Herning Historie

En liden plovdreng i Gjellerup

Sognets første sognerådsformand fik som dreng alle de klø, der kunne ligge på ham

Fortalt af CHRISTIAN N. HANSEN LAASTRUP

l den spændende saga om Vestergård i Gjellerup, som lærer Christian N. Hansen Laastrup
skildrer så levende, kommer han til Christen Nielsens efterkommere. Christen Nielsen var
ham med de 18 børn, han blev 84 år gammel og sad på Vestergård i næsten 70 år. Ved hans
død fik enken aftægt, og en søn overtog gården. De mange børn blev spredt som avner for
vinden. De kom dog ikke alle lige godt i vej, som det vel kunne ventes af børn i gårdmands-
stand. Den ældste, Knud, blev gårdmand i Hammerum, en datter blev gift med tømmermand
Hans Rokkild i Gjellerup, mens 2 forblev ugifte. På deres ældre dage faldt de sognet til byr-
de og døde begge som fattiglemmer.

Sønnen Jens Christensen overtog Vestergård 1807. Han blev gift 1809 med Ester Niels-
datter, en datter af Niels Jensen Smed i Gjellerup by, så parret var bysbørn. l deres ægteskab
fødtes fire børn, hvoraf de to ældste døde unge. Til pasning af disse børn og medhjælp på
Vestergård ansattes i 1818 den 14-årige Mette Kirstine Sørensdatter, der var født i lkast
1803 af Kirsten og Søren Sandved Christensen. Hun tjente på Vestergård i samfulde 16 år,
hvorefter hun blev gift med en nabosøn, Peder Andersen. Parret overtog en gård i Gjellerup
by øst for Bundgård. Den var meget gammel, havde lave og snævre huse med træk op med
de klinede vægge. I dagligstuen, der var på tre fag, var der tre senge, to større til pigerne og
karlene, en mindre til børnene eller hyrdedrengen mellem dem. l Gjellerup by var alt meget
gammeldags i 1820’erne.

Peder Andersen fortalte om livet i 1820’erne, at han en dag skulle hjælpe sin far
med at pløje. Det var ikke let, for man pløjede endnu med en stor træhjulplov, for-
spændt et par stude og et par heste. Når drengen ikke kunne styre det lange forspand,
blev hans far vred, og så fik Peder hak. Han fik klø, når de begyndte, og når de var
færdige med en fure, og tit fik han en gjaw håk, når de var midtvejs. Engang Peder
havde fået klø, sagde han: »A mo snår hæjer fo en omgång te mae de sam. – så for de
wal æend? Og det hjalp. Faderen kom til at tænke over, at det var synd at slå dren-
gen, fordi forspandet ikke gik, som det skulle.

Peder Andersen gik i læderbukser, foret med vadmel, og om vinteren i både lædervest og
lædertrøje, og da havde han to par hoser på. På hovedet gik han med en rød strikket low’
mæ flås.

Han døde 1872 som aftægtsmand i Kirkebyen. Han var sogneforstander i 1845 og såle-
des Gjellerup sogns første sognerådsformand

Til klog kone i Lund Mølle
Ved folketællingen i 1845 er gårdmand Jens Christensen 66 år og hans kone Ester 68 år i
Vestergård. De har deres to voksne sønner på 30 og 26 år hjemme til at forestå landbrugsbe-
driften. Den yngste Christen beskæftiger sig tillige med tømmerhåndværk. Som medhjælp
ude og inde har de en plejedatter, Maren Pedersdatter fra Ikast, 21 år.

Lidt senere kom en anden Maren Pedersdatter til at tjene i Vestergård. Det var sogneråds-
formand Peder Andersens datter. Da var Jens Christensen død (1854), og de to sønner havde
overtaget gården.

En dag, på en af de berømte Lundmarkedsdage, sagde sønnen, der drev Vestergård: »Ja, vi
ska jo te o ky ku’en!’ Det blev både Maren og karlen ked af, manden forbarmede sig dog
over dem, og til marked kom de alligevel. Den første dag skulle de gamle, børnene og æ
høwder afsted, anden dagen var det de unges tur, og den tredje dag mødte de, der kunne
komme af sted, hvilket nok betød alle på gården.

Det var dog langtfra lutter løjer på Vestergård. Maren skrantede. En dag var hun hos nabo-
en i Krøj gård for at hjælpe med høbjærgningen. Da hun trak et par stude i engen, bæst di, og
Maren var så uheldig, at hun fik et ben i tøjret, og så slæbte dyrene af med hende i vild flugt.
Manden fik ikke kørt hø, for han måtte i stedet køre Maren hjem, for hun kunne hverken stø
hæjer sto, og hun var dårlig i et halvt år, så man troede aldrig, hun ville blive helbredt igen.

Knæet og foden smeltede, så det var frygteligt. Da det ikke blev bedre, tog faderen en dag
og kørte hende over til den kloge kone, An Grunnet i Lund Mølle i Tjørring. Han måtte bæ-
re Maren som et lille barn ud af vognen, så dårlig var hun.

An Grunnet sagde, det var senerne, dæ wa fåstrat, – de skulle plukke nogle »Stolt
Hendrikker« (også kaldet »gammel mænd»). Disse planter skulle hakkes og bankes og
lægges mellem et par linnedklude, og lægges om knæet og foden som omslag. Nu skete
det mærkelige, at samme nat, hun første gang fik omslaget på, sank det opsvulmede
hen for første gang siden uheldet, og Maren bedredes fra dag til dag.

Fæstere og ejere af Vestergård
Efter brødrenes afhændelse af gården 1889 til Dynes Nielsen Nørtoft er vi nået til vort år-
hundrede, hvor slægtens egen familiehistorie begynder, hvorfor der blot som oversigt brin-
ges den lange række af ejere/brugere af Vestergård. Med undtagelse af den første er der en
slægts- eller ægteskabsforbindelse mellem de øvrige, – altså en enestående ubrudt kæde af
mennesker i slægt med hverandre gennem 300 år.

Rækken ser således ud:

Poul Esbensen 1639,
Knud Nielsen 1664-94,
Niels Knudsen 1707-39,
Knud Nielsen 1739-48,
Kirsten Lasdatter 1748,
Christen Nielsen 1749-1807,
Jens Christensen 1807-54,
Niels og Christian Jensen 1856-1889,
Dynes Nielsen Nørtoft 1889-1920,
Niels Christian Nielsen 1920-54,
Evald Andreas Hansen 1954-72,
Carlo Johannes Nørtoft Hansen fra 1972.

Mvh. Christian N. Hansen

Opdateret