Herning Historie

Afskrift af jubilæumsskrift – i anledning af 50 års jubilæum for Mejeriet Aalykke 1893-1943


I de sidste 50-70 har smørproduktionen undergået en fænomenal
udvikling, både hvad kvantitet og kvalitet angår. Før Mejeriernes tid
foregik produktionerne rundt i de forskellig hjem, og det var
selvfølgelig de større gårde, der førte an på smørproduktionens
område, idet de mindre ejendomme for det første ikke havde råd til
at købe de forbedringer, som den gang såvel som nu kom frem til
forbedring af smørproduktionerne, og for det andet var
produktionerne så lille på de mindre ejendomme, at der kun kunde
benyttes små apparater (kærner) og i almindelighed blev her brugt
de såkaldte stuntkærner.

Kirkepladsen 6, Ålykke ca. 1893-1900

Det var et ret krævende arbejde, som blev udført af husmoderen, og
var der vanskeligheder med at få smør, kunde det tage ret lang tid at
få nogle små kugler frem, som så skulde med kærnestaven samles
til et hele. Det gav trætte arme og frem for alt skuffelse, og det kneb
tit at fremstille et produkt, som kunde tilkomme navn af smør. Som
regel blev det brugt i husholdningen og hvor der engang imellem blev
et pund eller to at sælge, var det meget små priser, der blev opnået,
da det er rimeligt, at mange så små kvanta, ikke fra købmand til
grossist vilde få nogen tiltalende udseende og tit fremkom i harsk
tilstand. Det gik i reglen til bagerne, som dengang kun fandtes i de
større byer, og her brugt til fremstilling af 2- og 5-øres kager (basser)
og sukkerkringler o. lign, derimod gik det bedre på de større gårde,
hvor der var bedre råd til at følge med i udviklingen og få anskaffet
de bedste og bedst egnede kærner, som i reglen var så store at de
blev trukket ved hestekraft.
Imellem disse smørproducerende husmødre opstod en kappestrid
om, hvem der kunde opnå den højeste pris. Det smør, som blev
fremstillet her i sognet, blev solgt til en grosserer i Vejle, og der
fremkom så i den da sparsomme presse en ugentlig notering, som
kaldtes toppris, og det var der, kappestriden lå: Hvor mange øre de
forskellige husmødre fik over top for smørret. Selvfølgelig var det et
stående samtaleemne, når der var forsamlinger, særlig blandt
kvinderne, men mændene vilde også godt prale lidt, hvis konen
(Mutter) havde opnået et særlig godt resultat, og det var i
virkeligheden godt smør, der blev leveret fra mange gårde.
De havde som regel et udmærket afkølingssystem: en
betonforhøjning i mælkekælderen med betonkant, hvor de fine
skurede blikfade blev hensat på små rister, og der blev pumpet koldt
kildevand ned i højde med fadenes øverste kant. Det blev fornyet et
par gange den første time, så mælken blev kølet ned til 7-8 grader i
løbet af meget kort tid, et ganske overordentlig stort plus for datidens
smørproduktion.
Det var også en af de ting, som vedkommende husmoder fremvist
med stolthed; nu er det jo andre ting, som nutidshusmødre (1943)
fremviser ved sammenkomsterne.
Det var ikke så underligt, at de små producenter blev opmærksomme
på, da mejerierne i firserne skød op som paddehatte – om det ikke
var den vej, de skulde gå, slutte sig sammen og i fællesskab bygge
og drive et mejeri for på den måde at få fuldt udbytte af
mælkeproduktionerne og derved blive ligestillet med de større gårde.
Man læser i ”Traps Danmark”, at Skarrild og Arnborg sogne ligger
ude på Jyllands vildeste hede, og lidt var der måske om det også i
tiden omkring 1890erne, det var derfor heller ikke at vente, at man
der skulde finde de mest forvorne mennesker til at gribe og realisere
de nye ideer, og således var det heller ikke tanken om fælles- og
andelsmejerierne var dog også nået herud, idet løjtnant Frederiksen
havde bygget et fællesmejeri i Sdr. Felding, og købte mælken fra
Silstrup og Nederby.
I Assing var bygget et andelsmejeri i 1886, hvortil en Del fra Overby
og Lustrup solgte deres mælk. Det var dog mest de små
