Om branden i Store Halkær i 1887

Skrevet af efter en båndoptagelse fra den 7. februar 1971, hvor Lindberg fortæller lidt om det han har hørt om gården Halkjærs historie. Afskriften er let tilrettet.

Min bedstemor Karen (født 1831) og Kr. Lindberg (født 1827) ejede Store Halkjær da den nedbrændte skærtorsdag, den 7. april 1887.

En 12-årig dreng, der havde fået plads hos dem fra 1. april, tændte ild i halmen oppe på loftet over stalden oven over alle kreaturerne, og der var dengang loft af stænger med tørv over, det man kalder for rafteloft, og derfor var det umuligt at komme ind i kostalden og redde nogen af dyrene, og der indebrændte, så vidt jeg husker, en del kreaturer og en halv snes får med lam. De døde dyr blev gravet ned i bakkerne her vesten for i Halkjær Sande.


Deres 17-årige datter, Karoline, senere gift med Poul Lund i Måbjerg, forsøgte at redde en plag, der stod i stalden, men da hun kom ud i den lukkede gårdsplads, da var alt tæt af røg, men hun havde omtanke nok til at følge muren, så hun på den måde fandt frem til porten, og hun nåede altså at blive reddet, men plagen fandt man senere på gårdspladsen, hvor den var død af røgforgiftning.

Min mor fortalte også et træk fra branden, som var mere komisk. Man fandt nemlig efter branden et par træsko, der var halvbrændt, som stod i døren til en pæne stue, det var én, der havde været inde for at redde noget i stuen, og så havde vedkommende af gammel vane sat træskoene, inden han gik ind i stuen, og det kunne jo nok siges at være unødvendig, når gården brændte.
Til påske havde man desuden bagt i den store ovn, både rugbrød og sigtebrød, – det gjorde man jo dengang – jeg kan selv huske, at vi bagte, da jeg var dreng. Der blev fyret med lyng, der var plukket om sommeren for at det kunne være tørt til at bruge i den store ovn. Jeg kan huske, at det altid var min bedstemor, der havde bestillingen med at ilde op i ovnen, som de sagde. Hvordan de kunne se det, ved jeg ikke, men bedstemor vidste, når der var passende med varme. De fortalte, at da de under oprydningsarbejdet fandt frem til ovnen, da stod brødene i ovnen og var uskadte, det var jo nok fordi ovnen var omgivet af en tyk mur, der var beregnet til at holde på varmen.


Drengen, der havde antændt ilden, han opgav som grund, at hans fader, der var murer, kunne mure gården op igen, og så var han bange for at være alene i karlekammeret, karlen var nemlig ikke hjemme på det tidspunkt.

Men rygterne fortæller, at han flygtede fra arresten i Ringkøbing, men han blev senere pågrebet. På grund af hans unge alder blev han fri for straf mod, at han blev anbragt på et drengehjem, der gik det så sørgeligt, at de heste han kørte med løb løbsk og han blev slået ihjel af det.

Jane Krause, Ørnhøj

Opdateret