Herning Historie

Chr. Jensen, der emigrerede til New Zealand

I 1852 blev Overgaard, Skjernvej 231, købt af en mand, der hed Chr. Jensen, som var født i Outrup ved Varde. Han var ikke som folk var flest på den tid. Allerede som 15 årig blev han lærer i Vittarp og Debel skoler. Senere blev han skriver hos en kanseliråd i Varde. Det lader dog til, at det var landbruget, der havde hans største interesse, for som 22 årig rejste han til Hoffmandsgave på Nordfyn for at lære nye landbrugsmetoder. Derefter lærte han landmåling og engkultur hos proprietær von Halle på Lillerup, derfra rejste han til Vallø gods ved Køge, hvor han var landvæsenselev.

I 1848 rejste han hjem til Vestjylland, og det var meningen, at han som udlært engmester med støtte fra Det danske Landhusholdningsselskab skulle hjælpe bønderne med at forbedre deres landbrug. Imidlertid brød treårs krigen ud og standsede hans arbejde. Han tog herefter ophold hos den fremtrædende landmand, proprietær Nielsen, Hesselho ved Varde, hvor han lærte kartoffelmelsproduktion og fremstilling af sødmælksost.

Han blev indkaldt som soldat og vendte først hjem i maj 1850. Tilsyneladende havde han lyst til at drive praktisk landbrug, for i 1851 forpagtede han et stykke jord af snedker Chr. Larsen i Varde. Samtidig kom han i forbindelse med proprietær M. Thomsen, Faaborg Mølle ved Varde, der i 6 år havde ejet gården, Overgård i Nr. Omme sogn   M. Thomsen havde dog aldrig selv boet på gården, men drevet den med bestyrer. Overgaard var på den tid en forholdsvis stor gård på omkring 400 tønder land, men kun godt 20 tønder land var opdyrket. Foruden store hedearealer var der en del god jord, som var vandlidende. Der fandtes mergel i Jorden og der var et teglværk ved gården, hvorfor tidligere ejere havde haft en mand ansat som teglbrænder. Desuden blev der i gården drevet krohold, selv om tidligere ejere havde fået afslag på en ansøgning om kongelig bevilling.

Det var tilsyneladende en gård som passede til Chr. Jensen, her kunne han få lejlighed til at praktisere sin teoretiske viden.  Den 30. oktober 1852 blev Chr. Jensen gift med pigen Gydine Kjerstine Christiansen. Hun var datter af snedker Morten Christiansen i Varde. Selv om Chr. Jensen havde stiftet familie flyttede han ikke til Overgaard i Nr. Omme, men fik sin broder Mads til at bestyrer gården, Efter to års forløb byttede de to brødre. Mads rejste hjem til Outrup og Chr. Jensen rejste til gengæld til Nr. Omme og overtog selv driften af sin gård. Han havde foruden sin kone Gydine også sin lille søn Morten med. Han var kun to måneder gammel. Desuden var Gydines mor også med. Hun lå i skilsmisse forhandling med sin anden mand.

Der er ingen tvivl om, at Chr. Jensen havde store planer med den store og ret forsømte gård.  Der skulle også være gode muligheder for en initiativrig, ung mand, Men det ser ikke ud til, at han får udnyttet disse muligheder.

Teglbrændingen kom ikke i gang. Selv om der i gårdens jord fandtes udmærket ler og store mængder brændsel i form af tørvejord. Det eneste, der sker er, at han åbner en mergelgrav, men da den lå på skellet til nabogården Nygaard, opstod der stor uenighed med Jens Jepsen i Nygaard. I flere år førte de retssag mod hinanden og Chr. Jensen kom i gæld til Jens Jepsen i Nygaard.

