Herning Historie

Erindring fra min barndom fra 1940-1945 Nygård, Agerfeldvej 10 i Vinding

Ejer: Katrine og Jens Andersen (børn: Inge og Hans)

Skrevet af Hans Burgaard Andersen

Jeg har forsøgt at skrive om tiden 1940-1945, om hvad jeg som dreng oplevede under 2. verdenskrig. Dette her er et lille uddrag, som min søster Inge har renskrevet det, for min håndskrift er ikke så god længere.

Jeg tror ikke, at mor og far tog en hurtig beslutning om at gå ind i frihedskampen. Jeg mener, at det er valgmenighedspræst Bønding fra Aulum, som i første omgang bad om hjælp til at skjule en eftersøgt mand, som var i stor fare. Manden var en journalist i Århus, som var aktiv med trykning af illegale blade og derfor jaget af tyskerne. Så senere blev det kendt i »visse kredse«, at mor og far kunne de stole på, og de ville hjælpe, hvis der var behov. Tingene udviklede sig så, at der var mange ting, de skulle hjælpe med.

Efter krigen har jeg aldrig hørt mor og far fortælle nogen om deres virke under krigen, men spurgte jeg, når vi var ene, fik jeg altid svar. Det er først nu som ældre, jeg rigtig har tænkt på, hvor galt kunne det ikke have gået, hvis tyskerne tog mor og far – frygtelig for dem, det var dødsstraf eller i tysk koncentrationslejr, men Inge og jeg ville også have fået problemer, vi var ca. 9 og 13 år, det var svært med Nygaard, og hvad skulle vi gøre. Jeg er ikke spor i tvivl om, at flere af familien ville gribe ind efter bedste evne, både fra mors familie og fars familie. Risikoen var stor efter at tyskerne havde arresteret flere fra Vinding gruppen, og hvad kunne der ikke være sket, hvis tyskerne havde fået fat i Niels Lauritsen, Skolegården, og han var kommet under tortur. Far skulle i det mindste være gået »under jorder« – om mor kunne have hævdet, at hun ikke var klar over, hvad der skete? men det lyder ikke sandsynlig?

9. april 1940 går tyskerne over den danske grænse og indtager Danmark

Denne her beretning er skrevet af min bror Hans. Hvad han husker og hvad han har fået fortalt af vores forældre. Hans var 7 år i 1940.

I Nygaard havde vi længe haft telefon, og omkring 1940 fik vi elektricitet, og vi fik radio. Den blev købt gennem Brugsforeningen, og vi fik den leveret med mælkekusken. Den gang ringede man rundt til sine nærmeste, når der skete noget særlig. Vi havde nr. 2 i Vinding. Den dag var telefonen optaget, så vi kunne ikke komme i kontakt med nogen. Den 9. april var en meget trist og usikker dag, og alle var meget påvirket, alt var så usikkert, vi kunne ikke komme i kontakt med omverdenen.

Vi havde marker tæt på hovedvej nr. 11 og af den vej kom de tyskere, der skulle til Norge. Der var en voldsom trafik – store lastbiler med soldater og krigsmaskiner. Over middag ville far ud i vestermarken og pløje – måske for at holde øje med tyskernes indtog på hovedvejen. – Jeg skulle med for at køre hestene for en tofuget plov, der var 3 heste for, sådan lærte jeg at køre med heste under opsyn.

Far var mørk og vred, han skældte ud over regeringen og den danske hær, som ikke ville forsvare landet, men bare lade den stormagt besætte Danmark. Far var fortvivlet og ønskede sig en riffel og så skyde på soldaterne oppe på hovedvejen – det strømmede ind med tyske biler, kanoner osv. Senere opdagede vi, at mange af tyskerne skulle videre til Norge.

Der skete så meget – alt skulle mørklægges og intet lys måtte komme ud fra vinduerne. Biler og cykler fik sat sort stof på lygterne. På en gård i nabosognet havde de glemt at slukke gårdlampen. Her blev der skudt på gården fra et tysk fly og gården brændte ned til grunden.

