Tilsynsprotokol for tilsynsværgen i N. Omme tilsynsdistrikt
På lokalhistorisk arkiv i Ørnhøj fandt jeg for noget tid siden et slidt kladdehæfte, hvor forsiden manglede. Ved nærmere undersøgelse viste det sig at være en slags tilsynsprotokol fra år 1900 og frem til 1915 i Nr. Omme kommune over nogle plejebørn. Ud fra notaterne ses, at der var tilsyn forår og efterår, altså to gange om året.
På forsiden stod følgende:
Tilsynsprotokol for tilsynsværgen i N. Omme tilsynsdistrikt
Herr sognepræst Magnusson
N. Omme ved Tim
Ringkøbing amts Plejehjemsforening 2. juni 1902
p.b.v.
K. Johansen
Undertegnede overtog Gjerningen som Tilsynsførende i Efteråret 1906
Askov Skole, N. Omme d. 04-11-1906
A.C. Soelberg
~
Pga. Bortrejse afleveres Hvervet som tilsynsførende til Gårdejer A. Madsen, Store Halkjær 01-06-1908
Jeg satte mig for at fortælle børnenes historie!
De seks børn var:
Anine Kristine Kæseler, født 12. september 1898
Edit Johanne Olesen, født 8. juni 1900
Rosa Jensen, født 12. maj 1902
Petra Karoline Jacobine Jakobsen, født 24. februar 1903
Aksel Frølund Petersen, født 30. januar 1908
Søren Godsk Jensen, født 22. april 1908
Anine Kristine Kæseler
Anine blev født 12. september 1898. Hendes far hed Ernst Kristian Kæseler og moderen hed Kirsten. De var husmænd og boede i Fjaldene. Anine var den yngste af otte søskende. Begge forældre døde med få måneders mellemrum i år 1900 – måske var det årsagen til, at Anine kom i pleje. De første år efter forældrenes død ser det ud, som om Anine og nogle af hendes søskende havde bolig ved noget familie. Iflg. folketællingen fra 1901 ses hun sammen med sine søskende i Kodal ved Jakob Henrik Kæseler og Ane i Abildå.
Plejeforældrene Mikkel Kr. Steffensen og Mariane Nielsen på Overgaard er nævnt første gang i 1908, hvor det er noteret, at hendes opførsel og behandling i hjemmet er meget god og at hendes fremgang i skolen er meget god. Hun befinder sig stadig hos plejefamilien i 1911. I 1916 har hun en tjenestepigeplads hos Hans og Else Kristine Jensen på ejendommen Melhede på Skjernvej 219.
Anine blev gift med sønnen på Melhede Jens Andreas Jensen – vielsen foregik 29. oktober 1919. De overtog ejendommen i 1927 med Jens Andreas forældre på aftægt, hvilket bekræftes i folketællingen 1925. Anine og Jens fik to børn.
Anina mistede sin ægtefælle i 1979. Hun efterlevede ham med 5 år og døde 28. april 1984. Begge er begravet på Ørnhøj kirkegård.
Edit Johanne Olesen
Edit blev født 8. juni år 1900 i Skjern. Hendes far var murerarbejdsmand Ole Olesen og moderen hed Maren. Maren døde 1901 og muligvis derfor kom Edit i pleje fra 02-06-1902. Plejefamilien var Kristen Madsen og Ane Jensine Jensen, Grøntoft.
Tilsynsprotokollen viser, at hun trives i plejefamilien, og at der ved skolens begyndelse ses fremgang. Sidste notat i protokollen er fra 1914, her står at Edit er begyndt konfirmationsforberedelse. Hun blev konfirmeret 4. oktober 1900 i Nørre Omme kirke.
Efterfølgende kom Edit ud at tjene. I folketællingen fra 1925 var hun husassistent i Græsted i Gribskov kommune i Nordsjælland. I 1930 var hun tilbage i Jylland, og arbejdede stadig som husassistent, men nu i Faster, som ligger tæt på Skjern. I folketællingen fra 1940 var hun tilbage på Sjælland. Hun er noteret som ugift og som arbejderske (arbejdssted er ikke anført), men hun havde bolig i Nansensgade 94 st.
Det er uvist, om Edit blev i København og om hun blev gift og fik børn….
Rosa Jensen
Rosa blev født 12. maj 1902 i Sønder Lem ved Viborg. Hendes mor var ugifte Eline Marie Jensen og udlagte fader var Aage Børsting Sørensen – han indgik IKKE ægteskab med moderen. Rosa kom i pleje i 1903 hos Ane Thomsen, Overgaardhus i Askov.
I plejeprotokollen angives, at Rosa trives i plejehjemmet og at hendes helbred er godt. I foråret 1911 er noteret, at hun flyttes til optagelseshjemmet i Struer. Det var et børne- og optagelseshjem for udsatte børn, som lå ved Venø bugt. Hun opholdt sig ganske kort tid på børnehjemmet, for senere samme år var hun plejebarn i Fjaltring. I 1916 havde hun igen ophold på et børnehjem, denne gang Herning børnehjem på Ringkøbinggade. I 1921 var hun iflg. folketællingen tjenestepige i Sdr. Lem (ved Skjern).
I 1922 om sommeren blev Rosa gravid. Den 4. januar 1923 fødte hun en søn, den udlagte barnefader Nikolaus Magnus O. Thomsen giftede sig ikke med Rosa. Iflg. folketællingen fra 1925 var hun tjenestepige i Ølgryde ved Nr. Felding.
