Ferdinand Jensen Holt


Da Ferdinand Holt Kragsøhus i 1937 blev udnævnt til Ridder af Dannebroge, skrev han en
selvbiografi, som i dag blandt de ældre i Hedeselskabet vil kalde mange minder frem.

Til
De Kongelige Ordeners Historiograf
Amalienborg
København

I Anledning af, at det har behaget Hans Majestæt Kongen under 21. December 1937 at udnævne
mig til Ridder af Dannebrogordenen, tillader jeg mig herved på Opfordring at fremsætte
nedenstående Selvbiografi.

Jeg- Ferdinand Jensen Holt – født den 23 Juni 1874 i Skarrild Sogn, Ringkøbing amt, som søn af
Husmand Mads Holt og hustru Kristine, Krathuset i Skarrild.

Min Fader der var fra Rind ved Herning, var med i krigen 1864 og efter krigen ‘s slutning giftede
han sig med Kirstine Elmholt fra Elmholtgaard i Rind. De Købte derefter et lille Husmandssted
Krathuset kaldet i Skarrild sogn. Her blev fader tillige opsynsmand i den nærliggende lige
påbegyndte Skarrild Krat Plantage, der ejedes af Hedeselskabet.

Fader havde jo fået nogle instrukser om sit forhold som opsynsmand for plantagen, uden at han
kendte Hedeselskabets leder daværende Kaptajn Dalgas og i denne instruks var det stærkt
indprentet min Far, at han måtte påse, at Tobaksrygning i plantagen IKKE måtte findes sted.

Men så en dag mødte far på en lille vej i plantagen en mand, komme dampende på en stor fed cigar,
og da far så dette, optrådte han med al sin myndighed som Opsynsmand og anmodede Manden om
hurtigst muligt at få den cigar begravet dybt i jorden.

Da dette var grundigt besørget, vendte manden sig mod far og spurgte: “Hvem er De egentlig” – “Ja,
jeg er Opsynsmand Mads Holt her i plantagen” – “Nåh er De det” – sagde manden- “Ja jeg er
Kaptajn Dalgas”. Sådan var de to mænds første møde med hinanden og de blev venner for livet.

Så i 1874 blev der påbegyndt en Plantage i Påbøl Hoven sogn, en plantage der kom til at omfatte
1100 tdr. land. Der blev far forflyttet til for at forestå dette plantnings arbejde.

Efter nogle år’s forløb blev far tillige udnævnt til Forstassistent i Hedeselskabet med den opgave at
virke for anlæg af mindre plantager og føre tilsyn med dem og virke for anlæg af skåplantager ved
huse og gårde og anlæg af Læplantninger.

Den virksomhed lykkedes godt for ham og han fik efterhånden flere faste medhjælpere omkring i
det ham overgivne virkeområde og vistnok i 1899 blev han udnævnt til Skovrider, at en ganske
ulærd og jævn mand, der havde begyndt som fattig husmand, kunne nå så vidt, det var ganske uhørt.

Han var en utrolig flittig mand, jævn og stilfærdig, men indsigtsfuld og med en god forstand. Han
blev da også betroet alle de kommunale hverv, en mand vistnok kan få. Han var fuld aflune og
kunne fortælle sine mange oplevelser på en morsom stilfærdig måde.

Han fik efterhånden en mængde gode venner, det gav sig synlig udslag på hans fødselsdag idet
venneskaren da altid mødte op, og den blev efterhånden så stor, at der måtte lejes og rejses telt midt
på gården til at huse og bespise de mange gæster i. Det var en stor festdag for os alle.

Mor stod ham altid trolig bi i alle forhold og jeg mindes deres samliv som skønt og lykkeligt. Vi var
16 søskende hvoraf de 9 endnu er levende, og da de økonomiske kår var små, kom vi søskende så
hurtigt, vi kunne, til at deltage i alt forefaldende praktisk arbejde både inde og ude. Nu er de begge
døde.

Far blev dekoreret med Dannebrogskorset og Fortjenstmedaljen. Jeg har vistnok dvælet lidt længe
ved omtalen af min fader, men jeg mener selv, at han har haft så meget at betyde for min indstilling
for livet og jeg husker i hvert fald, at jeg som dreng satte mig det mål at søge at blive ligeså dygtig
en mand som han var, og i meget ligner vore veje da også hinanden.

Da jeg 9 år gammel, kom jeg ud og tjene som fårehyrde hos min Onkel, der havde en lille
Landejendom 3-4- kilometer fra vores hjem. Der var jeg 2 somre og for hver sommer var min løn
10 kr. og et par træsko. Min Onkel havde lejet græsnings-retten på en hedestrækning på 2-300 tdr.
land, og han tog får ind fra andre ejendomme og lod dem mod en mindre afgift pr. får, græsse på
den hedestrækning.

Her gik jeg dagligt og røgtede 100 – 150 får, det var ikke så svært for jeg havde min trofaste hjælper
hunden Perle til at holde sammen på flokken, men jeg kan huske, at det var en nederdrægtig kedelig
bestilling og dagene blev tit lange. Jeg har fra barnsben haft held at være meget håndsnild og ude
ved fåreflokken sad jeg så med min lommekniv og lavede små legetøjsting til mine søskende, små
dukkeborde og stole og lignende.

