Herning Historie

Skolegang efter Den vestjyske Skoleordning


Af Svend Aage Madsen
I forbindelse med at den gamle skolebygning på Birkmosevej 26 i Timring den 8. september kan fejre 100 års jubilæum for dens indvielse, kunne det være interessant at kaste et blik tilbage på dens historie som endestation for Den vestjyske Skoleordning i Timring.
Denne noget specielle undervisningsform udfoldede sig især på landet i Ribe, Ringkøbing og Viborg amter.

Timring Hovedskole 1925-1962


Kort fortalt var det en reduceret form for skolegang set i forhold til den, der foregik i byskolerne. Der var færre fag, og tanken var, da ordningen endelig lovmæssigt blev indført i 1814, at man i skolerne på landet kun skulle gå i skole hver anden dag. I begyndelsen kneb det hårdt med at overholde endog dette krav, for først efter år 1900, levede sognerådene og forældrene så nogenlunde op til intensionen.
Årsagen til, at denne skoleform blev indført, skal ses i lyset af, at familierne på landet skulle have nytte af deres børn ved det forefaldende arbejde i hjemmet. Måske som en slags undskyldning, mente man endvidere, at børnene ikke blot skulle lære i skolen, men også øve sig hjemme i ”selvvirksomhed og tænkning over det læste”.
Følgende beretning er baseret på skribentens egne oplevelser, da jeg havde min skolegang i Timring hovedskole fra 1959 til dens nedlæggelse i 1962.

Fjerde og femte klasse til klassefotografering i 1960

Det første, der åbenbarede sig, når man svingede fra Birkmosevej og ind bag den høje tjørnehæk, var legepladsen og det lange kombinerede læ- og cykelskur, hvor eleverne i tilfælde af dårligt vejr kunne søge ly og læ. Det var dengang man skulle opholde sig udendørs i frikvartererne uanset vejret!
I øvrigt var legepladsen noget for sig. Græs kendte man åbenbart ikke til og da slet ikke asfalt i forbindelse med skolegårde.
Den åbne, nøgne plads fremstår i min erindring som en kombineret jord- og grusplads, der var fyldt med store huller.
Om sommeren støvede det fælt, når især drengene skulle havde afgjort dagens fodboldkampe. Om efteråret druknede pladsen i regnvand, hvilket må have været et trøstesløs syn for de voksne, men for os børn var det ikke et problem, tværtimod skabte det muligheder. Ikke mindst når det hen på vinteren satte ind med hård frost, for med de mange børn blev de isbelagte vandhuller hurtigt omdannet til spejlglatte glidebaner.
Sammen med læskuret lå også toiletterne i skolegården.
Disse aftrædelsessteder var mildt sagt ikke spændende, da det var såkaldte lokummer – altså en trækasse med et hul i midten, hvorunder der var sat en spand, hvis indhold efterfølgende kunne give god næring til lærerens frodige urtehave. Drengene havde desuden et ”tissehus” – et pissoir.
Disse lokaliteter var ikke et sted man søgte, uden man virkelig trængte – hverken i sommervarmens intense hørm eller i vinterens isnende kulde.
Skolebygningens østre ende ud mod vejen var indrettet med skolestue og en gang, hvor der var monteret knagerækker til overtøjet og med plads til de medbragte kludesko. I den modsatte ende boede læreren med sin familie.
Skolestuen så sikkert ud som de fleste andre steder her i Vestjylland på den tid. Der var kateder, vægtavle, skabe, kort, pulte og de næsten obligatoriske billeder af kongeparret samt Jydske Lov.
Dengang var der ikke ergonomiske enkeltstående stole og hæve/sænke borde til eleverne. Nej, det var tomands borde og bænke, som meget praktisk var udført i et sammenhængende hele. Så vidt jeg husker, fandtes de i forskellige størrelser, så de mindste elever ikke skulle sidde og dingle med benene hævet over gulvet med deraf følgende dårligt blodomløb.

