Iværksættere i Vildbjerg
Lige efter krigen gik mange unge i Vildbjerg rundt med en iværksætter i
maven. Her skal først og fremmest nævnes brødrene Damgård, kendt fra
Egetæpper og Angli – og Creda skjorterne.
Det var ikke så enkelt for unge iværksættere at komme i gang i Vildbjerg. I
Vildbjerg Bank bestod bestyrelsen af en købmand, en tømmerhandler og en
forstander, og de rystede på hovedet, hver gang en ung iværksætter kom. Det,
selvom ideerne var nok så gode. Man var på den tid ikke indstillet på, at unge
iværksættere skulle etablere sig i Vildbjerg. Man havde ikke udlagt jord til
erhvervsmæssigt byggeri, og man havde desuden kun et gammelt jævnstrøms
elværk. De unge iværksætterspirer tog derfor til Herning og fremlagde deres
planer i stedet og blev modtaget med kyshånd. Deres ideer skabte nogle
fantastiske produkter og ikke mindst arbejdspladser, som altså ikke kom til at
ligge i Vildbjerg.
En iværksætter, som skal nævnes fra Vildbjerg, er Peder Lysgård, født og
opvokset i byen. Han fik ideen med at importere benzin og olie fra Tyskland
og købte til det formål nogle tankskibe til transporten. Peder Lysgård opførte
derefter tankanlæg over hele Danmark og kunne konkurrere med de allerede
etablerede olieselskaber. Han døde desværre forholdsvis ung.
Efter kommunalreformen, hvor kommunerne blev større, og Trehøje Kom-
mune så dagens lys, var vi så heldige at få en fremsynet kommunal- bestyrelse
med Verner Ebdrup i spidsen. Der blev nu udlagt industriarealer, og sammen
med en iværksætterydelse, som det samtidig blev muligt at søge om, kom der
virkelig gang i Trehøje Kommune.
Nogle af de første til at etablere sig i Vildbjerg var Peder Fahrsen og hans far
fra Nøvling. De havde allerede påbegyndt en lille fabrikation af skridsikre
riste til industrien. Olieindustrien var storaftagere sammen med slagterierne.
I dag ser vi dem alle vegne, og de har også etableret sig i udlandet.
En meget succesrig virksomhed var Blücher. Ejeren Johannes Skibbild, som
også var fra Vildbjerg, begyndte som VVS mand i Lind, men flyttede til
Vildbjerg. På en nedlagt ejendom begyndte han en produktion af afløbsriste,
som han selv havde opfundet, og det var egentlig meningen, at han og hans
kone, Gerda, ikke ville have ansatte. Efterspørgslen voksede imidlertid, og de
blev derfor nødt til at revurdere deres indstilling til ansatte. Virksomheden
udviklede sig efterhånden til en stor fabrik.
En anden var Jens Langkjær. Han kom fra Tjørring og havde påbegyndt en
produktion af svinestalds- inventar. Han fik også stor succes og var en af de
første fra Vildbjerg til at gå på Børsen. Det gjorde ham til en meget rig mand.
Tekstilindustrien fik som allerede nævnt aldrig chancen i Trehøje Kommune.
En produktion af fyrretræsmøbler slog heller ikke rigtig an, noget som sikkert
kan forklares med den hårde konkurrence fra Østeuropa. Metalindustrien
derimod har fået et godt rodfæste i kommunen, ikke mindst takket være de
pionerer jeg har nævnt her. Efter dem er der kommet flere til og eventyret
synes at fortsætte.
Indlæg forfattet af Peder Bredkjær, Timring
Andre historier
-
Dele af postudbringningens historie i Skarrild sogn.
Offentlig postbesørgelse var indtil ca. 1850 udelukkende et by-fænomen. Først i 1852 oprettedes såkaldte ’brevsamlingssteder’ i egne, hvor der var langt mellem posthusene. Brevsamlingsstederne blev ofte etableret i forbindelse med kroer langs postruterne. Herfra blev posten bragt til egnens landsbyer af landpostbude 1848 – 1870 Januar 1848 beretter Skarrild-Arnborg sogneprotokol, at postens modtagelse og aflevering […]
-
Under fattigforsørgelse i Skarrild sogn
Vi følger pigen Stine, som var årsag til branden, på Nr. Karstoft i 1860. I 1870 bor Stines forældre Christen og Ane sammen med datteren Johanne, i et hus i Skarrild Grene og er stadig under fattigforsørgelse. Der findes først data om Stine igen, da hun d. 21/4 1872, gifter sig med enkemanden Andreas Nielsen. […]
-
Kirkegårdene.
Den gamle kirkegård lå rundt om Kirken, og har i de mange år været en forsømt plet, høns, hunde og kreaturer havde deres frie gang og ødelagde mange gravminder over de gamle henfarne slægter. Den er nu istandsat og danner en smuk græsplæne, hvor der endnu ses et par store flade sten, minder om Holtbjergmanden […]
