Uffe Jensens erindringer – Fastrup 13 – matr. Nr. 6

Da jeg var en stor dreng, lagde jeg mærke til mors omsorg for svigerforældrene, der jo nu var ved at blive gamle, og jeg må tilstå, jeg tænkte ved mig selv: hvordan kan du! Og så med den oprigtige og ærlige venlighed, efter den behandling, de har givet dig! Men foruden det, at mor nu engang var sådan indrettet, at hun ikke kunde lade være at hjælpe, hvor der trængtes til hjælp, så havde hun alle dage en mærkelig evne til at søge skylden hos sig selv. Når hun syntes, at Sivart eller Trine gjorde hende uret, og det iltre blod vilde komme op i hende, så sagde hun til sig selv: Ja, men du vilde jo have pladsen som deres sønnekone. Du fik den plads, og så må du tage, hvad der følger med!

Vor gård var bygget i firkant med laden mod nord. Midt på laden var der en port med indkørsel til gårdspladsen. Stuehuset lå mod syd. Det var gammelt og lavt, men det stod dog ca. 60 år derefter og gav ly for gårdens beboere. I det er mine 8 søskende født, der er vi alle vokset op, og derfra er vi fløjet ud en efter anden, hver til sin side. Og jeg tror, vi alle har været glad ved at komme hjem til den gamle gård. Den var så fuld av minder, det var for os, som hver sten og hvert sted havde noget at fortælle os.
Nu er der ikke mere tilbage av den gamle gård. Det sidste, der forsvandt, var stuehuset, og det faldt, fordi det ikke kunde stå længer.
Gården var hvidkalket så nær som stuelængen, den var malet rød. Ja, en overgang var den gul, men så blev den rød igen. Hele gården var stråtækt med hver andet bånd lyng og hver andet halm, som skikken var på egnen. Man måtte spare på strået, og lyng var der nok av. Til at sy taget med brugtes dengang aldrig andet end hjemmestrøgne halmsimer, d.v.s. halmreb, snoet mellem hænderne. Når man fæstede en karl, var det med i akkorden, at han skulde stryge så og så mange favn sime, og det arbejde sad han så med inde i stuen om vinteraftenerne, mens kvindfolkene kartede og spandt.
Gennem vinduerne i nordsiden av stuen så man altså ud i gården, og gennem porten så man over til Agerskov og Hammerum. Sønden for stuehuset var haven med læbælte og dige mod vest. Far udvidede haven flere gange, så den efterhånden blev 3-4 gange så stor, som da han overtog den, og den var i mange år den største og smukkeste have i Fastrup. Nu er der store og smukke haver de fleste steder.

Vor stue var som stuer var flest der på egnen. Langs nordsiden stod et langt bord med fast bænk. Under bordet var teglstensgulv, ellers var der bræddegulv. Derved adskilte vor stue sig fra de fleste stuer i Fastrup på den tid, da var lergulv det almindelige. Og et sådant lergulv var slet ikke at kimse ad, og man gik jo inde med træsko på, så det betød ikke så meget, at gulvet måske var knap så varmt som fjællegulv. Og så var lergulvet gratis, hvad der ikke var uden betydning, for penge var der få av. Lergulvet kostede kun arbejde, og det tog man det ikke så nøje med dengang.
Men efterhånden tog finheden jo overhånd også i Fastrup, så man begyndte at ombytte lergulvet med bræddegulv. I køkkenet holdt lergulvet sig længst de fleste steder, men også der måtte det naturligvis vige.
Hos Frederik Damholdts trak det dog noget ud. Da så tiden kom også hos dem, og leret skulde graves op og fjernes, kunde de ikke forstå, det var ikke til at få greben ned. Der var noget hårdt, de ligefrem ikke kunde træde en greb igennem. Da sagen blev nærmere undersøgt, viste det sig, at der lå en stenpikning nede, og det, de havde anset for stampet lergulv, var ikke andet end snavs, der efterhånden var slæbt ind med træskoene og spildt av “æ kly·nlø’f”. Men det var altså længere tilbage end mands minde, siden man havde set stenpikningen, eftersom ingen vidste, den lå der.
I vort køkken hjemme har der været gule fliser, så længe jeg kan huske.
Det var dengang almindeligt hos bønder, at den ene side av stuen var optaget av et par senge, der stod med enden mod hinanden og optog hver et fag. Var det en trefags stue, kunde der altså stå tre senge. Der var lukket for sengene med træpaneler, hvori der var skydedøre eller gardiner, som var trukket for om dagen og blev trukket fra, når man skulde i seng. Sengene var så brede, at der kunde ligge to voksne personer ved siden av hinanden i hver seng. I bunden av sådan en seng var der lyng, men i min tid var man i almindelighed gået over til at have halm i sengene. Man ligger særdeles godt i sådan en halmseng, men den kunde være slem med mus. Ja i bunden av sengen fandt man ofte snogereder; så var det ikke så slemt med mus, dem tog snogene. I mit hjem havde vi ikke de indelukkede senge. Ja, vi havde een, der stod i det sydøstre hjørne av stuen og brugtes til pigen at sove i. Det varede dog ikke så længe, før vi fik et rigtigt pigekammer med en almindelig seng.
Vest for forgangen, i vesterenden av “æ sal·s” var “storstuen”, men den blev lavet om til beboelse for fars forældre, da de kom på aftægt.

Fastrup i mine små dage.

Vor gård lå omtrent midt i den dyrkede del av gårdens areal. Omtrent halvdelen lå i lyng, men under lyngen var der godt mår, så det var værd at sætte en plov i, og efterhånden fik far da også lyngen vendt ned.
Dengang var det kun småstykker av Fastrups jord, der var under plov, hvor der nu ligger store og pænt opbyggede gårde med fine besætninger, der lå op imod 1880 småsteder med nogle få køer og får og et eller to par kørestude. I Sønderfastrup, lige neden for bakken, boede dengang Kræ Krænsen og hans kone Sine i et sted med 3 – 4 køer, nogle får og et par stude til at gøre arbejdet med. Kræ Krænsens kom dertil i efteråret 1875,og nu sidder den yngste av sønnerne, Jens Bech og hans kone Ottilie (min søster) der i en stor firelænget gård med 25 køer foruden opdræt, to spænd heste og en bil til at køre i byen med. Det er kun få år siden, han fik de sidste lyngknolde vendt ned. Ja, hans mor, Sine Krænsen lever der endnu

som 93-årig kone og har indtil for få ar siden taget del i arbejdet fra morgen tidlig til aften. Ja, hun har bestilt meget i sin tid, men et roligt sind og “jawn humør” kan holde et menneske friskt.
Og som det er gået med Kræ Krænsens, er det gået med de andre ejendomme i Sønderfastrup. De er vokset godt siden min drengetid, og de er prydet med haver, der på sine steder tager form som hele små plantninger.
I Nørrefastrup lå dengang østen for mit hjem op ad en lille bakkeskråning “æ stæjer”, som vi kaldte dem. Det var Niels Peders, Mette Katrines og Lavst Damholdts. Foruden den agermark, der lå hjemme omkring stedet, havde de ned til vester hver en stor plet mose, dygtig knoldet og klædt med græs og lyng imellem hinanden. Kreaturerne vilde gerne æde dette mosegræs, og de græssede dernede hele sommeren, den meste tid i løsgang, og så måtte vi hyrdedrenge gå og passe dem, så de ikke skulde gå i kornet, for det varede ikke længe, før man begyndte at dyrke et hjørne av mosen. Ja, vi var nogle hele karle, når vi kom drivende alle vore undersåtter, hujende og skrålende til dem og svingende hver en lang “svøbe” (pisk), vi selv havde ”kneblet” snoren til – måske av hår·kam’per, – og med et “skrald” i af ægte skraldebast, for den hyrde, der ikke kunde slå et skrald med sin pisk som et lille bøsseskud, ham var der ikke meget ved.
Vejen, vi færdedes ad til mosen, kaldte vi “æ drøwt”, og det kaldes den endnu. Navnet stammer nok fra gammel tid. Drøwtedaws var klokken to. Man skulde jo synes, der også måtte være en drøwtedaws om morgenen, men det har jeg aldrig hørt tale om. Æ drøwt går langs den nordre side av vor mark.
Mette Katrines søn, Jens Vestergård, flyttede ned i mosen og byggede sig et hjem der.
Han og hans kone, Mariane, sled tappert i mosen og fik den efterhånden gjort grøn, og en flok børn voksede op omkring dem. Nu er en av sønnerne mand i mosegården, som er bygget om og forstørret et par gange, første gang efter en brand. Det var i firserne ved et lynnedslag.
Jeg var nede vesten for gården for at flytte køerne, da dette her tordenskrald kom, og jeg opdagede, da røgen slog ud gennem taget på Jens Vestergårds gård. I det samme kom Jens selv henne fra vore mergelgrave, hvor han havde været efter et læs mergel. Jeg løb ned til kollundvejen, hvor han kom, og fortalte ham, hvad der var på færde derhjemme. Han lod vogn og heste stå, det kunde jeg tage mig av, om jeg ville, og satte i løb hjemad tværs over vore agre. Mariane havde været besvimet av skræk, men både hende og børnene havde pigen, An Mari fra “Mikkel Trej’es”, fået bjerget ud i god behold.
Mette Katrines ejendom blev snart solgt til en mand østerfra, som hed Kræ Bastrup. Han og hans kone, Bertholine, havde tre børn, Marie, Johannes og Peder. Sidstnævnte blev præst og residerede en del år i Vildbjerg, men meget anset som præst var han nok ikke. Frederik Damholdt og Kr. Bastrup var nære, men ikke gode naboer. Frederik fandt sin fornøjelse i at drille og genere Kr. Bastrup ved enhver lejlighed, det gav jo ikke noget godt naboforhold. Kr. Bastrups var missionsfolk, men rare og flinke naboer. De fik rullet deres vask nede hos os. Vi havde rulle, det var der ikke mange, der havde den gang. Rullen havde Sivert og Trine ført med til gården fra Astrup. Kr. Bastrup solgte ejendommen til en mand, der hed Kr. Lyngholm og bandede “sku-fandenme”. De havde en køn og velformet tjenestepige med sex-appeal, – det var i den tid, da jeg begyndte at få sans for den slags. Men Lyngholm blev der ikke ret længe, han solgte til Frederik Damholdt, som lagde gården ind under sin og udskiftede en ny ejendom, hvor hans søn Kristian har boet i mange år.
Lavst Damholdt havde tre sønner: Kræ Damholdt, der kom til Vrå, jeg tror nok i Sunds sogn, Kristian, der i en årrække var bestyrer på Gjellerup fattiggård, og så Frederik, der fik ejendommen derhjemme. Han var en dygtig mand, der fik gjort noget ved ejendommen, men han tog det ikke så nøje, om dagene blev temmelig lange. Den bedste tid at arbejde i, sagde han, er fra solen går ned og til aften. Han og far var gode venner og kom meget sammen. Desværre gik dette venskab i stykker nogle år før de døde. De var sikkert begge kede av det, men de var begge for stivsindede til at gøre det første skridt til en forsoning.
Derimod kom Frederik og hans nærmeste nabo, Kr. Bastrup, ikke så godt ud av det med hinanden. Dog, een ting kunde de enes om: at gå og rode med deres arbejde sent om aftenen. Mangen aften har jeg gået hjemme og hørt Kr. Bastrup, når han gik og harvede oppe på bakken til sønder, snakke venligt med sin “Lise” om harvningen, skønt det var så mørkt, at jeg syntes, det måtte være umuligt at se til det arbejde. Men oppe fra bakken lød det til henad midnat: “Nå,Lise! – Så, kom så, Lise”!
Om gamle Lavs Damholdt har jeg en smuk historie.
Det var efter at han havde lagt tækkehåndværket ned, at vi var ved at få nordsiden av vor lade tækket om, og vi havde jo så en anden tækkemand. Jeg var ca. en halv snes år, og jeg gik og så til imellem jeg flyttede køerne, og sommetider hjalp jeg til med at passe tækkemanden op. Da de var færdige med tækningen, begyndte tækkemanden at snakke om, at de manglede en tagsaks, men han kunde ikke vide, om ikke Lavst Damholdt havde en, han var jo gammel tækkemand. Jo, far mente nok, Lavst havde en tagsaks, og jeg blev sendt afsted for at låne den, og jeg havde en sæk med til at bære den i. At en tagsaks var et redskab, der slet ikke eksisterede, anede jeg ikke, heller ikke, at det hele blev sat i scene for at lave grin med mig.
Nu var det jo meningen, at Lavst skulde komme bort fra mig med sækken og så pakke så mange tunge sager i den, at jeg havde ondt ved at slæbe den hjem. Når jeg så kom slæbende med denne byrde, og de voksne derhjemme rystede alt skramlet ud av sækken, skulde de overbegrine mig. Men således gik det imidlertid ikke. for Lavst var en god mand, der ikke kunde være med til at gøre et barn fortræd. Da jeg forrettede mit ærinde og spurgte om jeg kunde låne en tagsaks, sagde han: “Nå, skulde du det, min dreng. Jo, nu skal jeg fly dig en saks til dem”. Så tog han en hæksaks og svøbte ind i sækken, hvorpå jeg gik hjem og leverede den til tækkemanden. Der blev slet ingen grin ud av det, og jeg tror nok, de blev lidt lange i ansigtet, da de forstod, at det var dem, der var blevet til nar. De havde vist en fornemmelse av, at de havde været med til noget, de ikke godt kunde være bekendt.
Men den tjeneste, Lavs Damholdt der gjorde mig, har jeg aldrig kunnet glemme ham for.
Da Frederik havde købt Kr.Bastrups gård,skilte han et stykke fra mod nord. Der fik hans søn, Kristian, sig et hjem, så der blev ved at være to ejendomme.
Sådan blev der også to gårde av Niels Schølers gård, idet Schølers datter, Grete blev gift med Anton Stensbjerg, og de fik skilt en ejendom fra, som ligger ved kollundvejen og nu (i 1947) ejes av en av Jens Vestergårds sønner. Der blev nemlig ingen børn i Anton og Gretes ægteskab. Anton holdt endda så meget av børn, men lige meget hjalp det. Grete var klar over årsagen til barnløsheden. Den lå ikke hos hende, forklarede hun, det var det apparat, Anton skulde lave børnene med, der var for kort. Derved var jo intet at gøre. Trods al Gretes opladthed og den store, kraftige Antons ivrige stræben blev der ingen børn, og hvem ved, måske var det grunden til, at Anton og Grete ikke havde det godt sammen, i alt fald ikke før Grete blev så sølle, at Anton måtte køre hende i en rullestol, når hun skulde fra et sted til et andet. Men velstand samlede de sig, så de havde nok at leve av, da de solgte gården og flyttede til Hammerum. Grete døde først, og Anton var i adskillige år ene. Når vejret var dertil, sad han på en bænk udenfor sin dør og røg på sin pibe. Han havde altid været en lidenskabelig tobaksrøger, og i krigsårene, da han ikke kunde få tobak, hjalp han sig med kartoffeltop. Han læste den daglige avis, men bøger tror jeg ikke, han interesserede sig videre for. Skrive kunde han ikke. Han kunde til nød kradse sit navn ned, så det kunde læses, men skulde han ellers have noget skrevet, kom han altid op til far. Han er et godt eksempel på, hvor lidt “skolekundskaber” har at betyde. Av dem havde Anton yderst få, men han klarede sig godt både i handel og vandel, og han drev sin gård godt. Om vinteraftenerne kom Anton tit op hos os, både hos far og mor og hos Sivart og Trine. Det glædede mig, når Anton kom, for han havde altid noget interessant at fortælle, og han var en god fortæller. Det varede sjældent længe,før han kom ind på at berette om sine oplevelser på markedsture, ved skovauktioner, på tømmerkøb i Palsgård, og altid var der noget spændende i oplevelserne, sådan som han fortalte dem. Grete var aldrig med på disse aftenbesøg.
Efterhånden fik hun da også en hel del gigt, så hun av den grund måtte blive hjemme. Mor besøgte hende en gang imellem, og ved en sådan lejlighed var det vistnok, Grete åbenbarede deres ulykke: at Antons var for kort.
Omme østen for Schølers, ved Æ stjenvæjlwå·s, som vi kaldte den gamle vej fra Hammerum, boede en mand, som i daglig tale hed Kristian i Fastrup, og hans kone Ane. De havde en datter, som hed Hanne, en yndig og god pige. Jeg hentede posten hos Kristians, for dengang gik posten ikke til hver mands dør, men kun enkelte steder, hvor vi så måtte hente avisen og brevene, hvis der var nogle. Det var mig altid en stor glæde at blive sendt på den tur, og det var Hannes skyld. Hun vidste aldrig det gode, hun vilde gøre mig,og så så hun så mildt til mig! Ja, det er jo sådan, at hvad solskin er for blomster, det er mildhed for børn. Hun havde altid noget at snakke med mig om, og tit vankede der noget godt av en eller anden slags. Jeg syntes, at hvis nogen fortjente at få det godt, så var Hanne en av dem. Desværre blev hun uheldig gift, så hun fik det ikke så godt, som jeg og sikkert alle, der kendte hende, kunde have ønsket.
Kristians gård blev solgt til en østerbo, Søren Sørensen. Der var for resten en hel del østerboer, der havde købt ejendom i Gjellerup sogn. Der var Schøler, Lavst Andersen, Kr. Bastrup og Søren Sørensen i Fastrup, Ludvig Behrens og Anders Peder i Birk, Rasmus Nielsen i Hammerum og Søren Sørensen i Agerskov. De var blevet klar over, at de her kunde få større ejendom for deres penge end i deres hjemstavn, og vilde de bestille noget, stod de sig godt nok ved det bytte. Men det er jo en gang sådan her i verden, at man får ikke noget for ingenting, og når de kunde få mere jord for deres penge, måtte de betale med sved. I Hammerum boede en fynbo, Per Jørgen og hans kone Stine. Ja, han boede først som møller i Skovby, i Katrinebjerg mølle, men så blev møllen flyttet til Hammerum, og mølleren flyttede med. De blev venner med mine forældre, og vi kom meget sammen med dem. I Herning boede en mand, bedstefar kaldte Rasmus Skrædder, men i Herning kaldte man ham skrædder Petersen. Han og hans kone var fra Thorning, derfra kendte Sivart og Trine dem.
De besøgte somme tider os og vi dem. Skrædderiet lagde han for resten ned og åbnede i stedet en marskandiserbutik, som nok gav større indtægt end skrædderhåndværket. Hvor godt vi kendte dem, kan måske ses av følgende. Da jeg i min seminarietid en gang var hjemme på sommerferie, havde jeg bestemt med nogle venner fra Jælling, at vi skulde på fodtur sammen. Far var ikke just begejstret for sagen, da jeg plejede at arbejde på gården i mine ferier, hvad da også var rimeligt nok, men han nedlagde ikke ligefremt forbud mod min deltagelse (sikkert påvirket af mor!), og jeg fandt, at jeg nok kunde tage fri til den tur. Thi hvad far manglede i begejstring, det havde jeg! De andre deltagere i turen var min kammerat Jes Kristensen fra Vardeegnen, Transbøl, nærmere betegnet, samt fire av R.J. Holms døtre