leverandører, der leverede mælken, og det får man noget forståelse
af, da al mælken fra hele Nørrelandet, den gang blev kørt på 2 vogne
med kun een hest for hver; nu (1943) er der på samme område 8 ture
med 2 gode heste for hver vogn.
Som foran bemærket havde de større gårde deres mejerivæsen i
bedre orden og satte en ære i at kunne producere godt smør, men
andelstanken havde livskraft og lod ikke Skarrildboerne i ro. Der blev
drøftet Mejeri ved alle lejligheder og sammenkomster, særlig blandt
de mindre ejendomsbesiddere, og en aften var Morten Arntsen,
Clemmen Hansen og Jens Thellesen sammen til en kop kaffe og
ved denne lejlighed blev der diskuteret om bygning af et Mejeri i
Skarrild, og disse tre mænd blev enige om, at Morten Arntsen dagen
efter skulde henvende sig til Peder Elkjær og Jens Thellesen til Niels
O. Pilgaard for at få dem interesseret for sagen; det var sikkert den
første indsats som blev gjort for mejeriets tilblivelse og da købmand
og Gdr. N. O. Pilgaard, Gdr. Peder Elkjær og forpagter Ingvard
Hansen, Hesselvig, blev interesseret i sagen, var der flere der indså
muligheden for at få tanken realiseret, og det blev selvfølge ivrigt
drøftet lejlighedsvis, men det viste sig straks, at der var to modsatte
anskuelser, der vilde gøre sig gældende.
Et ret stærkt parti på Nørrelandet anså det for mindst risikable, og
derfor det klogeste at søge tilslutning og optagelse i Assing mejeri
som andelshavere, medens et mindre parti anså det for at være af
værdi for sognet, hvis man sluttede sig sammen og løste opgaven i
fællesskab.
Det mindre parti fik stærk støtte fra Sønderlandet, særlig Sdr. og
Nørre Green og Døvling, hvorimod Karstoft ikke tilkendegav nogen
særlig interesse for sagen, da Peder Kragsig vist var den eneste
interesserede fra den side.
For at få gang i arbejdet var det nødvendigt at få klaret spørgsmålet
om tilslutningen til Assing mejeri, og derfor blev der sendt to mænd,
en fra hvert parti, nemlig Peder Elkjær, som var betænkelig ved at
bygge et Mejeri, og den da unge Lærer O. Sørensen som støttede
tanken. De skulle undersøge Vilkårene for optagelse som
andelshavere i Assing mejeri.
De henvendte sig til lærer Løvborg, som var Formand, men det viste
sig, at han var modstander af tilslutning fra Skarrild og han tilrådede
de to mænd, at det var klogere og bedre, at Skarrild selv byggede sig
et Mejeri.
Deri så Løvborg helt rigtig, men grunden var sikkert den, at han
mente, det vilde blive en dårligere forretning for Assing, at få Skarrild
med som andelshavere, end det var at købe mælken. Derimod
overlod han beredvilligt de to mænd Assing mejeris love, som de
måtte anvende som grundlag for det eventuelle Skarrild Mejeri.
Efter hjemkomsten enedes de to mænd, P. Elkjær og Lærer
Sørensen, om at forberede et møde til drøftelse og mulig vedtagelse
og opførelse af et mejeri i Skarrild, og lærer Sørensen udarbejde
forslag til vedtagelse.
Da det rygtedes i Assing, at Skarrild var blevet afvist, blev der røre i
kredsen, særlig købmand Vilh. Merrild bebrejdede bestyrelsen den
handlemåde og beklagede, at der ikke var et eneste
forretningsdygtigt medlem i mejeriets bestyrelse.
Bestyrelsen beroligede ham med at sige, at der ikke var den mindste
fare for et mejeri i Skarrild, for Skarrildboerne kunde ikke enes om
noget som helst.
Alt dette rygtedes, selvfølgelig til Skarrild, og navnlig den sidste ytring
blev en god løftestang til sagens løsning. Det skal her bemærkes, at
lærerne i den tid i landkommunerne altid drev selvstændigt landbrug,
som var en stor del af lønnen for deres lærergerning, og var eller i
hvert fald blev betragtet som en slags forbillede for, hvordan
landmændene skulde dyrke deres jord, og de var jo også på andre
området foregangsmænd, f.eks. var lærer Løvborg jo formand for
Assing Mejeri, medens lærer Sørensen blev den første formand for