I 1943 eller 1944 flytter der en mand ind hos os i Nygaard, hans rigtige navn var Svend Erik Christensen – jeg mener, vi kaldte ham Poul. Han flyttede ind i mit lille værelse i enden af det gamle stuehus. Jeg var ikke klar over, hvad han arbejdede med, men senere har der vist sig et mere klart billede af hans virke. Vi så ham daglig på gården, men næsten altid på cykel og væk i perioder. Han var radiomand for frihedskæmperne, og han fungerede højt oppe i systemet. Det var især om aftenen, at han skulle i forbindelse med England, hvor meget blev styret fra. Der var et sted i skoven nordvest for Nygård, hvor han kunne få radioforbindelse til England og derfra videre til Jylland. Stedet ligger rimelig højt og langt fra tyskernes pejlesystem. Samme sted kunne han sætte antenne i forbindelse med hegnstråden, vi havde om indhegningen til køerne, den virkede så som en stor antenne.

Han var en meget lukket person. Han talte helst kun med mor og far, når alle vi andre var gået i seng, så gik snakken ivrig. Jeg kunne jo ikke lade være med at se i mit gamle værelse, når jeg var ene, der var ingen, der fortalte mig noget. Værelset, han boede i, var fyldt med radioapparater og alt muligt sendeudstyr, signallygter osv. og masser af engelske cigaretter. Der kunne ikke købes ordentlige tobaksvarer i Danmark under krigen, men der kom tobaksvarer sammen med våben. Poul Erik kunne ikke altid nå det, han skulle, så hjalp mor og far ham. De skulle høre den engelske radio (Den danske presse) på vores radio og udsendelsen sluttede altid med særmeldinger. Nedkastningspladsen bag Resdal Baune var én af de mest brugte i Jylland. Stedet havde kodeordet »Ingrid« i en periode, og det kunne så være besked om, at der kom våben ned den næste nat efter et aftalt tidsskema.

Det var vanskeligt at høre den engelske radio, for tyskerne satte støjsendere på. Der var flere bølgelængder, hvor man kunne tage den engelske radio, og der var altid et sted, hvor den kunne høres uden støj, da tyskerne også selv ville høre meldingen, for så de måske selv kunne finde ud af noget. Vi kunne godt have lidt svært ved at høre det på vores radio, men så satte vi en ståltrådsbrødrister i forbindelse med antenneledningen og så stod vi og drejede rundt med brødristeren i hånden for at finde den bedste forbindelse (sikke et cirkus). Det var for øvrigt forbudt at høre engelsk radio.

Far og Poul sad tit oppe til langt ud på aftenen for at høre de forskellige særmeldinger fra England – det var rart at være to til at tale sammen om de ting, der foregik, når vi andre var gået i seng. En aften Far og Poul sad oppe og ventede, så skulle tiden jo gå med noget, så Poul hentede noget plastisk sprængstof og viste far, hvordan han kunne skære stykker af og smide det i ovnen, og det brændte som stearinlys. Far sagde, at han følte, at det var farligt, men der skete ikke noget. Jeg har senere ved militæret lært, at denne type af sprængstof først eksploderer, hvis det bliver startet med detonator (en lille for sprængning).

Den gang havde man ikke radar, GPS og så videre, så Poul skulle hjælpe de allierede fly med at finde nedkastningspladsen ved Resdal Baune, når der skulle smides våben ned fra fly.

Poul sad en aften på loftet i Sørvad hos en mand, der hed Senius Andersen, han handlede med foderstoffer.  Poul havde et lille hul i taget, hvor han kunne stikke en antenne op og så sende radiosignaler til de engelske fly, der kom fra vest. Flyet tog en stor bue rundt om Sørvad og kom så lige hen over det omtalte hus, så de engelske piloter kunne beregne retning og afstand til nedkastningsområdet nord for Resdal Baune.