fra Jælling, Katrine (“Titte”), Inger, Sigrid og Helga. Sigrid havde håbet, at hendes kæreste, Petersen fra Horne, skulde have krydset vor vej, men han lod sig ikke se, han havde nok allerede dengang slået hånden av hende. Måske var det rigtigere at sige, at hun frygtede at møde ham; der var nok noget av begge dele i hendes sind. Vi mødtes i Egtved og gik så mod vest over Varde, Nørre Nebel ud til havet, som vi agtede at nå over Nymindegab. Det lykkedes også. Vi overnattede i Nymindegab kro og havde derpå en dejlig dag ved havet.
Katrine og jeg, som var lidt mer end almindelig gode venner, besøgte min gamle højskolekammerat Jens Ivert Nielsen i strandfogedgården i Bjerregård. Han blev senere strandfoged efter sin far, og på klitten var hans kendingsnavn Jens Dahl. Han døde for et par år siden. Næste nat overnattede Titte og jeg i hans hjem og stødte så sammen med de andre ved kroen. Nå, men det var skrædder Petersen, jeg kom fra. Da jeg var færdig til at tage hjemmefra, spurgte jeg far, om jeg kunde få nogle penge av ham, for helt gratis kunde turen jo ikke gå av, selv om det var en fodtur. Fars svar var et kategorisk avslag, og måske havde han tænkt, at dermed var den fodtur avsluttet. Sådan tænkte jeg imidlertid ikke, og jeg gav mig på vej uden penge. Jeg lagde vejen om ad Herning og gik op til Rasmus Skrædder, som jeg fortalte, hvor uheldigt jeg var kommet avsted, idet jeg havde glemt at få tilstrækkeligt penge med, og nu gik toget, og jeg skulde træffe nogle rejsefæller o.s.v., som jeg nu kunde udmale det. Kort at fortælle, jeg slog ham for 20 kr. (det var mange penge dengang!), som jeg ærlig og redelig senere tilbagebetalte ham.
En anden familie i Herning var også kommet fra Thorning, og dem kom vi også sammen med. Det var sadelmager Jakobsens, som nu forlængst er døde såvel som Rasmus Skrædders og alle de andre, jeg har nævnt av vore omgangsfæller.
Omme for vesten i Fastrup lå fire steder. I det nordligste boede en mand, der hed Mads Klemmensen. Han var en mand med penge, som han havde stående ude hos forskellige mennesker, og i terminstiden gik han så omkring og krævede renter op. Han havde en mægtig stor træpibe med et hoved, der kunde tage henved et fjerdingspund tobak, når han stoppede den rigtig hårdt. Når så han kom ind et sted, fejlede det sjældent, at Mads havde piben nær udrøget, og hvad, så fik han den jo da stoppet igen. Så sagde slemme folk rigtignok om ham, at når han kom lidt hen ad vejen, kradsede han piben ud så nær som en lille smule, der kunde vare, til han kom til det næste sted, og der gentog så det samme sig. På den måde kunde han nok på en dag samle sig en pæn lommefuld tobak.
Dengang jeg var så stor, at jeg var avanceret til hjorddreng, boede der en mand, Jakob Nielsen med sin kone Maren Præ·stgor i Madses sted. Jakob var Marens anden mand, en rolig og stilfærdig mand, der tog ud til markeder og handlede med kreaturer. Hjemme havde han det ikke alt for godt ved Maren. Hun var slem til at skælde ud, og hun kunde være hård ved Jakob. Han sagde som regel ikke noget til det, hvilket var klogt av ham, men til sidst har han nok alligevel fundet det for træls at gå ved Maren, for lige med et stak han av til Amerika. Det skal han ikke lastes for, men måden, han kom avsted på, gjorde, at man fra den tid ikke kunde synes så godt om Jakob. Han rejste nemlig med henved en halv snes tusind kroner, som han havde lovet en anden handelsmand, Anders Degn, at overgive til en mand i Holstebro. Ja, det var slemt. Men fristelsen til at komme fra Maren er jo blevet ham for stærk. Han har sagtens ikke haft det for godt i Amerika, for når det kommer til stykket, er en ond samvittighed vel nok værre at trækkes med end en ond kone.
Der var nu også en anden side ved Maren end den, hun for det meste viste mod sin mand. Det fik jeg engang at mærke.

Maren havde en dreng, der hed Bertel, ved sig. Hun var bedstemor til ham. Dengang det gik for sig, som jeg nu skal fortælle, var Bertel ikke så gammel, at han var begyndt at gå i skole, men når vi andre hjorddrenge gik i mosen ved kreaturerne, kom Bertel tit ned til os, – han syntes vel, det var morsommere end at gå hjemme ved Maren.
Så en dag, han var nede hos os, havde en anden dreng og jeg funden på en leg, der ikke var så heldig, når der var andre i nærheden. Vi stod hver ved sin side av en stor skelgrøft og kastede en jævn stor kampesten til hinanden, – vi var vel en snes alen fra hinanden. Det gik godt længe, men så engang, lige som jeg havde kastet stenen til min kammerat, kom denne her lille Bertel rendende hen til den anden dreng, og det så uheldigt, at han fik stenen i panden over det ene øje. Drengen styrtede til jorden, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde slået ham ihjel. Min far havde tit nok advaret mig mod at kaste sten, for da han var dreng, var der engang fløjet en sten bagud av en stenslynge og ramt en karl, så han dånede. Nå, men til alt held og lykke var Bertel ikke død. Vi fik ham på benene igen og hen til en vandgrøft, hvor jeg prøvede at vaske blodet av hans ansigt med mit lommetørklæde. Det vilde imidlertid ikke stilles, og jeg besluttede mig til den tunge vandring hjem med drengen. Jeg tog ham ved hånden og gik, og da vi kom hjem til Maren, så han farligt ud med størknet blod over hele ansigtet. Jeg var en lille karl dengang, og jeg ventede en kraftig skældeprædiken av Maren, for den havde jeg jo ærlig fortjent, – og mere til!
Desto mere glad og forundret blev jeg, da Maren ikke sagde et ondt ord til mig, efter at jeg havde avlagt sandfærdig beretning. Ja, nu er der gået over tre snese år siden, men jeg kan føle det endnu, hvor lykkelig jeg blev ved den måde, Maren tog sagen på. Jeg kunde have taget hende om halsen og kysset hende.
Efter Jakob og Maren fik Otto Mikkelsen stedet. De første år, Otto Mikkelsens boede der, var Ottos svigermor, Kirsten Marie, og hendes datter, Ane Marie, der var på min alder, hos dem. Hun og jeg – altså Ane Marie og jeg – var hyrder sammen. Vi og Ottos havde et langt skel sammen både i mark og eng, og vi havde mange skønne timer sammen. Vi var klar over, at vi var for unge til at være kærester, men vi var enige om, at når tiden kom, vilde vi være det. Det blev vi nu alligevel ikke. Ane Marie og hendes mor rejste bort, og vi kom fra hinanden.
Det var i den tid, da vi havde Estrups gendarmer at ærgre os over. Ane Marie havde en broder, som havde fornedret sig så dybt at lod sig hverve til gendarm. Det skete en sjælden gang, at han kom hjem for at besøge sin mor, men de skammede sig over ham, når han kom, og de vidste, at folk så skævt til ham, – omtrent som vi nu om dage ser på en “værnemager”, og som jøderne så på en tolder.
Det næste av “æ væsterstæjer” var Kræ Larsens. Ja, Kræ Larsen og hans kone, Ane Cesilie, var nu avtægtsfolk, men det var ikke længere siden, de havde ejet gården, end at vi endnu sagde “ned til Kræ Larsens”. Sønnen Lars og hans kone Stine havde nu gården. De døjede for resten noget med Kræ Larsen, særlig om sommeren, da kunde han blive sær i hovedet, så man ikke kunde regne med hans snak. Sommetider løb han bort, så de måtte ud i sognet og lede efter ham. Vi børn holdt ikke av at møde ham, når han var sådan.
Lars og Stine var blandt mine forældres bedste venner, og vi kom meget sammen med dem. Vi holdt avisen sammen, det var egnens eneste avis, Herning Folkeblad, og i det kvartal, Larses havde bladet først, var det min bestilling at hente avisen. Når jeg nu tænker tilbage på mine mange besøg nede hos Larses, husker jeg tydeligt et par ting, jeg ikke var så glad for. Den ene var deres hund, en lille arrig køter, som hed “Wakker”. Den anden ting, jeg ikke holdt av, var lukkelsen til yderdøren, den sad temmelig hårdt, og der var kun en lille,

