De gamles hjem i Aulum, 1959-1983

Fortalt af tidligere bestyrerinde, Mary Rishede;
Sommeren 1958, blev byggeriet af de gamles hjem i Aulum, påbegyndt. Det havde været en længe ønsket plan for Aulum Kommune, og nu blev det til virkelighed. Der var to arkitekter om at lave tegningerne, Aas og Jepsen, og resultatet blev, efter den tid, meget moderne og smukt. Byggeriet kom til at koste 1,3 millioner, med inventar.
Mens byggeriet stod på, var vi endnu ansat som bestyrerpar, på de gamles hjem i Østbirk. I løbet af vinteren 1958-1959, deltog vi i flere byggemøder sammen med murer Nielsen, de øvrige håndværkere, og sognerådet, med sognerådsformand Thomas Andersen i spidsen. . Murer Nielsen var på dette tidspunkt, 80 år gammel. Han mente dog ikke at det var for stor en opgave, og da han blev mindet om, at det skulle være færdigt til tiden. Ellers skulle han betale 100 kroner om dagen, for hver dag han overskred fristen, var hans sindige kommentar; ”Jamen så skal jeg vel også have 100 kroner for hver dag jeg bliver færdig, før fristen” Det gik bygherrerne dog ikke med til, hvilket var heldigt for dem, da Nielsen blev færdig flere dage før fristens udløb.
D. 1. maj 1959, flyttede vi til Aulum med vores fire døtre og kokkepigen, Nana. Min mand og jeg, skulle nu være bestyrerpar på de gamles hjem i Aulum.
De første to måneder gik med indkøb af møbler, lamper, gardiner og porcelæn – ja, alt hvad der skulle bruges. Der blev også holdt mange sognerådsmøder, hvor alle større beslutninger skulle tages, men også mindre, for eksempel hvilke glas der skulle købes.
Det hele var temmelig besværligt, for huset var slet ikke færdigt. Fløjen ud til gade, var først påbegyndt. Men vi fik da ansat tre piger mere, som gik i gang med at skrabe maling og gøre rent efter håndværkerne.
D. 11. juni, 1959, kunne vi modtage de første 9 beboere, og så gik det ellers hurtigt. Der flyttede nogen ind hver uge, og inden længe, var både stuen og 1. salen, fyldt.. Den nederste gang, havegangen, var først færdig til november, og da den blev taget i brug, var der 44 beboere, og 30-40 på venteliste.
Beboernes værelser var meget små.12-13 kvadratmeter. Der kunne være en seng, et bord og et par stole og en kommode. Desuden var der indbygget 2 skabe, og en vaskekumme på alle værelserne. Det skal dog siges, at selvom at værelserne var små, gjorde beboerne meget ud af, at indrette dem så hyggeligt og hjemligt, som muligt. Der blev hængt malerier og billeder af familien, op på væggene, og sat nipsting, hvor der var plads. For beboere der var så dårlige at de havde brug for sygeseng og kørestol, var det meget svært at bevæge sig rundt, både for beboere og for personalet, der skulle hjælpe. På hver at de to øverste gange, var der tre toiletter, et badeværelse med karbad, og et lille tekøkken, til deling. På den nederste gang, var der to toiletter.
