Herning Historie

Røveriet i Hodsager

En 100 år gammel kriminalsag
af Mette Christensen

For nøjagtig 100 år siden – i efteråret 1924 – blev der begået et røveri i Hodsager, som opskræmte befolkningen i tiden derefter.
Vi følger her sagen gennem avisernes beretning fra forhørene.

Den 30. september 1924 kunne man således læse i Herning Folkeblad, at der havde været tyveri og røveri hos købmand Hans Bay den foregående nat.
Tyvene var først brudt ind og tømt pengekassen, da der ingen var hjemme i huset. Da Bay og hans hustru vendte hjem ved midnatstid, blev de antastet af 2 personer, der tvang yderligere 400 kr. fra dem.
I Lemvig Avis kunne man den 1. oktober 1924 læse Hans Bays egen forklaring af den uhyggelige oplevelse:
”Min kone og jeg havde i aftes været nede hos vor svigersøn og datter og kom hjem ved 12-tiden.
Uden for vort hus har vi en lille forhave, og her luskede 2 fordægtige fyre omkring, da vi kom til vor havelåge. Jeg spurgte dem, hvad de ville, og de svarede, at de gerne ville have lidt at drikke. Det sagde jeg, at de godt kunne få, hvorpå min kone og jeg gik ind i
butikken, efterfulgt af de 2 ubekendte personer. Da jeg havde fået lampen tændt, kunne jeg straks se, at der havde været tyve i butikken, og en vis uhygge lagde sig over mit sind, ikke mindst ved, at jeg kunne mærke, at min kone var frygtelig bange. Her stod vi to gamle altså over for et par frække tyveknægte, og hvad mon de ville os.
Lige som jeg havde fået lampen tændt, tager den største af tyvene en margarinepakke og kaster den mod lampen, hvis kuppel og glas smadres, og der er nu bælgmørkt i butikken Min kone udstøder et skrig og straks har vi et par blændende lommelamper skinnende ind i ansigtet på os. ”Giv os 50 kr.” kommanderede den største af tyvene. Jeg tager min tegnebog op, og tæller 5 10 kronesedler op stærkt tilskyndet af min hustru. Men tyvene har bemærket, at jeg har flere penge i tegnebogen, som den største tyv nu tager fra mig. Og kort efter er de borte. Vi sunder os lidt, og ser til vor forbavselse den ene tyv igen komme frem i døren. Det var den mindste af dem. Han nærmer sig os, der bogstavelig talt er lamslået af skræk, og klapper mig på skulderen
og siger: ”De skal nok få Deres penge igen. Hvor mange var der i bogen?” 400 kr. svarer jeg, og i det samme kommer den største og den frækkeste af tyvene tilbage
og befaler den lille tyv at tage telefonapparatet med. Men det ville han ikke. Da tyvene atter var borte og der sænker sig ro over vort hus, går vi, så hurtig som vore
ben kan bære os, ned til vor svigersøn, som vi får kaldt op. Han og et par karle følger mig nu op til min forretning.
Alt i huset er endevendt! Vi kommer ind i butikken og ser, at vin, kager, bolcher, bajere, cigaretter og et stort islandsk lammelår er stjålet fra butikken. Vi finder da også tomme flasker, det meste af lammelåret og forskellige rester liggende ude i forhaven foran huset. Her har tyvene ret gjort sig til gode.
Inde i vor privatlejlighed er alt endevendt. Skuffer er væltet ud på gulvet osv. Byttepengene i kassen i butikken er også stjålet. Da vi ikke kunne se noget til tyvene, forlod vi atter huset, da min kone og jeg var fyldt med alt for utrygge følelser til at sove i vort hjem. Vi blev natten over i vor svigersøns hjem”.
Herefter gik politiet på jagt efter forbryderne. De havde sat spor efter sig, bl.a. stjålne cykler og indbrud andre steder bl.a. Asbækhede og Romvig. Det lykkedes politiet at pågribe dem på Vinding-egnen.
Den ene af dem – en finne ved navn Indo Ilof Lindberg – kom cyklende i beruset tilstand, og blev taget op i politibilen. Da bilen kom til Sørvad, havde sognefogeden allerede fanget den anden tyv Carl Jørgensen. Han var meget beruset og truede med en kniv.
