Jomfru Rist, – om Adelsfrøkenen fra Rudegaard

Gunnar Pedersen

Gunnar Pedersen fortæller om Tage Lier Hansens godt skrevne bog om Jomfru Rist, – om Adelsfrøkenen fra Rudegaard, – der valgte det ensomme liv på heden her i Hammerum Herred.


Tage Lier Hansens bog blev udgivet i 1982, – en bog hvortil vor Ingeborgs afdøde mand Ernst Günther Nielsen har leveret diverse kortskitser, – og fra denne bog har jeg hentet lidt facts, som jeg tror vil interessere jer at høre – i den kort afmålte tid, jeg har til rådighed.>

Se kvinden, jeg vil fortælle om, – omtalte altid sig selv som “Jomfru Rist”, – og nogen havde engang hørt hende fortælle, at hun havde tilbragt sin barndom “Ved Furesøens bred” i Nordsjælland. Det var faktisk det eneste, egnens folk vidste om den excentriske kvinde, der for over 100 år siden boede fjernt fra anden beboelse yderst mod vest i Ikast sogn i Hammerum Herred. Hun regnedes for eneboer, og eneboer var hun i ordets sandeste betydning.

Hendes elendige hytte lå tæt ind mod grænsen til daværende Gjellerup sogn på et sted, hvor Hesselbjerg og Langelund heder dengang bredte sig til alle sider.
Hedeopdyrkningens sejrsgang over de jyske vidder nåede også egnen her mellem Ikast og Hammerum. Men plovjernet nåede aldrig frem til det hjørne af heden, hvor Jomfru Rists hytte havde ligget. I første omgang vel fordi jorden var for dårlig og terrænet for ufremkommeligt i forhold til andre muligheder. Senere blev området tilfældigt lagt ind under naturreservatet “Skov Olesens Plantage.”

Omridset af hendes hytte er endnu synligt i terrænet, og i modstrid med alle botaniske teorier er der endnu enkelte af buskene og planterne fra hendes have, der hvert forår trodser lyng og vestenvind ved at skyde nye skud.
Det skær af mystik, som hun omgav sig med, fik rig næring i de myter og forlydender, der efterhånden blev knyttet til hendes person, bl.a. forlød det, at hun var af fornem adelig familie med stolte militære traditioner og med hjemsted i Nordsjælland – men Jomfru Rist talte aldrig selv om sin fortid eller herkomst.

Nå men i 1963 ville kommunalbestyrelsen i Gjellerup kommune, der ejede Skov Olesens Plantage, hædre skaberne af naturparken, Anna og Mads Skov Olesen med en mindesten i heden tæt ved landevejen, der går gennem området.
Samtidig effektueredes en tidligere truffen vedtagelse om, at der også skulle rejses en sten til minde om den mystiske “Jomfru Rist” hvis navn gennem mere end 100 år havde været uløseligt knyttet til netop denne rest af Hammerum herreds førhen så udstrakte heder.


Og hvem var “Jomfru Rist” så?
Jo Jomfru Rist ankom til egnen i 1857 – og hun talte rigssprog og blev ikke dus med nogen. Hun havde næsten ikke kontakt med andre mennesker kun lidt med de skiftende ejere af Hesselbjerggaard.
Rygterne siger – at hun var adelig og kom fra en velhavende familie – hvor der var flere højtstående militærfolk, – og efter at man har forsket på Rigsarkivet set i kirkebøger – i tingbøger – og læst breve fra familien o.m.m., fik man efterhånden et klart billede af jomfruens liv og levned.

Hendes far hed således Hans Ulrich von Rist, – og han var søn af amtmanden på Lofoten, – og denne amtmand var i slægt med en tysk familie, der i 1600 tallet var blevet adlet. Hendes far var en flot charmerende og velbegavet fyr, der befandt sig godt i det højere samfundslag, – og han fik en universitetsuddannelse og blev huslærer hos familien Lüttichau på Egebjerggaard.

Han giftede sig med en ung hovedrig købmandsenke – og de kunne tillade sig at bosætte sig på Dragsholm. De fik 2 døtre sammen – men konen døde imidlertid allerede i 1804 i barselssengen.

