Herning Historie

Knud Chr. Vestergaard, Døvlings Erindringer- 1. del


Nedskrevet af Knud Chr. og med skråskrift tilføjet erindringer som blev fortalt til datteren Susanne.

Knud Chr. Vestergaard, født 20. november 1928, på husmandsstedet ”Mølleager” i Døvling, Skarrild Sogn.

Knud Chr., Mathilde og Mads – ca. 1934


Det førte jeg husker, var da jeg fyldte 5 år, de voksne havde sagt: ”At nu bliver du 5 år, så bliver du en stor dreng”. Jeg stod foran spejlet det meste af dagen, jeg forstod det bogstaveligt, nu måtte jeg da skyde ½ meter i vejret.
Ellers gik dagene med at lege med min lille søster (Mathilde). Vi kaldte hende altid søster, fantasien er stor hos børn, ikke mindst hos os to, når man blev træt, kunne man lade det ligge, dagen efter kunne man starte igen eller et helt andet sted.
Jeg husker engang vi legede nede i ”æ Beshus”, oppe på loftet, vi havde fået os indrettet helt godt, så blev vi enige om, at vi skulle have telefon (det var der ikke mange, der havde dengang ca.1935). Vi kravlede ned af den elendige stige, det ene trin var i stykke.

”Beshuset” – Billedet er taget fra luftfoto ca. 1950erne.


Vi fandt nu en gammel jerntromle, en tung asen, men den skulle det være, det var nemlig en rigtig telefon i vores øjne, så begyndte opstigningen, de første 3 trin gik godt nok, det fjerde trin var halvvejs i stykker, lille søster holdt ved det ødelagte trin, og der skete det der ville ske, selv om hun gjorde hvad hun kunne, gik det galt.
Jeg havde omtrent oppe, men da trinet gav efter, fik jeg tromlen først ned i hovedet, så ramte den lille søster, begge løb vi ind til vores moder, der havde travl med middagsmaden, blodet løb ned ad vores ansigter, vi havde ingen Falck kasse, men gazebind havde vi. Vi blev nu bundet ind i gazebind, et ordentligt lag, blodet blev ved med at trænge igennem, vi fik nu en dundrede hovedpine, men ikke være end vi skulle til fødselsdag hos Alfred og Dagny. (Boede på Døvling Melgård, og Knud Christians farbroder).
Der gik nu en ugers tid, så skulle bindet af, det var en mareridt, håret var klistret ind i størknet blod, jeg kan fornemme det endnu, mor havde en gammel sløv saks, hun klippede hvor hun kunne, ellers hev hun det af, mor havde jo travlt.
Vi var klippet i ”totter”, da vi var blevet befriet, på den måde var hun ingen hønemor, og var også selv vant til hårdhed.
Så en dag skulle jeg til at gøre mig nyttig, det var jeg ikke så tosset efter, den tid indtil nu, havde været så dejlig. Mads, min 1½ år ældre broder begynder nu at gå i Døvling skole, han kunne både malke og hjælper vores far med hestene. Nu var det så min tur. Jeg husker første gang, jeg skulle malke en ko, vi begyndte altid med den mest rolige ko (Rødskin). Det gik nogenlunde, spanden var næste halvfuld, jeg var helt stolt, så satte koen sit ene bagben op i spanden, jeg var lille, koen var stor, jeg skubbede alt hvad jeg kunne, lige lidt hjalp det, mælken var næsten sort af skidt, jeg blev så gal i hovedet, at jeg lod den stå, altså koen, gik ud i porten, for at sunde mig, da jeg kom der ind igen, havde koen sparket spanden ned i ”æ grævning”, det var min start som landmand.