Herefter blev de ført til Holstebro Arrest, hvor de blev fremstillet i grundlovsforhør.

Holstebro Dagblad 2/10-1924.
Hodsager-Røverne præsenteres.
Et kort grundlovsforhør, hvori ”den store” nægter alt, medens ”den lille” tilstår.
En grum karl og et karakterløst pjok. Collin-Drewsens famøse og tågede »indre stemme « svinder foreløbig under indtrykket af et par så gedigne forbryder-typer som Hodsager-røverne, der i dag i Holstebro Kriminalret fremstilledes til grundlovsforhør. Der hvilede en egen dyster alvor over retslokalet, en dunkel forventning om noget usædvanligt, når døren om et øjeblik åbnede sig for de to inkarnerede stimænd. som politiet i går med anerkendt dygtighed satte bag lås og slå i Holstebro Arrest.
Spændende optrin fandt imidlertid ikke sted i dag. Forhøret blev nærmest en ren formel fremstilling, en kort gennemgang af fakta med enkelte små tragikomiske
glimt, medens opgøret med den inkarnerede
benægter vil komme senere. Til stede var foruden dommer og politimester og retsbetjent Schmidt – der er lige så vigtig for sagernes gang som udkigsmanden på et fartøj – tillige statsbetjent Hansen, der efter sin raske færd i går havde arbejdet hele natten, først med at afhøre de anholdte i cellen og derefter med at skrive de mægtige rapporter, som i dag lå på dommerens og politimesterens bord og pult. Ved forhørets slutning indfandt sig nogle tilhørere.
»Manden fra helvede« – en sammenbidt type af trods.
Indo Ilof og Carl Viggo er et par i udseende og holdning meget forskellige typer. Den lange Indo Ilof Lindberg, »Manden fra helvede«, som han betegner sig selv, er en grum person at skue, en af den slags, som fredelige folk ikke bryder sig om at møde
på en øde vej eller i en skov. Han er høj, lys af lød, lidt ludende af skikkelse, med et hårdt og sammenbidt ansigt, hvori trods og had er præget med skarpe linjer. På højre side har han foroven på kinden og på hagen to lange, røde ar, formentlig reminiscenser fra liv og død-bataljer, af hvilke der har været en del i hans liv. Der er noget lurende og skulende over hans evindeligt glidende blik. Hans stemme er skarp og ru, nærmest rå og ufølsom – han er en af dem, som tager det lige så let med tungen som med næven og kniven. Det var, ligesom han missede med øjnene mod lyset og følte sig for, da han førtes ind i retslokalet, hvor betjentene tog opstilling i umiddelbar nærhed af hans ranglede person. Med lyttende interesse fulgte han under de skyggede bryn dommerens, politimesterens og statsbetjent Hansens konferencer om hans lokale bedrifter, der fandtes skildrede i de blå rapport dokumenter. Frøkenens klare, accentuerede protokoloplæsning af hans forklaring interesserede ham tilsyneladende ikke et hak. Sådan just opmærksom mod den eneste tilstedeværende dame var han ikke.
Indo Ilofs svar faldt med barsk og ukuelig kraft, i en nærmest afvisende tone. Han nægtede bare – afviste koldt enhver mulighed for, at han skulle være hovedpartner i slig stimandsfærd. Alt var han kommen i besiddelse af på ærlig og retmæssig vis, ved sine hænders arbejde. Der var ingen tvivl om den ting. Og det gjorde ikke ringeste indtryk på ham, da han ved sit andet foretræde for dommeren blev foreholdt, at hans lille drabant hvem Indo Ilof i går havde truet med »en bleg næse, der for evigt skulle komme til at vende opad«, hvis han røbede noget – havde tilstået, at de havde begået alle disse forbrydelser sammen i nøje forståelse.
»Det har jeg ganske sikkert ikke«! var det barske og bøse svar, dommeren mødte fra en hånligt sammenkneben mund. Så sendtes han ned i cellen foreløbig i 12 dage.
« Den lille »Bivogn«, der ikke bare så på landskaberne.

