Om Maren & Kjær

Tidligere lærer i Ørnhøj Inger Jepsen skrev til Lokalhistorisk arkiv:

Hermed billedet af Kjær og Maren, som jeg synes skal ned på arkivet, nu vi rejser fra byen.
At jeg har billedet, skyldes, at Maren var min fars faster, og vi havde i mange år kontakt med familien Kjær. I har sikkert en masse om Chr. Kjær liggende – han var jo en markant skikkelse i byens liv for omkring 100 år siden – var bygmester på kirken og hotellet og med til at stifte Ørnhøj Borgerforening og fik jo en gade opkaldt efter sig lang tid efter sin død.
Men jeg ved, at i “elsker” historier, så jeg vil lige fortælle dig lidt om Maren og børnene. Maren Kjær kom ude fra Greninggård, og hun var også en markant personlighed, som dog mest holdt til inden for hjemmet. Der var en børneflok – i hvert fald fem – og der var lærlinge og folk på kost fra snedkerværkstedet, så hun har sikkert haft nok at se til. Da de blev gamle, flyttede de til København – sikkert fordi nogle af børnene var der. Jeg kan ikke huske Kjær (han var død, før min tid, tror jeg, men der blev talt meget om ham i familien). Men jeg husker Maren, og især at hun som gammel kom med flyveren her til en familie sammenkomst i Jylland. Hun sad i kørestol, og derfor sikkert løsningen med flyveren. Men det var ikke almindeligt der sidst i 40erne, at gamle koner kom med flyveren, så det var vi lidt optaget af.
De tre sønner – Aksel – Jens og Richard blev alle udlært møbelsnedkere (jeg tror de alle blev udlært i Vind). Aksel og Jens fik hver en god møbelforretning, og Richard rejste til Amerika.
Når jeg husker de tre brødre (min fars fætre), var det fordi de næsten hver sommer kom på besøg i Ørnhøj og også i mit hjem i Harboøre. Og det var altid en fest, når de kom. Så blev der snakket gamle dage i familien og i Ørnhøj. Aksel boede altid et par nætter på Ørnhøj Hotel, og så besøgte han Stjernholm og Smed Vilhelm og Chr. Thomsen.
Richard kom ikke tilbage fra Amerika – kun på få besøg, men flere i familien besøgte ham derovre, og han talte altid om, at han gerne ville besøge Ørnhøj igen. Det blev så ikke til noget, men da han for nogle år siden døde, kom hans aske til Danmark og en niece satte den ned på Ørnhøj kirkegård, hvor der er et urnegravsted for ham. Det rørte mig, at han havde bestemt det. De syntes alle, at det havde været en speciel tid her i Ørnhøj, og måske talte det også lidt med, at deres far byggede kirken, det kunne godt tænkes, der havde gjort indtryk på nogle raske drenge.

Jane Krause, dagl. leder af Ørnhøj arkiv

Opdateret