Det næste jeg husker, var at når min far rensede roer, med hest, så skulle der sidde en dreng på ryggen af hesten og styre, midt imellem rækken skulle hesten gå, og bagefter gik min far og styrerede radrenseren.
Det var Mads´s arbejde og det var han stolt af, og jeg ville helst være fri og lege med lillesøster, og det gjorde jeg den famøse dag. Mads var i skole og der skulle renses roer, far råbte: ”Luda kom”.
Jeg blev smidt op på hesten og så af sted, op på markkilen ved skolen, jeg kan udpege det sted hvor det foregik, jeg var meget sur over at blive forstyrret i min leg, det var jeg ikke vant til.
Så skulle vi i gang, 3 meter, hesten gik ud og ind af rækken. ”Hold den i rækken, kør lige ud”, kommanderede min far. Så gik hesten 4 meter, så var det galt igen, så gik min far om foran hesten, stampede i jorden og sagde: ”Der skal du køre”, nu var han ved at være gal, vi prøvede igen, nu var jeg blevet fornærmet, og tænkte: ”jeg styrer hesten frem og tilbage, så opgiver han nok”, og ganske rigtig, han tog mig ned af hesten og sagde: ”Nu kan du godt gå hjem.”

Jeg gik glad og fro hjem og legede videre, det var nok meningen, jeg skulle gå med dårlig samvittighed. Jeg kom aldrig op på hesten igen, til min store tilfredshed, og nok også hans.
Nabodrengen Sigvald, tjente i en periode på ”Mølgager”, han holdt også en juleaften derhenne, hvor han gav lille Jens en mekanisk abekat, Jens var bange for abekatten, men at lade de store søskende komme til den ville han alligevel ikke, så råbte han, Min arme kat, Min arme kat.
Skolen
I 1936 begyndte jeg at gå i skolen, første klasse bestod af 2 piger Erna Eg, Asta Jonsen og så mig, vi var kun 3 elever, den første dag gik rigtig godt, anden dagen blev jeg skubbet ind i hækken af en stor dreng, det var knap så sjovt, jeg var nu heller ikke selv alt for rar i skolen.
Da jeg gik i tredje klasse, havde Henry Christensen og mig drillet Erna og Asta, vi skulle sidder efter en lille time, det var fuld fortjent, det så lærer Hansen rigtig i. Det var i september i kartoffeltiden, vi sad og kukkelurede, jeg sagde til Henry: ”Det er godt nok bedre at sidde her end at samle kartofler op. Henry begyndte at græde, så sagde han: ”Min far bliver vred når jeg kommer hjem, ham og lærer Hansen er så gode venner.” Selv om jeg forklarede ham fordelen ved at sidde her, var han utrøstelig.

Christen, Henry, Erna og Asta – fra skolefotoet


Så vidt jeg husker, er det vist far der selv har malet sine håndled, på fotoet med en blyant, blusen var lige kort nok.
Min mor sagde: ”Hvor for kommer du så sent.” ”Jeg har siddet efter.” svarede jeg. ”Det er du den første af mine børn der har gjort.” Det var ingen kompliment, hun var sur på mig og der gik en stykke tid, inden vi kom på talefod igen.
Knud Chr. sad på samme bænk som Henry Bøjlesen (Kristensen), Knud Chr. havde for vane at lade sig kure hen af bænken og bruge Henry som stopklods. Henry sagde aldrig noget til den behandling. Da de så kom en klasse op, blev de flyttet til en anden bænk. Knud Chr. gjorde som han plejede, men midt på bænken var en stor træsplint, som han jog lige ind i låret på ham, han fik sig skyndsomt trukket tilbage, så splinten kom ud, det gjorde ondt og blødte. Efter den dag holdt Knud Chr. med sine kureture på bænken. Da han senere fortalte det til Henry, grinede Henry noget, syntes nok Knud Chr. havde haft godt af den kur.
En overgang hvis de havde æble med i skole, havde de fundet ud af at en nem måde at dele den på var at lægge pegefingeren hen over blomsten og slå til med den anden hånd, så flækkede æble i to halvdele, men de havde pokkers ondt i pegefingeren dagen efter.


