Damgaard, Mads Eg
Født: 1913 — Død: 1999
Fabrikant, æresborger
Fabrikant Mads Eg Damgaard blev udnævnt som Hernings anden æresborger ved sin 75 års fødselsdag i året 1988.Han forlod egnen som 17-årig for at arbejde i tekstilindustrien, kom tilbage og startede et bomuldsvæveri. Efter krigen kunne han se mulighederne i at specialisere sig og valgte at fabrikere tæpper.
Efterhånden som det blev almindeligt med tæpper overalt i hjemmet, udvidede ege-tæpper sin produktion.Damgaard var blandt de første der byggede sin fabrik udenfor byen og kom dermed til at præge Hernings udseende. Han interesserede sig for byens udvikling og havde plads i byrådet i 13 år og siden hen i 10 år i folketinget, valgt for de konservative.
Mads Eg Damgaard forstod at værdsætte tekstilindustriens historie og restaurerede Hosebindelaugets hus i 1986 for egne midler.Da Herning Museum ønskede at oprette Textilforum som hjemsted for sine tekstilhistoriske samlinger, skænkede ege-fonden Herning Klædefabriks bygninger i Vestergade til dette formålMads Eg Damgaards vej er beliggende overfor Messecenter Herning, som Damgaard var med til at støtte fra starten. Han havde i Tyskland i byen Hannover set hvor vigtigt det var med gode udstillingsforhold for erhvervslivet.
Andre historier
-
Den første skoletid og tiden deromkring!
Fritidsgården – på Frølundvej der er jeg født. Det var min barndomshjem. Sammen med mine søskende – en bror og en søster voksede vi op der og vores verden det var det sted der.Vi havde ikke nogen at lege med, da der ikke på de nærmeste gårde ikke var mindre børn.Vores lege lignede det de […]
-
Da Gestapo kom til “Hedegaard”
Ingvard Kristensen fortæller om en dramatisk aften i februar 1945, hvor Gestapo kom til “Hedegaard” Ingvard Kristensen boede på gården “Hedegaard” lige syd for Kibæk by, og han var sognerådsformand i Assing sogn. Ingvard var enkemand og havde 4 sønner, Anton, Sigvald, Johannes og Aksel samt 2 ældre stedbørn Maria og Kresten. Anton, Sigvald og […]
-
De små skræddere i Hammerum
Når de små skrædderes skab nu befinder sig i Lokalhistorisk Forenings lokaler, er årsagen, at familien Andersen er en del af vor bys historie, som bør bevares. Jeg vil prøve at skrive lidt om, hvad jeg har fået fortalt og selv husker om dem. Jeg kom til byen i 1929 som 10-årig, og da var […]