Lærer Sørensen med familie

Skarrild Mejeri, og det var sikkert hans energiske indsats, som
bevirkede, at Skarrild mejeri blev bygget den gang. Desuden kan
nævnes, at lærerne den gang også tog stærk del i
landboforeningsarbejdet. Ligeledes blev deres evner også udnyttet
inden for sognerådet.

Skarrild skole – fotoet er fra 1925

Den 6. februar 1893 afholdtes det stiftende møde i Skarrild skole. Til
mødet var der stor tilslutning og stor interesse for sagen, og det blev
vedtaget at bygge et mejeri i nærheden af Skarrild kirke. Derefter blev
der fremlagt de forslag til love, som var vedtaget for Assing Mejeri 9
år før. Efter at der var foretaget betydelige ændringer, blev man enige
om en lov for Skarrild mejeri. Det var blevet ud på aftenen, og det
vældige foretagende havde efterhånden udmattet forsamlingen, men
en del af dem, som havde fremmet sagen, forudså, at når rygtet,
nåede Assing, vilde de vundne tilhængere bliver underkastet et pres,
som sikkert ikke alle kunde modstå, og det vilde være en styrke, hvis
de blev bundet ved at underskrive vedtægterne.
Men de egnede sig ikke til underskrift efter den behandling, de var
undergået. De måttet nødvendigvis renskrives, og i erkendelse af at
nød bryder alle love, skrev alle tilstedeværende under for neden på
et ark blankt papir og bemyndigede en mand med en god håndskrift
(lærer Sørensen), og som de øvrigt anså for upartisk (uvildig), til at
påføre papiret de vedtagne paragraffer.
Det blev på den måde ikke medlemmerne, der blev bundet til loven
(hvad i reglen er tilfældet). Men loven, der blev bundet til
medlemmerne.
Da det blev bekendt i Assing, at de var blevet enige om at bygge et
mejeri i Skarrild, indbød bestyrelsen for Assing mejeri til et møde hos
Jens Skærbæk for om muligt at tale de Skarrild-mænd til fornuft.
Når mødet blev hos J. Skærbæk, var det ikke, fordi han var ved at
falde fra. Det betød blot høflighed overfor Assingboerne.
Der blev i Skarrild sendt bud omkring til underskriverne med
meddelelse om, at de ansås for bundet ved deres underskrift, og det
viste sig, at de var indforstået med den forpligtelse, de var indgået
på.
Til det berammede møde hos Jens Skærbæk var der ud over den
valgte bestyrelse kun mødt en af underskriverne, nemlig Ole Nørup,
og han mødte kun for, at underholde udvalget.
Vi, som kendte og husker Ole Nørup, er klar over, at de gode Assing
mænd ikke den dag fik noget glæde af deres veltalenhed for
tilslutning til Assing mejeri, da Ole Nørup havde en fænomenal evne
til at modbevise andres udtalelser. For øvrigt var Ole Nørup på
mange måder både en klog og udmærket mand.
Efter at begyndelsesvanskelighederne var overstået, gik bestyrelsen
i gang med at tegne køer. Garantien for lånet til mejeriets opførelse
stod i forhold til de indtegnede køer, og der blev regnet med et
gennemsnitsudbytte på 7 pund mælk daglig pr. ko.
Ved tegningen af køer var der enkelte, som så noget meget stort i
fremtidens mejeridrift. F. eks. er fortalt, at en mand tegnede sig for 7
køer, skønt han kun havde en og den var trepattet.

