blomster i høst, varmere farver og rigere glans-”. Hun holdt af naturen og af dens skaber. Men hun gjorde selv lidt ekstra ud af sin egen natur. Hun farvede sit hår sort og glansfuldt. ”Jeg håber, Jesus tilgiver mig -”, sagde hun til Karen nok så frisk. Men mig tillod hun nu ikke at forandre udseende. Jeg havde været i Italien og besøge Frans af Assisi´s egne og havde tillagt mig begyndelsen til et overskæg og et fipskæg på hagen efter digteren Johannes Jørgensen, ham med ”Imellem nattens stjerner.” Sine sagde: ”Det kan du ikke gå med.”- ” Det kan jeg vel nok”, mente jeg, – i betragtning af, at andre også forandrer deres udseende. Hun var også klar over, at hun var sat mat. Så sagde hun: ” A´ vil gi´ dig 100 kroner, hvis du vil tage det af.” En dag viste jeg mig så som velbarberet. Jeg fik de 100 kr. – Det måtte jeg nok ikke have taget imod. Men jeg gjorde det alligevel. – ”The show must go on!”-
Hendes mand Iver døde. Da han blev hentet til sygehuset hjemmefra, så han sig sørgmodigt omkring på hele sin ejendom på denne jord. ”A ku´si´, te han sagde farvel!” sagde Sine med sit følsomme sind. – Det blev mig forundt at kaste jord også på hende. Jeg ser stadig efter deres grav. Men den er nok sløjfet. Det er over 30 år siden, og de havde ingen børn -. Hauge og Frølund skoler måtte lukke. Vraa og Hauge missionshuse måtte til sidst nedlægges.
Samlingen skete til ”Silo”. Men hvor har jeg smukke minder fra egnenes fællesskab derfra! Jeg mindes tit lærerne fra de to skoler, især et lærerpar fra Hauge Skole, som med deres store prægtige unge datter altid kom sammen til skriftemål før højmessen, selvom det ikke nødvendigvis var forbundet med altergangen.

Den store krise: præsteboligen.
Men så var det også forbi med vore folks store hensyn – til mine ønsker i hvert fald. Menighedsrådet
besluttede efter indgående drøftelser, at der skulle bygges ny præstebolig. Midt under de voldsomme lokale spændinger om pornofrigørelse og abortlovgivning, som berørte sindene stærkt, havde nogle af os med forstander K. Møller og landbrugslærer Søren Knudsen, min gode ven, arbejdet med at give nogle etiske retningslinjer for vor stærkt berørte ungdom i disse sager. Det blev indsendt som forslag til en retningsgivning for den nye tids hele ægteskabsproblematik. Jeg husker ikke lige, hvor det var, der skulle tages officiel stilling til vort oplæg. Men det skulle komme i radioen. Vi lyttede spændt til radioen den aften, og vort forslag så blev afvist! – Det var netop under et menighedsrådsmøde i præstegården.
Imens havde rådets medlemmer benyttet lejligheden til at se huset efter og drøfte dets fremtid. Aftaler svirrede i luften, og til sidst faldt dommen: Huset skulle falde for et nyt. Karen og jeg var sat ud af spillet, men gav dog til kende, at vi var stærkt imod. Vi elskede jo det store ”skrummel”, – ”vor ungdoms lyse slot!” – Et dobbelt nederlag lå foran os den aften. – Men nu gjaldt det en kamp med vore gode venner! – Præstegårdslivet er et herligt liv, men det hviler på usikker grund. Vi bestemmer intet selv. – Men menighedsrådet havde oplevet ved præstevalget, at et ansøgerpar ved at se boligen havde måttet opgive at søge på grund af denne. Det gjorde nok udslaget nu. Hvis det i fremtiden ikke kunne godtages af ansøgere, var sagen jo klar. Man måtte tænke på kommende tider. Karen og jeg havde jo indrettet vor tilværelse efter vilkårene –med tjenestepige – og på anden måde. Så dagen efter tog vi ud til dem i rådet, som vi turde lægge vor sag frem for. Ægtefællerne der kunne måske hjælpe os.
Vi mødte megen forståelse, men vi forstod, at der var enighed i rådet, og det stod vi magtesløse overfor. Folkene i Midt-Vesten var usandsynligt venlige og imødekommende, men i saglige spørgsmål stod de fast, også imod deres præstefolk. Man samledes til nyt møde – i præstegården! Jeg frasagde mig deltagelse og gik omkring og fotograferede og forestillede mig alt forandret i kirkens omgivelser. Der blev taget bestik af økonomien, planen skulle jo godkendes og finansieres. Men hvad med os, – familien! – afsavnet af præstegårdsfunktionen osv.? – Der blev lavet tegninger, og vi fik anvist en lejlighed i et nybyggeri, mens huset sank sammen under nedbryderens store maskiner. Og flytningen fandt sted. – Vi kom til at bo godt for det år. Konfirmanderne skulle undervises i Hammerum på skolen. Ellers skulle alt foregå som sædvanligt. Det endelige resultat blev, at konfirmandstuen skulle bevares. Den skulle forbedres og bygges sammen med det nye i en gårdlignende struktur. Det fandt vi helt i orden. – Men vi tænkte nok ind imellem ikke helt gode tanker. En søndag kørte vi til et sogn på Fyn, Dreslette, som var ledigt. Vi søgte ikke kontakt med nogen, men fik adgang til at se kirken og fornemme egnens karakter. – Nå, så kunne de se derhjemme, hvad der kunne ske, når de tog et dejligt hjem fra en præstefamilie! – Vi drømte! – Jo, det tegnede helt lyst for os! Men på vejen hjem meldte de rigtige tanker sig: Vi skulle acceptere nederlaget, møde problemerne og kæmpe os frem der, hvor vi var. Vi holdt jo usigelig meget af alt i Gjellerup.
Her hørte vi til, her var de jo alle sammen, som vi havde delt ondt og godt med i de mange år. – Jeg skrev siden i vort fotoalbum under billedet af Dreslette præstegård: ”En Skærsommernatsdrøm.”-

