Herredsfogedgården Øster Bjødstrup – et 300 års tilbageblik

TAGE LIER HANSEN

“Øster Bjødstrup”, der er beliggende 2 km sydøst for Hammerum, og som i 1983 er blevet overtaget af Hammerum Landbrugsskole, er ikke alene et landbrug med et betragteligt jordtilliggende – ca. 66 ha – men også en gård, hvis fortid og historie rummer mange interessante detaljer.

I det følgende vil der blive berettet om nogle af de forhold, begivenheder og personer, der for ca. 300 år siden var med til at indskrive Bjødstrups navn i Gjellerup sogns historie.

Egnshistorisk forskning er desværre undergivet den naturlige begrænsning, at jo længere man bevæger sig tilbage i tiden, des vanskeligere er det at finde skriftlige kilder, hvor eksakte og dokumentariske oplysninger kan hentes.

På den baggrund er et bestemt sæt arkivalier af uvurderlig betydning ved udforskning af en gårds historie; det er »Markbøgerne«, som blev udarbejdet i forbindelse med den landsomfattende opmåling af landbrugsjorden, der iværksattes for ca. 300 år siden til brug for den registrering, der senere blev kendt som »Matriklen af 1688«.

Opmålingen strakte sig over 7 år. Den tog sin begyndelse på øerne og fortsattes op gennem Jylland fra sogn til sogn. Den dag, da nærværende beretning blev indledt, viste sig pudsigt nok at være nøjagtig 300 års dagen for opmålingen af Bjødstrups jord. Ifølge »Markbogen« blev opmålingen af »Biøstrup Bye i Gielderup Sogn« nemlig påbegyndt den 12. oktober 1683.

Fra de århundreder, der ligger forud for 1683, foreligger der begribeligvis også spredte oplysninger, der har kunnet udledes af kirkeregnskaber, præsteindberetninger, lensregnskaber o.l. og som kan tegne et – omend vagt – billede af stedets historie ret langt tilbage i tiden.

Ejerlavet Bjødstrup skal regnes blandt de ældste i Gjellerup sogn. Det kan man slutte ud fra endelsen ”-strup”, der er en afledning af ”torp”, den almindelige betegnelse for de første landsbysamfund, der opstod ved afslutningen af Vikingetiden for ca. 800 år siden, almindeligvis efter forudgående rydning af skov.

I det område, der – da kristendommen vandt indpas – sammenfattet kom til at udgøre en sogneenhed (Gjellerup sogn), opstod der efterhånden 10 landsbysamfund og 12 ”enestegårde”. ”Enestegårde” var benævnelsen for enligt beliggende gårde, der ikke var med i noget landsbyfællesskab.

Gjellerup, også kaldet Gl. Gjellerup, beliggende ca. 1 km nord for Gjellerup kirke, var langt den største landsby i sognet; den omfattede 20 gårde og huse; i Gjelleruplund var der 12. Almindeligvis bestod en landsby af ca. 6 gårde, så Bjødstrup med kun 4 gårde var altså blandt de mindste at regne. Hver landsby fremstod som et lille sluttet samfund af bønder, der i fællesskab dyrkede et så stort område, som de kunne overkomme.

Hammerum herred, hvortil Gjellerup sogn hørte, var omfattet af Lundenæs Len, navngivet efter slottet Lundenæs ved Skjern. Afgifter og skatter til kronen/staten skulle derfor betales til lensmanden på Lundenæs. Lundenæs og Bøvling len kom ved en sammenlægning i 1794 til at danne det område, der i dag kendes som Ringkøbing amt.

I slutningen af 1500-tallet boede der på den nuværende »Øster Bjødstrup« en herredsfoged, der hed Peder Mar, sædvanligvis kaldet Peder Bonde. – På den tid beklædtes herredsfogedstillingen så godt som altid af en velhavende bonde; det var simpelt hen en betingelse for udnævnelsen, at vedkommende var ejer af bondegods, svarende til mindst 10 tdr. hartkorn; og den betingelse opfyldte Peder Bonde fuldtud; han og naboen, Jens Christensen Langelund, ejede i fællesskab de fire Bjødstrupgårde og desuden 9 andre gårde rundt om i herredet, deriblandt 5 i Gjellerup sogn. Hans rigdom og herredsfogedtitlen i forening gav ham så megen estime, at han havde kirkestoleret i Gjellerup kirke, d.v.s. han havde sin private bænk, der var forsynet med en låge, og som kun han og hans familie måtte benytte.

