Om branden i Store Halkær i 1887
Skrevet af efter en båndoptagelse fra den 7. februar 1971, hvor Lindberg fortæller lidt om det han har hørt om gården Halkjærs historie. Afskriften er let tilrettet.
Min bedstemor Karen (født 1831) og Kr. Lindberg (født 1827) ejede Store Halkjær da den nedbrændte skærtorsdag, den 7. april 1887.
En 12-årig dreng, der havde fået plads hos dem fra 1. april, tændte ild i halmen oppe på loftet over stalden oven over alle kreaturerne, og der var dengang loft af stænger med tørv over, det man kalder for rafteloft, og derfor var det umuligt at komme ind i kostalden og redde nogen af dyrene, og der indebrændte, så vidt jeg husker, en del kreaturer og en halv snes får med lam. De døde dyr blev gravet ned i bakkerne her vesten for i Halkjær Sande.

Deres 17-årige datter, Karoline, senere gift med Poul Lund i Måbjerg, forsøgte at redde en plag, der stod i stalden, men da hun kom ud i den lukkede gårdsplads, da var alt tæt af røg, men hun havde omtanke nok til at følge muren, så hun på den måde fandt frem til porten, og hun nåede altså at blive reddet, men plagen fandt man senere på gårdspladsen, hvor den var død af røgforgiftning.
Min mor fortalte også et træk fra branden, som var mere komisk. Man fandt nemlig efter branden et par træsko, der var halvbrændt, som stod i døren til en pæne stue, det var én, der havde været inde for at redde noget i stuen, og så havde vedkommende af gammel vane sat træskoene, inden han gik ind i stuen, og det kunne jo nok siges at være unødvendig, når gården brændte.
Til påske havde man desuden bagt i den store ovn, både rugbrød og sigtebrød, – det gjorde man jo dengang – jeg kan selv huske, at vi bagte, da jeg var dreng. Der blev fyret med lyng, der var plukket om sommeren for at det kunne være tørt til at bruge i den store ovn. Jeg kan huske, at det altid var min bedstemor, der havde bestillingen med at ilde op i ovnen, som de sagde. Hvordan de kunne se det, ved jeg ikke, men bedstemor vidste, når der var passende med varme. De fortalte, at da de under oprydningsarbejdet fandt frem til ovnen, da stod brødene i ovnen og var uskadte, det var jo nok fordi ovnen var omgivet af en tyk mur, der var beregnet til at holde på varmen.
Drengen, der havde antændt ilden, han opgav som grund, at hans fader, der var murer, kunne mure gården op igen, og så var han bange for at være alene i karlekammeret, karlen var nemlig ikke hjemme på det tidspunkt.
Men rygterne fortæller, at han flygtede fra arresten i Ringkøbing, men han blev senere pågrebet. På grund af hans unge alder blev han fri for straf mod, at han blev anbragt på et drengehjem, der gik det så sørgeligt, at de heste han kørte med løb løbsk og han blev slået ihjel af det.

Jane Krause, Ørnhøj
Andre historier
-
Borup Kjær, Mikkel Kristian
Sørvad Født: 1896 — Død: 1973 Slagter og handelsmand Mikkel Kristian Borup Kjær blev født i Korshøj i Vinding sogn, søn af Jens Ramskov Kjær og Anna Ramskov. Mikkel Kristian Borup Kjær blev som ung uddannet til slagter hos slagtermester Bertelsen i Struer, hvor han arbejdede nogle år. Efter at han blev gift, overtog Borup […]
-
Erindringer om Stinne og Chr. Bentsen
I løbet af et langt liv er der mennesker der sætter nogle indtryk på deres måde at takle livet på som man aldrig vil glemme.Sådanne erindringer har jeg især om Christian og Stinne Bentsen.i 1944 købte mine forældre en landejendom i Busk. Med ejendommen fulgte der mælketur der gik over Frølund. Mælken skulle stå ude […]
-
Nørgaard, Jens
Herning Født: 1852 — Død: 1914 Købmand Jens Nørgaard drev i årene 1877 til 1890 en større købmandsgård på Bredgade 30-32. Efter at have solgt forretningen begyndte han at opkøbe svin til videresalg. Nørgaard beholdt sin jord og drev et landbrug videre nord for Bethaniagade, hvor gaden senere blev anlagt og opkaldt efter ham. Købmand […]
