Fru Lise Munk og fredningsnævnet
Holstebro Dagblad bragte den 9. september 1966 under overskriften ”Fru Lise Munk og fredningsnævnet” følgende leder:
”Digterpræsten Kaj Munks hustru, fru Lise Munk, har på ny taget ophold i den gamle præstegård i Vedersø. I en række år har fru Munk boet i en Hellerup-villa. Den er nu solgt, og det egentlige hjem er atter i Vestjylland. Det føles sikkert godt at være ”hjemme igen”, men tilværelsen er ikke uden bekymringer. For fru Munks vedkommende er en af dem statens alt for store interesse for hendes private plantage i Vind og for tilsvarende arealer i nærheden af Hoverdal. Disse bekymringer deler fru Munk bl.a. med ejeren af ”Troldtoft” i Vind. Her ligger en gammel hedegård, som har været i samme slægts eje i 400 år, og også dén er staten ude efter. Staten er i dette tilfælde repræsenteret af fredningsmyndighederne. Man ønsker at frede den plantage, hvorfra Kaj Munk havde så mange gode jagtminder, og man ønsker at få ret over den gamle slægtsgård. Enhver kan forstå, hvor dét kan gøre ondt…
Disse fredningsbestræbelser synes at være noget urimelige. Staten ejer i forvejen Stråsø Plantage og andre store arealer deromkring, i alt ca. 12.000 tønder land. Skulle der ikke være ”rekreative områder” nok? I særdeleshed i betragtning af, at dette amts befolkning i forvejen har god plads. Der er højt til loftet og vidt til væggene i Vestjylland. Det skulle ikke være nødvendigt at fare så hårdt frem hverken mod digterpræstens plantage eller mod den gamle slægtsgård.
Fredning kan være udmærket, men vi må huske på, at den danske befolkning først og fremmest skal leve og arbejde. Vi kan ikke frede hele landet. Når desuden fru Munks plantage står gæstfrit åben for de få, som finder derud, og når staten i forvejen ejer titusinder af tønder land i Vestjylland, skulle man synes, fredningsmyndighederne kunne være lidt mere tilbageholdende.
En alt for hård fremfærd kan let gøre befolkningen fjendtlig stemt mod fredning, skønt det dog skulle være en sag, som taler til de blidere følelser i mennesket. Bevarelsen af skønhedsværdier er vel en opgave, men der er også private, som forstår den. Hvorfor skal staten absolut altid være alle steder og blande sig i alting?
H.B.”
Andre historier
-
Strid imellem N. Clasons og Skarrild-Arnborg sogneforstanderskab,
over betaling af skolepenge i 1845N. Clasons brev til amtet Den højvelbaarenhed hr SchulinAmtmand i Ringkøbing Deres højvelbaarenhed, vilde jeg herved tillade mig, at underrette om, hvordan jeg sidennogen tid har bemærket, at det herværende sogn, søger at vælte sognets omkostninger, iet ganske uforholdsmæssig maal paa mig. Hvordan at jeg for nogle dag siden, ved fordring af de mig paabydede […]
-
Peder som Laust Glavind medicinmand
Historien er om Peter Willemoes som Laust Glavind (Medicinmand) på Lund Marked. Han havde råd mod al dårligdom. Peter Willemoes Jensen voksede op i Hammerum og gik i skole i Lund. Han var arbejdsdreng på funki inden han kom i malerlære.
-
Uddrag af Edmund Rahbeks erindringer
Skarrild sogn 1940-45 april 1940 var den store vaskedag i ”Petersminde”. Vaskekonen Camilla Andersen kom som aftalt. Vi børn skulle pumpe vand op og fylde samtlige kar og baljer.Da Camilla kom ud af vores vaskehus, kom den første eskadrille af flyvemaskiner. Vi børn syntes det var spændende, men Camilla fik et chok. Da vi senere […]