Hvor længe Peder Bonde residerede på Bjødstrup, kendes ikke nøjagtig. Han nævnes i et dokument så tidligt som 1574, og i et lensregnskab for året 1613 forekommer notatet ”1 Gaard i Biødstrup, Peder Bonde iboende.”

Hans navn blev indhugget i den ældgamle gravsten, der i dag er placeret i en lille indhegning foran Gjellerup kirkes våbenhus, og den må vel således have tjent som mindesten på hans grav. Stenen er imidlertid af langt ældre dato, så begrebet genbrug må øjensynlig have været almindelig praktiseret også dengang.

Peder Bondes datter var gift med en søn fra Vaadegaard i Ikast sogn. Denne svigersøn, der hed Jacob Mortensen Barfod, overtog ved Peder Bondes død alle dennes besiddelser. Han og hustruen tog bopæl på gården i Bjødstrup, og dermed indledtes i gårdens historie en næsten 100-årig epoke med medlemmer af den hæderkronede Barfodslægt som ejere.

Slægten Barfod stammede fra Sædding Storgaard i Nørre Nebel sogn. I bogen »Selvejerslægten Bjødstrup« af Jens Abildtrup 1952 er det nævnt, at stamfaderen, som hed Jens Barfod, blev adlet i 1455, men adelspatentet var efterhånden gået fløjten, fordi nogle af Jens’ efterkommere havde giftet sig under deres stand. Barfod’erne brugte dog stadig et udsnit af det tidligere adelsvåben, nemlig en fod, som bomærke.

Jens Barfod var herredsfoged, og en af hans sønner, Knud, blev også herredsfoged i Vester Horne herred. En af Knuds sønnesønner, altså et oldebarn af stamfader Jens, giftede sig i slutningen af 1500-tallet ind i Vaaddegaard, og det var altså hans søn Jacob Mortensen Barfod, der ved sit ægteskab med Peder Bondes datter blev ejer af den gård, der i dag hedder Øster Bjødstrup.

Blandt Jacob Mortensen Barfods forfædre havde der som nævnt været folk, der indtog betydningsfulde positioner i samfundet, og han selv var tydeligt nok også en mand, der evnede at føre slægtens traditioner videre. At han var gift med herredsfogedens datter har jo nok ikke ligefrem hemmet hans karriere.

1622 blev han udnævnt til delefoged hos lensmanden på Lundenæs slot og var dermed placeret på den embedsmandsmæssige rangstige, omend på et af de nedre trin, men alligevel med ret store beføjelser. Som delefoged var han nemlig lensmandens – og dermed indirekte kongens – repræsentant på tingstederne.

Jacob Mortensen Barfod steg hurtigt op ad rangstigen, for allerede efter 3 års forløb, nærmere betegnet 13. juli 1625, har han rang af herredsfoged for Hammerum herred; i den egenskab optræder han nemlig da som medunderskriver på et tingsvidne. Det er øjensynlig hans første embedshandling.

24. februar 1935 fik han en bevilling, der gav ham tilsagn om, at han måtte overtage kronens hele og kirkens halve part af korntienden for Gjellerup sogn som fæste og afgift, når den fungerende tiendehaver, sognepræsten Jens Nielsen Gjødstrup i Gjellerup sogn var død.

Formuleringen af den lidt besynderlige bevilling kunne tyde på, at de implicerede parter har været folk med et praktisk greb om tingene. Man må formode, at den aldersstegne præst har været så svagelig, at hans død kunne ventes når som helst, og altså har man i god tid begyndt at ordne de formaliteter, der jo uomgængeligt skulle afklares, såsnart præsten var gået bort.

Pastor Nielsen Gjødstrup døde 1636, og bevillingen trådte dermed i kraft. Samtidig blev Barfod under datoen 16. juli 1636 udnævnt til kirkeværge ved Gjellerup kirke, og endvidere overtog han præstens hverv som regnskabsfører for kirkeregnskabet.

Bestillingen som kirkeværge var sædvanligvis en yderst fredelig og ukompliceret post, men for Jacob Mortensen Barfod blev den dog årsag til en masse fortrædeligheder.