rundagtig knop til at “ta’ ve’”, og så skulde det jo nok slå til, at når jeg stod og bøvlede med den dør, havde jeg “Wakker” om benene. Når jeg endelig fik døren op, smuttede hunden med ind, og når vi først var inde, var det lille bæst så sleg og så lækker, så man skulde tro, det slet ikke var den samme Wakker. Ganske vist viste den tænder, men sådan var den nu engang skabt, så det mente den ikke noget ondt med.
Stine var en snaksom kone. Hun kunde fortælle, og hun kunde synge. Og så kunde hun en mængde gamle rim og remser, som blev både hendes egne og andres børn til stor fornøjelse. Evald Tang Kristensen har besøgt hende og tappet hende, og hvad han fik, er nedfældet i hans bøger, men en prøve skal lige anføres her:
Mæ å mi mand’ vi kam åp o skjændes om natten, som vi lo, om hwæm’ dæ sku hæn å kyef en swed’erek, en ded’erek, en åp’stek’er,en laj·dæg’er, – en tælleknyw o dansk.
Så mot a te’n,fåde a wa·n sneld’ kwend, å rask te bi’ens. Så möt’ a Klæme Hjondt’ å’, Klæme döw·, Klæme da. Så så· a: Hwa kram’ hå du å sæ·l? – Å’, a hår åld· slawer. – Hwa tå’r du får·n swed’erek, en ded’erek, en åp’stek’er,en laj·dæg’er, en tælleknyw o dansk? – Tåw’ skjæl’leng å trej’ skjæl’leng å træt’n skjæl’leng, de gir at’en skjæl’leng, å så æ du brå kuen. – Ja ves ær a brå’ kuen, mæn hå’r du lisse manne hå·rstøwl, gå·rstøwl, som dær æ ho’r o æ bo·skind’, så ka du go hen te æ laj·kammerda’r å slå hwer·l få di nies.

Lars var en rolig og besindig mand. Han fik ikke nær så meget sagt som Stine, men somme tider kunde han komme med en lun bemærkning, der kunde få folk til at le. Engang sad han på et politisk møde og hørte en rigsdagsmand stå og gøre rede for sine avstemninger og pointere, at netop således måtte han stemme, han kunde ikke andet for sin samvittigheds skyld. Så blev der et lille ophold i talen, og i stilheden hørte man Lars sige: “Hå’r du’n samvet’ehi’er?” (Jubel i forsamlingen!) som aviserne plejer at skrive, når der bliver gjort løjer med en modstander. Lars havde to brødre, Niels og Kristen. Begge rejste de med uldposen, men Niels døde tidligt. Kristen husker jeg ikke hjemme fra Fastrup. I mit minde dukker han op som forpagter i Gjødstrup præstegård. Han står fra den tid for mig som noget pænere både i klæder og væsen end bønder almindeligvis var, – omtrent som min far. Hans kone hed Kirstine og var nordfra, vist fra Vendsyssel. Hun talte bysprog. Da Kristen blev forpagter i Gjødstrup, var Kirstine husbestyrerinde hos pastor Ibsen (eller Ipsen),men hun fik nok større lyst til at være ovre i forpagterboligen, for hun flyttede over til Kristen og blev hans kone. Igennem Larses blev mine forældre kendt med Kristen og Kirstine, som blev gode venner av mit hjem. Kirstine og mor kunde godt sammen, der var liv og krudt i dem begge, og sammen med deres mænd var de ligesom Lars og Stine med i det grundtvigske liv, der var ved at brede sig i Herningegnen, og som havde sin planteskole i Hammerum.
Kirstine var et menneske, man nok skulde lægge mærke til. Hun var en begavet kvinde, og hun stak aldrig sin mening under stolen, selv om den gik på tværs av det vedtagne. Hun havde i det hele taget grumme lidt respekt for, hvad der var autoriseret. Hun var så tiltalende, fordi hun var så ægte. Hun gav sig hen, som hun var, i sorg som i glæde, i ondt som i godt, i vrede som i venskab. Det samme kunde for resten siges om “Stine te La·ses”, men udslaget, det gav sig, var forskelligt hos de to.
Det var tre “hwælle kwånner”, An. te Jens Peters (mor), Stine te La’ses og Kirstine i Gjødstrup. Der var noget, der brændte i dem, og de var av dem, man kunde stole på. Deres mænd var noget mere stille i det men gjorde ellers godt nok følgeskab med deres koner.

Det blev ikke så mange år, Kristens blev i Gjødstrup. De købte en gård i Sunds, som fik navnet “Søvang”, da den lå nær ved søen, og der voksede en flok flinke og dygtige børn op omkring dem. Både Kristen og Lars var for resten blinde de sidste år, de levede.
Det sydligste av Æ væsterstæjer var et fæstehus fra Kr. Krænsens, der avgav hjem for et par folk, der hed Søren Kræ Lavrsen og Kåren. Han var noget – ikke så lidt – tunghør, så Kåren måtte tale skikkelig højt til ham. Deres ejendom var ikke så stor, at de havde “kyerhöwder”, og det var vist ikke så farlig meget, de fik ud af ejendommen, men de stillede heller ikke store fordringer til tilværelsen. De havde en stump eng nede til nord fra mit hjem, ikke langt fra vor “lille eng”, “æ væjlskywt’”, som vi kåldt’en. Så var det en sommerdag det år, banen kom igennem fra Silkeborg til Herning, altså i 1876. Søren Kræ Lavrsen og Kåren var nede i deres eng for at “hverre hø”. Pludselig opdagede de et tog, der lige var kørt fra Hammerum station, og det så grangivelig ud, som det stævnede lige efter dem. Da de havde stået og kigget lidt på det, sagde Söwren: “Trwr du, en kommer hæ·rar, Kåren”? Jo, Kåren syntes jo da, “æ skit” sigtede dem, og de tog træskoene i hånden og løb hjemad det bedste, de kunde. Da de kom et stykke hen ad kollundvejen,vilde de se efter, hvor nær uhyret var, men da de opdagede, at det kørte henne under Birk, vovede de sig tilbage til deres hø.
De var et par sparsommelige folk, Söwren og Kåren. Når Söwren var ude på tærskearbejde i gårdene, samlede han den bagerste skjorteflig op under vesten, for at det ikke skulde slide på den, når han bukkede sig for at binde halmknipperne.
Det skete en gang imellem, at jeg var nede hos dem et ærinde for mor. Når jeg så gik derfra og sagde farvel, sagde Kåren: “Guj vær mæ dæ”! Det var en smuk gammel hilsen, og jeg tror, Kåren var den sidste i Fastrup, som brugte den. Den må jo være faldet ved mig, siden jeg ikke har glemt den.
Når man snakker om Fastrup i gamle dage, kommer man ikke uden om teglovnene.
Henne ved “æ drøwt’di·g”, lidt norden for vor gård, var jorden i min drengetid blandet med store og små teglstensbrokker. Da jeg spurgte om, hvordan det kunde være, fik jeg at vide, at der havde ligget en teglovn, hvor stenene, vor gård var bygget op av, var brændt.
Det var almindelig skik i Fastrup dengang, at når folk skulde bygge, brændte de først selv stenene dertil. Indermurene i udhusene blev dog muret av ubrændte sten, der blot var tørret i luften. De huse, der stod i Fastrup i tiden 1870-80, var vistnok alle muret i ler. Jeg kan huske, man efterhånden gik over til at mure i kalkmørtel.
I min drengetid var der i det mindste to teglovne i brug i Fastrup. Den ene var i Sønderfastrup, nede ved Kr. Smedegårds, den anden i Nørrefastrup, ved Shølers gård.
Når der skulde stryges sten, blev leret først æltet i en rund æltekule, der var gravet et par spid ned i jorden. Der blev leret lagt ned, og jævnet ud, der blev slået vand på, og et par stude, der var forspændt de to hjul av en arbejdsvogn, gik rundt og æltede lermassen. Inde i midten sad en dreng og styrede studene og drev på dem. Der skulde være en god brønd sådan et sted, for der gik meget vand til.
Når leret var æltet, blev nogle skovlfulde lagt op på et bord, og ved bordet stod et par mand hver med en form til to sten. De fyldte ler i formene med hænderne og strøg dem av med en fjællestump, og så lagde de dem hen på tørrepladsen. Der lå de, til de blev tørre nok til at kunne rejses på kant, og når så de var blevet stærke nok, blev de sat i stabler inde i en slags tørrelade, hvor de kunde stå under tag, til de blev sat i ovnen til branden. En teglovn var gravet noget ned i jorden og sat av mursten, og når den var fyldt, blev den dækket til for oven, og der var nogle små skorstene til røgen at drive op igennem. Stenene var sat med

kanaler imellem, som ilden kunde gå igennem, og på forsiden var der et fyrhul for hver kanal, hvor man smed skovlfulde tørv ind i ilden. Fyrhullerne var lukket med jernplader. Når disse plader blev taget fra, stod der en hede ud derfra, som fik mig til at tænke på den ovn i bibelhistorien, der blev hedet til Daniels tre venner.
Langs forsiden av ovnen var der en fyrgrav med tag over. I den ene ende av den lå en dynge tørv til indfyring, og så var der et par karle til at passe ovnen både dag og nat. Det var skik, at unge folk, piger og karle, og somme tider ældre med, samledes ved teglovnen om aftenen og holdt “tæjlovnssjow”. Så blev der fortalt historier, og der var ret løjer og kommers. Men især den sidste aften, før ovnen skulde slukkes. Da gik snakken mellem folk: “I aften brænder de blank!” Og så samledes de unge i massevis, og legen gik på de grønne agre, mens gloende ild stod op gennem alle skorstenene. Ja sådan en aften var der fest.

Skolegang
I efteråret 1878 begyndte jeg min skolegang i Birk skole.
Mor havde lært mig at læse og skrive, regning derimod stod det vist ret småt til med, – dygtig til det blev jeg aldrig.
Jeg var 7½ år, da jeg kom i skole. Muligvis var årsagen til, at jeg ikke var kommet avsted før, den, at mine forældre var lidt i vildrede med, hvor de skulde sende mig hen. Efter beliggenhed hørte vi til Have skole, men efter tilbøjelighed til Birk. I Have havde de en skrap missionsmand, som tillige var en storbørnetærsker. De tærsk, jeg skulde have, kunde mor, som det viste sig, godt selv give mig, men det var sikkert missionsvæsenet, der var far og mor imod. I Birk hed læreren Thomas Nielsen, men da han sad i rigsdagen, holdt han hjælpelærer, og denne post beklædte på denne tid en ung mand, nys udgået fra P. Boisens seminarium i Gedved. Skønt også han kunde give ungerne en gang klø, var han en så diametral modsætning til Petersen i Have, som tænkes kunde. Mine forældres overvejelser resulterede i, at jeg kom i Birk skole.
I “Rigsdagsviser” av Rugård står der et vers om Thomas Nielsen, som jeg har oversat til jysk:
Tammes Nielsen, ja hand wa hæjsen et’ ræj’, i æ fålk’bevesthi’ers kjow·l æ hand klæj’, nies å al·buer, knæ’r, ja såves
åw æ hæ·l – åld·teng æ lång’ å spes. Æ mond’ dænd’ æ som en o·ven gaf, æ røk’ dænd’ legner en hjö·rnskaf.
A fålk’majt o æ Hæ·rnengæj·n
hand tiener som grondt’visk ær’kedæj·n. I Hammerom re·st hand en dæj·nfabrik, å de wa så sæ’r gryw’, som en gik,
dæ wa sæjs simnerister, degång’ dæ wa fljæst, mæn ægsa·men ga’en balsty’rendes blæst, dæm fæm’ hwerlt er ni’er, di fæk djæ beskæj’n,
dænd sæt’ håldt sæ åp’, å hand nåj· å blyw dæj’n.
Og det passer godt nok, han var i gang med at uddanne lærere, men visen gør ikke helt ret og skel, idet der kun var halvfemte, der gik neden om og hjem, foruden ham, der bestod hele eksamen, var der en, som fik første del.

