Herning Historie

Om familien Lund i Gjellerup sogn

Hvem var Ane Lund?

På Gjellerup kirkegård, lige uden for kirkens våbenhus, står en mindesten med navnene Ane Lund, Jens Lund og Ole Lund.
Ud over står der på stenen, at de skænkede de “Lundske Friboliger” kender kun få i Gjellerup sogn
historien om familien Lund.
De to kraftigste grene af slægten havde hidtil været bosatte på Lundegård i Gjellerup sogn og i store Hjøllund i Vrads sogn.
År 1757 fejredes et bryllup, idet Hans Henriksen Lund i Store Hjøllund ægtede Anna Malene Sigvards-datter fra Tem. Brylluppet stod ved midvinter. Trods den ugunstige årstid kom hovedet for slægten Troels Jensen Lund, fra Lundegård i Gjelleruplund, tilstede til festen. Han var skønt sine 37 år endnu ungkarl, havde for nylig arvet fædrenegården, var altså et godt parti. Bruden havde en ugift søster Ane Sigvardsdatter. De syntes om hinanden. Inden året var omme, måtte da Troels Jensen igen til Hjøllund og Tem for at fejre trolovelse, og en Måned efter – den 25. januar 1758 – stod deres bryllup der.

Skæbnen vilde, at han også tredje år skulde være tilstede derovre. Denne gang i en bedrøvelig anledning. Vi ved ikke de nærmere omstændigheder, men i efteråret 1759 døde brudeparret fra 1757 i Store Hjøllund, vistnok samtidigt. De begravedes i hvert Fald begge på samme dag, den 18. Søndag efter Trinitatis, som Kirkebogen kort meddeler det: »de kom i en Grav«.
Gårdens arving var nu et forældreløst Barn, den lille Henrik Hansen Lund. Hans nærmeste slægtninge, parret fra Lundegaard synes at have taget ham med sig straks efter begravelsen. Gården i Store Hjøllund, der jo lå for langt borte til, at der fra Lundegård kunde føres tilsyn med driften, den blev vistnok ikke længe efter solgt. Slægtens to kraftigste, hidtil adskilte grene var nu samlet på et Sted.

Den lille Henrik voksede op i Lundegård ganske som søn i hjemmet sammen med sine lidt yngre Fætre og Kusiner. Af fætrene var de to ældste Jens og Ole. Da deres fader døde 1773, fødtes der 9 dage efter hans død endnu en søn. Denne kunde altså opkaldes efter sin fader uden, som man ellers frygtede, herved at tage “lykken fra ham”. Han blev da døbt Troels, og blev følgelig Troels Troelsen Lund. Men hermed var der slået knude på navnet Troels. Fra nu af ophørte den hidtil regelmæssige gænge, at hver anden ejer af gården hed Troels Lund. Hverken den nyfødte eller nogen anden af Navnet Troels Lund kom nogensinde til at eje Lundegård. Den blev gennem søsteren Anna der blev gift med Niels Madsen Særkiær der stammede fra gården “Særkiær” ved Holstebro.

Det er tænkeligt at Henrik Lund, der efter sin plejefars død i 1773 var ca. 15 år gl. har hjulpet sin moster ved at drive gården, og det blev han vistnok ved med indtil den ældste af hans fætre, Jens var blevet ca. 20 år gammel. Han ejede en del fra salget af sine forældres gård i Store Hjøllund. Og som jyde havde han både forstand på penge og handel.

Lige uden for hjemmets dør blev der hvert år i april og september holdt det såkaldte “Lund marked”, hvor han har haft rig lejlighed til at øve sig i handel. Den vare der hyppigst blev forhandlet der, var hjemspundet uld og alt hvad der kunne “bindes” og væves, lige fra Hoser, tørklæder og undertøj, til det stærke Vadmelsklæde.

At Henrik Lund som enhver anden ung jyde, og måske mere end de fleste, har øvet sin talent som handelsmand, er troligt nok. Men hans Planer voksede videre. Man måtte kunne drive denne handel i det store. Man måtte kunne forøge omsætning og udbytte ved at drage til Hovedstaden og her, hvor ingen selv »bandt« Uldtøj, sælge de gode varer fra Jylland.