Min skolegang strakte sig ikke over mere end til 2 halve dage om ugen den gang, og selvom
afstanden til kommuneskolen var 8-9 km., var det alligevel en festdag, den dag jeg skulle til skole,
mest fordi jeg da traf flere af mine søskende og andre jævnaldrende.

Det værste ved min hyrdegerning var, når det trak op til torden, thi om dagen var jeg så livsens ræd
i tordenvejr, og da var fårene næsten heller ikke til at styre, det var onde stunder, der tit kostede mig
en tåre.

Min skolegang fik jeg i Hoven kommuneskole, der den gang ansås for en særlig fremragende skole,
fordi førstelæreren, drev en privat højskole, således at de der ansatte lærerkræfter også virkede i
kommuneskolen.

I 14 års alderen gik jeg til Konfirmationsforberedelse hos præsten i Sdr. Omme, der lå 10-12 km fra
mit hjem. Den sidste gang, jeg kom der fra, var jeg syg af difteritis og måtte straks gå til sengs.
Sygdommen udviklede sig meget heftigt og med få dages mellemrum døde der 3 af mine mindste
søskende, men i de samme dage fødte min mor tvillinger.

Min sygdom medførte, at jeg ikke kom på holdet til konfirmationen, men blev som ene mand
konfirmeret en søndag siden hen på sommeren. Den begivenhed står for mig som endnu efter de
mange år som en skrækkelig tortur, Jeg måtte jo alene frem på kirkegulvet, og da det den gang hørte
til, med en grundig overhøring i kirken, og Præsten nok vidste, at jeg plejede at kunne mine ting,
skal jeg love for at Præsten gik skrap til værks, men jeg slap da igennem.

Så arbejdede jeg hjemme dels med landbrug og dels med plantnings-arbejde, indtil jeg blev 18 år,
Jeg kom på Askov Højskole i vinteren 1892-93, det var en stor oplevelse og jeg fik mange gode
kammerater og oplevede så meget, som jeg siden hen har været glad for.

Derfra kom jeg ind som soldat i Maj 1893 og aftjente min værnepligt ved Ingeniørtropperne i
København. Soldaterlivet tiltalte mig ikke, det var i al fald for mig et ørkenløst liv. Selve tjenesten
faldt mig ikke svært. Jeg var hjemmefra godt opøvet i gymnastik og skydning, og arbejdet faldt mig
heller ikke svært.

Men dette at vi, når vi havde lavet et smukt stykke Skanse-anlæg, straks samme sag som det var
færdigt, skulle jævne og trampe det hele til igen, det ærgrede mig.

Så kom jeg som soldat ind i et kammeratskabs forhold, som var ganske fremmed for mig. De fleste
af mine kammerater var Håndværkssvende fra byerne, vistnok flinke fyre, men hvis indstilling var i
høj grad forskellig fra min. Efter Rekruttiden blev jeg udtaget til at skulle på Underkorporalsskolen
og skulle da have ligget 17 måneder mere, men jeg fortrak at købe frinummer, kom så hjem og
arbejde købesummen af ved arbejdet i Plantagen.

Mit Hu stod til at blive forstmand og komme på landbohøjskolen og læse til forstkandidat, men som
alt bemærket var vi mange søskende, min fars løn var lille og der fandtes ingen udvej for at skaffe
midler til mig at læse for.

Så i foråret 1905 (der burde vel stå 1895) kom jeg på Hedeselskabets egen planteskole.

Hvor Hedeselskabet uddannede sine egne folk og hvorfra der igennem en årrække udgik mange
dygtige plantører.

Skoletiden varede i 1 år og 6 mdr. og omfattede såvel teori som praktisk arbejde, og ved den
afsluttende eksamen, gik jeg ud derfra med ug+.

Derefter blev jeg gennem Landstingsmand Grosserer Holger Petersen, som jeg kendte lidt til,
tilbudt en stilling i Småland i Sverige som bestyrer for en lille Skovejendom, der ejedes af en
Københavnsk grosserer. Der var jeg 1 år.

Imidlertid var det af Landstingsmand Grosser Holger Petersen m.fl. plantnings-interesserede mænd
blevet besluttet at begynde på et plantnings arbejde på den store øde og fuldkommen træløse og
fattige Karupflade mellem Herning og Viborg og med Holger Petersen i spidsen blev der så i
slutning af året 1897 dannet et aktieselskab under navnet Aktieselskabet, Plantnings-selskabet Steen
Blicher, med det formål at købe et større areal midt på Karup fladen og lade det tilplante.

Selskabet købte 2 ejendomme den ene Gedhus på 1010 tdr. land og en mindre tilstødende ejendom
på 450 tdr. land. til en pris af 15.000 kr.
Aktiekapitalen var på 50.000 kr. fordelt i aktier a’ 100 kr. stykket. Aktierne var altså ikke større
end, at enhver interesseret kunne være med, så meget mere som aktierne kunne indløses ved at
indbetale 10 kr. om året i 10 år. Jeg blev da af Holger Petersen tilbudt stillingen som plantør med
den opgave at forestå tilplantningen af det indkøbte areal.

