Peder Spillemand
Aftenen inden Peder Spillemands begravelse, af Benny E Andersen
Bare jeg dog kunne holde munden lukket. Der flyver de mest ubetænksomme ting ud af den store, gabende ladeport. Hvad ligner det at udtale sig om Peder Spillemand som kunstner, uden nogensinde at have truffet ham, endsige hørt, eller set ham spille? Uansvarligt, tænker jeg, når jeg drages til ansvar for mit udsagn. Men jeg må vel kunne gøre rede for, hvorfor en sætning som; selvfølgelig er Peder Spillemand kunstner, farer mig ud af munden. Dels overfor andre, og i denne forbindelse, overfor Thorkild Knudsen, som beder mig om denne redegørelse – og i ligeså høj grad, overfor mig selv. Nok tænker jeg mig alt for sjældent om, før jeg taler, men kan bagefter konstatere, at jeg som regel har en meget god grund til at udtale mig, som jeg gør. Det er bare det med at finde den frem – min intuition svigter mig sjældent.
Tidspunktet her er også stimulerende til handling på skriveren. Det er natten før Peder Spillemands begravelse, og jeg kan ikke sove. Det er en god ting, tænker jeg, at bruge de søvnløse timer på at mindes Peder Spillemands musik. For den kender jeg jo alligevel. Jeg har boet i hus med Thomas Bojesen, og har hørt de samme toner, om og om igen, lydende fra båndoptageren, som Thomas sad bøjet over, mens han aflyttede de bånd, som han sammen med Better Berents havde optaget hjemme hos Peder og Laura. Jeg har hørt musikken i stumper og stykker, og sjældent som en helhed, hvilket måske har givet mig dens udtryksfuldhed, helt ned i de mindste detaljer. Jeg har også oplevet, hvordan Thomas og Betters violinspil ændrede sig – hver tone og forsiring, fik sit eget omhyggelige liv – dobbelt betagende, fordi inspirationen og forbilledet var så mærket af gigt og alder. Senere bredte denne påvirkning sig til flere og flere af de unge i Albertslund, og smittede også af på dansen. En sådan påvirkning var ikke set, siden Børge Christensen og Ewald Thomsen satte det hele i gang.
Skulle jeg ikke gå ud fra at det er en given ting, at denne gamle mester var kunstner? At kaste sin – på en gang – nedarvede, og personligt udformede musik gennem alderdom og gigt – gennem unge, der nok er lydhøre, men alligevel mangler den erfaring som gør, at man helt uden videre, kan skelne kærnerne fra avnerne, og frem i hovedet på en helt uindviet tredjemand.
Dette er en kunstnerisk præstation, som er værd at ære, netop i denne nat, og forhåbentligt længe endnu fremover.
Ja, du spiller på fedel så jævnligt
så bliv bare ved med det, skønt du er død.
Benny E. Andersen
Andre historier
-
Om Kirkely, Hovedgaden 40, Skarrild i perioden 1974 – 1981
Vores far, Anders Studsgård, søgte og fik embede som sognepræst i Skarrild-Karstoft sogne og i april 1973 flyttede hele familien, dvs. vores forældre og vi 6 søskende i alderen 1-19 år fra Kongens Lyngby ved København til Skarrild Præstegård. Ældste søn, Ejvind på 19 år, valgte at flytte med, da han som HF-studerende endnu ikke […]
-
Hus og have
Vi flyttede til det nye hus i efteråret 1974, så indflytterfest og kobberbryllup blev slået sammen, nuhavde vi plads nok, 250 m” Det hele opvarmet med oliefyr, der dog senere i 1983 blev udskiftetmed halmfyr og endnu senere 1999 med flis.Det var gode alternativer til olien, især fordi vi selv havde det hele på ejendommen.I […]
-
Lystanlægget i Aulum
Arbejdet for fremskaffelse af et lystanlæg ved Aulum By, har stået på i mange år. Der har stadig, på H&Bs generalforsamlinger, været gjort skridt til tegning af bidrag, foretaget mange drøftelser i bestyrelsen, og ved sammenkomster af forskellig art. Interessen har stadig været vågen, men der har dog stadig hvilet et dunkelt skær over realisationen […]