Valborg Thomasen, Søndervang 2, i Ørnhøj fortæller her om, hvordan hun som ung rejste hjemmefra og fik uddannelse som børnehaveleder og i mange år boede og arbejdede i Århus og fik utrolig mange venner og mange gode oplevelser, som hun ikke havde fået, hvis hun ikke var rejst ud.
Hun fortæller også om, hvordan hun som pensionist kom tilbage til Ørnhøj og overtog huset efter sine forældre og har fået en god og interessant pensionisttilværelse her i Ørnhøj.

Far hed Laurids Thomasen, han kom fra Egebjerg i Salling mellem Vinderup og Skive, og mor hed Anna Sundgaard og var fra Thorsted.

Far var kommet herud til Vestjylland for at bjærge tagrør. Der mødte han to ungkarle, det var Peder Tolstrup og Johannes Pedersen. De tre arbejdede sammen. Da de var færdige med at bjærge tagrør købte de Vestergård (den vestre gård?) i Skråstrup. Til den gård var en del mose med tørvejord. Imidlertid brændte gården, så de boede og spiste på Grønbjerg Hotel. Det var der far traf mor, for hun var stuepige på hotellet. De blev gift i 1921. De boede i en lejlighed oven over bageren her i Ørnhøj. Der var stue, soveværelse og et lille køkken. Opvarmningen skete med en kakkelovn og wc var i gården, men der var indlagt elektrisk lys.

I 1923 blev jeg født. De har fortalt, at det skulle fejres, så de tillod at købe smør, ellers havde de klaret sig med det billigere margarine. Far købte også vin og to vinglas, så de kunne skåle over den glædelige begivenhed. Jeg har stadig de to vinglas.

Søndervang 2, bygges.

Far og mor købte en byggegrund og byggede i 1931 huset Søndervang 2, som kom til at ligge over for Elektricitetsværket. Far havde nemlig allerede i 1922 fået stillingen som bestyrer på det nyoprettede elektricitetsværk. Værket var ikke ret stort, og der var ikke ret mange andelshavere, så der var ikke tilstrækkelig arbejde, så man kunne leve af at være bestyrer. Derfor blev far ved med at arbejde med tørvegravning. Mor syede og lavede i det hele taget så meget som muligt selv, så vi manglede aldrig noget.

Da jeg blev 7 år, kom jeg i Askov Skole, og gik der til jeg blev konfirmeret. Jeg måtte gerne have fået realeksamen, men det skulle foregå i Skjern, men der var ingen direkte forbindelse, så det blev for vanskeligt at komme derned.
Lige efter at jeg var kommet i skole, blev min mor indlagt på sygehuset med en alvorlig sygdom, vist nok bughindebetændelse. Det var samtidig med, at man var ved at bygge huset. Det trak længe ud, før mor blev rask. Heldigvis var far og mor gode venner med stationsforstander Eriksen og hans kone. Jeg var hos dem, når far var på arbejde. Jeg var der, selv om de havde fire børn. Men fru Eriksen kunne overkomme det hele.
Da vi flyttede ind i det nye hus, fik far Laurids Hansens datter Kirstine til at hjælpe med at lave mad til far og mig.
Jeg var jo heldig med at bo her i byen, jeg havde mange kammerater. Vi løb og legede, bl.a. gik vi ned til stationen for at se, hvem der kom med toget. Far købte en cykel til mig, for at jeg kunne lære at cykle. Selv om jeg var enebarn, fik jeg ikke mere end andre børn. Mine bedsteforældre gav mig en lille flettet dukkevogn. Om vinteren løb vi på skøjter, enten på Mosedammen eller Halkjær Dam. Vi kælkede på Kirkebakken eller i Overgaard Bakker, hvor vi også kunne stå på ski. En af de ting jeg husker fra min barndom var, når Thorvald Vendelbo kørte til Vesterhavet en søndag eftermiddag, med lastbil, hvor han havde sat bænke på ladet, så børn og voksne kunne komme med, og så havde vi en madpakke med. Vi børn fik et reb om livet, når vi gik i vandet, og så kunne de voksne holde i rebet, så vi ikke risikerede at drukne. Far var en god svømmer og lærte mig at svømme. Han forklarede os, at hvis der kom understrøm, så skulle man lægge sig på ryggen, så ville man før eller siden flyde i land. Man måtte ikke gå i panik. Jeg tror, at det var disse ture, der gjorde, at jeg kom til at holde af Vesterhavet, og har gjort det lige siden. Min mor sagde, at jeg skulle se at komme hjemmefra og se og opleve noget og ikke gå hjemme og blive en sær hjemmefødning. Det var medvirkende til, at jeg rejste ud og fik mange oplevelser, og det er jeg hende dybt taknemmelig for den dag i dag.