Allerede imens Oberstløjtnant Dalgas levede (han døde i 1894) udkastede han tanken om at
anvende tugthusfanger til plantnings-arbejde på heden, og da man her på Gedhus arealet, der
dengang vel var det ødeste sted i hele landet, havde et passende øde og isoleret sted til et forsøg
med tugthusfanger på heden, blev tanken taget op igen, og ved forhandlinger mellem hedeselskabet
og Justitsministeriet kom der en overenskomst i stand og det første hold fanger på 15 mand rykkede
da ind på heden i sommeren 1899.

Forsøget faldt godt ud.

Antallet forhøjes siden til 20 mand og der er nu i årenes løb at fangerne udført jord og plantningsarbejder
på godt 1000 tdr. land i Gedhus plantage og i andre tilstødende plantager et lignende areal.
Fangerne har været flinke og dygtige arbejdere og udført et stort og godt arbejde – Det vakte stor
bestyrtelse blandt befolkningen her på egnen, da det rygtedes, at der skulle tugthusfanger til
Gedhus.

Jeg husker Stine fra nabohuset gik helt fra snøvsen, da jeg fortalte hende det, og bandte på, at det
skulle der større karle en mig at bestemme.

Da jeg fik hende gjort begribelig, at det virkelig var tilfældet udbrød hun – Så må de da hellere sætte
klaar (selve) fanden herud, ham kan man da korse sig fra, og det kan man ikke gøre ved fangerne.

Stine blev imidlertid svær gode venner med fangehuset, betjentene og fangerne og kom til at levere
mælk, fløde, æg m.m. til dem, og fandt at det da var så sært tomt i Gedhus, når fangerne om
efteråret var draget tilbage til Horsens tugthus.
Foruden at lede Arbejdet her i Plantagen blev jeg i 1902 ansat som forstkandidat ved Hedeselskabet
og fik da til opgave at virke for plantnings-sagens fremgang i et større område.

Befolkningen var flink og forstående og det lykkes helt godt for mig.

Endelig i 1919 blev jeg forfremmet til skovrider i Hedeselskabet og fik derved et større område at
virke på og endnu større ansvar.
Medens der på hele mit virkeområde så at sige ikke fandtes et træ, da jeg begyndte arbejdet herude i
1898 , så er der nu oprettet i alt 70 plantager med et areal af i alt 8834 tdr. land som jeg nu fører
tilsyn med, ligesom jeg for de større plantagers vedkommende har den fulde detail ledelse af dem,
naturligvis med nogle medhjælpere, plantører og forstassistenter til hjælp.
Og endelig er der i årenes løb plantet adskillige hundrede km. læbælter og et stort antal
småplantninger til skærm for den barske vestenvind.

Alt sammen noget der i høj grad har medvirket til både at forskønne og forbedre den forhen så triste
og øde hedeegn, og skaffet arbejde og fortjeneste til mange hænder.

Det har været et meget, meget interessant arbejde, tit anstrengende arbejde, men fuld af glæde og
gode oplevelser.

Af andre hverv skal lige nævnes, at jeg i 1906 var medstifter af Alhedens Mergel-forsyning, hvis
opgave det var at skaffe den så nødvendige jordforbedringsmiddel Mergel til de fattige hedeegne.
Jeg var formand for Selskabet i 22 år og i den tid blev der udkørt ca 130.000 vognlæs Mergel mest
til hedeegne.
Ligeledes var jeg i 1906 medstifter af selskabet Hedebruget, hvis opgave det var at virke for rationel
hedeopdyrkning og skaffe statstilskud dertil.

Jeg har endnu sæde i begge nævnte selskabers bestyrelse,
Dernæst har jeg i en årrække været Sognerådsformand og endnu en længere årrække været medlem
af Grove sogns Menighedsråd.

Endnu bør jeg vel tilføje med hensyn til mit huslige liv, at jeg i 1900 indgik ægteskab med Ellen
Clausen datter af Lærer Clausen Hjørring. Min hustru døde i 1915. Vor ældste søn Frode faldt som
offer for den spanske syge, kun 18 år gammel. En anden søn Tage er praktiserende læge i Karup. En
datter Gudrun er Økonoma ved Skelskør Sygehus.

I 1918 giftede jeg mig påny. Min hustru Alma Petersen der ligesom Ellen har været mig en god
støtte under mit arbejde, der tit medførte store krav til hjemmets gæstfrihed stammer fra Odense

Vi har en datter Kirsten, der er hos os i hjemmet.

Nu har jeg- skønt kun 63 år gammel – på grund af hjertesvaghed set mig nødsaget til at give op og
har søgt min afsked fra 1 april dette år og skal forlade mit skønne, skønne hjem her, hvortil der
efter de 40 år, jeg har boet her, knytter sig så mange gode minder.
F. Holt.

Modtaget fra Arne Dahl 23. okt 2010.

Opdateret