Rakkere og Natmandsfolk

En rakkerfamilie på den jyske hede.

En rakkerfamilie på den jyske hede.

Af Nr. Omme kirkebog fremgår det, at der i juni 1830 kom en ”omløbende Qvinde” ind på en gård i Askov og der fødte hun et barn. På grund af livsfare blev barnet hjemmedøbt af præsten og fik navnet Else Marie Abrahamsen. Moderen hed Abelone Christoffersdatter, som far til barnet opgav hun en rakker, der hed Abraham Johansen. De hørte begge til ”Varde rakkerne”.

Abelone var født i Stavning og var derfor forsørgelsesberettiget i Stavning sogn, og da Else Marie var tre år blev hun fremstillet i Stavning kirke og indført i Stavning kirkebog. Indtil Else Marie blev voksen blev hun opdraget i Stavning på fattigkassens regning. Da hun blev voksen var hun forsørgelsesberettiget hvor hun var født, altså i Nr. Omme sogn. Hun måtte selvfølgelig ernære sig som tjenestepige og havde plads forskellige stedet bl.a. i Aulum og Dejbjerg.

Da hun var 20 år gammel blev hun indtinget i gården St. Skråstrup i Nr. Omme, fordi hun skulle have et barn udenfor ægteskab. Barnet blev en dreng, der fik navnet Jens Clausen, som barnefar udlagde hun en gårdmand i Aulum. Derefter fik hun igen plads som tjenestepige, først i Nygaard i Nr. Omme, derefter i Toft i Brejning, her fødte hun i 1853 en pige som døde en måned gammel. Faderen var en mand fra Brejning. I 1855 fik hun sit tredje barn, en dreng, der kom til at hedde Niels Kristian, faderen var en karl fra Ølstrup. Tre år senere tjente hun i Sdr. Lem og her fik hun sit fjerde barn en pige, der kom til at hedde Wilhelmine, faderen var fra Kyvling ved Tarm.

For at have avlet tre børn ved tre forskellige mandspersoner blev hun den 20. Oktober 1858 idømt 7 dages fængsel på vand og brød. Det barn, der var død, blev ikke regnet med. I 1859 kom hun i huset hos aftægtsmand Jens Madsen i Brejning, hvor hun lavede husgerning, uden at være fæstet og uden løn, men for kost og ophold. Her blev hun gravid for femte gang. Det er nærmest en voldtægtssag som er meget omhyggelig omtalt i retsprotokollen, fordi hun af skræk for følgerne kvalte barnet i fødslen. For den forbrydelse bliver hun dødsdømt og senere benådet med tugthus for livstid. Hun kommer først i Viborg tugthus, derefter overført til Christianshavn kvindefængsel, hvor hun døde, som straffefange i 1870, kun 40 år gammel.

Det var en kort gennemgang af rakkerkvinden Else Marie Abrahamsens levnedsløb. Hendes liv kan også beskrives ved gennemgang af alle de retssager hun har været igennem, og så får man billedet af en stakkels ulykkelig kvinde, der er blevet misbrugt, nedværdiget og ugleset. Retssagerne fylder omkring 65 sider i tugthus- og retsprotokoller.

Det er tvivlsomt, at hendes graviditeter er sket frivillig, men i alle retssagerne er hun tilsyneladende dømt på forhånd som en letsindig kvinde, der selv er skyld i sin ulykke. Mændene, bliver næsten aldrig nævnt. Da hun var født i Nr. Omme, var hun som voksen forsørgelsesberettiget i Nr. Omme. Sogneforstanderskabet var godt træt af hende, for hun belastede fattigkassen, og en af sogneforstanderne truede hende med tugthus, hvis hun fik flere børn og det var skyld i, at hun i fortvivlelse kvalte sit barn i fødslen.

Else Marie Abrahamsen blev mellem de sidste rakkere, for efter 1835 var det bestemt at rakkerbørn skulle gå i skole, der hvor moderen er født. Derfor har Else Marie gået i Stavning skole og lært at læse og skrive, hvad hendes forældre ikke havde. Når børnene havde gået i skole fik de som regel plads på gårdene som tjenestetyende, og i nogle tilfælde blev de gift og på den måde blev en del af samfundet.

Da Else Marie døde var to af hendes børn levende. Det er den ældste Jens Clausen, som blev gårdmand, selv om han lavede nogle skarnsstreger, så blev han ikke regnet for rakker. Den anden, der var levende var datteren Wilhelmine der var en af de dygtigste elever i Nr. Omme skole. Hun blev gift og blev heller ikke regnet for rakker. På den måde blev rakkerne integreret i samfundet, og således uddøde rakkerne, Dette mærkelige folkefærd som bestod af en blanding af sigøjnere og almindelige danskere, som af en eller anden grund havde sat sig udenfor samfundet og som i omkring 300 år havde draget rundt på den jyske hede.

Lokalarkivet i Ørnhøj januar 2010

Opdateret