En nabostrid

Før udskiftningen, medens en del af jorden endnu lå under fællesskabet, kunne der let blive anledning til stridigheder, det findes der flere eksempler på. Markerne lå spredte på de mest dyrkningsegnede steder, og det mellemliggende hede og overdrev lå under fællesskabet og her kunne enhver græsse sine kreaturer og får.

Det er klart, at det kunne være vanskeligt for en vogterdreng at holde får og kreaturer fri af de omliggende kornmarker. I sommeren 1802 opstod der en gevaldig strid mellem Jens Caspersen i Nr.Omme og hans nabo Christen Ibsen. Det svirrede med gensidige beskyldninger og særlig galt var det med deres koner, der generede hinanden på det skrækkeligste. Kreaturerne havde gensidig været i den andens kornmark, og det var den egentlige årsag til uenigheden. Christen Ibsen og hans kone skulle have overfaldet Jens Caspersens søn medens han vogtede kreaturer og jaget Sidsel Caspersen igennem en uhøstet havremark. De to koner kunne slet ikke tåle at se hinanden. Når Sidsel mødte sin nabokone gjorde hun nar af hende ved at række tungen ud, løfte op i skjørterne og klappe sig på rumpen, og gjorde unævnlige narrestreger.

Det blev til et mægtigt skænderi, en søndag de to koner mødtes ved kirken. De var lige ved at ryge i totterne på hinanden, og Ibsens kone kaldte Sidsel ved et skrækkeligt øgenavn, der hentydede til at hun levede et usædeligt levned. Sidsel havde nemlig, en tid, forladt hus og hjem, mand og børn og opholdt sig i Omgaard. Ibsens kone sagde senere, at hun fortrød, at hun ikke havde slået hende, da hun alligevel havde hånden knyttet, enten det så var gået godt eller galt og hun ville vedblive med at kalde hende ved dette øgenavn, selv under kirkedøren.

Nu blev det Jens Caspersen for meget, han indfandt sig i Christen Ibsens hus, og opfordrede Christen Ibsen til at komme med udenfor og slås. Det blev dog ikke til noget, men dagen efter kom han igen, ifølge med to naboer. Ibsen var ikke hjemme. Jens Caspersen skulle da have fremsat trusler mod Ibsens kone, have slået i bordet og bandet. Så stævnede Christen Ibsen, Jens Caspersen for retten. Jens Caspersen gjorde gengæld og stævnede Ibsen og så var spillet gående. Jens Caspersen var fæster, så det var forvalter Linnet på Pallisberg gods, der førte sagen for ham.. Ibsen var selvejer så hans sag blev ført af prokurator Timmermann.

Ikke mindre end otte naboer var indkaldt som vidner, men da det kom til stykket havde de ingenting set, men de kunne til gengæld alle huske skænderiet ved kirken og det forskrækkelige øgenavn, der var brugt om Sidsel. Dette ord var så slemt, at forvalter Linnet ville blues ved at tage det i sin mund og herredsskriveren har tilsyneladende også været noget i tvivl om hvordan sådan et folkeligt udtryk skulle bogstaveres. Der blev afholdt tre retsmøder, men det ser ud til, at Timmermann og Linnet var kendt med den slags sager, de fik det hele dysset ned og Timmermann udtalte på Christen Ibsens vegne: ”at det var hans attrå og øjemed, at få denne sag forligt mellem naboer,” Linnet erklærede: ”at intet skulle være hans principal kjærere end at sagen på en rimelig måde, i almindelighed kunne vorde bilagt.”

Det endte med, at dommeren og parterne imellem fik sagen forligt og hvad der af overilelse og ubetænksomhed kunne være udtalt hinanden til fornærmelse skulle være mortificerede og ikke komme dem til bebrejdelse, men de skulle for eftertiden, som gode naboer leve i venskab og god forståelse med hverandre. Det skrev begge parter under på. Hvordan de efterlevede dette protokollat er ikke godt at vide, men Christen Ibsen flyttede kort efter fra sognet. Denne sag var typisk under fællesskabet, som gav anledning til mange tvistigheder om hvad der var inden for enemærker og hvad der var under fællesskabet. Efter udskiftningen blev den enkelte gårds jord, så vidt muligt, samlet i et eller to stykker og skellene blev afsat, så enhver var klar over hvad der var hans eget og hvad der var naboens.

Oprettet af Ørnhøj lokalarkiv december 09

Opdateret