Den ny præstegaard.
Næste ”Skærsommer” var vi tilbage i vor nye præstegård, og vi tog den til os med det samme.
Der var selvfølgelig vrøvl med håndværkerne med at blive færdig til tiden, og vi skulle have indflytningsfest med menighedsrådet, og min Karen plagede Karen Nellemann dag efter dag, og hun skubbede på, hvor hun kunne, og alt kom i orden til festen. Vi blev meget glade for vor nye bolig, dejlige stuer, lidt mindre og lidt lettere at håndtere, og vi fik igen menighedsrådsmøderne i præstegården. Og konfirmandforældre-aftener og lidt færre møder.
Togbanen, der var gemt i konfirmandstuen, blev flyttet ned i en smuk høj kælder, og drengene fik hver deres værelse. Og vi fik en spisestue og en opholdsstue med et loft, der gik op i en spids, hvor vi kunne rejse et for os svimlende højt juletræ. – Juleaften, ja da holdtes der nu tre gudstjenester; jeg tog den første og den sidste. En blev uddelegeret. – Menighedsrådsformanden Erik Nagel kom uopfordret på et kært besøg om eftermiddagen, Karen vartede kirkepersonalet op mellem tjenesterne. Min Mor kom på julebesøg. Imens fyldtes kirken til bristepunktet tre gange, og parkeringspladsen med biler ligeså. Der var julestemning – om ikke med sol, så ”med megen glæde”! – Nu, vi er ved glæden, så vil jeg ikke undlade at fortælle, hvor dejligt det var igen at bo lige ved kirken, høre kirkeklokkens smukke malmtunge lyde dagene igennem, ganske nær. Det var en højtid hver dag. Og ”når aftenklokken ringer” ved juletid, tænder graveren lyset oppe i tårnlugerne, – og så kunne det ske, at jeg stod nede ved vejen med Richard og nød det idylliske skue og fortalte ham, at nu samledes nisserne deroppe for at forberede julemiddagen med risengrøden og alt, hvad dertil hører. – Alt var godt igen. – Og familien Gorm og Anne-Grethe med børn kom fra Viborg til julestue i helligdagene.