To år senere fik Rosa endnu en søn. Han blev født 25. maj 1927, der er ikke noteret, hvem der blev udlagt som barnefader.
Rosa blev gift med den 57 årige ungkarl Henrik Holte den 31. oktober 1928 i Vinding kirke. Hun var 26 år. De fik fire år sammen. Henrik døde 25. oktober 1932.
Rosa blev efterfølgende husbestyrerinde i Vind i Skovgaardhus. Den 1. august 1935 fødte hun en datter. Der er ikke noteret, hvem faderen var.
Det sidste, der er fundet om Rosas liv, er folketællingen fra 1940, hvor hun var husbestyrerinde ved Thomas Thomsen i Vind, med i husstanden er noteret datteren.
Petra Karoline Jakobine Jakobsen
Petra blev født 24. februar 1903 i Nørre Omme. Hendes mor var ugifte Jakobine Jakobsen, det er ikke noteret, hvem faderen var. Som ugift kvinde har det sandsynligvis været svært at forsørge et barn – muligvis derfor kom Petra i pleje fra 30. juli 1903. Plejeforældrene var Hans Peder Jørgensen og hans kone Andersine, Skråstrupvej 4 i Nørre Omme. Familien havde på daværende tidspunkt 3 plejebørn.
Iflg. tilsynsprotokollen trives Petra godt i plejefamilien. Skolegang og opførsel samt hendes behandling i hjemmet er god. Da hun blev konfirmeret 15. april i 1917, ses hun hos familien som tjenestepige, hvilket også bekræftes af folketællingen i 1921.
Petra blev gift med karetmagersvend Hans H. Nissen i Ørnhøj kirke 24. august 1922. De bosatte sig i Ringkøbing i hans barndomshjem på Øster Strandgade 20. Familien fik 5 børn. Petra mistede sin ægtefælle i 1937. Efterfølgende rejste hun til Esbjerg og fik bolig på Norgesgade 36, hvilket bekræftes af folketællingen fra 1940.
Aksel Frølund Petersen
Aksel blev født 30. januar 1908 i Holstebro. Han mor var ugifte Abelone Cathrine Marie Frølund Petersen og den udlagte barnefader var August Pedersen, ligeledes fra Holstebro.
Han kom i pleje hos Hans Knudsen og Kirsten Marie Lauridsen på Omgaard mark. Iflg. tilsynsprotokollen er hans opførsel og behandling i hjemmet noteret som god og Aksels helbredstilstand er tilfredsstillende.
Det er ikke lykkedes at finde hans konfirmation, som burde være ca. 1922 Han kan være konfirmeret på et tjenestested. I 1925 tjente han i Gudum ligeledes i 1930.
Aksel blev gift med Karen Viktoria Daugaard Jensen fra Ikast. De fik 3 børn. Ægteskabet holdt ikke og i flg. folketællingen 1940 var Aksel fraskilt og bosat i Aalborg. Han arbejdede som vognmand. Det er ukendt, hvornår og hvor Aksel døde.
Søren Godsk Jensen
Søren blev født 22. april 1908 i Ejsing. Hans mor var ugifte Sørine Kirstine Jensen. Den udlagte barnefader var ungkarl Søren Hansen fra Rønbjerg. Det ser ud som om Søren kort tid efter fødslen kom i pleje hos murer Jeppe Kr. Jepsen Brandsborg og Katrine. Første underretning fra tilsynsværgen er fra 1908. Sidste er fra 1915. Fælles for underretningerne er, at Sørens opførsel er god, hans behandling i hjemmet er ligeledes noteret som god, samt hans fremgang i skolen.
Søren blev konfirmeret 23. april 1922 i Ørnhøj kirke. Han kom efterfølgende ud at tjene på landet. Iflg. folketællingen fra 1925 er han medhjælper i landbruget i Nysogn ved Ringkøbing. I 1930 er han i Hodsager også som medhjælper i landbruget.
Søren blev gift med Dagny Margrethe Brixen fra Aulum. Vielsen fandt sted 15. januar 1932. Sørens erhverv ved vielsen er noteret som jernbaneportør.
De fik ikke mange år sammen som ægtefolk. Søren døde af et hjertetilfælde 29. marts 1939 i hjemmet på Møllevej 17 i Holstebro. Det er ukendt, om der var børn i ægteskabet.
Jane Krause, Lokalhistorisk arkiv i Ørnhøj
Andre historier
-
Aulum Friluftsbad
Aulum er jo beliggende på den jyske højderyg, og er som følge deraf ikke begunstiget med større vandløb. Derfor opstod tanken om et svømmebassin. Dyrlæge A. L. Andersen var primus motor og i 1936 blev friluftsbadet indviet. Ved samme lejlighed blev der indført skolebadning for alle sognets elever.
-
En håndværker svends eventyr
Frederikshavn, den 7. januar 1920 Ved hoslagt at fremsende afhøring over snedkersvend Hans Rasmussen Svendsen, som her er tilstået en pengehjælp på 14 kroner, forespørges om hans forsørgelsesret i Gjellerup kommune anerkendes, så at der for hjælpen ydes lovmæssig refusion David Holm PUV Dags dato mødte en person som navngav sig Hans Rasmussen Svendsen, og […]
-
Karen Tipsmark
Karen blev født den 23. april 1919 på Askov mark. Hun blev døbt Karen Graversen den 4. maj i Ørnhøj kirke. Hendes mor hed Kirsten Marie Graversen. Der er ikke oplyst hvad hendes far hed. Karens første år med moderen var hos bedsteforældrene Gravers Graversen og Anna. Som 14 årig den 2. april 1933 blev […]
