Herning Historie

Brunkulseventyret ved Abildå

Af Svend Aa. Madsen

Brunkulseventyret ved Abildå begyndte så småt i 1936, da tre lokale og initiativrige personer gik sammen om at købte 1 tdr. land jord af én sognets landmand, idet man året før havde erfaret, at der var fundet kul i området.
Efter nogle prøveboringer fandt man, at mængden af kul var så stor, at der kunne være økonomi i at sætte en produktion i gang.
Kort efter var der fuld gang i grebe, skovle og trillebøre, men for ikke at sende et dårligt produkt på markedet, kørte man i første omgang en prøvesending til mejeriet i Abildå, hvor det viste sig, at kullene var af en god kvalitet med en god brændværdi.
Med hensyn til graveforholdene var man desuden så heldig, at kullene ikke lå særligt dybt og med relative pæne kullag.
Men beliggenheden ved vandløbet Abildå gjorde, at man hurtigt stødte på problemer i form af grundvand. Det gjorde, at man gennem hele brydningsperioden måtte indtænke forskellige pumpeformer for at holde vandet væk.
På grund af den truende krig var de danske lagre blevet fyldt op med udenlandske kul, hvilket medførte, at en del af de opgravede kul i første omgang måtte lægges i depot. Der blev dog afsat en del blandt andet til Grønbjerg teglværk, Abildå mejeri og private husstande.
Men da 2. Verdenskrig brød ud i 1940, blev afsætningsforholdene nogle helt andre – man kunne stort set sælge alt det, der kunne graves op.
Dette forhold medførte, at der blev en meget stor efterspørgsel på arbejdskraft. Det blev nu heller ikke det store problem, for arbejdsløshedsprocenten var ved krigsudbruddet omkring 27, så arbejdsivrige og entreprenante personer strømmede til Abildå, hvor det ene brunkulsleje efter det andet så dagens lys.
Da der var flest kularbejdere i Abildå, lå tallet på omkring 300 samt de koner og børn, der var rejst med til området. Der var på det tidspunkt flere beskæftiget i kullene, end der var indbyggere i Abildå.
Mange af arbejderne kom fra lokalområdet, andre blev transporteret fra de nærmeste omegnsbyer, mens en del kom fra andre landsdele og valgte at bosætte sig i området for at være tæt på arbejdspladsen.
Indlogeringsforholdene var langt fra optimale. Nogle sov på lofter, i lader, hønsehuse og primitive træskure.
De arbejdere, der havde familie med, fik dog bygget nogle mere solide træhuse i Abildå by. Nogle få af disse findes stadig, men i dag er der sat en mursten om.
Endelig opsatte staten i selve brunkulsområdet nogle beboelsesbarakker med kantine til de lidt mere løse fugle.
Efter opgravningen blev kullene sorteret efter størrelse, hvorefter de blev kørt direkte ud til forbrugerne eller til nærmeste jernbanestation.
Denne transport gav arbejde til mange, der havde et spand heste. Senere overtog lastbilerne opgaven. Dette skifte af transportmidler gav imidlertid nogle tekniske problemer under krigen, hvor benzinen blev rationeret, så man var nødt til at montere gasgeneratorer på bilerne. Denne omstilling fra benzin til generatorbrænde havde dog den kedelige følge, at trækkraften blev formindsket i svær grad. Det medførte blandt andet, at de kularbejdere, der blev transporteret fra Vildbjerg, undertiden var nødt til at stige af bussen for at skubbe på, når Trehøje bakke skulle forceres.
Der var især to årsager til, at kullejerne dengang blev anset for at være Danmarks farligste arbejdsplads.
I Søby blev over halvdelen af de 57 personer, der i dette område mistede livet dræbt ved sandskred. En anden stor synder var elektriciteten.
I Abildå slap man forholdsvis nådigt gennem kulperioden, hvad angår ulykker, da kun én person blev dræbt i forbindelse med flytningen af en transportør, der var overgang i.
Sandskred så man sjældent, fordi jorden i området var såkaldt ”blyjord”, der var mere stabil end sand. Desuden gravede man ikke i så store dybder.
Naturligvis var der en del ulykker med afrevne lemmer, indre kvæstelser brækkede knogler og hjernerystelser, men de ramte kom sig.
Det var et hårdt arbejde i brændende sol og hård frost. Det medførte indlysende, at lønnen nødvendigvis måtte være forholdsvis god.
En kularbejder kunne have en ugeløn på omkring 100 kroner, mens en karl på landet fik 125 kroner om måneden.
De nøgne tal er ikke hele sandheden, for arbejderen i kullene skulle selv sørge for kost og logi, hvilket ikke var tilfældet for karlen.
Hvor der tjentes mange penge, kunne der også tabes mange blandt andet ved sekserspil, der i nogle brunkulsområder var en yndet fritidsfornøjelse – måske især i Søby.
Denne aktivitet var efter sigende ikke noget stort problem i Abildå, hvor den overvejende del af arbejderne var familiefædre, der mente, at deres surt optjente penge nok kunne bruges mere fornuftigt andetsteds.
Naturligvis blev der spillet en del kort i fritiden, og når støvstormene rasede og tungt regnvejr gjorde, at arbejdet måtte indstilles.
En næsten naturlig følgesvend, der fulgte opgravningen af brunkul, var indtagelsen af alkohol – især øl og brændevin. I den forbindelse var nogle mere tørstige end andre.
På et tidspunkt var landbetjent Pedersen fra Vildbjerg kommet på besøg i Abildå for at se, om det hele gik nogenlunde til efter reglerne.
På sin vej rundt i lejerne traf han en mand, der var mere end selskabeligt overrislet for at sige det mildt. N. C. Pedersen spurgte manden om, hvor mange øl han havde fået denne dag. Efter en del besvær med tungebåndet, svømmende øje og rusten stemme, var svaret to. Landbetjenten mente nu ikke, at man kunne blive så beruset af to øl. Med dette faktum for øje erklærede manden, at han stadig kun havde fået to, resten havde han selv betalt.
Lidt efter lidt blev driften mekaniseret. Først og fremmest i form af store transportører til flytning af især overjord. Senere kom der hejsespil, svingkraner og i 1944 for Abildås vedkommende deciderede gravemaskiner.
Sidst i 1940érne aftog efterspørgslen efter kul, men det var kun for en kort bemærkning, inden behovet igen steg ved Koreakrigens udbrud i 1950 og Suezkrisen i 1956.
Men efterhånden kunne man igen indføre udenlandsk brændsel, og oliefyrene begyndte så småt at dukke op i de danske hjem.
Det medførte, at i begyndelsen af 1960érne sluttede kulæraen i Abildå.
I dag ligger det tidligere åbne, arrede landskab tilbage som et smukt tilgroet område iblandet små søer, der vidner om tidligere tiders heftige aktivitet.

Opdateret