Far lavede et drivhus, sådan et var aldrig før set her i Ørnhøj. Det kunne vi børn få lov til at lege i om foråret og efteråret, når det var koldt. Vi fik også lov til at bade i det store kølebassin, som kølede den store dieselmotor, der lavede elektricitet. Dette vand var jo lunt, så det var fint at bade i, men det måtte vi kun, når far holdt opsyn med os. Engang fiskede far en af byens små drenge op af bassinet, han trængte nok til at komme hjem og få tørt tøj på. Det skete også når jeg var nede og besøge Astrid på Mejeriet, at vi fik lov til at komme ind i dampbadet.

Under besættelsen havde tyskerne beslaglagt mit værelse, så jeg måtte sove på loftet. Det var en tysk officer, der boede i værelset, hans oppasser boede et andet sted i byen. De brugte vores for-indgang, så de kunne komme og gå uden at genere os. Da jeg ikke kom på realskole, kom jeg i stedet sammen med Astrid på mejeriet på efterskole i Nørre Nissum. Det var sådan en sommerskole for piger. Der havde vi alm. skolefag og gymnastik og korsang og meget andet. Da jeg kom hjem fra efterskolen, var jeg hos Stjernholm et halvt års tid, for at passe børnene Inga og Hugo, men så ventede de tvillinger, og så skulle de have en voksen pige mere til hjælp. Derefter kom jeg til Holstebro og fik plads hos manufakturhandler Mølgaard som ung pige i huset. Der var jeg i halvandet år. Det var meget flinke folk. Det var et sted, hvor jeg var glad for at være. Hele familien Mølgaard var engang her i Ørnhøj for at besøge far og mor.

Spædbørnshjemmet i Herning.

Hos Mølgaard var der fire børn, og jeg kan huske, at jeg købte en gave til et af børnene og det var den 9. april 1940. Altså den dag tyskerne besatte Danmark. Da jeg kom hjem fra Holstebro, søgte jeg ind på Herning Spædbørnehjem for at blive barneplejerske. Der fik jeg mange gode veninder bl.a. en som nu er død, men vi har holdt forbindelse i over 60 år. Der var jeg et år, og det kostede 90 kroner om måneden. Vi boede på skolen og havde vagter. De sidste tre måneder skulle vi ikke betale for at være på hjemmet. Det var børn, hvis mor ikke kunne passe dem. Vi havde vist omkring 15-20 spædbørn.

Så var jeg blevet barneplejerske, og så søgte jeg plads, og så kom jeg op til doktor Vogensen i Nykøbing Mors, og der var fire børn. Der var også en barneplejerske hos en tandlæge Jacobsen, og vi kom meget sammen.

Det skete, at jeg ikke måtte sove i mit værelse, men skulle sove ovenpå. Dengang vidste jeg ikke hvorfor, jeg skulle flytte. Senere har jeg fundet ud af, at tandlæge Jacobsen var med i illegalt arbejde, og det var, når tyskerne var efter ham, at han gemte sig på mit værelse. Jeg var hos Vogensens i halvandet år. Jeg var kun hjemme nogle få gange, det var under besættelsen, og der var jernbanesabotage, så far og mor var ikke glade for, at jeg rejste.

Så kom jeg til gården Hedelund i Jerne ved Esbjerg. Det var en proprietærgård, hvor der var fem børn fra 0 til 7 år. Det var jo spændende for mig, for jeg havde aldrig før været på landet. Der var en pige mere, og så var der karle og en fodermester. Der var jeg utrolig glad for at være. Proprietær Hansen havde solgt jord til flyvepladsen, og så tog han selv flyvecertifikat. Fru Hansen ville ikke med ud og flyve, men det ville jeg gerne. Først fløj jeg en tur med Hansen bl.a. ud over Fanø. Flyvelederen og Hansen havde bestemt, at jeg skulle ud og flyve med flyvelederen og han begyndte at lave nogle kunster. Det var meningen, at jeg skulle skrige, men jeg kunne holde mig i ro, så det fik de ikke noget ud af.