Lærer Hansen holdt søndagsskole, bagefter spillede han fodbold med drengene, det var noget de gik op i. De holdt fodboldkamp mod holdet fra Karstoft og vandt, næste gang tabte de, og tredje gang, var ikke alle spillerne fra Døvling mødt op, havde ikke fået besked om kampen, Knud Chr. og Mads blev hentet af Robert Jacobsen, 5 min. før kampen skulle starte, mor Mette sagde, at de bare skulle smide det, de havde i hænderne og skynde sig ind at få tøj på og komme afsted. Lillebror Jens nåede de ikke at få fat i, han var ude i Sønder Marken, så det ville tage for lang tid. Den kamp tabte de. Far havde det dårligt over at Jens ikke nåede med, for Jens blev så ulykkelig over det, han var også en rimelig god fodboldspiller, så det ville jo have hjulpet lidt til.
Robert stod som regel på mål, han mor havde sagt, han ikke måtte løbe i sine sko, og så gjorde han det heller ikke.
Fodboldmålet bestod som regel derhjemme, af et par store sten, der var lagt ud som stopper, det kunne man få mange store diskussioner ud af. Men foregik boldspillet henne hos fætteren Søren Vestergaard, var det anderledes, Søren var fingersnild, og havde fået nogle lægter af sin far Johan, som han havde lavet skellettet af og selv bundet nettet om, så her var der ingen tvivl om bolden var i mål, var den i nettet, var der mål.

Søren Vestergaard og ”Egeris”

Mads og far syntes nok Søren var lidt forkælet, men de havde jo også bedre råd derhenne på ”Egeris”.
Ingen af Missionsfolkene spillede fodbold, far mener at det formodentlig skyldtes at man i forbindelse med fodbold afholdt baller o. lign. Men håndbold spillede de.

Lærer Hansen havde konstrueret en slæde, med styretøj hvor de kunne sidde 7 på, så om vinteren, blev den trukket op på ”Bakkely” (sommerhuset) ovenfor ”Vestergaard”, og så gik den vilde slædetur hele vejen ned til broen. De skiftede til at styre, og den kunne få slæde til at komme længst, var selvfølgelig den bedste styrmand. At den var lidt tung at få slæbt op på bakken, lavede ingen skår i glæden.

Om Sommeren tog lærer Hansen også alle drengene med ned til åen neden for ”Vestergaard” for at bade, pigerne kom ikke med, det var nu lidt synd – siger far i dag.

Faderen
Peter Christen Vestergaard var en kraftig herre, (ligesom sønnen Christen blev), Knud Christen´s ældste søster Maren Lisbeth mente nok han blev lidt forkælet af Mette, måske p.g. af hjertefejlen (Peter Chr. Vestergaard fik skade på sit hjerte, da han var inde i militæret.) – var inde om formiddagen at få spejlæg, men det var nu vist almindelig skik mændene fik det.
Sønnen Knud Christen har altid været glad for mad, M.E. fortalte om en formiddag hvor der blev smurt spejlægsmad og honningmad til deres far, stod Christen og kikkede på: ”Jeg ved godt jeg nok ikke må, men jeg kunne altså godt tænke mig sådan en (honningmad)”. M.E. mente nu nok han fik en.
Knud Christen gik meget mere op i mad end f.eks. Mads gjorde.
Når vores far (Peter Christen Vestergaard) havde været i byen, tog han hånden ned i lommen og trak en håndfuld pebermyntebolsjer op og lod dem falde på gulvet. Hvorefter alle smed sig for at få sin del deraf.

Det er blevet mig fortalt, at en dag talte Knud Chr. og farbror Åge om landbruget, som de nu var rimelig enige om, far sagde til Åge at man måtte jo have lidt af hver, køer, grise, høns m.m. og ”ja” sagde jeg så ”og hugorme”. Knud Chr. kan vist ikke have været ret gammel.