I sin egenskab af kirkeværge havde han nemlig ansvaret for registreringen og opbevaringen af kirkens tiendekorn, og da de svenske styrker under Torstenssonkrigen 1643-45 drog hærgende og plyndrende gennem landet, aflagde de også besøg hos herredsfogeden på Bjødstrup og røvede hele kornbeholdningen. Det fremgår af følgende tilføjelse i kirkens regnskab 1644:

»Foreskrevne Aars Korn-Tiende have Kierkeværgen Jacob Mortensen oppebaaren og er ham af Fienden aftvungen og fratagen, saa han intet haver nydt eller beholden deraf efter Tingvidners Indhold og derfor ikke føres ham her til Indtægt.«

Og så nøjedes krigsfolkene endda ikke med at røve det korn, som herredsfogeden var ansvarlig for. De stak også ild på gårdens store stuehus, der nedbrændte totalt.

Der skulle en god økonomi til at bære et sådant tab, men Jacob Mortensen Barfod var mere velstående end de fleste, ikke mindst, fordi han havde arvet svigerfaderens besiddelser, herunder også halvparten i de 13 gårde, som Peder Bonde og Jens Christensen Langelund havde ejet i fællesskab. Den anden halvdel var næsten samtidig overgået til Jens Christensen Langelunds søn, Gjøde Jensen.

Jacob Mortensen Barfods økonomiske styrke kommer klart til udtryk i den kendsgerning, at han i 1647 var blandt de meget få, der blev pålignet den særlige »rentepengeskat«. Han skulle svare af 500 sletdaler.

Også i 1652 måtte han bidrage, denne gang af 200 rigsdaler. Samme skæbne overgik præsten i Sunds, Anders Christensen, og de to var i øvrigt de eneste i hele Hammerum herred, der skulle svare denne datidens formueskat. Også i 1653 var der bud efter Barfod, men da fik han skatten eftergivet med den begrundelse, at ”hans Pending, som han tilforn har angivet at have paa Rente og skattede af, har han nu optaget til sin Fornødenhed og have nu intet at skatte af.”

Hvad enten det skyldtes for stort privatforbrug, investeringsbehov eller nedadgående indtægter, synes det altså at være en kendsgerning, at han har måttet tære på sin formue. Også dengang var der jo både op- og nedgangstider i landbruget.

Jacob Mortensen Barfod var gift to gange og havde 10 børn, nemlig 2 døtre og 8 sønner. Den ene af døtrene blev gift med S. Peder Jens en på »Store Langelund«. Han overtog svigerfaderens hverv som herredsfoged.

En af sønnerne blev sognepræst i Halland i Sverige, og en anden blev herredsskriver. De øvrige blev ejere af store gårde, og tre af dem gik desuden i faderens fodspor, hvad angår offentlige hverv, idet en blev delefoged på Lundenæs, mens to i tidens løb blev herredsfogeder i henholdsvis Hammerum og Ulfborg herred.

Jacob Mortensen Barfod døde 1656 og blev begravet inde i Gjellerup kirke, hvilket var en stor hæder. En flad ligsten blev nedfældet over hans grav i kirkegulvet, og denne sten ses nævnt i en indberetning, som sognepræsten Oluf Pedersen udfærdigede i året 1767: i sin omtale bemærker præsten, at »Inscriptionen er saa udslidt, at deraf intet kan læses«. Højst sandsynlig er den identisk med den flade, røde sten, der i dag ligger nogle få meter øst for kirkens våbenhus.

Af de to gårde, som han ejede i Bjødstrup, overtog datteren Inger, gift med S. Peder Jensen på »Store Langelund«, den ene; den anden blev delt mellem sønnerne Claus og Knud, der således blev ejer af hver sin »halvgård«. Pudsigt nok blev denne deling af gårdene årsag til en langvarig retssag 46 år senere. Som den estimerede mand Jacob Mortensen Barfod var, havde han naturligvis »kirkestoleret« i Gjellerup kirke, og da der var tale om en storbonde, var retten lige så meget knyttet til hans gård. Så længe det var hans børn, der ejede hans besiddelser i Bjødstrup, var der naturligvis ingen problemer, men da helgården og de to halvgårde efterhånden gik over på fremmede hænder, blev der ballade, for nu var der jo tale om tre forskellige familier, der alle mente at have krav på den kirkestoleret, der var knyttet til gårdene, dengang de udgjorde et samlet hele. Striden resulterede i en proces, der strakte sig over flere år og medførte et utal af retsmøder.

I slutningen af året 1683 afvikledes så den tidligere omtalte opmåling og vurdering af al landbrugsjord i Danmark. Den skulle danne grundlag for det register, der senere fremstod som »Matriklen af 1688«. Hele der vældige projekt var grundigt planlagt og organiseret af kyndige folk, og alt, hvad der blev foretaget med hensyn til opmåling og vurdering samt registrering af ejerforhold og dyrkning m.v., blev nedfældet i en ”Markbog” for hvert ejerlav. Markbogen for Bjødstrup viser, at opmålingen her blev foretaget i dagene 12.-15. oktober 1683.