Mens jeg var på Hedelund tog jeg kørekort, jeg har nok været 22 år dengang. Fru Hansen tog kørekort samtidig. Vi kørte inde i Esbjerg. Da vi begge havde bestået køreprøven, inviterede Hansen os ind på et hotel og spise. Jeg var med når de besøgte deres familie og far og mor var nede og besøge dem. Hele familien var heroppe på besøg, og den gamle fru Hansen var en stovt gammel dame, som gerne ville bestemme. Hun var også med heroppe og hun havde en bog med til far. Det var Jacobsens bog ”Da vi satte ild til bedstemor”. Jeg var der i halvandet år, og det var familiære forhold lige fra begyndelsen.
Fra Hedelund flyttede jeg til Vejle, hvor jeg var i en børnehave, der var tilknyttet Mariesøstrene og også tilknyttet hospitalet. Der var en børnehavelærerinde, som jeg snakkede med om, hvad jeg skulle, for jeg ville ikke blive ved som privat barneplejerske, så jeg ville videre, enten skulle jeg vuggestuevejen eller børnehavevejen.

Derefter rejste jeg til København, hvor jeg var på et optagelseshjem for børn fra 3 til 7 år. Dette optagelseshjem lå på GL. Køgevej. Der var jeg i syv måneder. Så søgte jeg optagelse på børnehaveseminarium. På dette hjem traf jeg en, som jeg kendte fra spædbørnshjemmet. Hun var der kun i et halvt år, mens jeg var der i syv måneder.

Jeg søgte ind på Frøbel Børnehaveseminarium i København og samtidig på Jysk Børnehaveseminarium i Århus. Det gik sådan, at jeg blev optaget begge steder, men jeg valgte Jysk Børnehaveseminarium, fordi det var lettere at komme til Århus, og billigere at rejse hjem end fra København. Der i Århus mødte jeg bl.a. Grethe Løkke, som gik i min parallelklasse og vi blev meget gode veninder, og hun havde heller ikke søskende. Det var næsten sådan, at jeg følte, at hendes familie også var min familie. På seminariet havde vi både pædagogik og psykologi og andre skolefag, og vi havde naturkundskab som vi lærte på katedralskolen og vi havde rytmik på musikskolen og lærte også sløjd et sted ude i byen. Seminariet var i en gammel lejlighed, hvor der var begrænset plads, derfor foregik en del af undervisningen ude i byen, men der kom en læge og underviste i anatomi. Vi kom også ud i forskellige børnehaver i praktik. Jeg boede i Åbyhøj i et lille værelse med skrå vægge, det var hos en organist, men sådan et lille værelse var jo billigt. Grethe kom også ud og bo i nærheden. Det tog to år at gennemføre dette studium.

Mens jeg var på seminariet, var vi på en studietur til Finland, for at se hvordan de drev børnehaver. Vi boede hos de elever, der var der, og var rundt i forskellige børnehaver. Det var utrolig spændende og Finland er så smuk. Jeg var så heldig at være hos nogen, der var svensktalende. På turen derover sejlede vi til Samsø og så til København og så videre til Helsingfors. Der var vi rundt for at se en del ting, og det hele var så smukt, for det var i september måned og birketræerne stod med deres hvide stammer. Sammen med de mange søer, var det som et helt maleri. Vi var også en dag i Tammerfors. Da vi skulle hjem, sejlede vi til Stokholm. Desværre var det et forfærdeligt vejr, der var sådan en søgang, at folk lå og kastede op. Vi var så heldige, at hverken Grethe eller jeg var søsyge, vi sad på dækket i liggestole og spiste kiks. Vi skulle ikke nedenunder, hvor der var indelukket. I Stokholm var vi bl.a. inde og se en maleriudstilling. Det var en dejlig tur, og jeg købte et flot kort, som far syntes, der var så smukt, at han fik det malet og dette maleri har jeg stadig hængende. Så kom vi tilbage til seminariet og fortsatte vores studium. Jeg var også på en sommerlejr sammen med en af mine studiekammerater. Sådan et ophold skulle vi have for at vænne os til at komme ud med børnene. Vi skulle se, hvordan en sommerlejr fungerede. Det var ved en børnehave inde i Sønderborg. Det var ude på Als på noget, der hed Nallemosehus. Det hele var meget primitivt. En eftermiddag lånte vi et par cykler og cyklede en lang tur bl.a. til Augustenborg. Forstanderinden i børnehaven i Sønderborg hed Thilde Hovgaard, hun var en ualmindelig flink dame. Senere blev hun praktikleder på Jysk Børnehaveseminarium.

