Herning Historie

Skudsmålsbog


Af Svend Aage Madsen

Siden 1646 er alle borgere i Danmark blevet registreret i et eller andet omfang. Gennem århundreder er alle nyfødte blevet indført i kirkebogen, så der nogenlunde var styr på, hvor mange der blev født, og hvor mange der var døde i de enkelte sogne landet over.
Dette system fungerer stadig på bedste vis, men ved skoleordningen i 1814 begyndte man i forbindelse med skolegangens start at benytte de såkaldte skudsmålspapirer, hvor børnenes skolemæssige standpunkter og ikke mindst deres indstilling og indsats blev noteret. Desuden blev papirerne benyttet til påtegning af vaccinationer, og hvor flittige de var til at gå til alters.
Senere blev disse skudsmålspapirer også brugt i forbindelse med arbejdsforhold. Her blev blandt andet personens arbejdsevne og sociale karakter beskrevet af den enkelte arbejdsgiver.
Systemet fungerede, men det var ikke fejlfrit, idet det havde den svaghed, at man kunne fristes til at fjerne de papirer, der beskrev én i mindre flatterende vendinger. Derfor vedtog man fra statens side i 1832 loven om: ”Forordning om Skudsmålsbøgers indførelse for Tjenestetyender”.
Formålet med skudsmålsbøgernes indførelse var, at de skulle afløse alle tidligere løse ark og diverse attester.


Bogen, der forelå i en lille standardiseret udgave, skulle den enkelte bruger selv fremskaffe og betale. Prisen omkring år 1900 var 20 øre. Den gjorde indledningsvis gennem 9 korte paragraffer brugeren opmærksom på brugen og behandlingen af bogen, og ikke mindst hvilken straf det kunne medføre, hvis kravene ikke blev overholdt.
For at forhindre snyd blev bøgerne i bunden forsynet med huller, hvorigennem der blev trukket en snor, der slutteligt blev forseglet med lak af den lokale præst.
På denne måde kunne man ikke uden videre fjerne sider med dårlige skudsmål.
Skulle man alligevel blive fristet til at begå denne forseelse, var det en sag, der blev set på med stor alvor, hvilket tydeligt fremgår af paragraf 9 i skudsmålsbogen:

”Den, som udriver Blade af sin Skudsmaalsbog eller forsætligen gør Noget i samme ulæseligt, bør bøde fra 5 – 10 Rdl. eller straffes med simpelt Fængsel i indtil 8 Dage eller Fængsel på Vand og Brød i indtil 3 Dage”.

I de første skudsmålsbøger noterede den lokale præst som regel navn, forældrenes navne, dato for dåb og konfirmation, samt hvordan personens udbytte af kristendomsundervisningen havde været, og hvilken opførsel den enkelte havde udvist i denne forbindelse. I samme åndedrag skal det nævnes, at man ikke kunne få en skudsmålsbog udleveret, hvis man ikke havde en konfirmationsattest.
Dette medførte, at man stort set var stavnsbundet, idet man ikke kunne få arbejde uden for fødesognets grænser.
Ved fremtidige arbejdssteder skulle skudsmålsbogen medbringes og afleveres til arbejdsgiveren, i hvis varetægt den skulle opbevares til arbejdsforholdets ophør, hvor han før udlevering noterede datoerne for begyndelse og afslutning på samarbejdet samt et skudsmål.
Fik man arbejde i et andet sogn, skulle skudsmålsbogen fremvises og påtegnes af sognepræsten eller sognefogeden i begge sogne. Efterfølgende blev flytningen ført ind i de respektive kirkebøger i til- og afgangslisterne. På denne måde kom kirkebøgerne til at fungere som en slags folkeregister.
Skudsmålsbøgerne var ikke omgivet af nogen stor hengivenhed, for kom man på kant med husbonden, udmøntede det sig ofte i et dårligt skudsmål, hvilket mange gange gjorde, at det blev svært at få et nyt arbejde. Derfor var det heller ikke den store sorg, der blev lagt for dagen, da det i 1867 blev forbudt at skrive andet i skudsmålsbogen end om tjenesteforholdets varighed. Men efterfølgende blev det ret almindeligt at skrive en anbefaling ved siden af på et stykke løst papir.
Systemet med skudsmålsbøger ophørte til manges glæde i 1921, da tyendeloven blev afløst af medhjælperloven. Samtidig blev husbondens ret til fysisk at afstraffe sine medarbejdere afskaffet.

Vore dages Folkeregister blev indført i 1924, hvilket betød, at de eller den ansatte, ofte sognefogeden, i de enkelte kommuner kom til at registrere befolkningens til- og afgang manuelt.
Først i 1969 blev alle her i Danmark indført i én stor fælles database – vi fik et cpr-nummer, som følger os fra fødsel til død, men der var naturligvis en overgangsperiode, for først 1978 forsvandt den gamle form for folkeregistrering helt ud af systemet.

Opdateret