»Fyrtårnet«s »Bivogn«, den lille Carl Viggo Herman Jørgensen er vidt forskellig både i ydre og optræden fra kompagnonen. Han er en velproportioneret ung mand med en sund ansigtsfarve af mørkere lød. Der er noget barnlig-åbent over hele hans positur, åbenbart en viljeløs medløber, der under den stærkeres ledelse tager sin chance og sit skibbrud med samme fatning som den, der intet har at tabe, men for øvrigt heller ikke stort at vinde. De kødfulde læber og det rolige ansigt med de levende, sitrende øjne giver udtryk for en blanding af godlidenhed og karakterløshed. Der er over hans fremtræden i retslokalet, en stille resignation, en flegmatisk forsonen sig med den altid tilstedeværende mulighed af at kunne blive nappet. Han gør ingen røverkule af sit hjerte, åbenbarer alt, godkender rapporten punkt for punkt, erkender indirekte, at statsbetjent Hansen fører en særdeles dygtig referentpen – er i det hele taget ikke en mand af mange ord. Lige så gerne springe i det som krybe i det, så bliver han så meget hurtigere færdig til 3. gangs herbergering i forbedringshuset. Og så på’en igen –
man har jo livet for sig. »Dem kommer vi skam let ud af det med«, sagde dommeren, »for De gør jo pænt regnskab«! Det gik derfor hurtigt med Carl Viggo i den blå bluse og de hvide benklæder – han lignede i antræk en solid murersvend, lige krøbet ned fra stilladset. Han vil godt indrømme, at han havde foretaget sig en del mere end just det at »se på landskaberne«, som Indo Ilof så smukt udtrykte sig – han havde taget både cykler og støvler og penge – kort sagt, hvad han kunne få fat på og havde brug for, aflagt natlige besøg i kirker og bøndergårdes spisekamre og hilst på købmand Bays i Hodsager. Navnlig havde kirker og forretninger ude på landet haft en sær koglende magt over de to tramps. Det skulle ingen hemmelighed være. Håndteringen havde han øvet sammen med Indo Ilof, og dennes forklaringer kunne han ikke godkende. Så blev også han sat ned med en kompliment af dommeren for hans beredvillige oplysninger- foreløbig i 12 dage.
Sorø Amtstidende mener, at Carl Jørgensen ganske sikkert er den samme, som den 15. august 1922 ved retten i Slagelse fik en dom på 18 mdr.s forbedringshus for ved hjælp af falske checks og kautionsbeviser at have tilsvindlet sig en bil og en ejendom.
For øvrigt fik han en del af straffen eftergivet.
Forhøret.
Først kommer Indo Ilof Lindberg, derefter arrestforvarer Thomasen. Indo Ilof Lindbergs lange skikkelse luder ind over skranken.
Dommeren: Nå, der har vi Dem. De er født i Finland?
Ankl: Ja!
Dom.: De hedder Indo Ilof Lindberg?
Ankl.: Passer!
Dom.: Har De været straffet før?
Ankl.: Ja, ja, jeg er straffet 3 gange for tyveri og har været i forbedringshuset 2 gange.
Dommeren: De har begået indbrudstyverier!
Ankl.: Hvad for indbrudstyverier?
Dom.: Dem her i vor omegn.
Ankl.: Nej, nej, det har jeg bestemt ikke!
Dom.: Hvorfor er De da anholdt?
Ankl.: Det ved jeg virkelig ikke
Dommeren gennemgår rapporterne.
Carl Jørgensen og Lindberg har været sammen »for at se sig om i landskaberne«, oplyser Indo Ilof. Jeg har, siger Lindberg, købt en cykle af en ubekendt mandsperson – det var den, han var i besiddelse af ved anholdelsen – et par støvler har han købt i Frederikssund, og visse klædningsgenstande har han købt i forretninger rundt i landet. Han har ernæret sig hæderligt ved arbejde, siden han blev løsladt 15. maj i år.
Dom.: De har med andre ord ingenting gjort?
Ankl.: Ikke spor.
Dommeren sendte derefter Indo Ilof ned i cellen.
Derefter kom Carl Jørgensen for.
Ankl. oplyser, at han har været straffet 2 gange før med forbedringshus for tyverier. Han er født i St. Peders landsogn ved Slagelse. Dommeren gennemgik rapporten, der lød på omfattende tyverier.
Dom.: De vil vel ikke benægte at have begået tyverierne?
Ankl.: Nej.
Dom.: I har været sammen hele tiden, Indo Ilof og De?
Ankl.: Ja!