I det hele taget lader det til, at de økonomiske vanskeligheder stadig vokser og der blev optaget lån i ejendommen. I 1857 fik han tilladelse til at udstykke gården og året efter solgte han gårdens bygninger med ca. 100 tønder land. Samtidig begyndte han at bygge en ny gård på den øvrige del af jorden. I 1858 flyttede familien ind i den nybyggede gård som han kaldte ”Ny Overgaard” Skjernvej 242, den bestod kun af én bygning med stald og lade i den ene ende og beboelse i den anden ende. Der blev flere gange solgt jord fra og i 1860 solgte han Ny Overgaard og købte Brunsgaard, som ligger sydlig i Nr.Omme. Besætningen bestod kun af en hest og et par køer. Familien blev boende i Brunsgaard til 1868. Derefter flyttede de til Slotshus i Hover, hvor det sidste barn blev født. Det ser ud til, at Chr. Jensen hele tiden har haft økonomiske vanskeligheder.  Der findes en del dokumenter fra den tid og de handler næsten alle om gæld, der skal betales.

I 1871 solgte Chr. Jensen Slotshus i Hover. Det vides ikke, hvor han flyttede hen med sin familie, men i 1874 emigrerer han til New Zealand og da kalder han sig landarbejder og opgiver Holstebro som sidste opholdssted.      Når man beskæftiger sig med Chr. Jensens levnedsløb, kan man ikke lade være med at spekulere på hvad det var, der gik galt for ham. Det kan selvfølgelig kun blive gætterier, men der er visse ting og tildragelser, der fortæller en del. Der er ingen tvivl om, at han har været en meget begavet mand, ellers var han ikke blevet skolelærer som 15 årig. Der er meget, der tyder på, at han har følt sig bedre end de andre bønder.

I en af de skrivelser han sender til Det kongelige Landhusholdningsselskab, skriver han om bøndernes uvidenhed og dårlige landbrug, hvilket kunne tyde på, at han har haft en vis selvfølelse, det kunne gøre det vanskeligt for ham at komme i kontakt med egnens andre bønder

Som regel kan man udlede en del af hvem, der har været faddere ved barnedåb Da Gydine og Chr. Jensen fik deres første barn døbt i Varde, har de haft omgang med det bedre borgerskab Faddere var henholdsvis, skrædder, købmand, værtshusholder og brændevinsbrænder.  I Nr. Omme ved vi, at familien kom sammen med sognepræsten og besøgte ham privat og det er påfaldende at Gydine i kirkebogen bliver betegnet ”madame”, En betegnelse, der ikke bliver brugt om andre bønderkoner på den tid. Chr. Jensen har tilsyneladende ikke nydt befolkningens tillid. Han blev i hvert fald ikke brugt til at beklæde offentlige hverv i sognet, hvad hans store begavelse ellers nok skulle gøre ham egnet til. Hans landbrug har sikkert ikke været ”et følgeværdigt eksempel” for andre bønder, hvad der ellers var hans mening, at det skulle være.

Måske har han været en udmærket teoretiker, der ikke duede til praktisk landbrug. Måske var han en dårlig økonom som derved ødelagde sine muligheder. Der fortælles, at han skal have sagt, at der ikke var muligheder for at drive det til noget her i Danmark og det var grunden til, at han emigrerede. Den 10. november 1874 skrev Chr. Jensen kontrakt med udvandringsagent Wih. Sommer i København angående befordring til New Zealand. Foruden ham selv og Gydine var børnene Morten, Jens Kølle, Christen, Laura Mathilde, Jørgen Christian og Aksel Thorvald med på rejsen.

Den 25. november 1874 gik de ombord på skibet ”Fritz Reuter” af Hamborg. Der var 470 passagerer med skibet, hvoraf de fleste var danskere. Afsejlingen foregik planmæssigt, men i Nordsøen løb skibet ind i en stærk storm. Skibet led havari og formasten knækkede og skibet måtte vende om og sejle tilbage til Cuxhafen for at reparere. Kaptejnen og første styrmanden var så stærkt medtaget, at de måtte udskiftes.

De passagerer, der havde lidt mest under stormen, blev sat i land og blev indkvarteret i en danserestaurant. En familie, der havde fået skarlagensfeber og måtte blive tilbage.