Af fælleslokaler, var der; en spisesal, hvor alle kunne sidde, en dagligstue med sofaer, lænestole, fjernsyn og aviser. (Herning Folkeblad, Holstebro Dagblad, Aktuelt og Kristelig Dagblad) fire hyggekroge, og et par sofagrupper, hvor, de der gerne ville hygge sig uden fjernsyn, mødtes til en lille snak, for eksempel ved aftenskaffen. I entreen, aulaen, var der desuden flere stole og sofaer, hvor de ældre kunne sidde og følge med i , hvem der gik ind og ud af dørene. Her stod også et bobspil, som de første mange år, flittigt blev brugt af de ældre mænd, som ofte udfordrede min mand til et spil. Der var også kontor/vagtrum, et medicinrum og en telefonboks, da ingen af beboerne havde telefon selv, i starten. Ved siden af spisesalen, lå et stort, velindrettet køkken og spisekammer, med stort kølerum. På havegangen (kælderen) var der vaskeri med vaskemaskiner, centrifuge, rullemaskine, og strygejern. Vi vaskede selv alt vores tøj. Det var min mand der stod for vaskeriet, men både jeg, og pigerne, havde også vores tjans der også. I kælderen var der flere beskyttelsesrum, der også blev brugt til oplagring og varmeanlæg. Desuden var der en viktualiekælder, med hylder til det hjemmesyltede, saft og lidt konservesdåser, samt en almindelig stor fryser, som var husets eneste. Her var også et lille rum, med en kartoffelskræller, et værksted, og til sidst et stort, åbent, men mørkt lokale, som i mange år, blev brugt til beskæftigelse. Her udviklede min mand mange nye modeller, for eksempel peddigrør. Bestyrerboligen, lå på første sal, så vi boede på hjemmet, hvilket naturligvis var med til at give den hjemlige tone, som vi tilstræbte. Udenfor var der en stor for – og baghave. Min mand stod for pasning af deen, og indrettede den med blomster og hyggelige læsesteder, hvor de gamle kunne sidde og hygge sig, når der var godt vejr.
Blandt de første beboere der først flyttede ind, var der en del der kunne klare sig selv. Mange var omkring 70 år. Men der var også 4 i kørestole, og andre der skulle have hjælp. Blandt beboerne, var der 4 ægtepar.
Det havde været sognerådets mening, at vi skulle klare arbejdet med fem piger, men da der skulle være 2 i køkkenet, blev vi bevilget 7 unge piger. Pigerne boede de første 10 – 11 år, på hjemmet, på pigegangen i kælderen og på 1. salen. Det var hyggeligt for de ældre, at pigerne boede på stedet. Pigerne havde nogle lange arbejdsdage – og nattevagterne med, som både vi og de, tog del i, men de fik da to fritimer, midt på dagen, hvad der ellers ikke var skik for i Aulum, dengang. At pigerne også boede på stedet, betød at også deres friaftener, blev tilbragt på stedet. Derfor var der ofte godt humør i dagligstuerne om aftenerne, når de ældre så fjernsyn og hyggede sig med pigerne. Nu og da, var der også besøg af unge mænd fra byen, hvilket ikke gjorde stemningen mindre hyggelig. Hjemmet fik efterhånden sin egen rytme, og det gik godt, takket være en god og stabil personalegruppe.
I mange år, kom de fleste til hovedmåltiderne i spisestuen. De, der ikke selv kunne gå, blev kørt i kørestolen, eller fik en arm at støtte sig til. Vi selv, og vores børn, spiste også alle vore måltider i spisesalen, og de første år, spiste pigerne også på stedet.
Måltiderne indledtes altid med bordvers, og i alle årene, holdt min mand efter aftensmaden, en kort andagt, og der blev sunget et par salmer.
Tonen på hjemmet var religiøs, sådan ville de ældre helst have det. De fleste var indre missionske, nogle virkelig meget, mens enkelte også tilhørte valgmenigheden. Derfor holdt begge præster gudstjeneste i dagligstuen, hver uge, og mange af de ældre deltog, også selvom det nogle gang kneb med hørelsen for nogle. Enkelte gange kunne religionen også være årsag til konflikter i huset – for eksempel hvis en ville belære andre om, at hans mening var bedre end andres.
