Andefarmen og Landliggerkroen
I 1955 købte den 36 årige ungkarl Leif Olan Møller for 120.000 kr. ejendommen Mosevænget 32 – kaldet Greninggård.
Leif var født i Århus. I 1956 blev han gift med Vera Jensen fra Bjerringbro. Efter vielsen bosatte de sig på Greninggård, og drev landbrug de første par år.
I ægteskabet blev født tre børn: Inger, Else og Allan.
Leif havde store planer med Greninggård. Han ville lave storproduktion af ænder, som skulle sælges til slagterier rundt i Danmark. Han fik opført produktionshaller og i sommeren 1960 kunne aviser berette om det storstilede projekt. Over 5000 ænder skulle vokse op og bidrage til familiens eksistens.
Produktionsplanerne gik ikke helt som forventet. I løbet af ca. 5 år dalede efterspørgslen og ”andefarmen” blev opgivet.

Leif Møller satte nye mål. Han åbnede i 1967 ”Landliggerkroen”. Aviserne berettede begejstret om det nye spisested.
Holstebro dagblad skrev:
2 km vest for Ørnhøj midt på de store lyng- og hedearealer åbnedes i går middag ”landliggerkroen” og ”Park Natura”. ”Park Natura” er et 20 tdl. land stort hedeareal med lyngbakker, fyrrekrat, rævegrave, dyrestier og desuden en legeplads for børn, et bassin med svømmefugle osv.
Her kan forældre glæde sig over naturen, mens børnene morer sig på legepladsen, og man må gerne tage madkurven med.
Ved indgangen til naturparken liger ”Landliggerkroen” der består dels af en spiserestauration ”Salon Intime” og dels af en kaffe- og tesalon. De to afdelinger kan på en gang tage 150 gæster.
Indehaveren af naturparken og ”landliggerkroen” er fjerkræavler Leif Møller, der i 11 år har boet i Ørnhøj, hvor han har avlet fjerkræ i gården, som nu er forvandlet til kro.
Folk i Ørnhøj kunne fortælle om en stadig strøm af biler gennem byen til Greninggård i påsken 1967. Så stor var tilstrømningen at maden slap op, har nogen fortalt…
Kroeventyret var næsten for godt til at det kunne være sandt… Der gik få år så lukkede Landligger-kroen, og gæster måtte kigge forgæves efter Herregårds anretningen.
Først i 1970’erne satte en skilsmisse en ændring i Leif Møllers liv. Vera rejste med børnene og Leif drev nu andeopdræt, i noget mindre målestok. Ænderne solgte han på lokale markeder og hjemme fra gården.

Fra sidst i 1970’erne udlejede han al jorden og levede et stille og roligt liv.
Leif døde som 73 årig i 1992 på Skejby sygehus efter kort tidssygdom. Han blev begravet på Ørnhøj kirkegård. Vera døde i 2012.
Andre historier
-
Bette Sine
Bette Sinesvej 2 Født: 1897-10-28 — Død: 1963-12-29 Bette Sine (Jensine Johanne Nielsen) flyttede i 1932 fra Humlum, (da begge hendes forældre var døde) og tog midlertidigt ophold hos sin søster og svoger: Marie og Peder Jensen, Nørremark, Varhede i Aulum, men blev kort tid efter husbestyreinde hos Anton Kristensen, “Toftkjær”, dengang kaldet “Toftkjærhus”. Ejendommen […]
-
At være ”Kørende Mælkehandler”
Jens Østergaard. For at mejerierne kunne få solgt nogle af deres produkter havde de gerne en vogn der kørte rundt i deres omegn med mejeriets varer.Mange kan jo huske at det var en hestetrukket vogn og man skulle selv have sin kande eller skål med ud til vognen idet varerne fandtes kun i løs mål. […]
-
Agner Skov Gravlund, Aulum
Jeg hedder Agner Skov Gravlund, og er født den 23. august i 1913 i Grønkjær i Aulum. Man glemmer jo ikke så let personnummeret, når man ved indlæggelse på sygehuset, om end man kun skal have en sigtebrøds mellemmad, skal oplyse det. Jeg er født som den ældste af en børneflok på fem. Den næstældst […]
