Min konfirmation

fortalt 27. juni 2025 af Jette Bak Poulsen
Sdr. Vindgab, Hestbjergvej 13, Vind, 7500 Holstebro

Jeg blev konfirmeret i 1973, men ikke sammen med mine klassekammerater i 7. klasse fra Vind Skole, da vi var (og endnu er) medlemmer af Aulum-Vinding-Vind Valgmenighed. Mine klassekammerater blev undervist på skolen en morgen hver uge – jeg skulle derimod over til præsteboligen i Aulum efter skoletid en eftermiddag hver uge. Jeg var den eneste fra Vind, derudover var der to piger fra Vinding, den ene var min kusine, resten var fra Aulum. Så vidt jeg husker, skiftedes forældrene til os tre piger til at køre over, og så kørte pastor Damgaard os hjem. Det var en lidt sej omgang, vi var nok ikke særligt oplagte på den tid af dagen, og Damgaard havde til tider svært ved at styre de “frække ” knægte fra Aulum.
Jeg havde forsøgt at slippe for at blive konfirmeret. Jeg var ret genert, og tanken om at skulle være festens midtpunkt var ikke rar. Men jeg fik at vide, at det var sådan, man gjorde, og at det ville være pinligt for mine forældre, hvis jeg ikke blev konfirmeret.
Tøjet blev købt. Lang kjole i prinsessesnit med trompetærmer i grove kniplinger. Skoene var det sværeste. Jeg har store fødder, så udvalget var meget begrænset. Men det lykkedes da at finde et par ballerinasko. Andendagstøjet var et sæt bukser og jakke i knaldgul jernbanefløjl, en skriggrøn skjorte med hvide prikker og sorte lak-snøresko.
Dagen før konfirmationen skulle jeg til frisør i Sørvad. Jeg har altid hadet at blive klippet. Jeg syntes altid, at jeg så endnu værre ud bagefter end før. Men min mor fik mig da slæbt derover, jeg blev klippet, håret blev rullet op, tørret under hjælmen, sat og hårlak i. Da jeg så mig i spejlet, tudbrølede jeg. Min mor var noget sammenbidt på hjemturen.
Dagen oprandt, varm og solrig. Det var året, hvor Vind Kirke blev restaureret, så mine klassekammerater fra Vind blev konfirmeret i Vinding Kirke først på formiddagen – og konfirmanderne fra Valgmenigheden lige derefter. Jeg tænker ikke, der var de store muligheder for udluftning, og det varme vejr har nok også spillet ind, for da Damgaard var godt i gang med selve håndspålæggelserne, begyndte konfirmanderne at besvime. Så kirken blev tømt og luftet ud, så godt som det var muligt, og efter en pause fortsatte vi. Festen blev holdt ude, jeg husker ikke, om det var i Vind Sogne- og Hjemmeværnsgård eller på Ørnhøj Hotel. Dengang fik man altid suppe, steg og is – jeg havde dog indflydelse på hvilken slags.
Gaverne, foruden penge: Bestik ’Steel Line nr. 1’, tre guldringe, en sølvarmring, som jeg sled op, dertil en masse klodsede tinsmykker, ridehjelm og pisk, en sømandsbriks, et sæt “elefantfødder” (flettede skamler) og forskellige keramikskåle og lysestager med bloklys.
Senere blev der afholdt to eftergilder for naboer og forretningsforbindelser, der havde givet gaver. Det blev holdt hjemme med smørrebrød og kaffebord. Og gaverne og kjolen skulle vises frem.
Til selve festen tog min mor selv billeder. Desværre viste det sig, at apparatet ikke havde trukket filmen frem, så nogle dage senere blev jeg beordret i kjolen og stillet op foran gaverne. Jeg var rasende, nu var det hele ellers overstået. På billederne ligner jeg en, der har drukket eddike!
Blå Mandag blev afholdt sammen med mine klassekammerater fra Vind Skole. Vi tog bussen til Holstebro, hvor vi gik i butikker og hyggede os på egen hånd – ikke det helt vilde. Jeg købte min første hotdog – min far havde kun købt pølser med brød, når der en sjælden gang blev budt på “fastfood” ved pølsevognen på Karussedam (Enghavens P-plads).
I løbet af sommeren blev der afholdt ung-gilder rundt ved flere i klassen. Menuen ved mit gilde var grillkyllinger – jeg mener, at landgangsbrød dengang var en anden populær menu.
Efter sommerferien ventede 3 år på Vildbjerg Skole. Men det er en hel anden historie.

Opdateret