Thomas Nielsen var ellers kommet fra Lem sogn, og han kom til at betyde meget for den egn, han var kommet til, og man har da også rejst en billedstøtte av ham i Herning søndre anlæg. Han begyndte den første avis i Herning, “Herning Folkeblad”. Den blev først trykt i Vejle, men siden fik den sit eget trykkeri i Herning.
Det var kun en lille avis til at begynde med, der kom hver anden dag en “hel” avis, d.v.s. 4 sider, en lille smule større end det blad, jeg her skriver på, men hver anden dag kun en “halv” avis, altså kun 2 sider. Sammenlignet med nutidens blade var det jo småt og ringe, men vi var glade for vor avis, og så blev den jo også større med tiden.
I begyndelsen blev det av mange set på som en utidig flothed at holde aviser. Hvad, man havde jo før kunnet undvære dem, så kunde man vel også nu. Det var ikke så nær i hvert hjem, der kom en avis, og der hvor den kom, var de 3 eller 4 om et eksemplar, så man kan jo godt sige, nyhederne blev noget gamle, før de nåede til den sidste i rækken. Men hvad gjorde det? Ikke det mindste. Vor kål er såmænd lige fed, enten vi får nyhederne samme dag eller tre fire dage efter.
Thomas Nielsens kone hed Margrete. Jeg har ikke kendt hende, men hun havde et godt skudsmål blandt folk. Det kunde jo ske for Thomas Nielsen som for de fleste andre degne, at han kunde løbe varm og tage på vej overfor børnene. Men blev han for højrøstet, kunde det ske, at Margrete linnede døren og sagde: “Thomas!” – “Ja, ja, lille Margrete”, svarede han så, og dermed var uvejret drevet over for den gang. Det blev fortalt, at Margrete sad på Thomases knæ og tog hans skæg av, men jeg tør dog ikke indestå for rigtigheden herav.
Derimod passer det, at Gabriel Koch, der senere blev biskop i Ribe, mens han var præst i Herning spurgte Thomas Nielsen, om han ikke kunde tænke sig at holde nogle kristelige foredrag, således som han før havde gjort. Det vilde Th. N. ikke. “Det er så vanskeligt” ,sagde han, “at være ærlig kristen og politiker på een gang”.
Det var altså hans skole, jeg kom til at gå i.
Den dag, der var efterårseksamen i Birk skole i 1878, fulgte far mig derop. Jeg havde jo været skolepligtig fra om foråret, derfor var jeg pligtig at møde til eksamen. Fra den dag husker jeg ikke noget videre, men den blev begyndelsen til en række skønne og gode dage hos hjælpelæreren, Lars Agerskov. Han var vor lærer i timerne og vor kammerat i frikvartererne. Han var som en ældre broder for os, så lige var vi med ham. Han lærte os at spille langbold, og jeg tror, han gik op i spillet med lige så stor alvor som vi.
Men han kunde også blive “gal i hovedet”, og så faldt der sommetider noget ned, som man siger, og måske det også undertiden faldt temmelig hårdt. Sådan var det en dag i en læsetime, at han et par gange havde taget en pige op, uden at hun vidste, “hvor det var”. Det var en av de største piger i yngste klasse, så man kunde jo nok forlange noget av hende, og så siger han: “Hvis du nu ikke ved, hvor det er, når jeg kommer igen, så får du av disse linealer!” Og så viste han hende nogle linealer, han havde lagt sammen og holdt i hånden. Et par stykker læste, så skulde Sine til det igen. Hun begyndte at læse, men hun fik ikke sagt ret mange ord, før hun havde linealerne oven i hovedet. Men nu begyndte vi andre at snakke med, for det var Sine, der havde ret, og Agerskov, der denne gang var fejl på det. Men hvor blev han ulykkelig, da han blev klar over, at han havde gjort pigen uret. Han satte sig ned hos hende og snakkede godt for hende, til humøret kom igen.
Sine var datter av fattiggårdens bestyrer. Når jeg mindes hende, kommer jeg ofte til at tænke på et skriftsted i Balslevs lærebog, der lyder således: “Herren kender Sine”. “Sine” stod nemlig med stort, og jeg spekulerede i mine små dage på, om det kunde være Sine i

fattiggården, Herren kendte så godt. Et andet sted stod der: “Jeg giver Mine et evigt liv”. Mon det kunde være Mine til Frederik Damholdtes? Jeg fandt det ikke helt utænkeligt, skønt hvorfor netop hun skulde nævnes, var mig ikke ganske klart. Ja, det kan undertiden være til skade at kunne sin dansk for godt. Jeg var klar over, at når Sine og Mine stod med stort begyndelsesbogstav, måtte de være navne på mennesker.
Det var nu ikke alene, når Agerskov havde gjort et barn uret, men når det hændte, at sindet løb av med ham, så han gav en en “håndsrækning”, og vedkommende kom til at græde, så varede det ikke længe, før Agerskov kom hen for at snakke godt for synderen. Han kunde ikke tåle at se, at et barn var ked av det, og allermindst når han selv var skyld deri.
Det blev ikke ret længe, jeg havde den glæde at gå til Agerskov. Han fik året efter et embede oppe i nærheden av Vinderup i Egebjerg. Der var han en kort tid, så kom han atter til Gjellerup sogn, men denne gang til lærer- og kirkesangerembedet i Lund.
Den sidste dag, vi var i skole hos Agerskov, var en stræng dag. Vi holdt jo sådan av ham, så vi syntes, det var noget helt forskrækkeligt noget, at vi skulde av med ham. Vi græd alle, både børn og lærer.
Det var lige til sommerferien, han tog avsked med os, og så må det have været en dag ikke ret længe efter, at jeg var oppe i skolen efter nogle av mine skolesager, jeg ikke havde fået med. Da jeg gik, fulgte Agerskov mig ud gennem gårdsleddet til vejen, og da jeg sagde farvel, bøjede han sig ned og lagde armen om mig, idet han sagde: “Lad mig nu se, du bliver ved at være en god dreng!”. Jeg var glad ved at høre, at han syntes, jeg havde været en god dreng.
Det første år, jeg gik i skole, blev på en måde et mærkeår for mig. Da blev jeg lavet om fra fynbo til jyde og byttede min mors mål om med min fars. Jeg talte rent uforfalsket sydfynsk, da jeg begyndte skolen, men det kunde jo ikke blive ved at gå. “Dær kommer æ jædreng”, råbte de andre drenge om mig. Det kunde jeg ikke lide at høre, og så begyndte jeg at øve mig i at sige “a” til mig selv. Børn har store evner for sprog, og det varede ikke længe, før jeg- drengen var blevet lige så jysk som en indfødt.
Da vi skulde begynde igen efter sommerferien, var der kommet en ny lærer. Han hed Morten Pedersen og havde nylig taget eksamen fra Blågård seminarium. Han var ellers fra Holmsland, fra en gård, der hedder Bröllund, og det navn tog han siden, men han mente, den rette stavemåde var Brøndlund.
Han døjede meget med de store drenge de første år. De var misfornøjet med, at Agerskov var rejst, og så skulde det hævnes på Pedersen. Måske tænkte de, at de kunde gøre tilværelsen så broget for ham, at han rejste, og Agerskov kom igen. De gjorde i alt fald, hvad de kunde, for at drille ham, og så kan sådan en flok store knægte gøre det broget nok for en lærer. Der blev uddelt mange klø i Birk skole i de år. Pedersen var en stor og stærk karl, så han kunde nok tumle dem, men godt blev det ikke, før de største drenge kom ud av skolen.
Det samme efterår, Pedersen var kommet, blev jeg flyttet op i ældste klasse. Jeg tror nu nok, det havde været bedre for mig, om jeg var blevet et år længere iblandt de små, og at det ligefrem var rart at komme imellem de store drenge, kan jeg ikke sige. Jeg syntes, nogle av de store drenge var nogle bøller overfor de mindre, men det kan også godt være, jeg undertiden tog noget for alvor, der kun var ment som løjer og kommers, for jeg var en stor kryster og nem at kyse. Jeg tror nok, det var et helt år, jeg gik og var bange for Else Marie til Ivar Nielsens i Agerskov, skønt hun sikkert aldrig havde haft ondt i sinde over for de små.

Maren Agerskov var den største og stærkeste blandt pigerne. Jeg husker, hun en dag i et frikvarter tog mig og puttede mit hoved ind imellem hendes ben og gav mig et par klask bagi, men jeg må have forstået, at det kun var løjer, for Maren var jeg ikke bange for.
De mindre drenge havde ellers før haft stor respekt for Maren. Det var et par år eller tre før min tid, hun havde hittet på, at en av drengene skulde følge hende hjem fra skole og bære hendes træsko for hende (det må altså have været om sommeren). Men ikke nok med det: De måtte ikke gå på vejen, nej over grøften med dem, der ovre på den anden grøftekant kunde de beskedent gå med Marens træsko. Så var det en dag, Anders Hauge fra Bakkegården var blevet den udvalgte som Marens oppasser. Da vilde skæbnen, at henne ved Kr. Knudsens kom de i møde med Laust Snedker, og han var nysgerrig efter at få at vide, hvorfor Anders gik der, da de forlænget var passeret hans hjem. Anders skyndte sig at fortælle, hvorledes det hang sammen. “Da skal a fandenfo’ læ·r dæ, din stuer slåj·, ka du et’ bæ·r di æj·n træ·sker”! Dermed var Anders reddet.
Den samme Anders Hauge var blandt de store, da jeg holdt mit indtog i ældste klasse. Ham var jeg glad for, han holdt tit hånden over mig, når Peder Gravesen kom efter mig. Jeg vilde skam gerne have båret Anders’s træsko hjem, om jeg kunde have gjort ham nogen tjeneste dermed.
Nå, efterhånden blev jeg jo så stor, at jeg kunde værge mig selv. Men det var mor, der måtte lære mig det.
Hver dag, når jeg gik fra eller til skole, mødte jeg en dreng fra Birk, der gik til Have skole av samme grund, som jeg ikke gik der. Han skulde absolut gå til en missionslærer. Jeg var ikke så glad ved dette daglige møde, for han vilde banke mig, og det faldt mig aldrig ind, at jeg kunde klare mig for ham. Jeg klagede mig til mor, og hun gav mig det råd, at jeg skulde lade ham mærke, at jeg ikke var bange for ham, og sørge for at komme til at slå først. Jeg fulgte hendes råd, og efter den dag kunde vi mødes og snakke sammen som de bedste venner.
Min skolevej var ca 3 km, og medens jeg var med de små, skulde jeg avsted fire dage ugentlig om sommeren og to om vinteren. For de store var det omvendt. Vejret var jo ikke lige behageligt til enhver tid, men jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har syntes, det var besværligt at komme i skole. Og vi havde jo ingen cykler dengang og langt mindre biler til at hente os! Jeg kan kun huske een gang, jeg følte mig noget trykket ved situationen, det var en morgen det samme efterår, jeg var begyndt at gå i skole, og det var en tåge så tyk, at man ikke kunde se ti alen fra sig. Jeg var lige drejet om fra kollundvejen og gik på “æ stjænvæjlwå·s”, som vi kaldte den vej. Om jeg var kommet over bækken, kan jeg ikke huske, men jeg var i hvert fald ikke nået til Ballegrøff, da det kom over mig, at jeg skulde “på lokum”,som det hed i mors sprog. Jeg satte mig på vejkanten og forrettede mit ærinde, og da jeg var færdig, kulde jeg jo til at gå videre. Til min skræk opdagede jeg, at jeg ikke vidste, til hvilken side jeg skulde gå. Jeg havde glemt, ved hvilken side av vejen jeg havde sat mig, og her stod jeg nu uden at kunne se omegnen for tåge. Jeg var for pjokket til at huske på, at gik jeg til forkert side, måtte jeg snart komme til kollundvejen, jeg nylig havde forladt, og tårerne begyndte at komme frem i øjenkrogene. Da hørte jeg træskotrin et stykke inde i tågen, og lidt efter tonede Peder Murer frem og reddede mig ud av klemmen.
Min skolevej var ikke uinteressant, men heldigvis blev jeg noget større, før jeg fik at vide, hvor interessant den var: At der gik en hovedløs so med 11 grise og spøgte ved Ballegrøft og en mærkelig lang hest ved den bro lidt længere mod nord. Men da jeg var 10-12 år gammel fik jeg historien at høre. Det var de Fastrupbønder, der havde været i Gjellerup for at betale

