Herning Historie

Fællesmejeriet i Sdr. Felding

Mejeriet som det så ud ca. 1890

Mejeriet som det så ud ca. 1890

Smørkærning

Smørkærningen var i gamle dage husmoderens sag, og den kunne volde store vanskeligheder. Mælkemængden var dengang ringe, især på visse tider af året. Vinterfoderet var knapt og magert. Roer og kraftfoder fandtes ikke.

På de store gårde, hvor man kunne kærne én gang om ugen, selv om vinteren, kunne det gå an; men på mindre gårde måtte man samle på fløden i lang tid, inden man fik nok til en kærning.

Hvis det så kneb med opbevaringen og måske også stod småt til med renligheden, er det ikke noget under, at resultatet blev til smør med en dårlig kvalitet.

Til tider kunne der gå både uger og måneder , hvor husmoderen ikke kunne ”få smør”. Det var vel derfor ikke så underligt, at hun kunne komme på de tanker, at kærnen var forhekset. Egentlig er det bemærkelsesværdigt, at der selv under disse forhold var husmødre, som næsten altid kunne få kærnet godt smør, som de kunne vise frem med berettiget stolthed.

Herregårdsmejerier

På grund af bondesmørrets svingende kvalitet, var det vanskeligt at opnå en ordentlig pris for det, den allerringeste slags, der kun kunne anvendes til vognsmørelse, kostede næsten ingenting.

På herregårdene havde man jo de såkaldte ”bøttemejerier”, hvor man kærnede hver dag. Herregårdssmørret var derfor bedre, nød et godt ry og kunne betales med en ret god pris.

Efter 1860 begyndte man på en del bøndergårde at efterligne dette og fik anlagt ”hjemmemejerier”, hvor man havde indrettet kølige mælkekamre til opbevaring af mælk og føde, og hvor man på de større gårde holdt uddannede mejersker til at forestå arbejdet. På den måde opnåede man at komme på højde med herregårdssmørret og få samme pris for produktet.

Det meste af det producerede smør solgte folk til de hjemlige købmænd, der efter skøn sorterede det i to eller flere klasser efter kvalitet, hvorefter det blev solgt til en grosserer. Da produktionen efterhånden steg noget, var der dog flere gårde, der solgte direkte til fjernereboende grosserer, f.eks. C.A. Peschardt i Vejle. Man samlede smørret i ottinger (Gammel dansk ølmål = 17 potter = 16,424 liter), som så senere blev afhentet eller afsendt.

Efter at Esbjerg havn var byget og Vestbanen og Skjern – Skanderborg banen var anlagt, blev der efterhånden bedre og bedre betingelser for afsætning af landbrugsprodukter til England.

Men det er som bekendt nøden, der lærer den nøgne kvinde at spinde, og først for de i dansk landbrug så kritiske tider, da kornpriserne dalede stærkt på grund af meget forøgede tilførsler fra oversøiske lande, skete som bekendt den store omlægning fra kornproduktion til mejeribrug..

Fællesmejerier

Omkring 1880 oprettedes forskellige steder i landet såkaldte ”fælles mejerier” , dvs. en privatmand byggede et mejeri og købte så mælken fra beboerne i omegnen.

I Sdr. Felding var der en fremsynet landmand – August Frederiksen, som ejede gården ”Engholm” i Nederby, som dengang kun bestod af de tre gårde Nederbygård, Engholm og Færgebo.

August Frederiksen eller løjtnant Frederiksen, som han blev kaldt (hvorfor mon)?, oprettede i 1884 et sådant privatejet fællesmejeri. Bygningen ligger der endnu på Bredgade 11.

Vi ved ikke hvor stor succes mejeriet havde, eller hvor mange leverandører, der var til mejeriet. Fra datidens aviser kan man læse om, at der i almindelighed ikke var megen velvilje fra befolkningens side overfor fællesmejerierne. Vi er midt i provisorietiden, og mange fællesmejerier blev anlagt af de mere velbeslåede storbønder, som bønderne ikke undte nogen fortjeneste på deres mælk. Et morsomt eksempel på det finder vi i Herning Folkeblad den 22. Marts 1886, hvor en læser skriver:

”For nogle Aar siden blev der anlagt en hel mængde Fællesmejerier trindt omkring i Landet, og da det har vist sig, at disse Mejerier tjener en del Penge (i hvert fald nogle af dem), saa er det jo meget naturligere for Bønderne at levere Mælken til et Andelsmejeri; thi derved opnaar enhver at faa alt, hvad hans Køer giver, bragt op til den største Pris, uden derfor at lønne og fede flotte Proprietærer, som det mange steder er tilfældet med fællesmejerierne.”

Der er ikke skrevet noget om driften på fællesmejeriet i Sdr. Felding, men 5 år senere blev der oprettet et andelsmejeri, som overtog bygningerne. Ja egentlig købte de vist kun grunden og skorstenen, som Frederiksen også havde ret til at benytte.

Mejeriet virkede nu til 1909, hvor det var blevet for småt, der var enighed om at bygge et nyt mejeri, men der var stor uenighed om det skulle ligge på Nørreland eller på Sønderland. Men efter 30 bestyrelsesmøder og generalforsamlinger blev man enige om at købe en grund af frk. Thorsen, Engholm. Mejeriet blev bygget, og står der den dag i dag.

Løjtnant Frederiksen var i mellemtiden rejst til København, hvor han blev direktør i et firma indenfor mejeribranchen.

Opdateret