Indtil 1972, stod jeg selv for madplan og indkøb til køkkenet. Der blev altid serveret to retter til middagen. Hovedretten bestod af en slags kød og kartofler, samt en ekstra slags grøntsag. For eksempel frikadeller, kartofler med stuvet hvidkål, karbonader med kartofler, smørsovs og ærter, og gulerødder, høns i asparges, med kartofler.. Om søndagen blev der gerne serveret lidt dyrere kød, for eksempel steg. Salat var ikke almindelig spise, for da mange af de ældre havde et gebis der ikke sad alt for godt, var det ikke let for dem at tygge salaten. Til de mange mennesker blev der skrællet en stor spand kartofler hver dag, og så var det endda som regel lidt over, der kunne varmes med sovs og kødet til aftensmaden. Den anden ret kunne enten være en forret som for eksempel sagosuppe med svesker, hyldebærsuppe, risengrød eller dessert, som for eksempel budding, frugtgrød eller pandekager.
Julen var altid specielt hyggelig. De fleste af de ældre blev på hjemmet. Hjemmet blev julepyntet. I etageadskillelsen, mellem de to etager, stod et stort juletræ, med elektrisk lys. En stor adventskrans viste, hvor lang tid der var til jul. Min mand havde lavet en flot kirke i træ, med alter, prædikestol, og en mølle, hvor vingerne kunne dreje rundt, ved hjælp af motoren fra en gammel symaskine. Begge dele blev stillet frem, og pyntet med nisser. På gangene hængte små hjerter med gran. Vi selv, holdt altid jul sammen med de ældre, og vores 4 børn kom gerne hjem, længe efter de var flyttet hjemmefra, for også at være med. Bordene i spisesalen blev stillet op, i to lange rækker, og for enden stod juletræet, som min mand og børnene havde pyntet d. 23. om aftenen. Til frokost fik vi altid medister, flæsk og sylte med sønderjysk kål, som, før det blev kogt, blev slynget i et lagen i centrifugen i vaskekælderen. I dagens anledning, blev der serveret en snaps. Frokosten sluttede med frugtsalat. Til aften var det andesteg og risalamande, med tre mandelgaver. Børnene måtte som regel løbe en tur rundt om huset, for at få plads til lidt ekstra risalamande. Efter maden holdt vi en pause, hvor der blev vasket op, juletræet blev tændt, og gaverne fundet frem. Der var en gave til hver, som jeg havde købt i løbet af december. Det kunne for eksempel være et par tøfler, en bog eller nyt undertøj. Først dansede vi omkring træet, men de senere år, blev der desværre alt for god plads rundt om træet, da der ikke var ret mange der havde kræfterne til det. Der blev sunget salmer og juleevangeliet blev læst op, og derefter blev gaverne delt ud, og pakket op. Børnene hjalp ivrigt til, også med at pakke de ældres gaver ud. . Til sidste var der kaffe, hjemmebagte småkager og julegodter, og så var de fleste trætte.
Julen kunne dog nogle gange, være lidt drøj at komme igennem, på grund af sygdom og dødsfald. Desuden prioriterede vi at give de fleste af pigerne fri, så de kunne holde jul med deres familie, så med tiden klarede vi det næsten selv, med hjælp fra vores egne, store piger.
Juletræet fik lov til at stå nytårsaften med. Nytårsaften havde vi som regel noget underholdning, oplæsning, og aftenen sluttede altid med at vi sang, ”Dejlig er Jorden” På det tidspunkt, var der altid en utrolig intens stemning, og der kunne godt blive fældet en tåre.
Der blev holdt mange fester i huset. Fødselsdage, guldbryllupper, diamantbryllupper og andet. Desuden blev der arrangeret historieoplæsning, foredrag og lysbilleder. Konsulent Nørlund var en ofte, og kærkommen lysbillede-og foredragsholder. Pigerne og børnene lavede af og til dilletant, og hvert år havde vi Lucia-optog, med lys og sang. FDF erne og lærer Habekost, kom og spillede med deres orkester, hver jul.
Til høstfesten var der gerne nogle af de gamle, der hjalp med underholdningen. Mette Dalgaard, Sørine Dam, Isak Andersen med flere, var klædt ud og spillede sketches, og gamle Schriver spillede til. Det var da festligt.
