Herning Historie

Fra en anden tid

Vi lever i et velfærdssamfund. Det kan læses i avisen, og det bliver sagt og gentaget ved så mange lejligheder, så det skal nok passe. Vi der er kommet op i årene og kan huske tilbage til århundredskiftet, vil da også finde, at der er sket en voldsom udvikling. Den måles ikke bedst i kr. og øre, thi pengenes værdi har også ændret sig stærkt. Nej! udviklingen måles bedre ved at betragte levefoden dengang og nu, drage en sammenligning.

Når jeg nu nedenfor benytter min egen hjemegn, og især mit eget hjem for at give et billede af tiden 65-75 år tilbage, ja så er jeg vel vidende om, at det kun er et enkelt eksempel, der ikke kan gøre krav på at give et generelt billede af landboliv på den tid, men alligevel.


Vi befinder og på en egn i Midtjylland, i Fastrup i den sydlige del af Gellerup sogn, hvor der både er flyvesand og lerjord. Af så stærkt varierende bonitet havde mit hjem omkring år 1800, 32 tdr. land. Gamle, smalle bygninger gav plads til 7-8 køer, 2-4 heste, et par grisesøer og nogle få fedesvin. Svinene gik i stier, der var med bropikning, hvorfor vi da også idelig måtte opleve, at svinene rodede det hele op. Så fik de søm i næsen. Denne operation, som jeg ret ofte var behjælpelig med, har hos mig efterladt det indtryk, at svin måtte være småt begavede. Når de fik et reb om snuden, gik de altid baglæns, og så var der ingen vanskeligheder med at få sømmet placeret.

Køerne var, som tegningen viser, anbragt i een række. Det smalle Hus gav ikke plads til mere. Der var selvsagt ingen fodergang, så foderet måtte bæres op mellem køerne, vanding foregik ved hjælp af spand. I grebningen blev der lagt tørvestrøelse til at opsuge ajlen. Denne strøelse blev i øvrigt for størstedelen hentet i form af hedetørv ca. en mil fra gården.

Hvad var der nu af redskaber på en sådan gård?

Meget lidt. Udover en svingplov af Morsøtypen havde vi en fraugdeplov sammen med en nabo. Der var 5 ejendomme om en ring tromle, der afløste trætromlen. Slåmaskine og hesterive kom først senere, og da igen gammen med en nabo. Endnu var det le og håndrive og så en ”Slæv”, der, efter at negene var kørt hjem, af os børn to og to blev trukket over stubbene for at få det hele med. Hestene skulle absolut have hakkelse, og hakkelsemaskinen gik ved håndkraft, og det var arbejde, der blev henlagt til sen aften, dog ikke i julen. Før den blev der skåret hakkelse til hele julen og nytår med. Julen varede i øvrigt ved til helligtrekongersdag. Der var masser af gilder, der skulle afvikles.


Men så meldte hverdagen sig igen med plejlen på det lerstampede gulv. En vinter, sikkert 1906-07 havde vi en gift daglejer, der havde akkord på at Der blev betalt 25 øre pr. trave (60 neg), og i de korte dage kunne han tærske 3 traver pr. dag. Antagelig har han fået middagsmad. Særlig strengt arbejde var det ikke, men noget ensformigt. Var vi to kom der en dejlig rytme i slagene. Det hjalp.


Men tærskearbejdet mener jeg først 1913 blev overtaget af et lille tærskeværk. Selvfølgelig var der ikke elektricitet. Jeg kan lige netop erindre tællelys i staldlygten. Til gården hørte indtil århundredskiftet en teglovn. Æltning af leret foregik ved hjælp af kvier, der blév trukket rundt i lermassen. Derefter kom den i former, der hver havde plads til to teglsten. Brændingen har jeg kun en svag forestilling om.

Mergelgrave var der rigeligt af på egnen. Vi skulle 11-14 m i dybden, før vi nåede; til den eftersøgte kalkholdige jord. På Apoteket købte vi skedevand (salpetersyre), og ved hjælp af det konstateredes det, om man var nået ned til mergelen. Men en sådan prøve fortalte ikke noget om størrelsen af kalkindholdet. Om der var 10 eller 50% kalk filosoferede man ikke over. Mergel var mergel og dermed basta.