I hvert ejerlav tildeltes gårdene fortløbende numre, og dette nummersystem er grundstammen i matrikuleringen endnu i dag. Øster Bjødstrups hovedmatrikelnummer 3 viser således tilbage til den gård, der i 1683 fik tildelt nr. 3.

Bjødstrup-markbogens titelblad er forsynet med påskriften:

Lundenæs Ambt – Hammerum Herrit – Gielderup Sogn – Biøstrup Bye.

Herefter følger så en opremsning af de fire gårdes ejere og brugere. Gård nr. 3 er beskrevet således:

»Er Inger Jacobsdatters self-eiede Gaard, boende i Store Langlund, med Herligheden til Lundenæs« Med »herligheden« menes herlighedsretten, d.v.s. adkomsten til jagt og fiskeri samt de fiskale ydelser, der var pålagt gården at yde. Som bruger, d.v.s. fæster eller bestyrer er angivet Christian Nielsen.

Gård nr.1 og 2 ejedes af Inger Jacobsdatters brødre Claus og Knud Jacobsen. Gård nr. 4 var et »øde Boel«, d.v.s. en ødegård. Den har sikkert været fæstet ud til en mand, der ikke har kunnet svare sine skatter og afgifter, hvorefter den har fået karakter af ødegård. Ødegårdens jord blev dyrket af de ovennævnte to brødre.

Claus, Knud og Inger Jacobsdatter var børn af Jacob Mortensen Barfod, og gårdene var de besiddelser, som de havde arvet ved faderens død 27 år tidligere.

Som det fremgår af teksten, boede Inger Jacobsdatter på »Store Langelund«, hvor hun sad som enke efter S. Peder Jensen, der var død 1672. S. Peder Jensen blev også kaldt Peder Vibe, og han førte en vibe som sit bomærke. Han havde overtaget  svigerfaderens hverv som herredsfoged.

Markbogen rummer mange interessante oplysninger om ejerlavet på den tid. Fællesdriften bestod jo endnu, og et af fællesdriftens kendetegn var, at de enkelte marker og agre havde navne.

I Bjødstrup forekom følgende marknavne:

  • Lang Agre
  • Stachet Toft Agre
  • Leer Pøt Agre
  • Krog Agre
  • Kield Brød Agre
  • Vild Kield Agre
  • Høy Hvilløg Agre
  • Øster Brød Agre

Hertil kommer “Tofte-Jorden”, dvs. det begrænsede areal i umiddelbar tilknytning til hver ejendom, som vedkommende selv frit kunne disponere over, uafhængigt af driftsfællesskabet.

De fleste af disse marknavne er lette at definere. F.eks. kræver Lang Agre og Krog Agre ingen forklaring; her har det tydeligt nok været markernes form, der er lagt til grund for navnet. Stachet Agre må vel være en særlig kort ager, jfr. udtrykket »en stakket stund«. Leer Pøt Agre er også klar nok; det er den ager, hvor gårdene havde deres fælles lergrav, der sikrede dem deres forsyninger af materiale til mure, vægge og de lerstampede gulve. Vild Kield Agre er formentlig en ager med en fælles brønd, der har fået sin vandforsyning fra en kilde, også kaldet et »væld« eller en »vild«. Brød-agrene har nok været agre, der er opstået efter udvidelse af dyrkningsarealet ved brud, d.v.s. opbrydning af heder. – Høy Hvilløg Agre er i modsætning til de øvrige marknavne ret gådefuldt, og det er faktisk ikke muligt at fremsætte en nogenlunde acceptabel teori om baggrunden for navnet.

Også dyrknings-proceduren for de enkelte marker var noteret i markbogen. Det almindeligste var, at en mark dyrkedes i 4 år, skiftevis med rug, byg, rug og boghvede, hvorefter marken hvilede i en tilsvarende 4-års periode. En af markerne, nemlig Krog Agre må imidlertid have været særlig karrig; den blev nemlig kun dyrket i 2 år med henholdsvis rug og boghvede, hvorefter den havde en hvileperiode på ikke mindre end 6 år.