En gang om året, var der en heldags udflugt, i bus og biler. Om sommeren kunne vi finde på at sætte borde og stole ud i haven og drikke eftermiddagskaffe der.
I de første år, hjalp de gamle til, så godt de kunne. For eksempel i køkkenet med småkagebagning, borddækning og opvask. De lagde tøj sammen i vaskeriet. Mange tørrede selv støv af på deres værelser, og i haven gjorde Isak og Hald, et stort stykke arbejde. En gang om ugen, kom der 6-7 damer udefra, som hjalp med beskæftigelsen.
Hvor har vi haft mange, søde gamle mennesker, og da vi altid har følt os vellidt blandt dem, kan vi fortælle utrolig mange historier om hjertevarme og tillid. Her bliver det dog kun kort om enkelte af beboerne.
Grethe Eriksen var også noget, helt for sig selv. Et år da vi kom hjem fra sommerferie og fortalte at det var gået godt, og at vejret havde været godt, sagde hun, at det manglede da også bare, for hun havde bedt for os hver dag- så selvfølgelig havde det været godt vejr.
Skovgaard og Anton, havde i mange år, deres knallert, som de tog en lille tur på, når vejret tillod det.
Anders sad næsten altid ved indgangen og hilste på alle der kom ind i huset, med et smil om munden, og skråtobak i mundvigene.
Jacobsen opfordrede mig til kapløb, rundt om huset.
Marie blev næsten hundrede år. Hun havde glædet sig så meget til sin 100-års fødselsdag, og havde købt en ny, flot, rød kjole, som hun skulle have på. Den hang i skabet, så hun hele tiden kunne beundre den. Desværre oplevede hun ikke sin fødselsdag, da hun døde lige inden.
Marianne Høgild, blev også en af de ældste. Lille og spinkel, var hun. På et tidspunkt døjede hun med at sove om natten, og så fik hun for skik, at ringe på klokken. Når jeg så kom, stod der tre glas vin på bordet, og så skulle jeg hente min mand, så vi kunne sidde og hygge os lidt, så hun bedre kunne sove bagefter. Det var vældig hyggeligt, men vi havde dog brug for vores søvn, så vi måtte forklare hende, at hun enten måtte finde en anden at hygge sig med, eller sove lidt mindre til middag.
Moesgaard, der gik og drillede med at stikke med en nål, men også altid havde et skab fyldt med flødeboller, som han delte ud af.
Julie, som næsten aldrig fik besøg af hendes eneste søn, selvom hun var det mest gæstfrie og søde menneske at besøge.
I de første år, var der hverken skyllerum eller elevator i huset. Vi forsøgte kun at få de bedst gående, op på første sal, men med tiden blev de jo også dårligere, og havde ofte svært ved at komme ned. I 1970 fik vi bygget elevator og skyllerum, hvilket var en stor hjælp.
I 1972 skete den største omvæltning i de år, vi var på hjemmet. De gamles hjem, blev lavet om til plejehjem, med de ændringer i normeringerne det havde til følge, Sådanne ændringer skete over hele landet, på grund af ændrede regler vedrørende statstilskud. Der var det samme antal beboere, men personalet blev opnormeret med mere end 3. Arbejdstiden skulle også nedsættes, fra 42 til 40 timer om ugen. Selvom gennemsnitsalderen på alderdomshjemmene steg, og beboerne var mere syge, da det var blevet mere almindeligt at blive i eget hjem, og modtage hjemmehjælp, og varm mad fra centrale køkkener, var det en meget drastig ændring på hjemmet.