Dom.: Lindberg siger, at I har bare gået omkring og solgt snørebånd og tjent en mængde penge, hvorfor I har købt cykler og andre rariteter. Og så så I på landskaberne, hvad?
Ankl.: Det tror jeg ikke.
Dom.: Hvor er de to cykler fra? Lindberg siger, I har købt dem af en ubekendt person.
Ankl.: Nej, dem har vi stjålet i en gård ved Vildbjerg tidligt i går morges, efter at vi havde været inde i anden gård og fået noget at spise.
Dom.:Indo Ilof siger, I har været fra hinanden et par dage.
Ankl.: Det passer ikke. Vi har hele tiden »virket« sammen.
Dom.: Men Lindberg har ingenting begået! Det er godt for ham, så kan han da ikke komme i forbedringshuset, vel!
Ankl.: -Nå- åh!
Dom.: Det tøj, Lindberg er i, har han ikke stjålet det?
Ankl.: Jo, det tog han i Hvam Kro.
Dom.. Og støvlerne?
Ankl.: Dem tog jeg.
Dommeren afsiger derefter arrestdekret over Carl Jørgensen. Der blev givet politimesteren en frist af 12 dage til efterforskning i sagen.
Så kom Lindberg for på ny.
Dom.: De har stadig intet gjort?
Ankl.: Nej, absolut ikke!
Dom.: Den cykel, De fandtes i besiddelse af, – hvor har De den fra?
Ankl: Den har jeg købt.
Dom.: Den har De stjålet i Vildbjerg, De!
Ankl.: Nej, det har jeg bestemt ikke!
Dom.: Og det tøj, De har på?
Ankl.: Det har jeg købt.
Dom.: Hvor har De fået pengene fra?
Ankl.: Jeg har tjent dem ved arbejde.
Dom.: De har jo intet arbejde haft. De har jo rejst rundt og »set på landskaberne«.
Ankl.: Så! Jeg har vel nok haft arbejde, også godt arbejde en tid.
Dom.: De har altid handlet med ukendte personer – hvad? som har ledt Dem i fristelse. Det er synd med de ukendte personer, de skulle forbydes.
Ankl.: Javel!
Derpå oplæstes retsprotokollen, hvorpå dommeren afsagde arrestdekret over Lindberg, som førtes ned.
Holstebro Dagblad 7/10-1924
Røverfirmaet fra Hodsager i nyt forhør.
En indgående beretning om røvernes meritier, skildret af dem selv. ”Fyrtårnet” morer sig kosteligt i retten og oplyser, at man også ville have røvet købmand Bays ur, men ”Bivognen” var for fummelfingret og holdt for meget af syltetøj.
En rigtig forbryderfilm i retten.
Firmaet Jørgensen og Lindberg var i dag i et 2½ times forhør hos dommer Bierfreund. De første 12 anklagepunkter blev gennemgået med de to storforbrydere.
Carl Jørgensen var i dag som forrige gang stilfærdig og gav en tilsyneladende troværdig besked om de meritier, de to fæller havde udført i god forståelse. Ved Carl Jørgensen er der intet spændende. Hans største ønske synes alene at være snarest muligt at blive færdig med sit regnskab, derunder også den halve snes ny anmeldelser, der i dag lå på rettens bord, men som man først vil beskæftige sig med på tirsdag.
Indo Ilof Lindberg var i dag i stort humør. Også han snakkede løs fra leveren og syntes intet at ville stikke under stolen. Med et stort, lysende smil, der var blottet for almen menneskelige følelser, nu og da brydende ud i en skoggerlatter, der standser hans foredrag en stund, skildrer han sine bedrifter, suppleret med små personlige kommentarer. Dommeren lod ham med sine egne ord fortælle om firmaets udførelse af røveriet i Hodsager, og Indo Ilof nød med synligt velbehag erindringen om denne rå natlige færd mod de to aldrende mennesker. Man havde en føleIse af, at havde lindberg ikke med sit snuptag fået fat i Bays tegnebog, havde han intet middel skyet for at tilegne sig den. Man er jo, sagde han med et koldt smil mod dommeren, nødt til at »sætte sig i respekt”.