Anne Kirstine Arntsen, med præmieko – fotoet er fra før 1929.

Ved mødet den 6. februar blev til den første bestyrelse og
byggeudvalg valgt lærer Sørensen, Peder Elkjær, N. O. Pilgaard,
forpagter Ingvard Hansen og Laurids Lauridsen, Nr. Gren.
Det blev en travl tid for den nye bestyrelse med at få det ordnet på
bedste måde, og det var jo deres opgave at få mejeriet bygget så
solidt og billigt som muligt. Det var anslået til at koste den svimlende
sum af ca. 12.000 kr.
Den 1. april afholdtes den første generalforsamling, hvor der blev
fremlagt forskellige tilbud på forskellige byggepladser. Af protokollen
ses, at der var tilbud fra Thomas Birkebæk, Niels Søndergaard,
Kromanden, og man valgte en plads på kirkens fortov, et stykke jord
som var fraskilt kirkegårdsjorden og solgt til private.
At mejeriet netop blev bygget der, ser jo for efterslægten lidt underligt
ud, da de andre tilbudte pladser absolut egnede sig bedre til formålet
(Grunden kunne være vand spørgsmålet, der i nogen måde gjorde
sig gældende, da Skjernå kanalen jo løb lige forbi mejeriet, så der
vilde det meste af året, være rigeligt med vand, da grunden lå noget
lavere end vandstanden i kanalen.
For at nutidsmennesker kan få et begreb om datidens
sparsommelighed, kan nævnes, at en mand foreslog at tage vand fra
kanalen til mejeriet. Det blev dog ikke vedtaget, i stedet gravede man
en brønd.
Bestyrelsen var stærkt optaget af at hverve leverandører. Det var
særlig Arnborg, man henvendte sig til og der var også en del der
leverede deres mælk til Skarrild mejeri, men nogle år efter fik også
Arnborg sit eget Mejeri.
Dog har Sdr. Gren i Arnborg og Sandfeld, i alle de forløbne 50 år
leveret mælken til Skarrild mejeri. Der blev holdt streng justits inden
for mejeriet.
I 1895 opdagedes forfalskning af mælken, fra en leverandør, han
blev idømt erstatning og bøde, og derefter blev han udelukket af
interessentskabet. I 1897 viste der sig vandmandel, særlig i
vinterhalvåret, når kanalen var tømt for vand. Der var tale om boring,
men da det jo var et temmelig dyrt foretagende, blev der vedtaget at
henstille til interessentskabet for den nordre Skjern å kanal, om
kanalen ikke måtte føre så meget vand om vinteren, at mejeriet
kunde bjerge is til afkøling, særlig i den varmeste sommertid.
Til bjergning af is blev valgt en formand, som skulde tilsige et
passende antal andelshavere daglig, i så mange dage, som var
nødvendig for at få et passende kvanta.
Det ombud var alle leverandører ikke lige glade for, og det gik ikke
altid lige fredeligt af. I reglen kunne en flaske brændevin, eventuelt
en flaske mjød, fritage en mand for isning. Det var ikke altid, at dette
arbejde blev udført i helt ædru tilstand.
Senere gik man over til at bortlicitere is bjergningen, og det gik mere
gnidningsløst end ombuddet. Isen opbevaredes i en stok stak,
dækket med tørvejord (Mor) Senere blev bygget et ishus.
I 1909 blev loven ændret med hensyn til afstemning. Hidtil havde
køerne stemt, men nu gik man over til lige stemmeret uden hensyn
til ko antal. Dette krav er sikkert fremkommet, efterhånden som der
var kommet flere andelshavere med.
Efterhånden var det gået op for leverandørerne, at det var
nødvendigt og økonomisk at anvende oliekager til malkekøerne, for
at smørret kunde få den konsistens, som tiden krævede for at opnå
den højst mulige pris.
Det var fra starten pålagt leverandørerne at tildele en ko ½ pund
rapskager daglig som skulde medvirke til, at smørret ikke blev for tørt.
Samtidig med at de bedre kagesorter, bomuldsfrø, hørfrø osv. blev
taget i brug til malkekøerne, begyndte man så småt med
roedyrkningen, som den gang var vidt fremme på øerne.
Det var jo udelukkende turnips, for andre arter kunde efter datidens
begreber, ikke avles her på egnen, og det var ret små kvanta, der
blev anvendt, men det varede ikke længe, før enkelte vilde prøve
mere tørstofrige sorter.
Her skal nævnes en af dem, som fik banebrydende betydning for
roeavlen her i mejerikredsen, nemlig Clemmen Hansen. Jeg husker,
at der blev talt meget om, at han et år (vistnok ét første år han
dyrkede kålroer) købt 8 pund frø, og det var med megen skepsis, at