Det blev en større proces at komme igennem. Vi havde aldrig før haft brug for arbejdsplan, men nu blev der hængt en stor planlægningskalender op på kontoret, hvor arbejdstid, fridage og ferier skulle indtegnes. Vi fik nu økonoma i køkkenet. Flere sygeplejersker, sygehjælpere og plejehjemsassistenter. I terapien fik vi en ergoterapeut ansat, og nye lokaler på den nederste gang, hvor der før havde været pigegang. På dette tidspunkt boede pigerne ikke længere på hjemmet, hvilket de i øvrigt var holdt op med i 1970. I vaskeriet blev der også ansat en dame. En meget stor del af mit arbejde, blev flyttet fra plejen til kontoret. Der kom i det hele taget, en masse kontorarbejde ud af det, men om de ældre fik det bedre, er svært at bedømme. Min mand, der tidligere havde hjulpet til med plejen, og som havde stået for vaskeriet, fik nu bedre tid til hans øvrige arbejdsområder, som blandt andet var beskæftigelsen, pedel- og havearbejde.
Da vi startede hjemmet i 1959, var der 44 beboere, og 7 unge piger. Da vi holdt op, var det nednormeret til 36 beboere (havegangen blev nedlagt) og et personale på 48-heraf dog en stor del, ansat på deltid. Omregnet til fuld tid, blev det ril 28.
Min arbejdsdag startede med morgenrapporten kl. 6.50. Derefter gik jeg en runde til beboerne for at sige godmorgen, og høre hvordan de havde det. Så skulle der vandes blomster, og bagefter var der altid noget at ordne på kontoret. En stor del af min tid, blev også brugt på personale og pårørende.
Efter middagen, som vi altid spiste med beboerne, tog min mand og jeg, en middagssøvn (eller min mand tog en cykeltur). Vi arbejdede så igen, fra 14.30-21.00. Derefter holdt vi fri, et par timer, for at drikke aftenskaffe i privaten, med vores børn. Klokken 23.00 var jeg altid nede for at snakke med nattevagten, før hendes arbejde begyndte. Efter nogle år fik vi en nattevagt, hvilket betød, at vi ikke længere skulle op om natten, med mindre der var noget specielt.. Vi havde fri hver anden weekend, og desuden havde vi 3 ugers sommerferie.
I 1978, 5 år før vi gik på pension, flyttede vi ud af huset, efter at have boet der i 19 ½ år. De gamle var kede af det, men vi trængte efterhånden til at have det lidt for os selv, have lidt ro omkring os, og begynde at vænne os til den tilværelse, der snart ville blive vores, som pensionister. Det betød, at nu kunne vi tage hjem hver dag, når vi var færdige med arbejdet. Timetallet blev trappet betydeligt ned, og vi begyndte at spise hjemme hos os selv, en gang i mellem.
Vi var med til at bygge De gamles hjem op, og vi var også med til at begynde nedtrapningen, at det hjem, der i 1990 skulle blive omdannet til pensionistboliger.

I 1983 gik vi på pension, efter 24 år i Aulum. Det var 24 gode år.
Andre historier
-
De gamle vejskiltes historie.
Sognerådet i Gjellerup havde opsat vejskilte rundt i kommunen der var lavet af træ og med malede navne. Efterhånden var malingen ved at være væk på de fleste af dem, og mange var helt rådnet bort. Der kom efterhånden flere klager fra fremmede som ikke kunne finde vej når de havde ærende uden for byerne. […]
-
Børge Møller Grimstrup
Børge blev født 15/2 1906 på gården Grimstrup i Timring sogn. Faderen hed Magnus Grimstrup og var en velbegavet bonde, som drev slægtsgården videre sammen med sin kone, Karen, som var fynbo. De havde mødt hinanden på højskole. Gården var på ca. 150 ha, men de hårde tider i 30’erne tvang dem til at sælge […]
-
Uddrag af Elicius Hansens erindringersom dreng i Nøvling omk. 1910
Midt gennem sognet gik landevejen. Som dreng havde jeg den lykke at bo ved landevejen,og rig lejlighed til at iagttage, hvad der rørte sig på den. For før eller senere kom alle i sognet jo forbi. Færdslen fra det store nabosogn, skulle jo den vej, når de skulle til staden.Det ligger nu næsten 70 år […]