Flere sagn og fortællinger fra Gjellerup sogn

• Kong Peders høj.
  Lige uden for Frølund i Gjellerup ligger en høj, som kaldes Kong Peders høj. Deri skal en konge ved navn Peder være begravet med sin guldsabel ved siden. For et par år siden blev højen udgravet, og der fandtes rigtignok et sværd, men det var af bronze i stedet for af guld. Nu findes det i oldsagsamlingen i Aarhus. (Husmand Jørgen Jakobsen i Busk).
• Plovkøring.
  En Mand har fortalt, at da han en nat gik fra Lund til Gjellerup by, var der noget, som gjente ham til at køre ploven for sig i tre samfulde timer over Gjellerup bakke, frem og tilbage. En anden blev på den samme vej med vold og magt dreven til at køre en plov, just som han kom til skellet mellem begge byer. Da han havde kørt en omgang, blev han fri. Han mente da, at den mand, der engang havde ejet den vestligste lod i Gjellerup by, havde i sin tid flyttet skellet to plovfurer i vest og nu skulde have dem pløjet tilbage.
• Den skønne Forbryderske
  Der boede en kvinde ved navn Johanne i Østergaard i Gjellerup by, og hun var den dejligste kvinde, en kunde se for sine øjne, en kom rent galt af sted, idet hun fødte et Barn i dølgsmål, men undlivede det så. Bag efter var hun slet ikke syg og kunde straks gå hen i byen. Men de kunde se på hende, at hun ikke var tyk længere, og spurgte hende da om: “Hvor er dit foster?” Så blev hun ringe lige med et, og forbrydelsen blev opdaget. Så blev hun dømt til at skulle halshugges, og det blev fuldbyrdet norden for Gjellerup Kirkegaard tæt ved den nordøstre slette. Den gang havde vi den lov her i landet, at dersom skarpretteren vilde tage den kvinde til ægte, som han skulde hugge hovedet af, så kunde hun blive benådet. I det håb pyntede Johanne sig med sine skønneste klæder og kom gående mellem to præster og syngende salmer der nede fra byen. Men håbet blev skuffet, Mestermanden blev ikke indtaget i hende, og Henrettelsen gik for sig, hvorpå liget blev kastet ned lige vesten for stedet, og der er endnu en Fordybning i Kirkens Fortov der, hvor hun ligger. Nu gik Johanne igen der nede i Østergaard: Folk så hende hver Nat vanke omkring i stuerne. De sagde til hende:” Johanne! går du igen?” Til sidst blev de kede af det og fik sendt Bud efter degnen fra Rind, den gamle Thorlund. Han manede hende nok ned ved den Gård, der ligger nærmest vesten for Kirken.
  (Kone Abelone Johanne Kristensdatter, Gjellerup Kirkeby).
• Den døde Moder.
  I Bundgård i Gjellerup by kom mandens hustru hjem til børnene efter sin død. Han var slet ikke omhyggelig for dem og kunde endog være så ligegyldig, at han om aftenen gik ud til bindestue og lod børnene være ene. De plejede at græde, når han gik, og klage sig, fordi de var bange; men en aften lod de til at være så fornøjede med hans bortgang og sagde: “Du må godt gå i aften er vi ikke rædde, for vor moder kommer og besøger os, og hun er så god ved os”. Han sagde: “Hvad er det for noget snak?” – “Jo, det skal nok passe, hun var her i Aftes og lovede at komme igen, når du var gået”. Men han lagde sig ikke videre på hjerte, hvad børnene sagde, og gik. Da han kom hjem ved sengetid, var dragkisterne og skabene flyttede midt ud på gulvet, På hans spørgsmål forklarede børnene, at det havde deres moder gjort, for at han kunde se og tro det, at hun havde været der, og hun havde pålagt dem at sige til ham, at dersom hun skulde komme tredje gang, skulde der times ham en ulykke. Det hjalp, så manden nu troede børnenes ord og siden blev hjemme ved dem. (Kristen Rasmussens Kone i Birk).
• Påhøj og Skammerhøj.
  Der er bjærgfolk både i Påhøj og Skammerhøj i Gjellerup sogn. Den første ligger tæt østen for Baunshøj, og den anden lige vesten for Gjellerup by. Disse bjærgfolk var indbyrdes i familie og besøgte tit hverandre. Deres vej faldt da tværs over vejen fra Gjellerup til Lund, og når så folk ved nattetid derad og traf til at mødes bjærgfolkene, blev de vildfarende. To mænd så en gang tre røde Mynder, der gik lige bag efter hverandre. For resten var disse bjærgfolk meget fredelige af sig og gjorde aldrig nogen fortræd.
• De smaa Dukker.
  Sønden for Meldgaard i Frølund, Gjellerup sogn, kom tit ved Nattetid et gloende Hjul trillende ned fra Sortehøj ind i gården, og en gammel kone, Mette Bol, så nogle små dukker, der dansede inde i stuen ved hende om natten. Hun vilde se, om det var spøgelser, og derfor strøede hun aske på gulvet og klappede det kjønt for at mærke, om der blev tråd, men om morgenen var der ikke det mindste tegn til, at de havde været der, uagtet hun grangivelig så dem om Natten. Folk mente, at de kom kjørende på det gloende Hjul.
• To Drenge
  Niels Iversen af Gjellerup Kirkeby, som er død for mange år siden, har fortalt, at han en aften, da han kjørte hjem fra Herning og kom over Vigsbro. fik øje på to nøgne drenge. De hoppede og sprang på den anden side af vejgrøften, og omendskjønt han kjørte noget rask, blev de lige godt ved at følge med ved siden af vognen helt hen til, hvor Milepælen står, der hvor Trinneks hul er lige overfor. Når man ad den gamle Landevej kommer forbi Albuekrog i Gjellerup ved nattetider, kommer man tit til at følges med to små drenge. Henrik Iversen fra Grødde i Ikast kom en aften i Følgeskab med dem, og de fulgte med ham næsten helt til Bøgild. De gav undertiden en lyd fra sig, han syntes, det lød som dik, dik! Endelig kom han til et Fald Rug, og da han ikke var ret glad for det følgeskab, gik han derind og blev på den måde skilt ved drengene, thi det er en bekendt sag, at troldtøj ikke må komme på sådan en Mark.
• Ellepigen låner klæder.
  En Pige kom en dag til datteren i en gård i Gjellerup og bad om at låne sig et sæt klæder i nogle dage, hendes Søster skulde have bryllup. Datteren havde klæder nok, der var passende ved en sådan lejlighed, men sagde dog, at hun var ked af det, fordi hun ikke kendte hende. Dertil svarede den fremmede: ” Da bor vi såmænd under jer Bordende, og dersom du vil låne mig Klæderne, skal du ikke komme til at fortryde det.” Nu vidste datteren, hvad hun var for en og hentede klæderne.
  Dagen efter kunde de og mærke til brylluppet, for der var sådan musik under bordenden. Da pigen bar klæderne hjem, takkede hun høflig for lån, og gav datteren noget indsvøbt i papir, som hun skulde gemme, så skulde det nok blive til nytte for hende. Da ellepigen var gået, så hun til det, og det var noget sært snageri, omtrent som Hestegødning, men det blev dog lagt ned i en skuffe. Nogle Dage efter, da folkene så til det, var det blanke sølvpenge.