Med hans forstand på tilvirkning af Vadmel måtte han også snart kunne lære at bedømme og forhandle. ægte klæde, herved vilde omsætningen kunne. fordobles. Heldet fulgte ham, allerede før 1780 havde han bosat sig i København

Rygtet om alt dette Held i Hovedstaden fløj naturligvis mange-dobbelt til Jylland. På Lundegård, det er den der senere blev kaldt Krogården i Lund, En for en forlod de tre andre sønner nu fødegården. Først kom den ældste, Jens Lund, til København, Vejledt af sin Fætter, Henrik, og her begyndte han straks på silke og klædehandel. Hosekrammet sprang han over. Men snart blev også disse Forhold ham for små. Han løste Borgerskab som Grosserer, blev storkøbmand, ejede til sidst mange Skibe i Søen, Herregårde rundt i landet, og Palæer i byen, drev handel overalt.

Heldet fulgte ham, selv efter datidens forhold var en usædvanlig stor forretning og tilsvarende formue var grundlagt. Så måtte også den yngre Broder Ole af sted. Han drog dog først til Horsens for her under mindre forhold at lære handel. Han handlede så vel, at han vandt både sin læremester og hans datters hjerte. Men lysten drog ham videre. Han måtte til København for at drive det til noget stort ligesom hans fætter og broder. Dette synes at have fremkaldt et brud mellem ham og hans læremester, Købmand Monberg. Denne nægtede ham nu sin datter til ægte. Ikke desto mindre drog Ole Lund dog af sted til København. Her svang han sig hurtigt op, først i Kompagni med Broderen Jens. Så selvstændig som Klædehandler og Grosserer.

Efter at have samlet sig en ikke ringe formue og købt gård i København som Broderen, skaffede han sig endelig det sidste, der endnu manglede. Købmand Monberg i Horsens nægtede ham stadig sin Datter til Ægte. Ole Lund gik da til Kongen Det lykkedes ham at få et kongeligt Reskript, hvorved det pålagdes øvrigheden i Horsens at foranstalte Jomfru Karen Monberg udleveret Grosserer Ole Lund til Hustru, da hendes forældre ikke fandtes at have »skellig grund« til at nægte deres samtykke til dette giftermål.

Et lykkeligt Ægteskab blev Følgen.

Under al den medgang var det næsten utænkeligt andet, end at den yngste broder Troels, ham der var født ni Dage efter Faderens Død og ved sit udfordrende Navn Troels Troelsen Lund vist nok havde forspildt højere, usynlige magters tilladelse til at blive syvende Troels på gården – nu også måtte af sted.

Da han var bleven voksen, forlod han hjemmet og drog til hovedstaden, for hos sine to brødre at lære den gyldne kunst. Han synes at have været lærevillig. Allerede 1795, kun 22 år gammel, blev han selvstændig købmand. Fire silke og klædehandlere Lund i København var nok blevet for meget. Vistnok efter samråd med slægten, valgte han da at nedsætte sig i Helsingør, hvor de mange Skibes Anløb på grund af øresundstoldens åbne mulighed for øget omsætning og nye handelsområder. Hvis han som Brødrene Jens og Ole skulde strække sig til mere end til blot silke og klædehandel, så lå jo her tæt ved hans dør, ligesom for Henrik, da han kom til København og bosatte sig tæt ved Gammeltorv. Her på havnen i Helsingør var der handel og torvedag hver dag og ikke som hjemme ved Krogård i Lund kun to dage om året.

Alle sønnerne var nu fløjne fra reden. Kun deres moder Anna Sigvardsdatter Lund sad endnu ene tilbage og vogtede slægtsgården. Da imidlertid den yngste Søn Troels efter ophold i København hos sine brødre havde taget den faste beslutning også at ville blive derovre, gav hun endelig tabt og overlod efter høsten 1794 gården, som hun nu i 21 år havde styret, til sin yngste datter Anna, der samtidig holdt Bryllup med en bonde. Lundegård gik efter 200 års forløb ud af Lundernes slægt.