Men allerede i 1807 giftede han sig igen med en datter af en rig holstenhugger, og med lån af svigerfaderen købte han så den flotte lystgaard Rudegaard, – og i det andet ægteskab fik han tre døtre og en søn, – men den kone døde imidlertid også i barselseng, og det var i 1813.

Så fik han en ung hushjælp til at passe de mindreårige børn. og den hushjælp giftede han sig med i 1815. På bryllupsdagen nedkom hun med tvillinger, – hvoraf den ene døde kort tid efter, – men den anden overlevede – og det var Johanne (senere Jomfru Rist). Konen fødte ham 7 børn mere – så Hans Ulrich havde nu 14 børn at forsørge.

Som løjtnant var han aktiv ved englændernes bombardement af København i 1807 og blev såret og kunne ikke mere bruges som soldat – men blev så ophøjet til overkrigskommissær, – der var en titel, – men lønnen var kun symbolsk. Men han fortsatte sit luksuøse liv og med statsbankerotten i 1813, blev hans formue forringet med 95%, – så han måtte stifte gæld, og senere kom Rudegaard på tvangsauktion, – og familien måtte flytte til mindre og mindre lejligheder i København. Han blev også degraderet som overkrigskommissær og blev i stedet toldbetjent – til en ringe løn.

Tre af hans sønner udvandrede til Amerika, – andre kom i lære som håndværkere, nogle af døtrene blev gift, -og Johanne måtte tage arbejde som tjenestepige.
Sønnen Johannes fra hans 2. ægteskab fik en god uddannelse og blev oberstløjtnant og rig gift. Han fungerede efter faderens død som familiens overhoved, hvilket fik megen betydning for Johanne. For da faderen døde og enken var syg, blev Johanne dømt til at være hos sin mor, så længe hun levede, – og efter moderens død ejede Johanne intet.

Familien fik så skaffet en plads til hende hos herremanden Ehlers på Hesselbjerggaard i Hammerum Herred. Og så skal lige her lige nævnes, at et af rygterne gik på, – at hun havde gjort sig forhåbninger om at blive frue på Hesselbjerggaard via et ægteskab med Ehlers, men i betragtning af aldersforskellen – er det urealistisk at tro, at hun kunne ha’ haft sådanne forestillinger, – for da hun kom til Hesselbjerggaard var hun 42 år gammel, og Ehler var kun 22 år.

Nå, men på Hesselbjerggaard var Johanne i 5 år – men så lejede hun (altså Jomfru Rist) 50 tdr. land af Ehlers på den betingelse, at hun skulle opdyrke 1 tdr. land hede hvert år.

Hun byggede sig en elendig hytte på det lejede jordstykke. En fra datiden har beskrevet huset, der var på 4,5 x 7 meter, – at den var med lerklinede vægge og med lyngtag, lerstampet gulv, kun een dør og den var lav og smal , og eet vindue (og ruden var en stump spejlglas, hvor kviksølvet på bagsiden var skrabet af), der var også et spejl i huset , gulvet var skrabet rent for belægning, der var 2 rum og adskillelsen bestod af et fletværk af grene, – og hvor det ene rum var både køkken – soveværelse og opholdsstue.

Det andet rum var stald, hvor der var en ko, et får, en hund og nogle høns – og når dyrene skulle ud og ind – skulle de igennem stuen – for der var jo kun den ene dør.

At Johanne og dyrene var så tæt på hinanden, gjorde jo så også, – at hun, – når vinteren var barsk, – og strenge frostnætter satte ind, – når vinterstormene rasede over heden, så hytten rystede og knagede i sine sammenføjninger, – så samlede hun blot lyng og tæpper fra sit sovested og redte sig et leje i stalden mellem fåret og koen, – og så var dyrenes kropsvarme med til at yde et tilstrækkeligt værn mod den isnede kulde, der trængte ind gennem revner og sprækker sammen med den fygende sne.