de andre Landbrugere så på så revolutionært et omslag i
dyrkningsmetoden. Men det viste sig, at det var helt rigtig, og da
resultatet blev godt, fulgte mange efter. Nu dyrkes jo alle sorter af
foderroer med lige så godt held som på øerne, og roerne er jo nu en
afgørende faktor i vinterfodringen.
I året 1900 blev ved generalforsamlingen fremsat forslag om, at
mejeriet skulde indmelde sig i Jysk andels-foderstofforening og i
1901 blev af bestyrelsen udnævnt en del mænd til at efterse kvæget
for oksebremselarver og samtidig pille dem ud. Det synes ikke, at
disse mænd har magtet denne opgave.
Samme år blev der bevilget malkepræmier til to deltagere. I 1902
trådte Niels Møller, Nr. Karstoft, ind som andelshaver i Mejeriet. Han
var sikkert en af de sidste, som kom med på grund af, at gården selv
havde mejeri med gode maskiner og samtidig holdt mejerske til at
forestå smørproduktionen.
Ved Generalforsamlingen 1903 fremlagdes et forslag om at ansætte
en konsulent til at bedømme spandene og mælkens renhed på
mejeriet, hvad der sikkert kunde have været en betimelig
foranstaltning, men det blev forkastet.
Efter at mejeriet var indmeldt i J. A. F., begyndte leverandørerne at
bruge kraftfoder, og mejeribestyrer blev ansat som uddeler, for en
betaling af ½ % af omsætningen.
I 1908 indtrådte mejeriet i mejeri og landbrugets ulykkesforsikring, og
samme år vedtoges at ubetalte overskud to gange om året, dog
sådan at forudbetalingen bliver et forskud.
1910 vedtoges at yde 20 til malkepræmier til børn, som har fortsat
gennem årene, indtil mejeriet selv overtog udgifterne til
malkepræmier i mejerikredsen
Senere blev der bevilget en lignende sum til husmandsforeningen til
præmie for udtynding af roer.
I 1911 blev der af forstander Larsen Malling afholdt to foredrag et i
Skarrild og ét i Karstoft, om mejeri- og foderspørgsmålet.
I 1912 blev der fra Hammerum Herreds Landboforening stillet forslag
om, at Mejeriet skulde at iværksætte en systematisk udryddelse af
oksebremsen, men det blev forkastet.
Da forstod kvægholderne ikke den store betydning, det vilde være for
dyrene, og den større værdi, huderne kunde få.
Efterhånden som tiden gik, og mælkemængden steg fra det første år
1 ¼ mill og i 1912 4½ mill. pund, så blev mejeriet både for lille og
umoderne (upraktisk) til at tage så stor en forøgelse af
mælkemængden, og i 1912 – da perioden udløb i 1913 – optoges
forhandling om hvordan interessentskabet kunde fortsætte.
Sønderlandet var mest stemt for at fortsætte en kort periode i det
gamle mejeri og se tiden an, hvorimod der på Nørrelandet var stærk
stemning for at bygge et nyt mejeri.
Efter lange forhandlinger blev resultatet, at Sønderlandet skilte sig
fra og selv byggede et mejeri i Karstoft.
Eftersom tiderne har udviklet sig, var det et klogt foretagende trods
det, at en stor del den gang ikke kunde se det. Den store plantage,
som ligger mellem Nørre- og Sønderlandet, førte med sig, at
transporten af mælken fra Sønderlandet og Karstoft blev alt for dyr,
og derved forringedes det økonomiske resultat.
Man ser atter Skarrild beboernes forsigtighed. Da Karstoft var skilt
fra, var der en del, navnlig ældre, som mente, at Nørrelandet kunde
at forsætte i det gamle mejeri.
Ved den stiftende generalforsamling for det nye mejeri den 17. dec.
1912, blev der vedtaget at bygge et nyt mejeri med 43 stemmer mod
31, et knebent flertal.
1913 afholdtes en ekstra generalforsamling, hvor love blev vedtaget
og indtegning af interessenter. Samtidig forelå tilbud fra Niels
Søndergård om gratis byggeplads til det nye mejeri, en høj og sund
plads, hvor det nye mejeri tog og stadig tager sig smukt ud. Den blev
også enstemmig antaget.
Samme dag valgtes til byggeudvalg Theodor Birkebæk, Laurids
Lund, Alb. Birkebæk, tømrer Chr. Nielsen og Chr. Thellesen. Dette
byggeudvalg afholdt mange møder, og det ar ikke altid, at der var
enighed om de forskellige problemer, men én ting var der altid
enighed om, og det var at få et godt og moderne mejeri, hvad der
også efter den tid til dels lykkedes.
Udgifterne blev 31.000 kr. Da mejeriet blev forevist for
interessenterne var der almindelig tilfredshed.
Indtil 1925 blev mejeribestyreren lønnet med fast løn, men efter at