Lærerens børn vasker skolepulte i sommerferien


Normalt var møblementet holdt i en konservativ brun farve, men på Birkmosevej var farvevalget en lidt anden, idet læreren på et tidspunkt i en sommerferie havde malet det i farverne grønt og gråt. Foroven på den skrå bordplade var der en rende ud for hver elev til blyanter, viskelæder og deslige, mens der i midten var et hul til blækhuset, der var til de to elevers fælles afbenyttelse, når der stod blækskrivning på skemaet.
Vægtavlen var sort og af en helt anderledes dårlig kvalitet end senere tiders moderne tavler. Set i bakspejlet må det have været svært for læreren at skrive de fine skråskiftbogstaver på sådan et underlag.
En ting, der irriterede mig en del i min skoletid på daværende tidspunkt, var, at de nederste ruder i skolestuens vinduer var matterede. Det var åbenbart noget den første ansatte lærer havde ønsket sig i forbindelse med byggeprocessen. På den måde kunne eleverne ikke holde øje med, hvad der foregik ude på Birkmosevej. Om koncentrationsevnen ved denne foranstaltning blev bedre, stiller jeg mig stadig noget tvivlende over for.
Klasseværelset blev på det tidspunkt, når efteråret satte ind opvarmet ved hjælp af de tørv og koks, der blev fyldt i et stort skrummel af en kakkelovn, der var placeret ved væggen midt i lokalet ude ved den ene langside. For at vi ikke skulle brænde os, var der opstillet en stor buet metalskærm foran den.
Når jeg husker tilbage var der nu noget hyggeligt over timerne, når man en kold vinterdag sad og puslede med nogle regnestykker under ledsagelse af småknitren i kakkelovnen.
Én af de mest interessante ting i lokalet var efter min mening det lokale sognebibliotek. Selvom det set med nutidens øjne nok var begrænset, hvor mange bind der egentlig var, følte jeg mig alligevel noget overvældet, da det på det tidspunkt ikke var almindeligt at have en større samling bøger ude i hjemmene – om nogen.
Et ekstra plus ved biblioteket var for øvrigt, når læreren en gang om året kasserede de gamle og udtjente bøger, så fik vi elever lov til at vælge et par stykker hver.