Nå men i midten af stuen stod en kakkelovn – til de normale dage – men der var ingen skorsten – kun et hul i taget.
Op ad den ene væg var der et fast sengested, tømret sammen af brædder og lægter og fyldt op med halm og lyng. En stol og et hjørneskab udgjorde resten af møblementet – stolen havde kun 3 ben og hjørneskabet var forankret med et reb til tagets rafter – så det derved undgik at falde forover.

Alt hendes spartanske bohave havde sikkert været kasserede ting – som hun havde fået med fra Hesselbjerggaard, – og det bohave og de få dyr hun havde, har sikkert skulle udligne et løntilgodehavende.

Johanne havde udført det meste arbejde med bygning af det ca. 30 kvadratmeter lille hus – selv, – men man mener, at hun har haft kyndige vejledere, – idet det ikke var meget forskellig fra andre interimistiske rønner, der almindeligvis tjente til bolig for nystartede hedeopdyrkere og andre fattigfolk på heden.
Hvert halve år betalte hun en forpagtningsafgift på 20 rigsdaler – vel nok ved hjælp fra halvbroderen.
Jomfru Rist var altid venlig og hjælpsom over for de børn og unge mennesker, som vogtede får i heden i nærheden af hendes hytte, og på varme sommerdage eller om efteråret med kulde og regn, kunne børnene ofte blive noget forkomne, og kom de så i nærheden af hendes hytte, blev de budt på en kølig drik eller en kop varm suppe – alt efter årstiden.

Bortset fra de små fårehyrder var det kun folkene fra Hesselbjerggaard der fik adgang til hendes hytte, – altid blev hun i god tid varskoet af sin hund. End ikke hendes familie fra København fik lov at besøge hende på heden, – og skulle de endelige besøge hende, blev de pålagt at tage ophold i Herning, – og når dagen så oprandt, iførte hun sig nogle af de flotte klædningsstykker, hun havde gemt
fra sin ungdom, og således begav hun sig så standsmæssigt til fods til Herning for der at tilbringe dagen med familien.

Tage Lier Hansen fortæller spændende videre om eneboeren Jomfru Rist i sin bog – og jeg skal også slutte – og det vil jeg gøre med at fortælle at efter 19 år – barske år – og hvor den robuste Jomfru Rists helbred begyndte at svigte med hendes uortodokse livsførelse og specielt vintrenes kulde i det usunde hus, – ja det havde efterhånden sat sine spor, – så den nye ejer på Hesselbjerggaard kunne se, at det var uforsvarligt at lade Jomfru Rist blive boende, og sammen med et præstepar i nærheden lykkedes det dem at få overtalt Jomfru Rist til at flytte til Kg. Lyngby, og her boede hun så på et slags plejehjem sammen med en søster til sin død i 1899.

Og så skal lige med at da Jomfru Rist rejste til København – indrykkede hun en annonce i Herning Folkeblad den 23. maj 1881 med følgende tekst:

Farvel
Da skæbnens herre byder mig at
drage bort fra dette mit kære hjem,
thi han har beredt mig et andet sted,
aflægger jeg herved min oprigtige tak
til enhver, der har villet mig velvilje
i de 23 år jeg har været i Ikast sogn.
Hesselbjerg i april 1881 Johanne Rist.
Farvel Farvel

Så kære venner – er man interesseret i lidt lokalhistorie – så læs Tage Liers Hansens bog, – som har titlen: “JOMFRU RIST og hendes slægt” ,- og tag selv ud og se mindestenen, – hvorpå der står: JOMFRU RIST boede her i ensomhed omkring 1880″, og det er i Skov Olesens Plantage – et sted, der nu er et naturreservat bevaret fuldstændig uændret, og det fremstå i dag i samme stand og med samme forløb som dengang – et sted, som også har mange spændende planter, – og stedet er beliggende ca. 5 km. sydvest for Ikast og grænsende ind til Langelund.
For øvrigt et meget spændende område med bl.a. “Fandens Dige” og “Svenskerskanserne” (som under 2. verdenskrig var skjulested for et våbendepot) – men det er en helt anden historie…
Tak. GP.

Opdateret