mejeristforeningen gentagne gange, havde henvendt sig til
bestyrelsen, om at få det næret til den af mejeristforeningen fastsatte
lønskala, blev det af bestyrelsen vedtaget, at gå over til denne
aflønningsmetode fra 15. okt. 1925.
Samme år måtte Andelsbanken standse sine betalinger, og grunden
var en ret ondartet agitation mod Bankens ledelse, da det ved
likvidationen vist sig, at der var fuld dækning for indskydernes penge
Af den grund måtte mejeriet optage et foreløbigt lån på 15.000 kr. for
at kunne udbetale et rimeligt overskud i efteråret. Dette lån skulde så
indfries, når mejeriet fik denne del af sit indestående i Andelsbanken,
som likvideringen tillod.
I 1926 indførtes mælkebedømmelse og der var ingen, som stemte
imod. I 1928 var den 15årig periode udløbet, som blev vedtaget, da
et nyt mejeri blev taget i brug, og da der var brugt nogle af det gamle
mejeris apparater, er det klart, at de var opslidt, ligesom mejeriet
trængte til forbedringer og hovedreparation
Det blev glat vedtaget at om montere mejeriet og anskaffe de bedste
og mest moderne maskiner og apparater. Samtidig blev der
installeret syrningsanlæg. Nu havde vi et moderne og godt mejeri.
1928 indbød bestyrelsen interessenterne med damer til at se det ny
monterede mejeri. Efter besigtelsen, bød bestyrelsen på kaffe og
mælk efter behag, der var stor tilfredshed med mejeriet og –
kaffebordet.
Samme dag blev vedtaget at indmelde mejeriet i foreningen til
husdyrtuberkulosens bekæmpelse i Ringkøbing Amt.
Ved Generalforsamlingen 1929 vedtoges af fradrage 25 øre pr. 100
pund mælk i 7 dage, for 4. kl. mælk. Senere blev der fremsat forslag
om at afdrag for 3. kl. mælk, men det blev forkastet.
1933 afholdtes 40års jubilæum ved en festlighed i forsamlingshuset,
hvor både leverandører 15 og mejeriets kunder var indbudt med
damer, og der var flere, end forsamlingshuset kunne rumme. Blandt
andet mejeriets første formand, pensioneret lærer Sørensen,
Rindom.
1933 vedtoges det at indmelde mejeriet i en smøreksportforening.
Smørret var før solgt til private eksportører. Ved den ordinære
generalforsamling i 1935 vedtoges at afregne efter fedtenheder efter
at der flere gange var stillet forslag om denne afregningsmetode, en
hver gang forkastet.
I 1942 blev der af bestyrelsen fremsat en plan for udryddelse af
tuberkulosen i mejerikredsen. Efter lange forhandlinger enedes man
om en 4 års plan, til den tid skal mejerikredsen være renset for
tuberkulose hos kvæg.
Studere man udviklingen i de forløbne 50 år, lægger man mærke til
den kulturudvikling, der er foregået inden for landbrugets udøvere.
For 50 år siden var det lærerne og til dels præsterne (de lærde), der
førte an inden for landbruget, og det var formodentlig af forskellige
grunde.
For det første var deres håndskrift bedre og for det andet lå der
dengang (før andelsbevægelsen rigtig slog igennem) lidt at de gamle
stavnsbånds begreber iblandt bønderne, særlig de små besiddere
var både beskedne og tilbageholdne og stolede ikke rigtig på deres
egne ideer.
Men gennem de sidste 50 år har det helt forandret sig. I dag kan de
danske bønder, både små og store, i almindelighed skrive udmærket,
tænke selvstændigt og handle efter moden overvejelse. I dag er den
danske bonde fuldt udviklet til at ordne sine egne forhold, også de
eventuelle tillidsposter, som forskellige af deres standsfæller bliver
betroet, bliver i så godt som alle tilfælde udført på en god og
tilfredsstillende måde.
Den danske bonde står i dag på et højt kulturstade, og lad os ønske
at denne udvikling kan fortsætte så danske bønder altid kan være
stolte af den stand der tilhører.
I De 59 år, der er gået, har mejeriet haft 3 bestyrer. Det var små
lønninger til at begynder med: den første, Rasmus Fr. Magnus fra
1893- 96, fik en løn på 500 kr + 25% af det beløb, som smørret
kostede over toppris. Til gengæld skulde han betale 10% af den olie
og petroleum, som forbrugtes i mejeriet og privathusholdningen.
Senere er lønningerne også inden for mejeribruget steget, så det i
dag er en god økonomisk stilling. De næste bestyrer var Johs.
Christensen, 1896-1915 og fra 1915 Chr. Vinther.