deres skat. Da de om aftenen gik hjemad, var de svært glade og vel tilpas, for de havde undervejs været til kroers og fået en kaffepuns at gå hjem på. Så kommer de til denne her grøft lidt sønden for, hvor banen nu går, og dengang var der ingen bro over grøften. Da udbrød den ene av dem: “Havde vi endda nu haft et øg, der kunde bære os over grøften!” Og i samme øjeblik stod øget der. Han, der havde ønsket, kravlede på ryggen av dyret, men der var god plads til een mere. Da nr. 2 var kommet op, var der endnu mer plads, og tilsidst sad de alle 12 på ryggen av øget. Nu begyndte hesten at vade ud i grøften, men da den var midt ude, kom den forreste til at se sig tilbage, og han udbrød da i stor forfærdelse: “Å, herre jøsse kresti kors, no hår a åller sjæt så lång en hås!” Men det skulde han ikke have sagt, for i samme øjeblik forsvandt hesten, og alle bønderne lå mellem hverandre og plaskede i vandet. Den slags skal foregå stiltiende, om der skal være held ved det. Nå, men selv har jeg aldrig set hverken den lange hest eller den hovedløse so ved Ballegrøft.
Når jeg skulde til og fra skole, gik min vej over banen. Som nævnt var banen noget helt nyt på vor egn, og man havde en vis respekt for, hvad der kom den ved. Det hjalp mig en hel del, at jeg havde skolekammerater fra vogterhuset, en dreng, Ole, og to piger, Gunild og Dorthea. Dem blev jeg gode venner med, og vi besøgte hinanden en gang imellem i de respektive hjem. Jeg var meget indtaget i Gunild, hun var vist min første kærlighed. Det fik en brat ende, da hendes far blev forflyttet til et andet sted i landet. Mange år efter fik jeg ved et tilfælde hendes adresse, det var i min seminarietid, og jeg skrev da til hende. Hun svarede igen, vi vekslede fotografier, og siden har vi intet hørt fra hinanden.
Min respekt for banen var stor og grundmuret. Selv Gunilds far, ledvogter Larsen, kunde ikke rokke ved den. En dag kom jeg gående fra Hammerum med stien langs banen. Jeg kom da til at følges med Larsen, der gik oppe på banelegemet og slæbte med en dynge ris eller kvas, han sagtens havde hugget et sted på baneskråningen. Han råbte til mig, at jeg kunde jo godt komme op og hjælpe ham at slæbe risene hjem. Jeg svarede nej, for jeg måtte ikke gå på banen. Han svarede, at når han gav mig lov, måtte jeg nok. Men det nyttede ikke, jeg turde ikke gå på banen. Jeg tror nok, han blev lidt gnaven over den ringe tro, jeg havde til hans myndighed, men jeg blev på stien, der vidste jeg, jeg havde lov at gå.
Det skete en gang imellem, at jeg måtte vente ved banen, når leddene var lukket. Så stod jeg tit og læste, hvad der stod på et par tavler, der var sat op på leddene. Det var bestemmelser om, hvad publikum havde at rette sig efter. Jeg kunde det hele udenad til sidst. Begyndelsen var: “Ingen må åbne offentlige bomme eller led eller, når de er lukkede, benytte overkørslerne.” Da jeg siden i skolen hørte om lovtavlerne fra Sinaj, tænkte jeg uvilkårlig, at de måtte have set ud som dem på leddene. De var da også i mine tanker mindst lige så vigtige som dem, Moses kom med.
Den nye ledvogter, vi fik, da Larsen rejste, var svensker og hed Viktor Kielstrøm. Hans kone hed Kirsten, og hun var dansk nok. I Viktors tid fik jeg for resten et stærkt indtryk av statsbanernes magt og storhed. Og havde jeg glemt, hvad risiko der var ved at overtræde banens forskrifter, så fik jeg det frisket op. Det må have været om efteråret, vi havde begyndt vinterskolen, for jeg kom lige fra skolen, og det var ved at blive aften6. Jeg var lige kommet over banen, da jeg hørte en grulig spektakel henne øst fra med hujen og skælden, og så kom der et mandfolk løbende alt det, han kunde på banen, og Viktor bagefter sendende en haglbyge av svenske “jævler” efter den sølle fyr. De fløj forbi os som hund efter hare, men lidt efter kom Viktor tilbage med noget mindre fart. Han bandede og skældte ud endnu, men synderen fik han ikke.
Jo, Viktor var en nidkær ledvogter!

Når jeg nu er hjemme og drejer fra Agerskov-vejen ned efter vogterhuset, kan jeg ikke se det hjørne av Bak-agrene mellem de to veje uden at tænke på de mange skønne forårsaftener, vi har haft der, når vi gik hjem fra skole. Når vi kom så langt hen i tiden, at det var lidt mildt, og så det ellers var godt vejr, spillede vi langbold der, så længe vi kunde se bolden. Ja, det var jo ikke gummibolde, vi brugte dengang, nej, det var skam solide, hjemmelavede sager: Inderst en “told”, d.v.s. en korkprop, så uden om den pjalter, garnender og “tvindstrek”, og til sidst var der syet uden om det hele med garn i flere farver og i smukke mønstre. Så var der også hårbolde, og der var dem, der kun regnede at spille med sådanne, men jeg har nu aldrig kunnet avvinde dem større interesse. Jeg har heller aldrig kunnet lave dem, og egentlig beundrede jeg dem, der kunde lave en fast og velformet bold av kohår. Den førstnævnte slags var mor en stor mester til at lave. Hun havde lavet mig en dejlig stor bold til min 9-års fødselsdag, rigtig en flot bold, og naturligvis skulde jeg have den med i skole. Det varede ikke ret længe, før jeg fik den smidt i brønden, en av den gammeldags slags med karm omkring og en spand i en lænke til at trække vand op med. Jeg stod og hang over karmen med bolden i hånden, og så tabte jeg den. For mig var det en forfærdelig ulykke, der var sket, og jeg syntes, livet havde tabt al interesse. Imidlertid havde lærer Pedersen fra vinduet opdaget, at der var noget på færde, og han indfandt sig på åstedet. Jeg satte ham ind i sagen, glemte ikke at fortælle ham, at det var en fødselsdagsgave, jeg samme dag havde fået, og han forstod sikkert ulykkens omfang. I alt fald lod han spanden gå ned efter min bold, var så heldig at få fat på den, og et øjeblik efter holdt jeg min skat i min hånd.
Men boldspilaftenerne på Bak-agrene er der nok flere end mig, der kan huske. Og end så vore ture om vinteren ned på Kr. Knudsens kær! Dem har vi heller ikke glemt, vi gamle veteraner fra Birk skole! Men det skal jeg nu lade ligge.
Det hændte undertiden, at jeg havde ærinde til møllen, når jeg var i skole. Det var gerne efter en pose malt, når mor skulde brygge. Så kom vi jo gerne en hel flok, og så tiggede vi for at blive vejet på møllerens vægt, men tit havde vi så mange kunster for, at mølleren blev ked av os og jog os ud, ja væk fra møllen. Det var såmænd ikke så underligt, for vore løjer kunde til tider være farlige nok, som når vi en dag, det blæste godt, og møllevingerne var i god fart, skulde prøve, om vi kunde smutte mellem vingerne således, at for hver vinge, der kom susende, løb en dreng udefra ind mod møllesiden. Vi syntes, det var en herlig leg, mølleren var knap så glad derved. Men når møllehatten skulde kråjes (drejes), havde Jens møller ikke noget imod, at vi tog et tag med, og vi gjorde det gerne. Der var nemlig ikke selvkråjer, således som man nu ser allevegne. Nej fra møllehatten gik en bjælkeanretning ned, og på den var der anbragt et sving, som man kunde gå på jorden og dreje, og det var det, der skulde til, når møllens hat med vingerne skulde drejes i vinden. Rundt om møllen var der nedgravet en kreds av kampesten, så de ragede ca. ½ alen over jorden. Det omtalte håndsving sad på en bom, hvorpå en jernkæde kunde rulles op, når svinget drejedes. I enden av kæden sad en svær jernring, som blev lagt om en av de omtalte sten, og idet man nu drejede håndsvinget, bevægedes hatten rundt, indtil den havde den rette stilling til vinden, så sagde Jens stop. Vi syntes så godt om dette arbejde, at vi havde svært ondt ved at lade være med at dreje i utide, f.eks. når Jens møller sov til middag. Men vi var da kloge nok til ikke at dreje møllen i bagvind, så der skete ikke noget, selv om mølleren naturligvis ikke vilde have os til at kråje på egen hånd. Nej, det var såmænd ikke så nemt at være Jens møller, men han var klog nok – for det meste da – til at tage os med det gode, og somme tider var hen så flink, at han lod os få hejsetovet om livet, den ene efter den anden, og lod mølleværket trække os op på loftet og ned igen, – det var noget, vi kunde lide!

Ole Skovhus kunde knap så godt finde sig i vore streger som mølleren. Et år var vi blevet lidt slemme til at smage på Oles gulerødder, når vi kom forbi dem på vejen fra skole. Det blev Ole gal i hovedet over, og det var der måske ikke så meget at sige til, men han gik hen og sladrede til læreren, og det blev vi gale over! Næste dag, vi kom i skole, fik vi vor præken, og nu var der først for alvor løjer ved at gå i Oles gulerødder. Det havde sikkert været klogere, om Ole havde sagt omtrent som så: I må såmænd godt tage en gulerod og spise en gang imellem, når I ikke driver det alt for vidt. Men så vil I også nok love mig ikke at rykke flere op, end I spiser”. Det skulde vi glad have lovet ham, og havde vi lovet det, så havde vi også holdt det, og så havde vi syntes, Ole var, som en mand skulde være, hvilket havde været til Oles fordel, for som forholdet nu var, kom det for os an på at drille Ole, når der bød sig en lejlighed.
Længere hen til vester, nær ved skolen, boede Anders Peder og hans kone Trine. Ja og så deres eneste barn, datteren Birgitte. Anders Peder var østerfra, og det hørtes tydeligt på hans tale. Jeg syntes helt godt om hans sprog, men når han råbte: “Bærrrgittærrr!” til datteren, syntes jeg alligevel, det lød mindre godt.
Da Birgitte var fem-seks år, løb hun tit ude ved vejen, når vi kom fra skole. Så skulde vi jo have snakket lidt med hende, – det var ikke så let at lade være, for jeg syntes, hun var så sød og mild, at sådan måtte en guds engel vist se ud. Ja hun manglede jo vingerne, men yndig var hun i sin blå kjole.
Hendes mor, Trine, var en anset kone i sognet. Og skønt skellet stod skarpt mellem missionsfolkene og “de andre”, så var det dog således, at skønt Trine helt og fuldt stod på den grundtvigske side, var hun respekteret også av missionsfolk, og det skulde der meget til. Men hun var også en god kone, og når deres hjem blev et av grostederne for grundtvigsk liv i Gjellerup sogn, så er der ingen tvivl om, at det var Trine, der skal have hovedparten av takken derfor. Ja, de var enige nok, men trods sit svage helbred var det nok Trine, der var, hvad man kalder “primus motor”, der på lag. Der kan godt bo en stærk ånd i et svagt legeme, og sådan var det med Trine.
To gange om måneden havde jeg læseforeningsbøger med til Anders Peders. Jeg gik gerne om med dem i middagstimen, og når det traf sig, at de sad og spiste, bød Trine mig gerne at spise med. En dag, da de sad og spiste grønkålsuppe, spurgte Trine mig, om jeg ikke vilde have “en sløvfuld kål med”. Skønt kål var omtrent det værste, man kunde byde mig i min drengetid, syntes jeg ikke, jeg kunde være bekendt at sige nej til Trines venlige tilbud, og jeg spiste tappert en tallerken kål. For resten smagte Trines kål mig bedre, end den mor lavede, og det var i sig selv en mærkværdighed, da mors mad ellers passede mig bedst og virkelig også var bedre tillavet end, hvad man fik de fleste andre steder.
“Hammerum læseforening” fortjener for resten at mindes. Den slags var ikke almindelige den gang, og vilde man læse bøger, måtte man selvfølgelig selv betale, hvad den fornøjelse kostede. Nu betales der jo fattighjælp fra det offentlige til alt muligt, men dengang var folk alligevel knap så tåbelige som nu. Men jeg tror, denne læseforening hører med i billedet av grundtvigsk oplysnings fremvækst på vor egn i de dage. Lærer S. Mikkelsen Tønning i Busk var formand. Han sendte bøgerne ud til rundgang mellem medlemmerne, og til ham skulde de atter vende tilbage. Kredsen strakte sig vidt omkring. Jeg har i mit eje en bog med medlemsfortegnelse fra 1883. Medlemmerne var da:

Højskoleforst. N.Vigtoft, Hammerum.
Marinus Pedersen, Hammerum.
S. Mikkelsen Tønning, Busk skole.
N. Østergård.
R. Petersen, Herning.
P. Jørgen Jensen, Hammerum.
L. Jensen.
L. Agerskov, Lund skole.
Jens Kr. Hansen.
Dorthea Margrete Andersen.
A. Jensen Rode.
Jens Andersen Faurholdt.
J. Kr. Kristensen.
Lars Kristensen, Fastrup.
Jens P. Jensen, Fastrup.
Anders P. Pedersen, Birk.
Jens Birk, Birk.
Lærer M. Pedersen (Brøndlund), Birk.
Lærer Sandal, Kollund.
” Løvborg, Assing.
” Knude,Skarrild.
Kr. Kristensen, Gjødstrup.
Poul Kr. Ottesen.
Rasmus Nielsen, Hammerum.
Desuden husker jeg, at lærer Balle i Sønder Omme en tid var med. Hvad mon det så var for bøger, der blev læst?
Det meste var skønlitteratur, hvor naturligvis Zakærias Nielsen var repræsenteret. Men desuden Bjørnson, Jonas Lie, Alexander Kielland, Ibsen, Viktor Rydberg og mange andre. Av oplysende bøger husker jeg Troels Lunds ”Dagligt liv i det 16.århundrede”, Hostrups folkelige foredrag, men der var jo mange,jeg ikke kan huske, det meste var jo ikke for min alder.
Hammerum læseforening gik i mange år, og at den har haft en opgave at løse med hensyn til at danne sindet og give udsyn fra den daglige trummerum, er der ingen tvivl om.
Men det var skolen. Lad mig fortælle lidt om selve skolestuen, som den så ud, mens jeg hørte til dens besætning. Den optog sønderenden av stuehuset og strakte sig, tror jeg nok, over fire fag. Der var ret store vinduer til de tre sider, mod øst, syd og vest, to på hver væg, og mellem de to på sydsiden stod lærerens kateder, “æ puldt”, som vi sagde, og bag den hang på væggen en tavle, der vel var et par alen i kvadrat og altid trængte til maling. Det kneb at se, hvad der stod på den samme tavle, da lyset fra vinduerne blændede. Man kom ind i skolestuen gennem en forgang med cementgulv og med knage på væggene til at hænge vore sager på. Til meldmadpakkerne var der anbragt et par hylder. I den ende av gangen, der tilhørte pigerne, var der bag yderdøren to eller tre hylder, men ingen knagerækker. Pigerne gik ikke med frakker den gang, men med “stuer kle·r”, d.v.s. sjaler, som de svøbte sig i fra top til tå, når vejret var dertil, og de var en fortrinlig beskærmelse for en lille pigekrop, bedre end en frakke, der stumper lige nedenfor knæene. Men det er ikke vanskeligt at forstå, at når sådanne sjaler skulde anbringes på en smal hylde, vilde de den meste tid komme til at ligge på gulvet. Det gjorde de også, og hvordan de vilde komme til at se ud, når føret var vådt og snavset, kan enhver sige sig selv.
Heller ikke drengene gik med frakker. Det blev anset for et udslag av blødagtighed, hvis en dreng gik med frakke, og jeg husker derfor meget tydeligt min modvilje, da mor sørgede for, at jeg fik en frakke, og tvang mig til at tage den på i skole, når vejret var dertil. Ja, det var

såmænd rigtig rart at have den på, men jeg vilde alligevel hellere fryse en smule og blive våd, om det skulde være, end jeg vilde høre de andre drenge råbe “kryster” efter mig.
Fra forstuedøren var der en gang op igennem skolestuen fra nord til sønder. Til begge sider fra den stod nogle lange borde, pigernes øst for gangen, drengenes vest for den. Når børnene sad ved bordene, vendte de ansigterne mod syd, og der kunde sidde 5-6 stykker ved hvert bord. Der var fast bænk, men intet ryglæn, det behøvede børn ikke dengang. Der var god plads til at gå mellem alle bordene. Det var der den fordel ved, at vi kunde sætte vore fødder under tremmen inde under bordet og tage en kropfældning helt til gulvet, og det var vi flinke til, når læreren vendte ryggen til. Bordpladerne ved drengesiden var overskåret med navnetræk og figurer, anden sløjd havde vi heller ikke.
Landkortene hang på sydvæggen, foran børnene, hvilket jo var rimeligt nok. Men alligevel var det skrup forkert, idet hele historien skulde have været vendt omkring, så børnene fik næsen mod nord. Når så vi havde kortene foran os, svarede vest på kortet til vest i virkeligheden og øst ligeså, ligesom vi havde været fri for vinduesblændingen, når der var noget, vi skulde se på vægtavlen. Nu var det, som det var, hvilket førte med sig, at jeg blev forkert vendt på jorden. Ja, ikke i min nærmeste omkreds, jeg var jo da jyde, – nej, men over for det, vi lærte på kortet. Jeg gik i mange år og kunde ikke blive den fornemmelse kvit, at vesterhavet lå mod øst og København mod vest, Skagen i syd og Tyskland i nord. Sådan noget er ubehageligt for en jyde; en øbo vilde vel ikke mærke noget ved det, men da jeg ellers aldrig er “galt vendt”, er der ingen tvivl om, at det er den forkerte kortophængning i skolen, der har skylden derfor. Ja, endnu forekommer det mig, når jeg er i København, at Øresund ligger ved den forkerte side, altså mod vest. Da jeg selv blev lærer, passede jeg derfor altid på, at landkortene kom til at hænge på nordsiden, så vest blev vest, og øst blev øst.
Kakkelovnen stod ved nordsiden, lige til højre for døren. De første år, jeg gik i skole, havde vi en firkantet kakkelovn med “kogehuller”, der var som skabt til at “stege Meldmader” i. Og noget mere lækkert end en stegt meldmad skal man have ondt ved at tænke sig. Det var en sorg for os, da den firkantede gik alt kødets gang, og vi fik en moderne rund med “kappe”, der var ganske uegnet til meldmadstegning. Ja, vi prøvede at udføre denne ritus ved at holde meldmaden lodret på siden av den nye, men det var slet ikke godt. Fedtet eller smørret løb naturligvis nedad ovnens sider, og så var det uhyre upraktisk, at man ikke kunde sætte maden fra sig og gå ud at lege, mens den blev færdig til at æde. Nej, efterhånden vænnede vi os til at spise vor mad ustegt og var dermed en stor nydelse fattigere.
Vi havde en del billeder på væggene, en hel del danmarkshistoriske, der var udgivet vistnok på N.C. Roms forlag. Jeg lagde vist mærke til det, fordi jeg kendte N.C. Roms navn hjemmefra, dels fra “Husvennen”, dels fra, hvad der havde med husflid at gøre: Husflidstegninger, “Håndgerningsbogen” o.s.v. Der var også nogle bibelske billeder, men jeg kan slet ikke huske noget av, hvad der var avbildet på dem, så der har vist ikke været meget ved dem. Men så fik vi et par store billedtavler i min skoletid, en med dyr og en med fugle. De var med farver, og så var der navne på det hele. Det var nogle dejlige billeder. I middagstimen var vi gerne en flok, der stod og studerede disse billeder.
Skolens gulv var beskidt, det kan ikke nytte at sige andet. Sånær som mandag morgen, da var der fejet og strøet sand, når vi kom. skiftesko var der jo dengang ikke noget, der hed, og når vi havde været over gulvet nogle gange med vore snavsede træsko, er det ikke svært at tænke sig, hvordan det så ud. Lørdag aften blev der muget igen, hvilket gik for sig på den

måde, at det lag, der lå på gulvet, blev fejet ud i gangen eller rettere sagt fejet sammen og skovlet ud i gangen. Derpå blev lærerens “mogstøwt” hentet ind eller hen til yderdøren, skraldet læsset på og kørt væk. Havde føret i den forløbne uge været slemt, skulde læsset nok blive med top. Det meste var snavs fra vej og legeplads, men så var der iblandet klynbillinger, der havde været brugt som kasteskyts, meldmadstumper, tavlestumper, griffelender, papir, rester av træskovisker og lignende ting. Når der skulde fejes, blev der slået vand, men det gjordes ikke nødig oppe ved det øverste drengebord, for der havde de der stationerede drenge vædet gulvet tilstrækkeligt med skråtobaksspyt. Det var et par år højmoderne at skrå. Jeg var ikke dengang blandt de største, men jeg lod mig narre til at være “stor” og tage en skrå, – der var nok, som ædelmodigt vilde give mig en. Følgen kom snart i skikkelse av en kraftig brækfornemmelse, så jeg måtte ud i gården til vandspanden og have munden gjort ren.
Nu skal der jo nok være dem, der begynder at snakke om HYGIEJNE i anledning av min beskrivelse av skolestuen i Birk. Jo såmænd, hygiejne kan være godt nok sådan til måde. Men hvad nu angår skolegulvet, så tror jeg nu ikke, nutidens skolegulve er mere hygiejniske, når børnene trisser rundt i tøjsko, ofte både ude og inde, – det skal nok give støv!
Pedersen og Agerskov lignede ikke hinanden videre. Det kunde ikke falde Pedersen ind at gå ud og lege med børnene i frikvarteret, som Agerskov gjorde, men jeg tror nok, de allerfleste av hans skolebørn var glade ved at gå i skole hos ham, ligesom også hans skole stod på et pænt stade. Det er nu (i 1947) snart 70 år siden jeg begyndte min skole i Birk, og det er omtrent lige så længe siden Pedersen begyndte der. Og så vidt jeg kan se, var det ikke så ringe en måde, han som ung lærer havde at holde skole på. Ja, det gik naturligvis på den gamle facon med lektier og ramseri, men sådan er det jo mange steder endnu, og så kan man ikke undre sig over, at en ung lærer dengang fulgte almindelig skik. Men ved siden derav havde lærer Pedersen også noget andet at give os, som var mere værd end ramserne. Han fortalte for os, og han kunde fortælle, så tiden forsvandt for os, mens vi lyttede. Dette skal han have tak for i sin grav, som jeg da også udtalte det på hans jubilæumsdag i Hammerum, da de havde vist mig den store ære at bede mig holde festtalen for ham. – Det, jeg havde mest ud av i min skoletid hos ham, var hans fortællen og hans undervisning i dansk.
Der var et meget frit forhold mellem Pedersen og hans skolebørn. Vi sagde naturligvis “du” til ham,(der varede længe, før mor kunde ret forsone sig med det), og vi kunde frit snakke til ham om, hvad det skulde være. Nu er det almindeligt med børnebogsamlinger, men det kendte man ikke til dengang. Alligevel kunde vi låne bøger: Pedersen stillede sin egen bogsamling til rådighed, og vi benyttede den. Det var ikke sjældent, at nogle av os spurgte, om vi kunde låne en bog, og han havde mange gode bøger, som større børn kunde bruge. Jeg husker tydeligst et par bøger med gamle islandske sagn og sagaer, samlet av H.H. Lefolii. Den var vi flere, der var svært glade for.
Når Pedersen fortalte for os, stod han tit nede foran kakkelovnen. Hvis vi tænkte noget ved det, antog vi sagtens, det var fordi det var en behagelig, varm plads, i alt fald om vinteren. Jeg er senere kommet på andre tanker. Det var sikkert for vor skyld, for at vi kunde komme til at støtte ryggen mod bordkanten, når vi vendte om imod ham.
Han behøvede ikke at bede os være stille, når han fortalte, det kom av sig selv. Men i de andre timer var der sjældent, hvad man kalder stilhed, undtagen når vi læste og når vi skrev,

og så kunde det endda til tider knibe dermed. Jeg husker en dag, min mor var derinde på vejen til Herning og vilde give mig en eller anden besked, da troede hun, vi havde frikvarter,