Ganske nyt, men ikke af mindst interesse, oplyste Indo Ilof, at da de var færdige med røveriet og atter var kommet ud på vejen, sendte Indo Ilof Carl ind, for at han skulle røve også det ur, som Bay havde hos sig, ligesom han skulle brække telefonen ned, for at ikke Bay skulle give sig til at skrige i tråden, men det var ikke lykkedes for det pjok, sagde Indo Ilof – han er bedre til at sidde og æde syltetøj og frikadeller i spisekamrene, og Indo Ilof grinte som en flækket træsko.
Referat af forhøret.
Cykler og kirkeblokke, syltetøj og tegnebøger, »man må jo tage alt med i disse sløje tider«.
Carl Jørgensen kom først for og gjorde rede for følgende tyverier:
1) I Daugård kirke (70 kr. og en del småpenge). De fjernede tagstenene ved at krybe op på en stige, hvorpå de gik ind i kirken.
2) I en købmandsforretning mellem Viborg og Ålestrup (cigaretter, cigarer og forskellige genstande).
De åbnede et vindue til dagligstuen, Jørgensen krøb ind, og Lindberg holdt vagt udenfor, hvorpå de bagefter delte varerne.
3) Hos købmand Mikkelsen, Handbjerg (ost, spegepølse, margarine, 3 pakker flag, cigaretter, chokolade og et glas abrikoser).

Dårlige abrikoser.
Dom.: Hvorfor smed De abrikoserne bort? Smagte de ikke godt?
Arr.: Nej, ikke allerbedst.
Dom.: Nå det var ikke første klasses varer – De prøvede også på at åbne pengeskuffen?
Arr.: Ja
Dom: Av! Hvordan kom De ind butikken?
Arr.: Vi brød en kælderlem op.
Dom.: Så cyklede De videre til
4) en gård, hvor de huggede et par støvler til Lindberg. Her gik de gennem en uaflåst stalddør og huggede i bryggerset et par støvler, som Lindberg tog på. Jørgensen hævder bestemt, at de ingen døre brød op. Derfra drog de videre og indlogerede
sig på et høloft i en gård i nærheden; videre gik det så mod nord.
5) Her havnede de hos gårdejer Knud Larsen, hvor de tog en cykel og noget carbid, der forefandtes i et vaskehus.
6) I en gård i nærheden af den forrige tog Lindberg, hvis cykel heller ikke duede, en anden cykel.
7) Tyveri af et par langskaftede ny støvler, tilhørende gårdejer Anders Mikkelsen, hvor Lindberg åbnede et vindue og banede sig vej gennem stalden til køkkenet.
De trak døren så meget af hængslerne, at de kunne knibe sig ind mellem døren og karmen. De tog endvidere en portemonnæ med 7 kr. og madvarer samt samt, kager og en lille kurv. Indbruddet fandt sted ved 2-3-tiden om natten.
Tyveriet i Hvam.
Forgæves Besøg hos Købmanden.
8) I Hvam kro ved 3-tiden om natten. De søgte først at få et kældervindue op i købmandens ejendom lige overfor, men det lykkedes ikke. Så gik de over til kroen, i hvis sydlige ende de gik ind gennem et vindue, hvis hasper ikke var på. På loftet fandt de et skab, fra hvilket de tog to sæt tøj, et gråt og et af cheviot. De gik ned ad samme trappe, som de steg op ad, og Lindberg iførte sig ude i haven det ene sæt tøj, medens Jørgensen tog for sig af spisekammeret både mad og spiritusvarer. Han fandt i skænkestuen en pengeskuffe, hvorfra han tog 10 kr., i et andet værelse nappede han 40 kr. af en kasse. Endelig iførte Jørgensen sig det andet sæt tøj som dog for jakkens vedkommende ikke passede allerbedst, idet den var for stor.
9) I Hjerm gl. kirke ved 6-tiden om morgenen, hvor de stødte døren op ved at tage hårdt i håndtaget, og tømte kirkeblokken for de 2-3 kr. der var i den.
De skyndte sig ud da det var så sent på morgenen, og de var bange for, at kirkebetjenten skulle komme.
Dom.: De kirkebøsser var der ikke stort ved.
Arr.: Nej, de var tynde.
Dom.: Det er en skidt forretning med de kirkebøsser, folk har kun småskillinger til dem. Hvad ville De egentlig med de kirkeblokke?
Arr.: Det var Lindberg.
Dom.: Nå, så han interesserer sig for kirken.