Nye tider i sognet.
Det var nu slut med ungdomsmøderne i præstegården, som ellers tit havde fyldt stuerne, – hvor jeg talte, og hvor vi sang fra ”De Unges Sangbog”, og de unge legede i haven i skumringen og trampede plænen til. Her var det, at to – i enhver henseende store mennesker – mødte hinanden, Kirsten og Frede Hansen. – De blev vore gode og hjælpsomme venner for al fremtid. – Tiden var nu også blevet en anden. Man holdt en ungdomsgudstjeneste i kirken med indforskrevet solosanger, der skulle give udtryk for den nye provokerende stil: Hvad med al den uret og lidelse? – Og hvad gør vi ved det? -”The answer is blowing in the wind!” –”Svaret blæser i vinden!” – Men det var kun en overgang. Unge fra hele landet tog nu lørdag aftener til Herning og morede sig – med taler og sange og leg i de store nye haller. Det var KFUM og K, der indbød. – Jeg blev også kendt værdig som taler en enkelt aften. De unge i Gjellerup sogn holdt også deres egne aften-gudstjenester med andre talere og sange, de sidste vist ikke altid af den helt værdige kvalitet. Men jeg blandede mig ikke i foretagendet. Det var ikke mit projekt. Jeg holdt selv af og til en gudstjeneste for unge, også utraditionelt, engang med projektør på den korsfæstede Kristus i korbuen! –Unge Hjem – kredsene holdt også nogle aften-gudstjenester med gode talere. Det var heller ikke mit projekt, men jeg havde fuld forståelse for, at der kunne være behov for at høre andre røster end min – og i et andet toneleje måske! – Ved højmesserne blev der hver søndag bedt for fire fra sognet udsendte missionærer, så længe de virkede. Nye kom til. Et prægtigt ungt par, Ruth og Poul Sloth Petersen fra landbrugsskolen, samlede en kreds om ydre-missions sag og blev senere udsendt til en landbrugsskole på Madagaskar – og senere igen til forskellige opgaver i andre ulande.
Det manglede ikke på udsyn og engagement. KFUM-idrætten og DGI-folkene samledes om at bygge Hammerum-hallen! – Nu holdt man ikke mere gymnastik i ”Silo”, hvor jeg før havde set flotte gymnastikopvisninger af både karle- og pigehold. Især pige-gymnastikken udviklede sig i de år i en mere legende og spektakulær retning, – og skolebørnene boltrede sig i svømmebassinet i Hammerum. Med Hammerum-hallen var de bedste faciliteter nu til rådighed for ungdommen, og to ”modstridende” foreninger mødtes i en fælles opgave på samme grund. – De Danske Gymnastikforeninger lokalt holdt nu 100-års jubilæum i de nye omgivelser.
Jeg talte med valgmenighedspræsten Balle-Christensen om arrangementet, som var lagt ret stort op, og jeg foreslog ham at holde en festgudstjeneste i Hammerum Valgmenighedskirke. Det var jo det grundtvigske indslag i sognet, der festede. Det måtte være hans sag. Han tænkte, så det knagede. ”Nej”, sagde han så, ”gudstjenesten skal hvile i sig selv, den skal ikke indgå i et jubilæum.” Den skulle naturligvis holdes på dagen, men uden faner og halløj. – ”Jeg ser nu anderledes på det”, sagde jeg, ”det er sognets festdag, det må gerne markeres i kirken.”- Han tog mig så på ordet. ”Værs´go!” sagde han. ”Så er det din opgave som sognets præst!” – Jeg takkede ham for det, og således gik det til, at DGI´s faner prydede min gudstjeneste den søndag, og jeg fik lov at sige nogle velvalgte ord til dagen. Jeg erfarede her, hvor højt til loftet der kan være i den danske folkekirke med dens forskellige grene, en meget rig oplevelse! – Siden var jeg indbudt til en fest på kroen, hvor Valgmenigheden selv fejrede et jubilæum. Jeg var med ved denne søndags gudstjeneste i Hammerum kirke.
Jeg sad ved siden af en af friskolens lærere. Det var småt med salmebøgerne, jeg måtte
dele en med ham. Jeg sagde til ham: ”Vi kan da se i salmebog sammen!” Han smilede stort
til gengæld.

Men nu tolerance til anden side!
I 70erne skete der et mindre nybrud i Folkekirken. En karismatisk strømning fandt vej her og der. I Skjern var der blevet antaget en KFUM-sekretær, Neimanas, født i Letland, men hjemmevant hos os. Ved et ansættelsesforhold var han blevet vraget af Indre Missions bestyrelse, vistnok mest pga. en uklarhed i hans dåbssyn. Nu virkede han altså her i det sydlige Jylland. Han var en ret moderne vækkelsesprædikant, mild i form og ord, men inciterende.
En del kredse blandt de unge, helt op til Herning-kanten, var ivrige tilhængere af ham. Jeg husker, jeg sad blandt nogle unge mænd derinde og hørte dem tale om ”ånds-dåb” til forskel fra vores barnedåb. Det lød lidt sekterisk i mine lutherske øren. – Pludseligt kom det tæt på: Man havde lejet selve Hammerum-hallen til vækkelsesmøder for en uges tid, og et lysende kors var sat op foran den. Jeg var meget spændt på, hvilken indvirkning det ville gøre her i sognet. Folk var jo præget af vækkelse fra gammel tid – og positivt indstillet dertil. Men de var stærkt imod alt sektpræget virksomhed. – Neimanas sad på mit kontor. Jeg bød ham velkommen.
Så kunne vi jo tale om det. Han ville have mig til at godtage sit projekt.
”Hvordan?” spurgte jeg. ”Ved at bekendtgøre møderne i kirken”, sagde han. Det kunne jo nok gå an, da alle jo var klar over, at de var der. Og det kunne jo give mig en anledning til en kommentar. Han ville også gerne, om jeg en aften ville byde forsamlingen velkommen.
Her måtte jeg sige Nej. Jeg begrundede det med, at jeg var valgt til formand for Indre Missions-
kredsen for Herning-egnen, og at jeg var klar over, at han ikke havde carte blanche fra Indre Mission. Men jeg lovede at komme til møderne. Han sagde tak, og han kom loyalt med sine folk til gudstjenesten i Gjellerup kirke.