Henne ved ”beeshuset” lagde en gl. roesåmaskine, som Knud Chr. betragtede som sin. Den solgte hans far en dag, Knud Chr. blev dybt forurettet, skabte sig så meget at hans far gav ham 2 kr.
Pligterne begynder at melde sig, jeg er bleven hel skrap til at malke – (2 køer om dagen), om sommeren skal Mads og jeg, passe køerne, om eftermiddagen, ude i heden ca. 40 td. Land, heden er ikke indhegnet, hvor kunne en eftermiddag blive lang, vi sad gerne på hver sin hedeknold og kiggede ud i luften, eller rendte rundt og talte hugorme ca. 10 til 12 en varm sommerdag. (I bare ben)
I heden voksede noget stift græs, det var ikke så meget næring i det, men det fyldte i køernes mave
Hvordan de fandt ud af, at det var tid at gå hjem igen med køerne, husker far ikke, måske solen skulle stå et bestemt sted på himlen, eller de skulle se efter rutebilen. Ur havde de ikke.
Bag gården var en mark indhegnet til kreaturerne, med 2 rækker pigtråd, men havde en ko først fået smag for at bryde ud, var den svær at holde inde til trods for pigtråden.
En sjælden gang skulle køerne drives over Sdr. Omme vej, op i ”æ naare mark”. Så blev køerne sat i kobbel, man trak med førerkoen, og på den måde blev koblet trukket af sted, de havde ca. 8 –12 køer der hjemme på ”Mølager”. De var svære at styre, når de skulle hjem, for da var de tørstige, i heden kunne de drikke af vandet i Døvling bæk.
Ellers legede vi med tomme fernis dåser, der havde forskellige kulør, det var vores køer, moster Didde fra Dalager gård kom sommetider med et par stykker. Jeg købte 5 køer (fernis dåser) af min fætter Søren, og byttede med en gipsfigur, jeg fandt oppe på loftet, jeg følte ikke det var forkert, jeg troede vi havde det hele i fællesskab, den handel måtte jeg lade gå tilbage, jeg var ellers godt tilfreds med de 5 køer, og nåede at lege med dem i 5 dage, inden det blev opdaget, det er utrolig så levende en leg er, det er nærmest virkelighed i det øjeblik det foregår.
Selv om jeg blev landmand, var jeg mere glad for mine fernis dåse køer, end jeg blev ved mine levende køer, de havde selvfølgelig den fordel, at blev man træt af dem, kunne man lade dem ligge. Kostalden var let at lave af mursten, 2 køer i hver bås. Og når de skulle på græs, en snor i hver ko og en 3 tomme søm plantet i jorden, så skulle de nok blive der, det skete ind i mellem, at der blev trådt på dem, så blev de plaske (bulede) og ikke duede mere, de voksne bildte os ind at det var lyn og torden, der var årsagen. Så var de jo fri for at høre på vores beklagelse, hvis de havde trådt på dem, det og så den med storken, troede jeg på indtil jeg begyndte i skolen.
Malkning
Før i tiden var det pigerne der malkede, det var ikke et job for mandfolk, dog begyndte mændene i fars drengedage, at malke, hans far kunne og far og hans brødrene. En af naboerne, Sigvald´s plejefar, hvis kone var blevet syg, var af den gl. type, så bror Mads var derovre at malke 3 gg om dagen, far afløste Mads et par gange.

De første godt 10 år af Knud Chr.´s liv var elektriciteten ikke nået til Døvling, så al belysning foregik med petroleumslamper. I stalden blev lampen hængt på en krog i nærheden af de køer man skulle malke, og så flyttede man den ellers med. Skulle der hentes roer, som først skulle raspes, blev lygten båret af en af drengene, hængt på en krog mens roerne blev raspet, karlen smed roerne i rasperen, som Knud Chr. og Mads skulle trække med et stort håndsving, der var knap plads til dem begge, Mads stod inderst, hvilket foranledigede at han fik skåret en forsvarlig luns af den ene arm, som var kommet for tæt på den ene kniv, det var så slemt at mor Mette havde læge til ham, og hun var endda ikke så sart. Mads fik ar på armen.