Arr.: Ja!
Røveriet I Hodsager.

En uhyggelig nat og et skummelt møde.
10) Hos købmand Bay, Hodsager. I forvejen havde de gjort et lille indkøb af en flaske vin hos Bay. Det var dog ikke for at sondere terrænet, hævdede arrestanten.
Derpå cyklede de til en gård, hvor de fik mad, og vendte så tilbage i nærheden af Bays forretning.
Om aftenen brød de gennem et vindue ind i forretningen og tog 10 kr. fra en skuffe samt vin og madvarer i køkkenet. Udbyttet forekom dem dog alt for ringe. Derefter lagde de sig i et krat i nærheden af Bays ejendom for at passe på, når Bay og hans kone kom hjem, idet de var klar over, at han måtte have flere penge hos sig. Imidlertid var Lindberg inde at søge efter et andet sæt tøj, da det, han havde på, var for lille. Da Bays kom hjem ved 12- tiden, gik de ind i butikken og forøvede røveriet.
De fulgte efter dem under foregivende af, at de var tørstige; men da de kom ind i butikslokalet, forlangte Lindberg 50 kr.
Dom.: Hvad sagde Bay?
Arr.: Han sagde nej!
Dom.: Men sikken en fræk person – at han svarede nej ohne weiter! Så tog Lindberg en margarinepakke og smadrede den af Bay tændte lampe, så der var helt mørkt, hvorpå Jørgensen tændte sin lommelampe og holdt den op lige i synet på Bay. Vil du så give os pengene, hvad – sagde Lindberg.
Fru Bay var meget bange og græd, men arrestanten havde sagt, at hun skulle ikke være bange, der skete ikke noget, når bare Bay villigt gav dem pengene.
Bay gav da Lindberg 50 kr., men Lindberg svarede, at han havde at give ham alle pengene, ellers skulle han tage dem med magt.
Lindberg stod i en krog med en fork med grebens tænder og stak hen mod Bay, mens han stadig sagde: Kan du så flytte fingrene lidt villigt, hvad! Jørgensen beroligede stadig den meget forskræmte hustru. Hun havde endog fat i tegnebogen og bad indtrængende sin mand om at udlevere pengene, da Lindberg ellers kunne slå ham ihjel. Endelig rev Lindberg med et rask sæt tegnebogen ud af Bays hænder.
Dom.: Ja, det er jo røveri efter alle kunstens regler.
Arr.: Ja!
Dom.: De ved, at dette bliver meget dyrt?
Arr.: Ja!
Dom.: Tugthus!
Arr. nikker og tier et øjeblik; så fortsætter han:
Men så vendte jeg tilbage og spurgte Bay, hvor mange penge der var i tegnebogen. da jeg tænkte, at Bay måske, da han stod og fingererede så mistænkeligt med tegnebogen, havde stukket penge til sig, eller at Lindberg kunne ville snyde mig ved at
beholde nogle af dem.
Dom.: De sagde til Bay. at han måske kunne få nogle penge tilbage?
Arr.: Ja, jeg ville jo trøste Manden.
Den videre Fart.
En anden nat skaffede de sig adgang til en gård i Vildbjerg, hvor de pillede sømmene fra vinduessprosserne og trængte ind. De tog madvarer og rodede rundt i huset, men fandt intet.
Dom.: I var forfærdelig bange for den mand!
Arr.: Åh, jeg var da ikke bange.
Dom.: Og manden var bange for jer – ja, der var såmænd grund nok på begge sider!
12) I en anden gård tog de et par cykler fra en stald, hvortil der var fri adgang. De tog cyklerne, fordi de havde smidt de andre bort, da Lindberg ude i Hodsager i fuldskab var trillet af sin cykel og havde slået sig i ansigtet. Da man var kommen så vidt, afsluttedes forhøret for Jørgensens vedkommende, og retsprotokollen læstes op. Jørgensen godkendte alt det protokollerede.

Så førtes Indo Ilof Lindberg frem.
Han smiler fælt og misser med de svømmende øjne mod lyset; så stiller han sig op foran skranken.
Hvad er der nu ve’et? siger han.
Dom.: Hvor mange tyverier har De så begået?
Lindberg: Ja, det er s’gu ikke så lige at sige.