Mejeribestyrer Christensen og hustru – ca. 1915

For alle tre gælder, at de har været dygtige og interesserede mænd,
som hver for sig har ydet en fortjenstfuld indsats og har deres store
andel i, at Skarrild mejeri er gået jævnt og støt fremad, i
almindelighed til alles tilfredshed.

Chr. Vinther og hustru Jensine Kristine

Af formænd har der været 17, nogle er gengangere. Den, der har
fungeret længst, er mejeriet første formand, lærer Sørensen, nu
Rindom.
De øvrige har fungeret et eller flere år, men for dem alle sammen
gælder det, at de med energi har varetaget mejeriets interesser.
I samme forbindelse skal nævnes, at den ret store stab af
bestyrelsesmedlemmer, som gennem årene har haft sæde i
bestyrelsen, har haft deres store andel i det gode resultat, som er
opnået i de forskellige perioder.
Der er nu gået et halvt århundrede, siden beboerne i Skarrild tog det
store spring fra, at sælge deres mælk til underpris, og til selv at
producere smør og på den måde få så godt et resultat, at smør
produktionerne som muligt.
50 år er lang tid, men tænker man tilbage, så synes den kort. Der er
sket store ting, også på mejeriets drifts måde, som i tid efter anden
er gennemført: feks. at dyreproduktionen udnyttes bedre og derved
har givet bedre økonomiske kår.

