Fru Lise Munk og fredningsnævnet
Holstebro Dagblad bragte den 9. september 1966 under overskriften ”Fru Lise Munk og fredningsnævnet” følgende leder:
”Digterpræsten Kaj Munks hustru, fru Lise Munk, har på ny taget ophold i den gamle præstegård i Vedersø. I en række år har fru Munk boet i en Hellerup-villa. Den er nu solgt, og det egentlige hjem er atter i Vestjylland. Det føles sikkert godt at være ”hjemme igen”, men tilværelsen er ikke uden bekymringer. For fru Munks vedkommende er en af dem statens alt for store interesse for hendes private plantage i Vind og for tilsvarende arealer i nærheden af Hoverdal. Disse bekymringer deler fru Munk bl.a. med ejeren af ”Troldtoft” i Vind. Her ligger en gammel hedegård, som har været i samme slægts eje i 400 år, og også dén er staten ude efter. Staten er i dette tilfælde repræsenteret af fredningsmyndighederne. Man ønsker at frede den plantage, hvorfra Kaj Munk havde så mange gode jagtminder, og man ønsker at få ret over den gamle slægtsgård. Enhver kan forstå, hvor dét kan gøre ondt…
Disse fredningsbestræbelser synes at være noget urimelige. Staten ejer i forvejen Stråsø Plantage og andre store arealer deromkring, i alt ca. 12.000 tønder land. Skulle der ikke være ”rekreative områder” nok? I særdeleshed i betragtning af, at dette amts befolkning i forvejen har god plads. Der er højt til loftet og vidt til væggene i Vestjylland. Det skulle ikke være nødvendigt at fare så hårdt frem hverken mod digterpræstens plantage eller mod den gamle slægtsgård.
Fredning kan være udmærket, men vi må huske på, at den danske befolkning først og fremmest skal leve og arbejde. Vi kan ikke frede hele landet. Når desuden fru Munks plantage står gæstfrit åben for de få, som finder derud, og når staten i forvejen ejer titusinder af tønder land i Vestjylland, skulle man synes, fredningsmyndighederne kunne være lidt mere tilbageholdende.
En alt for hård fremfærd kan let gøre befolkningen fjendtlig stemt mod fredning, skønt det dog skulle være en sag, som taler til de blidere følelser i mennesket. Bevarelsen af skønhedsværdier er vel en opgave, men der er også private, som forstår den. Hvorfor skal staten absolut altid være alle steder og blande sig i alting?
H.B.”
Andre historier
-
Vildbjerg mistede et vartegn
”Det gamle træ, o, lad det stå, indtil det dør af ælde.”, skrev H.C. Andersen i ”Peters vise” i 1851. Sangen var en del af Phantasiespillet ”Hyldemoer”, der havde premiere på Casino teatret i København d.1. december 1851og nåede at blive spillet 60 gange i H.C. Andersens levetid.Teksten kan være en god overgang til historien […]
-
Erindringer fra Pensionatet i Højgade.
Da jeg læste Musse Jørgensens indslag i marts kom jeg til at mindes tiden fra 1957 og til 1965 hvor jeg spiste ved Stinne og Chr. Bentsen i Højgade.I 1967 efter endt militærtjeneste kom jeg i arbejde ved Arne Jensen. Der var da et værelse til leje oven på den dengang nybyggede Brugsforening. Jeg havde […]
-
Afskrift af båndet samtale med skomager Jens Jørgen Brix 1963
Jeg er født i Snejbjerg den 26. nov. 1878. Da jeg var 6 uger, flyttede vi herind. Min far fik smediei Vestergade 6. Han havde først forretning i Vildbjerg og så Snejbjerg, men han var så uheldig,idet det i Snejbjerg brændte. I Vestergade havde han så forretning indtil han døde i 1891. Jeg var så […]