Dom.: Det må vi afgøre lidt hurtigt nu.
1) Daubjerg kirke foreholdes ham. Han indrømmer det, også at han har brækket kirkeblokken op.
Dom.: Hvad brækkede De blokken op med?
Arr.: Ja, det var med noget, jeg tog oppe under Taget.
Dom.: Er De kendt i Jylland?
Arr.: Nej, det er første gang, jeg besøger Jylland jo!
Dom.: De ved så ikke. hvor De forøvede de forskellige
tyverier?
Arr.: Nej, hvor sku’ jeg kende det!
Dom.: De åbner vinduerne ude fra?
Arr.: Ja, ja, det er jo en ren bagatel, det!
2) I forretningen ved Ålestrup var der ikke meget,
siger dommeren.
Arr.: Nej. der var ikke noget ved den forretning. Det
var tyndt.
Abrikoserne igen.
3) I den forretning gik De gennem kælderlemmen og fik nogle abrikoser. De smagte ikke videre godt, vel?
Arr.: Nej. føj for fa’en!
4) Dom.: Så var det et par sorte støvler, De tog i en gård. Hvor var det?
Arr.: Ja, man er jo ikke sådan kendt med stationerne.
Dom.: Men De husker støvlerne?
Arr.: Ja, det skal nok passe.
Dom.: Det gjorde støvlerne også?
Arr.: Ja, dem var der ikke noget at klage over.
Dom.: Var døren låset?
Arr.: Nej, det var den ikke, for jeg lukkede den
nemlig selv op med mine bare næver.
5) kommer Dem ikke ved, Lindberg, siger dommeren.
Tak, siger Lindberg. Men det var nu ellers mig, der tog cyklen.
Så bryder Lindberg ud i en ustyrlig latter. Nej, jeg tog s’gu cyklen, mens Jørgensen sad med en kurv med mad og syltetøj og anden ædelse, den slikmund.
Næ, se, jeg bestilte s’gu noget, mens han åd, den lille rad!
Dom. foreholder Lindberg, at der er kludder i det tyveri. Det var Jørgensen, der tog cyklen, det passer med rapporterne.
Arr.: Ja, det er nu heller ikke så’en og huske, for vi har stjålet så mange cykler, at det ikke er til at skelne for no’en dævel!
6) Dom.: Men i den næste gård?
Arr.: Ja, det er jo bedre at køre på en ny end en gammel cykel, forstå sig!
Dom.: Det var her, De tog en cykel?
Arr.: Det kan nok passe.
Dom.: Den cykel smed De senere ude i Hodsager.
Arr.: All right.
7) Dom.: Kan De huske, De løftede døren af i den gård?
Arr.: Ja. ork ja!
Dom.: De pillede vinduet af?
Arr.: Ja, det var en smal sag; der var hverken hængsler eller no’et af den slags.
Dom.: Og De tog saft og den slags; man skal jo have noget at drikke, når man arbejder.
Arr. griner: Det er så vist det, Hr. Dommer! En arbe’der er både føde og drikkelse værd.
Besøget i kroen. Da Lindberg ekviperede sig.
Dom.: Så kommer vi til Hvam kro, men først prøvede De købmandsforretningen.
Arr.: Ja, der slog vi bare en rude ind.
Dom.: De kunne ikke komme ind.
Arr.: Kunne, jo det kunne vi vel nok, men vi tænkte jo, der var mere at lave inde i kroen.
Dom.: De tog to sæt tøj?
Arr.: Ja, det blå var nu det bedste, men det var for lille til mig, så det flyede jeg jo ham Jørgensen – han er jo så lille – mens at jeg tog det grå. Det kunne jo
lige gå.
Dom.: Ja, man skal jo se ordentlig ud i tøjet.
Arr.; Ja, det er klart, det er næsten ens pligt.
9) Dom.: Så kom De til Hjerm kirke.
Arr.: Jo!
Dom.: Det var en lille forretning det. Holder De særlig af at besøge kirker?
Arr.: Ja, såmænd, al respekt for dem. men man tager jo det hele med i sådanne sløje tider.
Dom.: De skulle være bleven i Finland, der er gået en kraft tabt for Deres land.
Arr.: Ja, man har jo været her siden ens 3. år, det er ikke min skyld.
Lindberg skildrer røveriet hos Bay.