Da jeg var færdig på seminariet, fik jeg en stilling i en børnehave. Det var en hel ny Røde Kors børnehave, der skulle oprettes i Århus, og det var både spændende og interessant at være med til. Jeg havde mange gode venner i Århus og oplevede mange spændende ting. Sammen med en anden børnehaveleder var jeg tre gange i Norge for at stå på ski. Det var nogle dejlige ture, og særlig første gang havde vi solskin hver eneste dag, så vi kom hjem og var godt solbrændte. Børnene spurgte selvfølgelig om, jeg havde været med til skihop på Holme Kollen.

MS-Batory.

Jeg har også to gange været på krydstogt med skibet ”Batory”. Vi kom på skibet i København, det var så stort, at der kunne være 700 passagerer, og besætningen var næsten lige så stor. Vi sejlede ned i Biscayen og så hvordan delfinerne sprang og fulgte skibet. Vi havde fint vejr, så vi sad i liggestole og nød det gode vejr. Det var så varmt, at skibslægen advarede os mod solen. Vi boede i fire-mands kahytter. Der var fantastisk luksus om bord. Musik, bar, svømmepool og mange andre luksusting.
Vi boede jo på skibet, og gik i land forskellige steder bl.a. i Amsterdam. En gang var vi på Madeira. Vi ankom en tidlig morgen, og indsejlingen var fantastisk smuk. Folk kom og ville sælge forskellige ting til os. Kastede vi mønter i vandet, dykkede de ned og hentede dem. Det var nogle vældige oplevelser. Vi var nogle, der lejede en bil og kørte rundt på Madeira. Engang sejlede vi til London, hvor vi bl.a. var i teater. Vi var også i parlamentet og mange andre steder. Alt hvad vi kunne nå på en dag. Engang sejlede vi gennem Gibraltar, hvor aberne sprang rundt på klipperne. Vi var også i Marokko, Casablanca og mange andre steder. Det er så længe siden, at jeg nok blander turene sammen, men det vigtigste er, at det var nogle uforglemmelige ture.

Jeg har været på andre ture med fantastiske ferieoplevelser sammen med gode venner. Desuden har jeg været på forskellige ture rundt i Europa, mindst i ti forskellige lande. Jeg fik mange oplevelser, så som teaterforestillinger, udstillinger og koncerter. Jeg har også gået til kunstforståelse hos en billedhugger, oplevelser jeg ikke ville have fået, hvis jeg ikke havde været i Århus. Jeg havde mange gode venner, som jeg kunne besøge, når jeg havde fri. Derfor kan jeg se tilbage på min tid i Århus som en uforglemmelig tid.

Jeg var syv år i Røde Kors børnehaven. Så blev jeg opfordret til at søge en stilling i en børnehave, der skulle oprettes i boligforeningen Ringgården. Der var kun murene og ingenting indeni. Det var en stor, men også en spændende opgave, at få det startet op. Der blev jeg i 24 et halvt år. Så blev jeg pensioneret og rejste hjem til Ørnhøj. Det var i 1983.
Mine forældre døde i 1774 og 75. De sidste år havde de ophold på Spjald Plejehjem. Jeg overtog mine forældres hus, og havde det som min faste base.
Her i Ørnhøj var der stadig en del af mine og mine forældres venner, så det varede ikke længe, før jeg kom med til svømning, badminton og i en litteraturkreds. På den måde kom jeg til at kende mange, som jeg ikke havde kendt før.
Mange gange var personalet fra børnehaven i Århus her i Ørnhøj og besøge mig, når jeg havde ferie. Så arrangerede jeg en dag for dem, og deri var der altid en tur til Vesterhavet. Det var en tur, de var meget glade for. Var det dårligt vejr, sørgede de bare for at være praktisk påklædt, så det passede til turen. De holdt af Vesterhavet, ligesom jeg selv altid har gjort. Jeg fik som nævnt mange venner her i Ørnhøj, men har også gennem årene kørt mange ture til Gjerrild og Århus og besøgt gamle venner.

Desværre blev mit syn så dårligt, at jeg ikke kunne køre bil, men jeg tænker med glæde tilbage på de mange gode minder, jeg har med gamle venner, hvoraf der er nogle, jeg stadig har forbindelse med.

Mvh. Valborg, 2011