Endnu i seks år holdt Anna Sigvardsdatter dog stand og blev boende i det gamle hjem. Så drog også hun mod øst. Ved pinse 1800 gav hun efter for sønnernes opfordringer og bosatte sig i København hos sønnen Ole. Med den gamle Anna Lunds bortrejse til Sjælland var slægtens udvandring hertil fuldbyrdet og beseglet. Hun, der som ung havde samlet og skærmet slægten på dens sidste gård Lundslægten ejede. Tro mod slægtens Fortid begærede hun dog, når hun døde, at blive ført tilbage og jordet på Gjellerup Kirkegård, hvor alle de andre fra Lundegaard hvilede. Dette skete 17 år efter.

Det var, som om den medgang, som slægten havde, fik øget kraft og glans ved Ane Sivardsdatters’ ankomst til København. Den stærke fremgang i virksomhed og velstand standsede kun et øjeblik ved de uventede politiske begivenheder 1801. Men uvejret drev lige så hurtigt over, som det var opstået. Det gik de unge indvandrede Købmænd som det øvrige København og det hele Land. Slaget på Reden, hvortil de var Øjenvidne, vakte kun nyt mod og slumrende kræfter. Syv rige frugtbare år fulgte efter.

I disse år uviklede de hver især deres særegne træk. Alle havde de haft Held med sig og meget hurtigt formået at gøre sig gældende. Uden synderlig vanskelighed havde de i kraft af deres medfødt evne til at omstille sig til de nye forhold og drevet det til at blive foregangsmænd. De havde fra første færd vundet tillid, agtelse og til sidst anseelse. Og de forstod  at bevare den. Med rette gik de for at være dygtige, brave og hæderlige folk, men ved siden heraf gjorde slægtens nedarvede egenskaber sig gældende. Med al deres modtagelighed og vennesæle væsen holdt de sig helst for sig selv. På et vist, tilsyneladende tilfældigt punkt blev de ligesom stædige og trak sig tilbage som særlinge. Inderst inde følte de sig tilpas i en selvopmærksom stille grublen.

Denne særhed viste sig allerede i deres valg klædedragten, der vakte opmærksomhed og gav dem navn. Selvom de havde anlagt købstadsdragt og efter tidens mode var pudrede og havde hårpisk, gik i kjole, kort vest, snævre benklæder og knæstøvler som deres ligemænd, så var de dog her hver især stoppet op på et tilfældigt punkt. Henrik Lund gik altid i kjole, vest og benklæder af ensfarvet gråt tøj. Jens Lund var altid klædt i blåt, Ole Lund i grønt. De kaldtes derfor ikke ved deres navne, men som »grå«, »blå« og »grønne« Lund. Indenfor disse fællestræk udviklede de dog hver især deres egne ejendommeligheder.

Ved Københavns bombardement i 1807 kom det til at gå hårdt ud over de fire Lundske købmænd Men hvad værre var, krigen trak i langdrag, der gik syv år inden freden i 1814 blev en kendsgerning, og var landet året før gået fallit. Så hvad de første syv fede år havde givet, åd de næste syv magre år.

Deres varelagre afbrændtes, varerne der var undervejs blev taget af fjenden, deres skibe blev taget af englænderne som krigsbytte. Al kredit ophørte, og hele den tidligere kundekreds forarmedes. De fire købmænd fra Lund må ha været både dygtig og stædig. De holdt sig oven vande selv om det havde været meget svært. Værst gik det ud over den største af forretningerne, Jens Lunds. Han havde så til gengæld den bedste evne til at rejse sig igen. Men hverken han eller brødrene Ole Lund i København og Troels Lund i Helsingør nåede nogensinde atter op til hvad de havde været før 1807. Det gik dem som landet i sin helhed.