da hun kom i gangen, og så sad vi endda og havde travlt med at regne. Hun måtte banke på døren mange gange, før der var nogen, der hørte hende.
Det kneb at få børnene til at møde til tiden om morgenen, der var næsten altid nogen, der kom drivende bagefter. Det var sikkert så godt som altid hjemmenes skyld; børnene vilde helst være der i rette tid. Men det tænkte Pedersen vist ikke på, han var jo ung og ivrig i tjenesten og kunde somme tider tage lidt hårdt fat på sådan en “efterkommer”. En morgen var Anders Lyngholm kommet temmelig meget bagefter, og Pedersen vilde nu med vold og magt have ham til at sige, hvorfor han kom så sent. Men det vilde drengen ikke ud med, og efterhånden fik læreren sig arbejdet sig varm, og nu skulde Anders gå til bekendelse med det gode eller med det onde. Der måtte jo være noget fordægtigt ved sagen, hvorfor svarede han ellers ikke? og hvorfor sad han der og gloede ned i bordet, – han kunde vel give besked, andet forlangte Pedersen jo ikke! Og Anders mærkede et tag i sin lange hårtop, og nu måtte han op med ansigtet. Jeg kan se det for mig endnu, hvordan håret trak i skindet, og jeg sad og var “så lywsens ræj’” for at skindet skulde slippe fra og Anders blive skalperet. Så galt gik det nu ikke, men tilsidst var der ikke andet for, end Anders måtte op med forklaringen. Og så fortalte han da, at hans far og mor havde skændtes og slåedes hele morgenen, så hans mor ikke havde kunnet få tid til at smøre hans skolemad. Ja, så fik Anders lov at være i fred og til at lægge sit hoved på armene ned på bordet.
Men da vi altså gerne skulde have nogen tid at samles i om morgenen, lød det til os, når vi kom ind: “Så kan I tage jeres tavler!” Det betød, at vi skulde regne. De første minutter var der en støj og klamren med alle de tavler. De skulde jo gøres rene, og det skete på den måde, at vi spyttede på dem og gned med hænderne, – det var kun ganske enkelte, der havde en klud til det brug. Hvis det nu var en vintermorgen, vilde vi grumme gerne ned til den varme kakkelovn og tørre tavlerne efter denne rengøring, og det fik lov at gå. Jeg tænker, Pedersen forstod godt nok, hvor rart det var med en varm tavle for et par små kolde hænder, der kom udefra en kold vintermorgen. – Den tavle, jeg brugte i min skoletid, havde min far også brugt al den tid, han gik i skole, og på samme måde var det med min bibelhistorie, Tangs den store.
Når så den første time var gået, og menigheden var samlet, sang vi morgensang. Det var mest en av Ingemanns, og i min skoletid var der ingen, vi brugte så tit, som “Lover Herren, han er nær”, men dog naturligvis også andre, Så skulde vi høres på vor lektie, som vi kaldte det. Det var hver anden dag lærebog (Balslevs) og hver anden bibelhistorie og salme. Salmen blev vi hørt i enkeltvis, men ellers var vi gerne oppe 3-4 stykker ad gangen, og så gjaldt det om at bruge munden. Når vi fortalte bibelhistorie, råbte vi i munden på hverandre, og vi råbte højt. Hændte det, at der var en, som ikke var så stiv i papirerne, reddede han sig flot, bare han lod munden løbe. Han behøvede ingen ting at sige, for det var alligevel umuligt at forstå, hvad den enkelte sagde. I lærebogen var vi fri for “anmærkningerne” og de “store stykker”, det vil sige, vi skulde ikke lære Balslevs dybsindigheder, men kun skriftstederne.
Dem skulde vi kunne på ramse. Når vi så var hørt på ramserne, tog Pedersen fat på at forklare og udlægge det for os. Der blev gjort ikke så få pung- og knivhandeler, mens Pedersen gik op og ned mellem bordene og prøvede at indprente os de autoriserede sandheder. Jeg tror ikke, der kom ret meget av det inden for vor vest, og det kunde såmænd også være det samme, for når først en “sandhed” er nået til at blive autoriseret, er livet gerne gået av den, hvis den da ikke ligefrem er blevet til en løgn, – men han gjorde det det bedste, han kunde, som vi andre gjorde, da vi som helt unge skulde tappe “religion” på en flok levende børn. Vor eneste trøst nu bagefter er, at det, vi hældte på dem, gik ind ad det ene øre og ud ad det andet uden at gøre videre skade. Men det er vist alligevel en skidt

trøst, for man er jo altid udsat for den skade, at børnene tror, det har noget med kristendom at gøre, al den teologiske tyggemad, vi fylder dem med. Det var nok bedre at indskrænke sig til at fortælle dem de bibelske historier jævnt og enfoldigt, samt synge de bibelske sange og nogle salmer med dem.
Nå, jeg tror såmænd ikke, eg tog nogen skade av Pedersens teologi. Og siden, da han voksede til i åndelig henseende, så tror jeg nok, han fik noget bedre at sige dem, noget, der var mere føde ved, og så kommer det av sig selv med at høre efter. Ja, for føde vil sunde børn altid gerne have, og det ikke alene for kroppen.
Ja, når man tænker på den syndflod av “kristeligt” bavl, der gennem årene er blevet og stadig bliver hældt ud over vort land av vore folk i skole og kirke, så må man grue, og så kan man nok komme til at tænke på Per Smeds valgsprog: “Hwa nøt’ ær ed te?” Der er tit og ofte blevet råbt op om, at hvis religionstimernes antal i skolen blev indskrænket, eller hvis konfirmationen blev avskaffet, eller hvis det blev indført, at giftermål skulde ordnes av en giftefoged i stedet av en præst, eller hvis det fag, der kaldes religion, helt kom ud av skolen, så vilde vort folk blive avkristnet. Nej, det er ikke den slags, der avkristner et folk. Det er ikke engang hårdhed fra verdens side, der er mest farlig, men det er al den uvederhæftige snak, der i alt for mange skoler og i alt for mange kirker fyldes i folk. Jeg er bange, det er netop det, der har avkristnet store dele av vort folk. Det er ikke så længe siden, jeg hørte en præst udtale fra prædikestolen, at det var godt at få nogle bibelord og nogle salmevers lært udenad, mens man var barn, det kunde godt ske, man kunde få brug for det, når man blev ældre. Ja, det var det, Hostrup kaldte at samle i pelikanposen. Men disse rare mennesker, der mener det så godt, når de lovpriser ramseriet, de skulde bare vide hvor mange, der er blevet lede ved den slags ting, fordi de skulde sidde og terpe i det som børn, og hvor mange, mange flere, der er blevet forhindret i at komme i forbindelse med levende kristentro derved, at de er blevet oplært i den mening, at kristentro er noget, man kan lære i en bog, og det er noget kedeligt noget at have med at gøre, og lige så snart, det kan lade sig gøre, vender de sig fra det. Der var en av mine skolekammerater, han var ikke videre god til at læse, og han havde ondt ved at lære salmer. Den sidste dag, han var i skole, tog han sin salmebog og smed den ned i en beskidt krog ude i gangen, idet han sagde: “De er sku godt, man er færdig med det skidt!” Og en av mine præstekammerater sad og kunde ikke bare sig for grin, mens vi var til alters efter konfirmationen, og da vi kom ud av kirken, bandte han en stor ed på, at det var godt, vi var over det. Men han var også fra et missionshjem.
I 1814 fik vi en skolelov, der indførte tvungen religionsundervisning over det ganske land.
Nu, omtrent halvandet hundrede år efter, ser vi frugterne: Mord, vold og anden ondskab florerer som aldrig før, og kirkerne står halv- eller heltomme om søndagene. Folk lader deres børn døbe og konfirmere, men hvorfor de gør det, er ikke så let at indse, da de ellers vender ryg til kirken og lærer deres børn det samme.
Der en ting ved Pedersens skolehold, jeg vil nævne. Det er hans sang. Han var langtfra nogen stor sanger, men han havde sans for sangens værd, og derfor sang han meget med os. Om det var ham eller Agerskov, der anskaffede en sangbog udgivet av lærere i Sydsalling, det husker jeg ikke, men det var den, vi brugte, og den lærte vi mange gode sange efter. Den begyndte med en samling historiske sange, og dem satte vi pris på. Når vi stemte op med sådanne som ”Vi hugged med kårde, der ormen den hårde vi overvandt”, eller ”Syng nu, gutter små”, så var der klem og klang i det. Vi lagde alle kræfter i! Der var ingen snak om, hvordan vi brugte vore stemmer, bare vi brugte dem, og dertil behøvede vi ingen opfordring. Så havde vi også en anden sangbog, vi var meget glade ved. Det var Boisens bibelhistoriske

sange. Dem lærte vi så, eftersom vi kom frem i historien. Ja, i det stykke var lærer Pedersen – eller Brøndlund, som han siden kaldte sig, langt foran de fleste andre lærere, ikke blot dengang, men den dag i dag. Det er jo en skam, at de, der underviser vore børn her i Danmark, ikke engang kender den velstand av historiske sange, vi ejer, – og det er let at træffe en ung lærer, der ingen av dem kender. På seminarierne lærer de dem ikke at kende, det har de skam ikke tid til! Vore seminariefolk kan holde kønne kønne taler i metervis om den betydning Grundtvig har haft for folkelivet i vort land, men lære de unge, der kommer i deres skoler, at kende hans sange og holde av dem, nej, det har de som sagt ikke tid til.
Lærer Brøndlund læste en gang imellem en historie for os, og da jeg senere gik i aftenskole hos ham, hørte oplæsning med hver aften. I det hele tror jeg, man kan sige, at han som lærer var foran de fleste, selv om vi i Gjellerup sogn havde et par, Agerskov og Mikkelsen Tønning, der kunde stå ved siden av ham.
Hvis man vil spørge, hvordan disciplinen var i Birk skole, er det ikke så let at svare derpå. Forstår man ved disciplin lydløs stilhed under arbejdet i timerne, så var der ingen disciplin i Birk skole. Der var nu alligevel en vis orden i tingene, og der blev bestilt noget. Der er en vis stilfærdig uro, som er av det gode. Den følger med arbejdet, så f.eks. børnene skifter ord om et regnestykke, ja går måske endda fra deres plads hen til et andet bord for at tale med en kammerat om en opgave. Ja, men det vilde jo være forfærdeligt! hører jeg et kor av sippede lærerinder og pertentlige lærere udbryde. Men det er det slet ikke. Når den slags ting er lovlige og ses på av lærere og elever som en ganske naturlig ting,(hvad det jo vilde være i hjemmet), så kommer der ingen forstyrrelse av det, og så gør det ikke arbejdsordenen nogen skade. Vi blev ikke kørt i stramme tøjler i Birk skole, vi havde i meget vor frihed, og jeg har den tro, at mange skoler har gjort børnene en dårlig tjeneste ved at opdrage dem til kun at arbejde, når en lærer gik som pladshund og passede på dem. Det er børnene jo slet ikke vant til hjemmefra, når de da er fra et hjem, hvor der er orden til huse. Sådan nogle narrestreger som at stå ret ved bordene, når vi kom ind, og når vi skulde ud, kendte vi da heldigvis ikke noget til, men den slags pjat lægger nutidens unge lærerkræfter svær vægt på. Vi skulde rejse os, når der kom en fremmed ind i skolestuen, men efter min mening var det en fejl. Det var bedre, om børnene slet ikke lod dem forstyrre av sligt, men passede deres arbejde, så længe ingen henvendte sig direkte til dem.
Skoledagen endte med en sang. “Altid frejdig” måtte her som så mange steder holde for.
Men vi sang ikke sjældent et vers, der lød således:

Nu vi skilles fra hverandre, og vi ile til vort hjem, men, o frelser, følg os alle,
til vi mødes skal igen. Vi da glad skilles ad,
samles hisset i Guds stad.

Vi sang også tit “Jeg er træt og går til ro”. Det var med en rædsom melodi, men hvad brød vi os om det. Nej, om så vi havde sunget den til melodien “Jeg vil sjunge om en helt”, havde vi ikke fundet noget påfaldende deri. Lærer Brøndlund havde ikke selv nogen fornemmelse av, at en melodi kunde være passende til brug et sted, men ganske umulig et andet sted, og naturligvis kunde han så heller ikke lære os at skelne mellem skidt og kanel.