Hovedgaden 34, Ålykke ca. 1950-1965

For 50 år siden sås næsten ikke et træ her i mejerikredsen, i dag er
markerne skærmet ved smukke læhegn, som giver læ både for
markens afgrøder og for den malkende ko, om går løs i indhegningen
og er befriet både for ørereb og grime, og ikke mindst i dag kender
en ko ikke en oksebremse (krogbi), som blot for få år siden, ved sit
angreb kunde gøre et kreatur helt tosset (bissegal), samtidig står
mejerikredsen nu ed 80-90 % rene besætninger, som absolut er et
stort fremskridt i retning af bedre økonomiske vilkår og af den
allerstørste betydning for, at den snigende sygdom igennem mælken
ikke kan overføres på mennesker, særlig børn. (tuberkulosen).
Ved de større og mindre landbohjem er anlagt smukke haver, egnen
har helt skiftet udseende. Lyngen er forvundet, i stedet ser man nu
frugtbare marker – en rig tid for den slægt, som har været med i den
umådelige fremskridtsperiode.
Og hvad er så årsagen til, at dansk landbrug kan fremvise så store
fremskridt, som sikker intet andet land kan præstere?
Ja, først er der andelsbevægelsen. Vi har derigennem løftet i flok,
dernæst har vi lært at bruge kunstgødning i passende mængde og
passende forhold, og samtidig har vi lært at fodre dyrene, så de
kommer op på den højst mulige ydelse, og sidst, men ikke indset, har
vi lært at tage teknikken til hjælp.
Teknikken har to sider, den er en vidunderlig hjælp i fremtidens
tjeneste. Overalt trækker elektriciteten alle slags maskiner, den giver
lys og kraft nu næsten i hvert hjem, et mægtigt plus inden for
landbruget.
Det var den lyse side af teknikken. Den anden side hvor teknikken
viser al sin gru, er i den gigantiske krig som i tiden raser over den
ganske jord. Her spiller teknikken en afgørende rolle. Uden den
kunne de dødbringende bombeflyvere, ikke drøne gennem æteren,
med deres ødelæggende last, uden den kunne panservognene ikke
køre frem og udspy de dræbende projektiler i tusindvis, som
lemlæster og dræber landenes bedst ungdom i millionvis, ja uden
teknik var moderne krigsførelse umulig.
Lad os håbe, at når denne for menneskeheden ødelæggende krig
forhåbentlig snart er forbi, at forholdene da kan blive ordnet på en
sådan måde, at disse blodig og ødelæggende opgør kan ordnes på
en mere fredelig måde.
For vort lille land er det strenge tider og særlig for vor gamle elskede
konge. Der har sikkert aldrig før i tiden, levet en konge, som landets
befolkning har elsket og beundret som Kong Christian den tiende, og
da disse for vor Konge, Land og folk, så svære tider, går der mange
gode tanker og tak til vort kongehus. Jeg tror, at selv om det har
været svært for vor konge, har han sikkert i høj grad fået styrke til. at
stå de svære tider igennem, ved at føle den hengivenhed og
kærlighed, som hele det danske folk har givet udtryk for overfor
kongehuset, og vi håber og ønsker, at vor konge og det danske folk
snart igen kan få lov til at leve i et frit og selvstændigt Danmark.
C. T.

OBS. På Skarrild-Karstoft museum og lokalarkiv – kan ses Fjord
Thomsens mælketur, til Skarrild mejeri