Da jernbanen havde kurs mod Skarrild
I den gamle sogneprotokol kan man læse, at ved mødet torsdag den 17 oktober 1918 i Forsamlingshuset, var en af punkterne – mulighed for at få jernbanen til at gå gennem Skarrild sogn.
I anledning af forudgående forhandlinger, om at få banen fra Lunde over Ølgod til Sdr. Omme, ført videre gennem Skarrild, Arnborg, Rind til Herning, havde sognerådet indbudt beboerne til møde om denne sag.
Der fremlagdes et projekt, udarbejdet af Ingeniør Vinkel Ollerød, hvorefter banen skulde gå fra Sdr. Omme til Engebæk, med station der.
Derfra til Sdr. Karstoft med station vest for kirken, derefter ad Skarrild vest og nord om byen, med station mellem kroen og mejeriet.
Så ad Arnborg med et trinbræt og et læssespor ud for Hesselvig, så ad Arnborg med station i gl. Arnborg by, efter Birkebæk plantage med et læssespor i Plantagen.
Til Høgildgård med station der, videre til Lind, med station i Byen, og derfra vest om Knudmose til Herning station.
Banen er projekteret til at koste 1.650.000 kr. beregnet efter priserne før krigen, deraf udreder staten halvdelen, resten fordeles mellem kommunerne og amtet.
Amtet vil give 25.000 pr. banemil og desuden vil Hedeselskabet give 40.000 kr. og Pontoppidan 30.000 kr. Resten skal så fordeles mellem Sdr. Omme, Skarrild, Arnborg, Rind og Herning kommuner. Efter en foreløbig forslag skulde Sdr Omme udrede 4%, Skarrild 11%, Arnborg 8% Rind 4% og Herning 10 % – men ingen af kommunerne havde bundet sig dertil, idet den endelige afgørelse, var udsat til et møde i Herning den 22. okt.
Formanden gjorde rede for de forudgående forhandlinger og til ordstyrer valgtes lærer Rasmussen Skarrild.
Der førtes en livlig forhandling om sagen, den projekterede linje fandt afgjort tilslutning fra største delen af forsamlingen, kun fra nogle beboere fra Ronnum og Gejlbjerg, fremsattes ønske om at få banelinien længere mod øst. Til sidst foretoges afstemning om, hvorvidt beboerne ønskede banen anlagt ad den projekterede linje, og om sognerådet ved mødet i Herning den 22. måtte have frihed til at bevilge det fornødne tilskud, for at banen kunne blive vedtaget – dette vedtoges enstemmigt.
20/2 1919 Til beboerne i Sdr. Karstoft
I anledning af Deres skrivelse til sognerådet og baneudvalget, om at få et læsespor, ved den påtænkte bane fra Sdr. Omme til Herning meddeles:
Da dette ønske vist ikke er helt uberettiget, beklager man meget at det ikke kom frem ved det møde, som blev afholdt med kommunens beboere om banesagen. Var det da kommen frem, da kunde vi have arbejdet for at få det gennemført.
På det stade som banesagen nu er, den vedtagne linier er kortlagt og udregnet og man er omtrent færdig til at sende det ind til ministeriet, da man kun anse det for meget uheldig, at begynde på omforandringer på linjen. Thi så skal det hele jo om igen, og vi skal jo også til at forhandle med udvalgsmedlemmerne i de andre sogne og det vil jo føre til at banesagens indsendelse til ministeriet forsinkes og det ønsker de sikkert ikke.
Vi tror, at da kravet om at læssespor mellem Engebæk og Karstoft St. ikke kom frem, da der forhandledes om banelinien, så kan det lige så godt, på et senere tidspunkt sammen føres frem og vi vil derfor råde beboerne til at se tiden an.
Som alle ved – kom jernbanen ikke til Skarrild eller Karstoft – men skulle det være så heldigt at nogle af jer har hørt om historien og ved hvorfor banen aldrig kom – hører arkivet gerne fra jer!
Andre historier
-
Minder fra Frølundvej
På hjørnet af Frølundvej og Højgade ligger et dobbelthus, nu Frølundvej nr. 9 Her boede fra 1937 og til 1942 Strikker Anker Eriksen. Han havde givet en stor pris for huset, (10.000 kr.).Kælderen blev lejet ud til et par unge mænd, for at få lidt hjælp til huslejen. Det var Jørgen Nybo og hans bror […]
-
Erindringer fra Pensionatet i Højgade.
Da jeg læste Musse Jørgensens indslag i marts kom jeg til at mindes tiden fra 1957 og til 1965 hvor jeg spiste ved Stinne og Chr. Bentsen i Højgade.I 1967 efter endt militærtjeneste kom jeg i arbejde ved Arne Jensen. Der var da et værelse til leje oven på den dengang nybyggede Brugsforening. Jeg havde […]
-
Da Ørnhøj blev elektrisk
Den 30. august 1920 blev der afholdt et møde på Ørnhøj hotel, som dengang hed “Ørnhøj Missions- og højskolehjem. På dette møde stiftede man “Ørnhøj Andels Elektricitetsværk” Den første bestyrelse bestod af: Købmand P. Pedersen Smedemester Ejnar Pedersen Gårdejer Anton Halkjær Karetmager J. Kr. Nielsen Snedker Chr. Kjær Pedersen Kjær blev formand og P. Pedersen […]
