Landbokvindernes vilkår 1850 – 1950

Fra 1850 til 1950 skete der rigtig mange ting på landet.
Fra NATURALØKONOMI, hvor det, man producerede først og fremmest blev brugt i husholdningen, og hvor kost, logi og klæder udgjorde det allermeste af tjenestefolkenes løn, til en tid, hvor man producerede for at sælge. Man fik lært at mergle jorden, og det gav større udbytte af korn, da det første andelsmejeri i Hjedding blev bygget i 1882, det gav bedre smør til at sælge og det fratog kvinderne en del af deres arbejdsbyrde: fremstilling af smør og ost, der var noget af en kunst uden de rette omgivelser og remedier. Men det var stadig kvindearbejde at malke køerne 2 elle 3 gange dagligt.
I 1850 var kvinder i alle måder underlagt manden, han bestemte på gården, konen bestemte over tjenestepigerne, medmindre der var presserende arbejde i landbruget, såsom høst, så var det manden, der bestemte over dem. Dog var der en tydelig arbejdsdeling: Det derinde var hendes ansvar, samt have og fjerkræ. Det var manden, der fik offentlige erhverv, det var manden, der kunne gå til møder og ham, der havde valgret og var valgbar, hvis han vel at mærke ikke var tyende eller en straffet person. Først i 1915 fik kvinderne valgret, og kunne vælges ind i folketinget. Kvinder fik efterhånden, men langsomt, samme muligheder som mænd: kunne uddanne sig og bruge uddannelsen på lige fod med mændene.
I 1850 måtte man stort set lave alting selv ude på gårdene. Derfor var der ansat mange tjenestepiger, der ofte havde det hårdt: Lange arbejdsdage, meget lidt frihed og en ussel løn, men for en fattigt husmandsfamilie var det nok, at pigen kunne komme ud og ernære sig selv. Arbejdet med malkning, storvask, brygning, bagning af brød, fremstilling af uldgarn og vævede stoffer, samt pasning af fjerkræ og have, krævede en dygtig kone på gården og et hav af tjenestefolk, hvoraf de, der kom fra de dårligste kår, oftest fik det groveste arbejde. En gårdmandsdatter havde lettere ved at få lov at hjælpe med og lære det spændende, såsom at lave mad, bage og brygge. Men hun skulle jo også uddannes til selv at blive gårdmandskone og stå for en husholdning. Døtrene fra husmandshjem og daglejere skulle jo bare arbejde for at klare dagen og vejen, så de kunne nøjes med det grove arbejde.
I 1850 boede 3 ud af 4 danskere på landet, 100 år senere boede 3 ud af 4 i byerne.
Hvorfor flyttede de? Og hvor flyttede de hen?
Der blev brug for færre hænder, efterhånden som nyere hjælpemidler såsom malkemaskine og vaskemaskine, elektricitet og fryseboks holdt sit indtog! Der var simpelthen ikke arbejde nok og mulighed for at leve et bare nogenlunde liv på landet. Det blev ikke ved at være muligt at gå i faderens fodspor, der var jo kun en gård til den ældste søn, og hvis ikke de øvrige sønner kunne gifte sig til en gård, hvad så? Nogle tog en uddannelse, der kunne bruges på landet: håndværker, lærer o lign., mange søgte lykken i byen. Fra alle sogne flyttede der folk, ofte yngre mænd, men også hele familier, til Amerika for at prøve lykken der.

 

Opdateret