Det var naturligvis mangelen på gødning, som var skyld i, at man måtte lade jorden ligge uudnyttet hen i så lange perioder, men i forhold til andre dele af sognet må Bjødstrupjorden ellers have været givtig nok eller Bjødstrupmændene muligvis dygtigere end andre. Disse alternative overvejelser melder sig uvilkårligt, når man studerer en oversigt, der blev udarbejdet 26 år senere, nemlig i 1709. Det år var der en forfærdelig misvækst, og i den forbindelse blev der – vistnok på foranledning af lensmanden på Lundenæs – foretaget en undersøgelse af de forskellige egnes høstudbytte i relation til udsæden. Resultatet af undersøgelsen blev sammenfattet i en opstilling, hvor sammenligning kunne foretages.

Nogle udpluk af tallene fra Gjellerup sogn viser, at gårdene i Bjødstrup har klaret sig bedre end tilsvarende gårde andet steds:

Det vil føre for vidt at berette om de seneste 300 år indtil i dag, men Bjødstrup har naturligvis også i den periode været skueplads for megen omskiftelse og mange begivenheder. F.eks. var der kirkestolestriden i 1702. Den opstod, fordi konerne i Bjødstrupgårdene ikke kunne enes om retten til den kirkestol, der blev reserveret Bjødstrupfolkene i Jacob Mortensen Barfods tid, da gårdene blev drevet under et og således dannede en lille herregård.

At enkelte koner i Bjødstrup havde et noget stridbart sind, fik sognefogeden i Gjellerup, Ole Laulund, i hvert fald at føle. Den 15. juni 1705 indfandt han sig nemlig sammen med to tilforordnede vidner i Jens Madsens gård i Bjødstrup. Sognefogeden havde begrundet mistanke om, at der blev foretaget ulovlig brændevinsbrænding og skulle nu i embeds medfør undersøge sagen. Han og vidnerne blev nægtet adgang, men det lykkedes dem dog at trænge ind i huset, til trods for at ejeren og hans kone, Ellen Jensdatter, praktiserede, hvad man i dag kalder ”fysisk blokade”. Det syn, der mødte sognefogeden og hans folk i bryggerset, var ikke til at tage fejl af; brændevinsredskaberne hang over ilden, og destilleringen var i fuld gang.

I overensstemmelse med sin instruks ville sognefogeden nu konfiskere brændevinshatten, det vigtigste element i brændings-apparaturet, men i fortørnelse herover og i arrigskab over udsigten til en kæmpebøde gav konen sognefogeden en så kaftig uppercut, at han røg baglæns ned i et stort kar med spøel, d.v.s. flydende bærme fra destilleringen. Sognefogeden har næppe kunnet se komikken, men episoden har utvivlsomt givet anledning til megen munterhed i sognet lang tid efter.

1726 brændte de to store Bjødstrupgårdes sammenbyggede stuehuse. Der sad en enke som ejer på hver af gårdene, og de blev begge ruinerede ved branden.

Ca. 1795 effektueredes den lovbefalede udskiftning, hvor hver gård fik tildelt sin egen part af fællesjorden. Senere mageskifter og handler har dog medført en sammenblanding af matrikelnumrene. I øvrigt er gårdene i hele det distrikt, der benævnes Bjødstrup, etableret på udstykninger fra de oprindelige fire gårde.

Det nuværende stuehus på Øster Bjødstrup er opført 1882. Ifølge sagkyndige er dets arkitektur præget af slesvigsk byggeskik. – Det er sikkert rigtigt, for efter årstallet at dømme må huset være opført i proprietær Harro Harrsens tid, og folketællingslisten for 1. februar 1880 kan fortælle, at såvel Harrsen som hans hustru kom fra Slesvig.

Endvidere kan man se, at forbindelsen til landsdelen er opretholdt, for på tællingsdagen er fru Harrsen noteret som midlertidigt fraværende med ophold i Slesvig.

Folketællingslisten giver for resten også et godt billede af, hvor mange folk der var på en sådan gård dengang. Harrsens samlede husstand omfattede 23 personer, deriblandt en huslærer, en gartner og en mejerske.

Februar er jo en stille tid i landbruget, så i de travle perioder om foråret og høsten har staben sikkert været væsentlig større.

Stuehusets ydre er i 1983 blevet restaureret med behørig hensyntagen til husets oprindelige stil. Frontespicer og relieffer over indgangspartierne er med til at give bygningen et fremmedartet præg, og i hele sin fremtoning skiller huset sig markant ud fra den byggestil, der almindeligvis blev praktiseret ved tilsvarende byggeri på egnen.

Stuehuset er på den måde ikke alene et smukt islæt i landskabsbilledet, men også et værdifuldt kulturminde fra en af de seneste epoker i den gamle gårds lange og interessante historie.

Opdateret