Sygehusmuseet – Skab 2

For at bevare frie luftveje hos bedøvede mennesker bruger og brugte man forskellige tungeholdere og næsekatetre.

Før i tiden var det oftest væskeformige bedøvelsesmidler man anvendte til at bedøve mennesker, som skulle opereres. Det kunne være Æter, Vinydan, Trilene og Klorætyl, disse blev ofte givet på maske. Mange af bedøvelsesmidlerne blev brugt til kortvarige indgreb. De blev givet på åben maske, som bare var et metalskelet betrukket med flonel. Man fugtede flonel stoffet og lagde masken henover mund og næse. Der blev ikke tilført ilt, som man gør i dag, derfor havde mange også fornemmelsen af at blive kvalt.

Senere begyndte man at lægge kanyler i folks vener (blodårer) og bedøvede dem intravenøst. Det er den metode som oftest bruges i dag.

Til længerevarende indgreb begyndte man så at lægge en tube i luftrøret på folk, også en metode som anvendes i dag. Her brugte man et laryngoskop, så man kunne holde tungen til side og lyse ned i svælget og derved placere tuben det rette sted. Når tuben var placeret brugte man at lytte på lungerne, for at sikre sig at der var luftskifte på begge lunger. Derfor kan man kende anæstesi folk. De har altid et stetoskop rundt om halsen.

Tuben har en lille oppustelig plastballon uden på sig, den blæses op, så der ikke kan løbe væske fra spiserøret og ned i luftrøret.

Senere kom også de forskellige inhalatorer, så som EMUen til æter, Haloteck til Halotane og inhalatorer til Trilene. Med dem kunne man dosere meget mere præcist end på den åbne maske.

H.J.    2026

Opdateret