Det er ikke så meget vand, det drejer sig om, som penge, og ikke småpenge, men sedler.
10) Så beretter Lindberg om røveriet hos Bay. Åh, der var så lidt penge alligevel der, men hvad.
Dom.: Det må De helst selv fortælle.
Arr.: Det er såmænd ikke så spændende; for da vi havde set huset efter om aftenen, mens Bays var borte, så var vi jo enige om, at sådan kunne det ikke gå af, for jeg vidste jo, at Bay havde handlet og havde mange penge. Næ, så let skulle de nu heller ikke slippe, det ville ligefrem være synd og skam. Så lagde vi os jo i et krat og afventede begivenhedernes gang og kiggede på de skinnende stjerner ja, og omsider kom Bay og konen listende. De spurgte, hvad vi gik her for. Åh, for at få lidt at drikke, sa’ vi; vi har bare været omme i gården og se til posten, sa’ jeg. Det kan I godt få, sagde Bay, og så gik vi efter ham ind i forretningen. Det var så det vand, sa’ Bay. Næh, sa’ jeg, det var ikke så meget det vand – det var mere penge, det drejer sig om. Så tog han i skuffen og fumlede rundt med næverne, men se den var jo tom, for den havde vi jo renset ud.
Lindberg standser for at grine godt ud. Så fortsætter han: Nå, siger jeg, vi bryder os nu ikke om småpenge, det er sedler, vi skal have fat i – det er navnlig dem, som at der interesserer os. Og så smadrede jeg jo lampen, for at de ikke ude fra skulle se os – ikke politibetjente, dem klarer man jo gemenligvis, men andre i bil, der kunne jo komme flere.
Så sa’ jeg, at nu måtte han hellere komme med de penge med det samme, ellers var jeg jo mand for at tage dem med magt. Han stod nu bare og rodede med tegnebogen, fumlede med gamle regninger og sådan, det blev ikke til noget rigtig, og så tog jeg med et snuptag tegnebogen – Herregud, han skulle jo alligevel af med pengene, stodderen!
Dom.: De stod og legede med en fork?
Arr. trækker på skuldrene og lægger hovedet på skrå: Nå, jeg stod med den i hænderne henne i en krog; man må jo optræde med respekt i sådanne tilfælde.
Dom.: Og så sagde De farvel og tak?
Arr.: Farvel og tak – næh, vi sa’ sgu’ ikke tak, heller ikke farvel, ikke tale om’et.
Dom.: Men Jørgensen?
Arr.: Ham sagde jeg til, at han hellere måtte gå tilbage og tage Bays ur; det var jo altid rart at kunne se, hvad klokken var.
Dom.: Åh, det er en ny beretning det. Hvad sagde Jørgensen?
Arr.: Ja, han gjorde jo sit bedste, men han var en klovn og kom uden uret. Jeg sa’ også til ham. at han skulle rive telefonen ned, men det fik han ikke lavet, han kunne ikke få den ned, skroget. Han er bedst til at sidde ude i spisekamrene og æde syltetøj af små krukker.
Sluttelig gjorde Arrestanten rede for de sidste cykeltyverier efter Hodsagerrøveriet.
Dom.: Så standser vi for i dag og læser op. Kan De så høre efter, Lindberg!
Lindberg: Det behøves slet ikke, for jeg kender det udenad det hele.
Dom.: Ja, det er nu bedst vi følger Loven, Lindberg.
Mens protokoloplæsningen fandt sted, smilede arrestanten hyppigt sødt i mindet. Derefter sluttede forhøret.
Thi kendes for ret

20. oktober kan man læse, at de to indbrudstyve og voldsmænd Lindberg og Jørgensen i Holstebro har fået deres dom. De var sat under tiltale for 10 kirketyverier, 8 indbrudstyverier, 10 tilfælde af simpelt tyveri og et røveri, hvorefter de idømtes hver 4 års forbedringshus. Efter dommen havde de en samtale med deres forsvarer om, hvorvidt de skulle appellere, og udbad sig betænkningstid.

Thisted Amts􀆟dende, 20. oktober 1924

Hans Bays købmandsforretning lå på adressen Hallundbækvej 14, Hallundbæk.
Samme købmandsforretning som Ruth og Frede Kjeldbjerg købte i 1967.

    Opdateret