Først i 1913, da jeg var elev på landbrugsskole, fik jeg en prøve på mergel med. Den indeholdt kun ca.  20% kalk. Men virkningen var god nok, bare der blev kørt tilstrækkelig mange, læs på agrene. Mergelen blev “bænket” op. For så vidt det hele ikke skred sammen var der i alt 6 mand i hårdt, meget hårdt arbejde, inden man stoppede med at grave dybere. Hos naboens husker jeg, at mergelen blev ”kreket” op, og så var der kun to mand i arbejde.


Tørvemose havde vi kun meget lidt af, men på to forskellige steder, i Hamborg og i Knudmose, var der købt ret til at grave tørv, ”Kly’n”, som de blev kaldt. Her var ikke tale om at ælte tørvemassen, som det skete visse steder. Vi skar den op i ret store firkantede stykker, der så på trillebør blev kørt ud på det omgivende areal, lagt i rækker, derefter skåret i 3-4 kly’n.

Efter nogen tid blev de vendt, og når man fandt dem passende tørre blev de ”ringlet”  for at blive helt tørre, inden hjemkørselen fandt sted. Seks hundrede kly’n blev kaldt for et læs, men der kom både 3 og 4 gange 600 kly’n på vognen hjem.

I de første år efter at vores forældre havde overtaget gården, d. v. s. fra 1889, gik far om vinteren med uldpakke, sådan som adskillige gjorde i Hammerum Herred. Turen gik til Vendsyssel. Mine bedsteforældre boede i de første par år på gården* inden de købte ”æ Stæj” som vi kaldte den. Denne ejendom på 12 td. land blev overtaget af mine forældre kort efter århundredskiftet, og så kom der aftægtsfolk i vort gamle stuehus, men forinden havde far bygget et stykke til den vestre ende til aftægtslejlighed. Der var fælles entre, men bedstemor havde sit eget køkken, hvor hun for resten bagte de bedste æbleskiver, der bl.a. havde den egenskab, at de kunne lukkes op og fyldes med syltetøj. Fra hendes køkken gik man ind i en ret stor stue, der gjorde det ud for både stue og soveværelse. Mange aftener har jeg tilbragt i den stue.
Bedstemor var i besiddelse af Henry Ussing: Evangeliets Sejrsgang ud over Jorden. Den optog mig meget og blev læst mere end en gang.


Sammenlægning af de to ejendomme førte med sig, at der nu blev bygget ny kostald og laden blev forlænget. Stalden fik fodergang i midten for at få forbindelse med en tværlo i laden, der var ikke kørelade. Arbejdsmæssigt kunne det nok gå an, men grebning nær væggene nej, hvor blev de snavsede. Den nederste halvdel af væggene blev da også kalket over med en blanding af kalk og cement, eller var det ren cement, og på den grå farve sås snavset ikke så meget. Da far, antageligt ca. 1905, forlængede laden mod øst, blev tømmeret fragtet hjem fra Palsgaard Savværk i Hampen. I lige linie er der ca. 24 km til Palsgaard, men det er nok ikke for meget at regne med omkring 30 km. Det var skik, at naboer eller nærboende ved en sådan lejlighed hjalp hinanden ved at stille køretøj og kusk til rådighed.
I dette tilfælde hjalp Jens Bech os. Jeg fik lov at være med sammen med far. Vi tog af sted i den årle morgen ved 4 tiden. Selve udturen har jeg ingen erindring om, heller ikke om vi fik noget spiseligt, men vi har selvsagt på et eller andet tidspunkt fortæret en madpakke, måske under selve kørslen. Palsgaard med savværk husker jeg. De mange runde træstammer. og det var for en væsentlig del sådanne vi tog med hjem.


Vi fik læsset, men ikke ret langt fra Palsgaard førte vejen op ad en ret stejl bakke, og her måtte vi lade den ene vogn stå og så spænde fire heste for den anden. Det har nok været første gang, jeg så et firspand, siden det står så tydeligt i erindringen. Ved ellevetiden om aftenen kørte vi ind på en gård i Overisen, jeg mener at huske navnet Jens Larsen. Her fik vi et hvil + kaffe med rigelig brød til. Jeg mindes ikke, at det hvil var aftalt på udturen, men det må det jo have været. I dag kan det undre mig, at hestene kunne tage en gå lang tur uden noget større hvil. Jeg erindrer fra militæret i 1914, at dragonheste ikke kom over 70 km og artilleriets heste 60 km.