Når læreren eller en anden voksen person kom ind i skolestuen, skulle vi rejse os op ved siden af vores plads og først sætte os igen, når der blev sagt ”Værsgo”.
Skoledagen begyndte altid med morgensang og morgenbøn. Efterfølgende kunne vi så gå i gang med dagens timer. Af fag var der ikke nær så mange som i dag. Heldigvis blev der lagt stor vægt på de basale færdigheder i dansk, skrivning, regning. Desuden var skemaet udstyret med bibelhistorie, danmarkshistorie, geografi og sang.
Gymnastik var stort set ikke eksisterende, men et par gange i løbet af vinteren aflagde vi et besøg i Timring forsamlingshus, når det i anden anledning alligevel skulle varmes op. Her fik vi mulighed for at afprøve bukken og plinten.
Om sommeren dygtiggjorde vi os efter behov – det var ikke skemalagt – i atletik og boldspil på sportspladsen lige syd for skolen.
Med hensyn til skriveredskaberne brugte vi for det meste en blyant af mærket Viking, men ind imellem skulle der dyrkes skønskrift i forbindelse med blækskrivning. Denne syssel var bestemt ikke problemløs, da den foregik med en ”kradspen”.
Blev dette skriveredskab anvendt rigtigt, kunne der laves det flotteste skrivearbejde. På den anden side kunne det også udmønte sig i noget frygteligt griseri. Så det var en øvelse, der krævede en vældig koncentration og flittig brug af trækpapir og penneklud.
Efter Den vestjyske Skoleordning gik man to klasser sammen. I hovedskolen gik 4. og 5. klasse sammen, mens 6. og 7. klasse måtte døje hinandens selskab.
Denne konstellation skyldtes det forhold, at der kun var et klasselokale og én lærer. Det gjorde, at vi kun gik i skole hver anden dag. Det ene år gik vi mandag, onsdag og fredag, mens vi året efter mødte op tirsdag, torsdag og lørdag. Mødetiden var om sommeren fra klokken 7 til 13 og om vinteren fra 8 til 14.
Denne form for undervisning kunne naturligt nok give sved på en trængt lærers pande, når han skulle undervise to klasser samtidig.
Den ene klasse kunne for eksempel have diktat, mens den anden klasse skulle fordybe sig i genfortællingens udfordringer.
Vedrørende genfortælling foregik det på den måde, at vi fik udleveret nogle små kort med en lille historie på. Efter ihærdig læsning og udformning af en disposition skulle de små kort atter afleveres, hvorefter historien ud fra dispositionen og hukommelsen skulle nedfældes på papir med egne ord og formuleringer.
Dagens tilbagevendende ”oplevelse” var overhøring af salmevers. Her var der ikke plads til kreative indslag og personlige formuleringer.
Vi skulle rejse os op og fremsige verset ordret uden alt for meget hjælp og hakkeri.
Jeg tror, at disciplinen salmevers var det der oftest førte til gråd og tænders gnidsel ude i de små hjem rundt i sognet, og forældre der blev gråhåret i en alt for ung alder. Jeg er heller ikke utilbøjelig til at mene, at manglende kunnen til at fremsige et salmevers på det tidspunkt var det, der medførte de fleste eftersidningstimer.
Én gang om året fik vi fint besøg af skolekommissionen med præsten i spidsen. Medlemmerne satte sig ned bagest i klassen, hvor de i løbet af dagen sad og lyttede, noterede og gav hver enkelt elev en karakter i de forskellige fag.
Selv om denne eksamensdag var en alvorlig sag, var det alligevel en spændende dag – også for læreren. Han var jo også på en måde til eksamen, for vores kunnen eller mangel på samme faldt jo i et vist omfang tilbage på ham og hans evner som lærer.

Skoletiden var nu ikke altid slid og slæb, for af og til kom der en person og viste film. Så vidt jeg husker, var det næsten altid noget med Jens Bjerre, der vandrede rundt nede i Afrika og filmede de indfødtes gøren og laden. Andre gange var det en omrejsende tryllekunstner, der kom og viste sine færdigheder.
Hen mod jul var der den tilbagevendende bestilling af julebøger gennem læreren. Én af de bøger jeg husker bedst var ”Ved Julelampens Skær”.

I 1962 var det helt slut med undervisning efter Den vestjyske Skoleordning. Den var faktisk politisk blevet afskaffet i 1958, men mange kommuner i det vestjyske havde fået dispensation til at fortsætte en tid endnu, men nu gik den ikke længere, så en nyopført centralskole blev taget i brug den 13. august 1962.
Den største forandring var uden tvivl, at vi skulle til at gå i skole hver dag. Desuden kom der en del nye fag til som for eksempel sprog, fysik, køkkenskole, sløjd og ikke mindst, at gymnastikken kom i faste rammer i en flot gymnastiksal med tilhørende badefaciliteter.
Den dybere mening med afskaffelsen af Den vestjyske Skoleordning var, at man fra samfundets side frygtede, at de vestjyske børn ville blive hægtet af rent skolemæssigt.
Nu fik vi mulighed for at dygtiggøre sig på lige fod med børnene i byerne.

Efterfølgende blev den gamle skolestue og gangen brugt til lidt af hvert. Blandt andet holdt det lokale hjemmeværn en tid til i lokalerne, mens beboelsen fortsat var hjem for den tidligere førstelærer, der nu var blevet forfremmet til skoleinspektør på den nye skole.
Da han selv byggede hus i slutningen af 1970érne, blev hele skolebygningen efter en større renovering indrettet til børnehave, som stadig fungerer i bedste velgående.

Opdateret