På Plejehjemmet.
En stor udvidelse af et ældrehjem for dem, der helt måtte overgive sig til omsorg og pleje, fulgte med sognets vækst. Her kunne jeg besøge mange af mine kendte sognebørn og holde regelmæssige gudstjenester. Det siger sig selv, at alle lyttede til mig, når jeg havde tjenesten, – Her var der ikke skel mellem valgmenighed og sognemenighed. Jeg husker en af de kendte grundtvigianere i sognet, – en åndshøvding! – Han – eller vist hans hustru – tilhørte intet mindre end den gamle Skjalm Hvide-slægt. Det var samme slægt som Absalons og Esbern Snares. – De havde derfor i 1970 været med til 800 års-mindefesten for Ringsted-mødet i 1170, hvor Valdemar den Stores søn Knud blev kronet som hans efterfølger, og hvor altså begrebet arvekongedømme blev indført i Danmark. Det var spændende at høre ham fortælle derom. – Det var svært for ham at miste sin hustru. Vi talte om det. Han sagde selv de forløsende ord af Grundtvig: Men ”højere end nogen ørn sig håbet kan opsvinge.” – Jeg oplevede
som så ofte før, at netop på tværs af modsætningerne kan det bedst opleves, hvad der er vor fælles tro.

Et intermezzo.
Det var i Gjellerup en gammel skik, at menigheden rejste sig op, når præsten gik på prædikestolen. lle vidste, at det var ordet, som skulle lyde, man rejste sig for – i respekt, – svarende til, at man jo rejste sig under de indledende læsninger. Dette særlige indslag i liturgien faldt nogle for brystet, andre gik stærkt ind for det. Jeg var i grunden stærkt betaget af det og følte det som en særlig forpligtelse til – at det, jeg sagde i min prædiken, skulle være sand og vedkommende kristen forkyndelse, og at der ikke skulle være noget af ”mit eget” med her, – ingen privat udenomssnak! – At det gerne måtte udtrykkes smukt og poetisk, var derimod i orden. Det pinte mig noget med den debat, og jeg sagde ingenting. Man hævdede, at det kunne misforstås derhen, at det var præsten, man rejste sig for. ”Om så war!” sagde lærer Villadsen fra landbrugsskolen. Han mente: Så gjorde det vel ikke noget! – Jeg burde have takket ham for de tre ord. Det var smukt tænkt og sagt. – Men det gik vel ikke an. Der blev
flertal for, at man ville bede menigheden om at blive siddende. – Jeg tav.
I Gjellerup var vi i gang med et kirkecenter. En ny, flot lade var kommet i menighedsrådets besiddelse i forbindelse med udvidelse af kirkegården. En kirkelade var under opsejling.
Men Vorherre sendte igen en storm over landet, og tagpladerne fløj ind over kirkegården.
Menighedsrådet mødte op sammen med provst Sommer fra Herning, og stående i den kolde, ødelagte bygning nedlagde provsten forbud imod at søge at gøre noget ud af den bygning.
Senere blev der opført en nybygning af sjælden karat, en virkelig Kirkelade. Men det blev efter min tid.