Før sammenlægningen af de to ejendomme var der et utal af marker ”indtejter”, som de kaldtes. Vi havde lerjord, høj sandjord og lavbundsjord og lige så mange sædskifter. Af korn, især rug og havre og ganske lidt 6radet byg, også et stykke med boghvede fandtes. Dertil oftest 3 års græsmarker og på sandmarken 1-2 td. land med kartofler.
Jeg mener at kunne huske, da vi begyndte med roer, sået på opkammet jord og ved hjælp af en lille såmaskine, som vi børn trak, medens far styrede den. Udtyndingen foregik med hånden, først senere, kom roehakken, som jeg ikke mener far nogen sinde fik lært at bruge.
Sammenlægningen gav os yderlig 12-14 marker, så det er forståeligt, at der var brug for både karl og pige, og at vi børn også måtte hjælpe til ved det lettere arbejde, hvad vi havde god tid til, da vi kun gik i skole hver anden dag og det ikke blot om sommeren.

Den første karl, som jeg mindes, hed Hans. Ham havde vi i fem år. Jeg græd jammerligt, da han rejste. Senere fik vi en yngre karl, der fik far overbevist om, at man godt selv i sommertiden kunne tillade gig at holde op i marken kl. 20. Det medførte en lille uoverensstemmelse med en nabo, hvis to sønner nu pludselig fik samme ide om arbejdstiden. Nå, arbejdstiden var nu ikke så lang, som oven stående kunne tyde på. Middagspausen strakte sig over to timer, og der var om sommeren i løbet af dagen fem måltider.

Høsten foregik ved hjælp af le. Denne blev ikke slebet, men hamret ud ”pik’et”, som det blev kaldt, og efter en sådan behandling skar den betydeligt bedre end efter slibning og holdt sig skarp meget længere. Ved udførelsen af det arbejde sad far på en blok, medens man andre steder i Vestjylland lå ned til det.

Opbinding var pigens arbejde, og var der to høstkarle, var mor med som opbinderske. Foruden de førnævnte mange små marker hørte der til gården 5-6 td. land eng, beliggende ca. 1 ½ km fra gården, men ikke på eet sted! nej, der var 5 helt adskilte parceller, der hver havde sit navn: Stu’e Skywt, Hwii Skywt, Smal Skywt, Swends Skywt og æ Lok’ er. På det hele blev der bjerget hø, der især bestod af Mosebunker (Kaas), som vi kaldte det, og lidt Katteskæg på den noget tørre eng. Jeg minden ikke, at vi har bjerget ”anden Slæt” . Den tog kvier og heste, ja, selv køerne måtte vandre den for dem noget lange vej, hvoraf tilmed en del var gruset, og derfor hård ved klovene.

Hvordan var så livet? Føltes det fattigt og slidsomt? Det mindes jeg ikke. Vi havde det som andre på nabogårdene. Nok at spise, og det var så overvejende gårdens produkter, vi levede af. Jeg husker rækken af oste på hanebjælkerne i stuehuset, øl på anker, gris i saltkarret og rugbrød fra bageovnen, sigtebrød hørte kun til i højtiderne. Men som hjemmebagt rugbrød smagte, langt bedre end brød fra bageren. Vi talte ikke om kalorier, proteiner, vitaminer o. lign., alt sammen for os ukendte begreber, som vi altså ikke følte os generet af.

Og så melder spørgsmålet sig for mig. Har den langt højere levefod, vi i dag oplever, ført større tilfredshed med sig? Umiddelbart får jeg det indtryk, at det er modsat. På den opfattelse prøver jeg at finde nogen forklaring i, at vi i den ældre tid levede i en vis uvidenhed om, hvordan andre havde det. Vi havde jo hverken radio eller fjernsyn, kun den lille lokale avis, der ganske vist blev læst grundigt, også selv om den havde passeret et par familier, før vi fik den. Vi havde mere autoritetstro. Så slap vi selv for at tænke, vil en og anden nok sige. Det kan der være noget om, men mon dog ikke enhver af os i dag i mange tilfælde må lade en andens opfattelse, en man har tillid til, være bestemmende for vores stillingtagen til adskillige spørgsmål, problemer o. lign.


Der kan også være den mulighed, at vi slet ikke er særlig utilfredse, men bare det, at de gode massemedier har en trang til at gøre mest ud af dem, der råber højest (organisationsformænd f. eks.), traver med ved demonstrationer, besætter rektors kontor, ryger hash hos undervisningsministeren osv. Det er godt stof. Men derfor kunne lidt tilbageholdenhed hos de samme medier nok være at foretrække. Omtale af sådant, ja, selv en fordømmelse virker sikkert som en vis form for reklame.

Jens Fastrup,

Forstander på Asmildkloster Landbrugsskole.

Opdateret