Om bordet fra Granly

Der står et bord på Timring lokal arkiv. Ikke et hvilket som helst bord, men et bord med mere livserfaring end de fleste mennesker. Godt over 200 år har det på bagen – og alligevel har det holdt til både spildt sovs, vild latter og lidt for meget snaps til tider.

Bordet stod på gården Granly på Trehøjevej 44. Det var vores fars, Peder Bredkjærs fødehjem. Bordet var ikke bare et møbel – det var scenen for flere generationer. Rundt om bordet var der en indbygget bænk på tre sider, og på den sidste langside stod der stole. Der blev spist, hygget, spundet hoser, spillet spil og meget mere.

Da fjernsynet kom til gården i 70’erne, havde vi også lædersofa, læderstole og et lille kaffebord i køkkenet. Men bordet holdt fast på sin position – vi børn var meget i køkkenet, for der var altid liv her. Vores mor, Elsebeth, lavede mad mens vi lavede lektier, spillede spil og så fjernsyn. Peder og karlene, der passede grisene, satte sig også her til alle måltider.

Det var ikke et stille hjem. Folk fra hele verden kom forbi gården – forskere, professorer, landbrugsskoler, ERFA-grupper og unge mennesker, der boede hos os i længere perioder gennem Lions. Vores forældre var meget gæstfri, Peder var meget nytænkene og nysgerrig. Blandt andet var bedriften blandt de første, der lavede forsøg med løsdrift og vådfodring af grise – og naturligvis skulle alle gæster, uanset titel, med til bords.

Men Peder var også en spøgefugl. Under bænken langs bordet sad en radiator, og når der var besøg, kunne han finde på at skrue den op på fuld styrke. Det startede hyggeligt og lunt, men efterhånden begyndte gæsterne at svede og løsne slipset. Peder sad bare og ventede på, hvornår de endelig ville sige noget. Latteren lød altid højt – professor eller ej.

Det var også dér, vi som børn lærte, at når revisorens bil holdt ude i gården, så var det bare med at smutte lydløst op på værelserne. I 80’erne og 90’erne, hvor renterne bed hårdt, var der nemlig ingen sjov i banken eller ved regnskabet. Men selv revisoren kunne blive offer for Peders radiator-fup.

Og bordet har set det hele. I 1992 stod det dækket med det fineste Musselmalede stel, da selveste den japanske ambassadør kom på besøg for at se en dansk bedrift og bagefter fik frokost i køkkenet.

Men det var ikke kun storslåede øjeblikke. Bordet har været rammen om hverdagsminder, glæder og sorger. Om dans i køkkenet, om spaghetti a la Isabella fra Italien, en af flere unge, som boede hos os hen over sommeren via Lions. (Spaghettien er stadig den standard vi tre piger måler al pasta mod), om polske medarbejdere, der blev til livslange venner, og om drenge fra lokalområdet, der fandt et fristed og et fællesskab på gården.

Kort sagt: Alle, der satte sig ved bordet, blev en del af historien. Om man var forsker, karl, ambassadør eller bare en ven på gennemrejse, så fik man en plads og et måltid – og tit et godt grin med på vejen.

Bordet var aldrig bare et bord. Det var samlingspunkt, varmekilde (bogstaveligt talt!) og hjertet i en barndom fyldt med mennesker, historier og kærlighed.Der står et bord på Timring lokal arkiv. Ikke et hvilket som helst bord, men et bord med mere livserfaring end de fleste mennesker. Godt over 200 år har det på bagen – og alligevel har det holdt til både spildt sovs, vild latter og lidt for meget snaps til tider.

Bordet stod på gården Granly på Trehøjevej 44. Det var vores fars, Peder Bredkjærs fødehjem. Bordet var ikke bare et møbel – det var scenen for flere generationer. Rundt om bordet var der en indbygget bænk på tre sider, og på den sidste langside stod der stole. Der blev spist, hygget, spundet hoser, spillet spil og meget mere.

Da fjernsynet kom til gården i 70’erne, havde vi også lædersofa, læderstole og et lille kaffebord i køkkenet. Men bordet holdt fast på sin position – vi børn var meget i køkkenet, for der var altid liv her. Vores mor, Elsebeth, lavede mad mens vi lavede lektier, spillede spil og så fjernsyn. Peder og karlene, der passede grisene, satte sig også her til alle måltider.

Det var ikke et stille hjem. Folk fra hele verden kom forbi gården – forskere, professorer, landbrugsskoler, ERFA-grupper og unge mennesker, der boede hos os i længere perioder gennem Lions. Vores forældre var meget gæstfri, Peder var meget nytænkene og nysgerrig. Blandt andet var bedriften blandt de første, der lavede forsøg med løsdrift og vådfodring af grise – og naturligvis skulle alle gæster, uanset titel, med til bords.

Men Peder var også en spøgefugl. Under bænken langs bordet sad en radiator, og når der var besøg, kunne han finde på at skrue den op på fuld styrke. Det startede hyggeligt og lunt, men efterhånden begyndte gæsterne at svede og løsne slipset. Peder sad bare og ventede på, hvornår de endelig ville sige noget. Latteren lød altid højt – professor eller ej.

Det var også dér, vi som børn lærte, at når revisorens bil holdt ude i gården, så var det bare med at smutte lydløst op på værelserne. I 80’erne og 90’erne, hvor renterne bed hårdt, var der nemlig ingen sjov i banken eller ved regnskabet. Men selv revisoren kunne blive offer for Peders radiator-fup.

Og bordet har set det hele. I 1992 stod det dækket med det fineste Musselmalede stel, da selveste den japanske ambassadør kom på besøg for at se en dansk bedrift og bagefter fik frokost i køkkenet.

Men det var ikke kun storslåede øjeblikke. Bordet har været rammen om hverdagsminder, glæder og sorger. Om dans i køkkenet, om spaghetti a la Isabella fra Italien, en af flere unge, som boede hos os hen over sommeren via Lions. (Spaghettien er stadig den standard vi tre piger måler al pasta mod), om polske medarbejdere, der blev til livslange venner, og om drenge fra lokalområdet, der fandt et fristed og et fællesskab på gården.

Kort sagt: Alle, der satte sig ved bordet, blev en del af historien. Om man var forsker, karl, ambassadør eller bare en ven på gennemrejse, så fik man en plads og et måltid – og tit et godt grin med på vejen.

Bordet var aldrig bare et bord. Det var samlingspunkt, varmekilde (bogstaveligt talt!) og hjertet i en barndom fyldt med mennesker, historier og kærlighed.

Opdateret