Passagerantallet var omkring 100 mindre end de, der oprindelig skulle være med på rejsen, de havde oplevet tilstrækkeligt og var rejst hjem. Men de fleste fulgte senere efter. Det kom også til at gælde for Chr. Jensens datter Laura Mathilde, der kun var 10 år, Hun kom heller ikke med, men rejste nogle år senere til New Zealand.

Man havde god vind til Cap det gode Haab og rejsen foregik forholdsvis hurtig. Nu var man kommet så langt mod syd, at der var risiko for at støde på isbjerge. Kaptejnens beregninger må have været gode, for de nåede til New Zealands kyst i løbet af 11 uger og det var rekord for sejlads for sejlskibe på den tid. Det tog yderligere to uger at nå Napir, for kaptejnen turde ikke sejle igennem Cook strædet, men sejlede højre om Sydøen og op langs østkysten til Napir den 16. marts 1875. Helbredsmæssig havde rejsen været meget streng for   passagerene. Efter få dages forløb udbrød der skarlagensfeber og tyfus og der måtte ekstra hjælp til for at pleje de syge.

Der forekom 11 dødsfald under rejsen 3 voksne og 10 børn. Der blev født fire børn ombord. Heldigvis var feberen under kontrol da skibet ankom til Napir, så alle kunne få udstedt helbredsattest.

De blev sat i land ved hjælp af lægtere og gik til politistationen, som nu er Napirs hospital, hvor de forblev i 10 dage. Fra Napir fortsatte de rejsen til Paki Paki, som var ”vejs ende” på den tid. Derfra kørte de med hestekøretøjer til Waipawa og Waipukurau og kom til Takapau den næste dag. Det var første gang de så den store ”Bush”, der strakte sig over 100 kilometer næsten uafbrudt til Masterton. Som altså ikke lå der dengang,

De blev i Takapau i seks måneder indtil opmåling og kortlægning var i orden og de fik tildelt deres jordstykker. Derefter fandt de frem til deres jordstykke i den tætte Bush.

Under rejsen havde Chr. Jensen gjort bekendtskab med en svensk familie, der hed Nicolajsen, som for nogle år siden var flyttet til Danmark og havde bosat sig i Hammel. Disse to familier blev naboer.  Nicolajsens jord blev den yderste ende af det opmålte og nærmest Ormanville, som altså ikke eksisterede før jernbanen langt senere kom igennem. Her fældede de træer og byggede et blokhus De arbejdede i Bushen og huggede sveller til jernbanen og materiel til en viadukt, som blev lavet af tømmer.

Der fortælles, at Nicolajsen, under rejsen havde sagt til Chr. Jensen, at det var en skam, at Laura Mathilde ikke var med, for hun kunne sikket have leget godt sammen med hans søn Svend, som også var 10 år ligesom Laura.

Da Laura Mathilde nogle år senere kom til New Zealand, blev hende og Svend Nicolajsen så gode venner, at de som voksne blev gift. De startede et mælkeudsalg som var ukendt på NewZealand på den tid. De blev hædret for dette initiativ og der er skrevet bøger om deres indsats.

I 1956 kom der et oldebarn af Chr. Jensen her til Danmark for at søge spor efter sin oldefar. Han havde nogle papirer med, som havde tilhørt Chr.Jensen, som han selvfølgelig ikke kunne læse. Disse papirer fortalte en hel del om Chr.Jensen. Oldebarnet mente, at hans oldefar havde ernæret sig ved at skrive dokumenter for folk altså fungeret som en vinkelskriver, nærmest en selvlært sagfører. Der har tre gange siden været besøg fra New Zealand. Den ene gang var det et meget gammelt ægtepar, som havde haft en skoforretning. Konen var et barnebarn af Chr. Jensen. Desværre bliver de alle så skuffede når de opdager, at Overgaard er en ejendom på 35 tønder land. De har jo hørt om den meget store gård, der lå 20 km syd for Holstebro. Familien er tilsyneladende spredt over hele New Zealand. De efterkommer, der er kommet her, har tilsyneladende klaret sig godt. Men det er jo ikke sikkert at de alle har gjort det.

Opdateret