Når vi havde eksamen, syntes vi ret, det var fest. Vi havde alle brystsukker i lommen, (det man nu kalder “bolcher”), og det delte vi ud av til hverandre. Derfor måtte de forskellige poser helst indeholde forskellige sorter, men der var flere købmænd at handle hos, og hver forretning havde heldigvis flere slags. Jeg tror nok, Brøndlund fandt det mest festligt, når hele historien var overstået. Han havde en slem feber, når forestillingen skulde tage sin begyndelse, så fór han omkring som en flue i en flaske med frakkeskøderne daskende til siderne. Det så grinagtigt ud for os, som ikke kunde forstå, hvad der var at blive febrilsk for. Nå, når han først kom godt i gang, blev hans temperatur atter normal, – omtrent da. Vi havde Blom til præst de år, jeg gik i skole. Han var jævn og lige til, fri for al ”velærværdighed”, livlig og med forståelse av børn. Ham var vi altid glad ved at se i skolen.
Skolekommissionen skiftede jo, men i ikke så få år havde vi en mand oppe fra Gjellerupby, hans navn var Ole Frøund Andersen, men ”Andersen” kom ikke med til daglig brug, da hed han Wålle Frølund. Han var i en årrække sognerådsformand, og så var han altså i Skolekommissionen. Han var lille av vækst, og han havde den vane, at han såvel sommer som vinter, så snart han var uden for en dør, havde et mægtigt “mundklæde” 5-6 gange om halsen. Sådan et mundklæde var der mange, der brugte, men Wålle Frølund var dog vist ene om at bruge det i sommervarmen. Et sådant klæde var strikket av uldgarn og havde en bredde av et kvarter, så det lunede godt. Wålle var en ret anset mand, og havde han levet her i vesteregnen, var han sikkert blevet vinterlærer. I de gamle bondehjem på Herningegnen kunde man på den tid, jeg her fortæller om, og for resten længe efter, finde de gammeldags gravskrifter hængende på væggen. Hvis man ser nøje til, vil man på de fleste

ja i Gjellerup sogn måske på dem alle – finde Ole Frølunds navn. Der hænger for resten et par av dem på Mads Degnbols væg i Højmark. Wålle var dygtig til at lave den slags, – ja, det kunde også være brudevers, og han har glædet mange med dem. Wålles var altid på vers. Der kunde også ses gravskrifter på prosa, men de var ikke æstimerede. Men Ole Frølund var en dygtig versemager og rimsmed. Var det et barn, der var død, skulde der jo stå noget om den glæde barnet havde været for forældrene, men nu havde det fået det langt bedre, end det kunde få hos dem, derfor måtte de ikke sørge over, at det var gået bort. Var det en voksen, bestod gravskriften av en levnedsbeskrivelse av den døde. Rundt om dette, der var fint prentet med “trykte” bogstaver, var der så tegnet og malet med flere farver en søjle på hver side av skriften og så en hel del slyngninger av blomster og grønne blade, og somme tider var der klæbet glansbilleder, som forestillede engle op oppe i skyerne. Ja, det var yndigt.
Sidste gang, vi havde eksamen, mens Thomas Nielsen sad med embedet, var han der selv for at tage avsked. Ved den lejlighed snakkede han lidt med os, og han fortalte os bl.a., at der var en julesalme, han satte særlig stor pris på, om vi kunde tænke os, hvad det var for en?
Vi gættede på adskillige, vi kendte jo da en del julesalmer, men naturligvis på alle andre end den rette. Til sidst fik vi at vide, at det var “Den yndigste rose”, og den talte han så lidt med os om.
Lærer Brøndlund var ugift, da jeg gik i skole hos ham. Hans søster og jeg spurgte ham engang, hvorfor han ikke sørgede for at blive gift som andre folk. “Nej”, svarede hen, “jeg har altid haft stor respekt for at give mig ind i noget, jeg ikke kunde komme ud av igen”.
Han blev nu alligevel gift, om også det varede lidt længe, (jeg blev da gift før han),og han blev også sådan gift, at han sikkert ikke ønskede at komme ud av det igen. Det var bestyrerinden på Herning højskolehjem, Anna Christensen, der blev hans kone.

Jeg var i min skoletid til to bispevisitatser, – nå nej, den sidste var jeg til i – jeg tror 15 års alderen. Det var begge gange den gamle Balslev, ham med lærebogen. Han var en gammel tør karl, både at se og høre på. Den første gang var alle sognets fire skoler trommet sammen i Lund skole, der var Agerskov lærer dengang. Ja, jeg tror for resten, de var med fra Sunds også, Sunds var dengang anneks til Gjellerup. Det var en lang tur for mange av børnene; oppe fra Langelund og Have har der jo været op imod et par mil at gå, men sådanne småting kan der naturligvis ikke tages hensyn til, når noget så vigtigt skal foregå. Lund var hovedskolen i sognet, og der skulde slaget stå. Det eneste, jeg kan huske fra den komedie, er, at der var en frygtelig møvr av børn, så det var svært at komme frem for den skole, der blev kaldt ind. Men det fik jo da ende, og vi nåede at komme hjem, før det blev helt mørkt.
Den anden gang, jeg var med, gik det for sig i Gjellerup kirke. De tre sidste årgange konfirmander blev opfordret til at træde ud på kirkegulvet,og jeg parerede ordre, ikke just av lyst eller trang, men jeg vidste, vor præst så det gerne, og så vilde jeg da godt gøre ham den fornøjelse. Han stod temmelig højt for mig fra den tid, jeg gik til præst. Vi blev en flok unge, der stillede os til rådighed for højærværdigheden, og han stod så og sagde noget til os. Det var fortællingen om døberen Johannes’s fødsel og navngivning, han gik ud fra. Det eneste, jeg kan huske derav, er de ord: “Hvad skal der dog blive av dette barn!” De ord kom igen så tit, at det står for mig, som den gejstlige mand ikke sagde ret meget andet, men det må han vel nok alligevel have gjort, for det tog da nogen tid for ham. Det hele var måske godt nok, men jeg tror ikke hr. Balslev havde meget begreb om at tale, så en flok børn som vi kunde forstå ham.
En gang var jeg til provstevisitats. Provsten hed Hejberg og boede i Aulum. Det eneste, han brød sig om, var dansk sproglære, og hvad der kunde høre med til. Det var hans kæphest, som han red med stor iver. Jeg husker, han holdt et farligt styr med Lavst Snedkers datter Ane i anledning av navneordenes flertal. Han var begyndt ved det øverste pigebord, og der sad Ane henne ved væggen. Nu var provsten kommet ind på, at han absolut vilde have at vide, hvad ordet “forældre” hed i ental. Det kunde han ikke rigtig få nogen besked på, og så var det, han gik fra den ene til den anden, indtil han omsider nåede ned til Ane. hun foreslog “en forælder”. Og det blev højærværdigheden tilsyneladende meget optaget av.
Han vilde have at vide av Ane, hvad hendes “forælder” hed, hvor hendes “forælder” boede o.s.v., og Ane vidste ikke, hvad hun skulde svare, for hun havde jo to “forælder”, og når hr. provsten bare vilde sige hvem av dem, han mente, skulde han såmænd nok få besked, skønt Ane vel nok syntes, han var temmelig nysgerrig. – Han fik ingen besked, hverken av Ane eller de andre piger, og pigerne fik ikke at vide, hvad han mente med al den spørgen ud. Han blev gal i hovedet, og vi syntes, han var en sær en, og sådan endte den provstevisitats i Birk skole.
Dengang var der landbrug til alle fire skoler i Gjellerup sogn. Brøndlund holdt 4-5 køer på sin, og jeg tror nok, han fik sit landbrug passet godt. Det var også god jord, han havde at arbejde med. Han var ikke selv kørende, men gårdmændene gjorde hestearbejdet for ham, og jeg tror ikke, han nogensinde gav andet derfor end en kop kaffe eller et lille plovgilde.
Han selv havde ingen gaver på praktisk arbejde. Vi store drenge morede os mangen gang over ham, når han var ude at slå grønt til køerne, for vi var jo da bedre “hjøllekarle” end han. Han var da ellers gårdmandssøn. Da skolen senere blev flyttet til Hammerum, blev han fri for at være landmand.
Jeg gik til præst i vinteren 1884-85. – Der var megen sne den vinter, og vejen var lang over til præstegården i Lund, så det må vel nok have været noget træls, men jeg kan ikke huske noget om, at vi syntes, det var strengt. Jeg skulde hjemmefra i god tid, mindre end

halvanden time kunde man ikke beregne til vejen, og vi skulde være i præstegården kl. 9. Når mor havde fået mig op, gik hun ud og malkede en ko, så fik jeg nymalket mælk og smørrebrød til davre, før jeg skulde avsted, – det var noget, jeg kunde lide. Det var pastor Blom, senere provst, jeg gik til. Jeg var glad ved at gå til præst. Blom havde gode evner til at tale med børn, og jeg kan endnu huske enkelte ting, han har sagt. Han hørte til indre mission, men uden den dømmesyge, som i hvert fald på den tid prægede retningen. Han var en frisk og munter mand, livlig og snaksom, når han var sammen med folk. Han tog del i de grundtvigske vennemøder i Hammerum, og det var let at se, at han befandt sig vel i det selskab. Jeg kom til at holde av ham, og det så næsten ud til, at han også kom til at synes om mig. En dag, tilfældigvis netop den dag, jeg fyldte 14 år, var jeg inde hos ham et ærinde for min far. Da jeg havde forrettet det, jeg skulde, tog præsten en pakke ned fra boghylden. I pakken var der en bibel, på hvis forreste blad Blom havde skrevet mit navn og et bibelsprog. “Den skal du have”, sagde han, “for du har været en flink dreng”, men så skyndte han sig at tilføje: “Ja, det har de andre da også, men du behøver jo ikke at fortælle dem, at du har fået den”.
Det var både en overraskelse og en glæde for mig, og det, jeg var mest glad for, var ikke bogen, men det, at præsten var så godt tilfreds med mig.
Ja, jeg var glad ved at gå i skole, og jeg var glad ved at gå til præst. Jeg lærte jo også et og andet begge steder, men jo ældre jeg bliver, jo klarere bliver det mig, at den væsentligste hjælp til åndelig udvikling, jeg fik i min barndom, har jeg mit hjem at takke for. Ikke således at forstå, at der i mit hjem blev snakket meget om kristendom, det blev der ikke til hverdagsbrug i alt fald, men det er jo heller ikke derpå, det kommer an.
Den søndag hen i april måned, konfirmationen skulde finde sted, kom Dynes nede fra Kr. Krænsens og hans bedstemor, ”gammel An Mari”, op hos os om morgenen for at køre med til kirke, for endnu dengang var Kr. Krænsen studekørende. Jeg var i færd med min davre, da de kom, og jeg tog et godt foder, det var jo ikke godt at vide, hvornår man fik noget igen. “Hvad! Kan du spise?” udbrød de, da de så min gode appetit. “Ja, hvorfor skulde jeg ikke kunne spise?” genmælede jeg. Hvorpå jeg fik at vide, at det kunde Dynes rigtignok ikke, nej ikke en bid havde han kunnet få ned. Nå ja, det begreb jeg ikke. Når jeg ikke var syg, kunde jeg altid spise.
Det var en dejlig køretur til og fra kirken, vejret var godt, og solen skinnede, og så var det jo en oplevelse, at der skulde køres til kirke for min persons skyld. Jeg var vant til at gå, når jeg vilde i kirke.
Men det kan nok være, der var folk og vogne ved kirken, og det var jo næsten ikke til at få alle de heste ind i de få gårde, der lå nærmest kirken, men der var jo også konfirmander fra fire store sogne, idet Sunds var anneks til Gjellerup og Herning til Rind, og i Rind havde de vakance, idet pastor Bruun var rejst, og Jens Hansen endnu ikke kommet, så Rind og Herning havde denne vinter gået til præst i Gjellerup. Det var godt, kirken var stor, og det kneb endda, den kunde rumme en sådan invasion. De 65 børn fyldte omtrent hele den lange gang, da de blev stillet op, og der var jo et væsen, inden der blev ro, og forestillingen kunde tage sin begyndelse.
Dengang var der jo noget, der hed overhøring, og det var i manges øjne det vigtigste, – det var nok det, der havde ødelagt Dyneses appetit. Når først vi var over det uden at have dummet os altfor meget, så gik resten jo av sig selv. Men når 65 børn skulde overhøres, og hver av dem helst skulde have chancen for at sige noget til forlystelse for forældrene, der sad i stolene der bagved og var meget spændte på, hvordan Kræsten eller Mæt’ klarede sig

igennem dette nåleøje, så er det klart, det måtte have sin tid, og det tog skam også tid. Men det fik jo da ende. Da så præsten havde holdt en lang tale, kunde konfirmeringen tage sin begyndelse, og den skulde jo også tage lang tid, da vi jo dengang skulde tilspørges og svare på vor dåbspagt. Det kunde passe den dag, som Blicher siger om skærtorsdagsslaget (med lidt forandring):
De pust begønd·,æ klåk’ wa ti’, da Jens hår renger sam’men,
mæn klåk’en dænd’ blöw næsten trej’, far Awersku ku sæj amen.

Ja, klokken blev “trej’ såwal”, før vi nåede hjem og kunde få vor middagsmad, så Dynes har nok været rigtig godt sulten. Nå, hans bedstemor havde vistnok haft en meldmad i lommen til ham.
Mine konfirmationsgaver kan jeg snart nævne. Nu om dage er gaver til en konfirmation jo meget mere end til et bryllup i mine unge dage, men dengang gjorde man ikke så stort et nummer ud av det. Havde jeg ikke haft morbror Jørgen, havde jeg ikke fået andet end en salmebog og så mit nye tøj, men han sendte et sæt hvidt kravetøj og så endda Bjørnsons fortællinger i 2 bind. Jeg tror aldrig, jeg har fået nogen gave, der har været mig til så stor glæde som de to bøger. Vi havde dengang Lavs Snedkers søn Kræsten som tjenestekarl. Han var ikke ret mange år ældre end jeg, og vi var omtrent lige kloge. Når vi sov middagssøvn i sommertiden, lå jeg gerne ude i karlekammeret hos Kræsten, men den sommer blev det ikke til meget med søvnen, for jeg læste højt for os av “En glad gut”, “Synnøve Solbakken”, ”Arne”, og hvad de nu hedder alle sammen. Vi var lige optagne begge to. Siden har jeg læst dem tit.

Opdateret 26. august 2022

Uffe Jensens erindringer – Fastrup 13 – matr. Nr. 6

Andre historier

Hareavl

En drengs oplevelse i Gjellerup

Et døgn i Nazisternes vold.

Lokalarkiver

Historiens Hus

Om Herning Historie

Kontakt