Niels Vestergård, værktøjsmager
Vi fortsætter med erhverv fra Timring i gamle dage.
Niels Stubkjær Vestergård, en hæderlig, reel, pligtopfyldende og ordensmand, det var nogle af de ord, der blev hæftet på Niels Vestergård i hans nekrolog 14.juni 2006. Det kunne Timring borgere bevidne enstemmigt.

Niels Vestergård var fynbo, født i 1920 i Nyborg. Familien bestod af 5 børn, far og mor. Begge forældre var fra Jylland, moderen fra Herning og faderen fra Skjernegnen, Dejbjerglund. Faderen var vognmaler ved DSB, her var en stor arbejdsplads for den faste forbindelse over Storebælt.
Niels fik en god skolegang og sluttede med præliminæreksamen. Så fik han læreplads på Thrige Titan i Odense som værktøjsmager og måtte rejse med toget hver dag til Odense.
Efter endt uddannelse kom han til Toftlund i Sønderjylland. Her spiste han på et pensionat og lærte en ung pige at kende. Hun hed Christiane og var fra Lyhne i nærheden af Varde. De blev gift i 1943 i Lyhne kirke og begyndte at se sig om efter et sted at bo og arbejde.
Timring cykelforretning var til salg og den forretning købte de. Her var nok at lave fra dag et. Nye cykler kunne man ikke købe, heller ikke reservedele og dæk. Her var Niels Vestergårds uddannelse som værktøjsmager en stor hjælp. Han kunne selv lave reservedele og værktøj. Det var værre med dæk og slanger, som man ikke kunne opdrive. Det var altså lappearbejde fra morgen til aften. Jeg mener en lapning kostede 75 øre. Niels Vestergård havde altid meget at lave, og der var tit lys i værkstedet om aftenen. Men der kom nye tider, biler blev hvermandseje, og Niels besluttede at lukke forretningen.
Han fik først arbejde hos Saxo tæpper i Birk ved Herning, men senere skiftede han til Blücher Metal i Vildbjerg. Her var der orden og rent både på fabrikken og omkring fabrikken, og det trivedes Niels Vestergård godt med, men han havde det også godt med, når det var lørdag. Han skiftede til en ren blå kedeldragt og alpehue og kunne gå i gang med kost og skovl på fortov og i haven.
Inde hos Christiane var der også orden på både hus og børn, to drenge og to piger, som fik en god uddannelse og har klaret sig godt. Kirsten, Erik, Anna og Jens.
Et jævnt og virksomt liv, indtil sygdommen ramte Christiane. De havde fortjent et bedre otium.
NB:Timring cykelforretning, som betød så meget for sognet, var formentlig startet af Johannes Lund, som også havde rutebil , og som kørte ruten Herning – Ørnhøj. Han solgte til Knud Dahl, som så solgte til Niels Vestergård.
Andre historier
-
Aulum Borgerforening – 100 år i byens tjeneste
Foreningens stiftelse Den 10. oktober 1912 stiftede 25 borgere i de to byer Aulum Kirkeby og Aulum Stationsby en ny forening: Aulum Borger og Håndværkerforening. Det foregik i det gamle forsamlingshus, som lå på hjørnet af Kirkegade og Danmarksgade, hvor man i dag finder Aulum Bymidte – i daglig tale kaldet ”Højhuset”. På den tid […]
-
DET GRÅ GULD
Mergel på Bredkjær i Nøvling I Bredkjær findes en skat. Sådan blev der sagt i begyndelsen af sidste århundrede. Og det viste sig at være sandt. Skatten bestod nemlig af forekomsten af mergel og rigtig meget af det. Peder Bredkjærs bedstefar, af samme navn, havde lavet prøveboringer og fundet mergel på sin jord. Fra tidligere […]
-
Dalgas, Enrico Mylius
Herning Født: 1828 — Død: 1894 Stifter af Det Danske Hedeselskab Dalgas var den udfarende kraft ved stiftelsen af Hedeselskabet i 1866. Han blev selskabets første direktør frem til sin død og havde i perioder sit daglige arbejde i Herning. Her blev han bekendt med de forskellige dele af befolkningen i byen og på landet. […]