Bedst slap fætteren Henrik Lund fra ulykken. Under bombardementet sendte han som de andre familien i sikkerhed uden for byen, men ville ikke selv forlade huset og forretningen i Nygade. En bombe der slog ned i hans kontor fik han gjort uskadelig. Hans beskedne måde at drive forretning på gjorde at hans gamle kunder, selv om de var blevet færre blev de dog ved med at komme ind og handle med ham og betalte kontant. Ingen blev dog nogensinde klog på hvordan det gik med hans handel

Da der ved hans død i vinteren 1820 viste sig at han var i besiddelse af en betydelig formue, udbrød hans modsætning, Jens Lund i et mindeord om ham, “Henrik, Henrik, du var en klog mand. En anden gren af slægten slap heldig fra de voldsomme begivenheder. Det var Michael Kirkegård og hans hustru. Kort før krigen havde han stoppet sin handel og sat sin formue i kongelige Obligationer som ikke mistede deres værdi i forbindelse med Statsbankerotten.

Under alle disse voldsomme begivenheder boede gamle Ane Sivardsdatter Lund ved sin søn Ole Lund. Hun kunne ikke på noget tidspunkt have været i tvivl om hvad der skete og har nok også hjulpet til alt det hun magtede. Så ramtes familien af en stor tragedie. I november 1815 døde Ole Lunds hustru, Karen Monberg. Dødsårsagen var at hun af lægen havde faet en Åreladning hvor han begik en fatal fejl der forvoldte hendes død.

Dette forvandt Ole Lund aldrig. Om sommeren gik han hver dag ud til Bakkehuset hvor de et par år havde boet ved Rahbeks. Ved porten standsede han, stod lidt og gik så tilbage. Om vinteren gik han hver dag ud til hendes grav på Assistens Kirkegård.

Han var ikke i stand til at tage sig sammen så han kunne drive sin forretning, det gik ustandselig tilbage. Nu tog gamle Ane over. Sammen med hans ældste datter, Anna Catrine, der kun var femten år gammel førte hun huset videre for sin søn og hans børneflok i de sidste to år af hendes liv.

De Lundske fribolig.

Allerede omkring 1800 havde brødrene Ole og Jens Lund i København oprettet en familie legat og fundats. Den opførte et asyl for fattige hjemløse i Gjellerup sogn. Den var placeret syd for Gjellerup kirke. Den var udtryk for velstand, det var nemlig ikke mange steder der på den tid havde sådan et socialt gode.

Natten til 16 februar 1849 brændte huset, der betegnedes som “det ved kirken liggende fattighus. Beboerne var tre enlige kvinder, nemlig Karen Baun, Dorthea Ravnsgård og den noget senile 80 årige Mette Petersdatter.

Af forhørsprotokollen står der videre, at kvinderne kun bjergede beskedent af deres i øvrigt fattige ejendele ud af det brændende hus. Om ildens opkomst kunne hverken beboerne eller tililende udtale noget bestemt. Alt tydede på at ilden var opstået i nogle tørv der var anbragt ved skorstenen i Mette Pedersdatters køkken som var blevet antændt af en glød fra skorstenen eller kakkelovnen.

Huset der skønnes at have bestået af fem fags bindingsværk, var aldeles nedbrændt med undtagelse af skorstenen. Efter branden blev huset genopført på samme sted men med plads til fire personer. Da så
fattiggården i blev etableret i 1878 opstod spørgsmålet om “De Lundske Friboliger” skulle bevares eller nedrives. Skulle de bevares var der behov for en større reparation af huset. Sognets beboere deltes i to lejre omkring problemet og bølgerne gik højt. Enden på de lokale stridigheder blev at huset blev istandsat ved frivillige bidrag og indrettet til to familier. Yderlig bidrog Lund-familien med et nyt legat på 500 kr., hvoraf renterne skulle bruges til husets vedligeholdelse.

Nu er de “Lundske Friboliger” for længst forsvunden. Tilbage er står stenen og minder om slægten fra “Krogården” i Lund der emigrerede til København hvor de slog sig ned som “Uldhandlere.

Kilder: Et liv: af Troels Lund. Artikkel af Chr. Isen.

Opdateret