Køerne skulle jo vandes om vinteren, når de stod på stald, det foregik med håndpumpe, det var som regel børnenes job, vandet løb i en fælles rende op til køerne. Det var ikke rart at være blandt de sidste køer, de første nåede jo nok at få tørsten slukket, vandet skulle jo løbe forbi dem for at nå hen til de sidste.
Kun i hønsehuset var der en anden slags belysning – her skulle stærkt lys til – for at de ville lægge æg i de kolde vintermåneder.
Så var der dengang i 1936, vi havde fået lavet et drengeværelse, i enden af porten, lige ved siden af sovekammeret, den var helt ny, vinduerne var ikke sat i endnu, men det var om sommeren, så vi sov der. Far skulle have sin middagssøvn, (hvilken jeg forstår så godt i dag), vi skulle også sove til middag Mads og jeg, og det var jo ikke let i den alder. Jeg havde taget et stykke rugbrød med og lagt på gulvet, det ville jeg prøve at tage op med tænderne uden at røre ved gulvet, jeg tumlede med det, og Mads smågrinede, så kom første advarsel fra min far. ”Ka’ i vær stel”, nu havde jeg fået Mads til at grine, så var det først sjov. Så hørte jeg min far tage sin kæp, gå ud af sengen, det tog sin tid, han var plaget af gigt. Nu var det alvor, det var jo mig, der havde holdt ham vågen. Jeg sprang ud ad vinduet og løb ned til bækken, og blev der nede til det blev aften, da jeg kom hjem, blev der ikke talt om det, jeg drog en lettelse suk. Vi har aldrig fået klø af vores Far, jeg havde bare på fornemmelsen, at jeg var tæt på, og det er nok ikke rigtig.
Søstrene
Vi var 6 børn – Storesøster Maren Elisabeth, hun var så dygtig til alt, selv vores opdragelse tog hun sig af, og haven skulle være i orden til søndagen, på et tidspunkt var hun kommen i tanker om, at der skulle være rent imellem læbæltet mod vest, og hun fik det gennemført, jeg tror ikke hun var særlig tilfreds med mig, jeg gjorde lige det jeg var nødt til, nej, Jens han var en rigtig slider, (fortalte hun mig da vi blev voksen).

Fra højre: Maren Elisabeth, Mads, Birgitte, Knud Chr., Mathilde (lille søster) og i tønden Jens. Tønden blev brugt som kravlegård.


Birgitte var nr. 2, hun elsker at spille klaver, og er rigtig god til det, og måtte selv slide få at få et klaver, først tjente hun penge sammen til en harmonika, spillede lidt på den, solgte den, arbejdede ved Perregård i tørvemose, nu havde hun i alt 600 kr. Klaveret kostede 1000 kr. Hvis hun købte den på afbetaling 50 kr. mere, det ville moder ikke have, og gav de sidste 400 kr., det havde hun så sandelig også fortjent, hun arbejde som pige derhjemme.
Da hun tjente hos Købmand Hansen, sagde Fruen til Birgitte, ”Du har sådan nogle flotte tænder, dem skal du bevare.” Gitte tog til tandlæge. Fik dem ordnet og betalte det hele af egen lomme, der var ikke noget med tilskud den gang. Som nr. 3 kommer Mads, Mig selv nr. 4, Lille søster nr. 5 og Jens nr. 6. (Daværende ejer af Sdr. Ommevej 24, Døvling Vestergaard).
Om mine søskende kan jeg sige jeg har været godt tilfreds med dem alle.
Birgitte og Maren Elisabeth skal have sagt til mor Mette, at det var da godt hun ikke var blevet gift førend hun var, (var 33 år ved giftemålet) for så var de da blevet alt for mange børn. Det var ikke så fint at være alt for mange søskende.

Opdateret