København igen.
Så en dag ringede man fra København. Man havde set, at jeg søgte nyt embede; om jeg ville
komme over til en forhåndsdrøftelse af muligheden for at overtage embedet som sognepræst ved Aalholm kirke i Valby. En fra menighedsrådet havde været på besøg i min kirke og var positivt indstillet for mig. Kirkefondets sekretær var indforstået. Man havde før brugt at hente præster fra Jylland til København. Selvfølgelig skulle embedet opslås regulært, så alle fik en chance. Men vi tog derover hele familien, jeg holdt en gudstjeneste i Eliaskirken på Vesterbro, og vi var sammen med menighedsrådet, som var indstillet på at indstille os. Vi benyttede os af situationen til at tage en tur over til Sverige til Karens familie der og kørte hjem over Norge til Kristiansand til vore venner der, – en helt uventet oplevelse. Jeg blev enstemmigt indstillet og udnævnt.

Farvel til Gjellerup.
Vi holdt så vores afskedsgudstjeneste i vor skønne kirke. Vi sang med Grundtvig:
”Hyggelig, rolig, Gud, er din bolig, – inderlig skøn –”
”Tusinde døgne, verdslige , søgne, -kan de vel ligne en dag af dine, – som vi dem nød! – Nej
og atter Nej, ”når under sang med dit vingede ord sjælen af by over stjernerne for -”
Og ”Lykkes og trives, styrkes, oplives skal dine små – .” – Ja, det ønskede jeg af hjertet måtte
ske uden mig. –
Men det gjorde ondt, og der faldt tårer ude på kirkegården. Afskedsfesten i ”Silo” fyldte salene. Jeg fortalte, hvordan Paulus havde stået ved det gamle Troja og set, at der stod en ovre i Grækenland og sagde: ”Kom her over og hjælp os!” Sådan følte jeg det at rejse til København, og sådan var det jo faktisk sket. – Sang og gaver, tegninger og skriverier, og mange tak! –Så gav vi hånd til farvel til de mange. –Vi præster får da også så mange fester! – Vi kørte bag efter alt vort gods i vores nye bil. Gode venner gav os en sidste middag. Hans Christian kunne ikke tænke sig nogensinde at komme tilbage igen. Det kom han nu, og flytningen viste sig at skulle bringe noget godt også for ham. Vi passerede flyttebilen et sted på Sjælland og kom til vort nye hjem, en tom villa i Valby.

Sent på aftenen kom efter aftale flyttemanden med vore senge og sengetøj. Så vi endelig fik ro. –
NB. Hammerum Herred var fra gammel tid en meget fattig egn. Hedebondens kår var hårde.
Modløshed gav sig udslag i spil og drikkeri, men der rejste sig en vilje til arbejde for bedre kår, sammen med, at en åndelig vækkelse greb om sig i vide kredse. De store markeder i Gjelleruplund gav nok også mange inspiration og handelstalent. Fåreavlen gav mulighed for øgede indtægter, der blev strikket og kartet, spundet og vævet, og snart drog handelsmænd til fods over vide strækninger med de fremstillede varer fra dør til dør, og det blev begyndelsen på den tekstilindustri, som gjorde egnens befolkning til en af de mest velstillede i landet.
Da jernbanen blev lagt gennem det fattige sogn, Herning, blev det et handels-centrum. Der opstod små og store fabrikker, og med dem kom interesse for kunst, kultur, landbrug, skoler og sport, og store haller skød op, som trak folk til fra mange egne. Som en sagde: Herrens velsignelse gør rig!

5. maj – stenen.


Midt på parkeringspladsen ved kirken i Gjellerup, i en lille beplantning der, er der rejst en meget stor sten med følgende indskrift, – i sin tid forfattet af en af sognets jævne folk:
Rejst i tak til Fredens Gud,
Som 5. maj på almagts bud
En gru, vi næppe sansed,
Ved Danmarks grænse standsed

    NB. Hammerum Herred var fra gammel tid en meget fattig egn. Hedebondens kår var hårde.
    Modløshed gav sig udslag i spil og drikkeri, men der rejste sig en vilje til arbejde for bedre kår, sammen med, at en åndelig vækkelse greb om sig i vide kredse. De store markeder i Gjelleruplund gav nok også mange inspiration og handelstalent. Fåreavlen gav mulighed for øgede indtægter, der blev strikket og kartet, spundet og vævet, og snart drog handelsmænd til fods over vide strækninger med de fremstillede varer fra dør til dør, og det blev begyndelsen på den tekstilindustri, som gjorde egnens befolkning til en af de mest velstillede i landet.
    Da jernbanen blev lagt gennem det fattige sogn, Herning, blev det et handels-centrum. Der opstod små og store fabrikker, og med dem kom interesse for kunst, kultur, landbrug, skoler og sport, og store haller skød op, som trak folk til fra mange egne. Som en sagde: Herrens velsignelse gør rig!

    Opdateret