En lidt speciel episode skete en aften. Poul sad på loftet i Sørvad, så kunne han høre, at der var en gruppe kvinder ved huset (det lå helt tæt ved Sørvad station). Kvinderne råbte forskellige ting. Kom frem – vi ved, du er der. Poul blev nervøs, han troede, det var ham, der var blevet afsløret, og at de ville have ham væk. Men historien var en anden. Senius Andersen var i en periode slem til at gå ind på stationen for at se til den nye stationsforstander, som var en ung sød sorthåret pige. Så var der en flok nabokoner, der ville blande sig (Senius var gift og havde to børn). Den aften er Senius smuttet på stationen, og det havde én af konerne set, og hun har så slået alarm. Der var så 6-7 koner, der løb rundt, og de råber og går ind på stationen for at finde Senius. Der fortælles, at han var gemt i kosteskabet?

Der var så nogle mænd, der hørte det (de var frihedskæmpere) og de jagede kvinderne hjem.

Vi mærkede meget til krigen på mange måder hjemme i Nygaard. Der var mangel på alt, og senere under krigen kunne der næsten ikke købes nye ting. Men vi led ingen nød, der var fødevarer nok, det var værre i byerne. Det var meget svært for byboerne at skaffe brændsel osv. Der var konstant utryghed for, hvad der kunne ske. Der var danskere, der fik betaling for at fortælle om danskere, der arbejdede imod den tyske værnemagt. Det, jeg her kort fortæller om, var en meget alvorlig forseelse, som kunne indebære tortur for at få flere navne frem på frihedskæmpere. Også senere dødstraf, eller man sendte folk i koncentrationslejre i Tyskland, hvor de fleste døde under forfærdelige forhold.

I Nygaard kom der en journalist, han boede der en 2-3 måneder. Han havde været meget aktiv med fremstilling af illegale blade (små blade, som cirkulerede mellem folk, man stolede på). Tyskerne censurerede aviser og radio, det var ukorrekt, det som blev sagt i pressen. Omtalte mand fra Århus kaldte vi Svend Erik (jeg ved ikke hans rigtige navn). Hans historie startede med, at der en aften blev ringet på hans dør i lejligheden i Århus, og han kunne høre tyske råb. Svend Erik var så heldig, at han boede højest oppe i en etagelejlighed, så han fik sig klemt ud af et tagvindue på loftet. Flugten gik så hen over byens tage. Hvordan han så endte i Nygaard ved jeg ikke, men der var et netværk af mennesker, som kendte nogen, der kendte nogen, man kunne stole på. Man skulle helst ikke kende for mange navne, for blev de taget af tyskerne, så blev de jo udsat for tortur. Svend Erik var en meget flink mand og med sans for humor. Han var glad for at hjælpe til på gården. Da han rejste fra Nygaard, kom han vist til Sverige. Jeg tror, at far og mor besøgte ham i Århus en gang efter krigen. De har fået varme takkebreve fra ham. Han var heldig, at han kom levende fra det trods alt.

Jeg var 10-12 år, da det var mest dramatisk under krigen. Der var ingen, der talte med mig om, hvad der skete, men så fandt man jo selv ud af, hvad der skete. Der blev ikke talt med os børn om krigen. Vi lyttede bare til radio og de voksnes samtale, så generelt var vi børn bange for tyskerne, når vi traf dem, eller vi skulle forbi dem, men vi fik at vide, at tyskerne ikke ville gøre danske børn fortræd. Det var en fejl, at man ikke talte med børnene om det. Børn på 6-10 år kan ikke forstå krigens konsekvenser. Fantasien kan let løbe løbsk.

Poul blev forflyttet til Idum, så hans radio kunne komme i kontakt med engelske fly over meget længere afstande. Efter krigen blev Poul forstander for civilundervisningen. Først i Viborg, så Holstebro og Herning. Han boede i Nr. Nissum og var gift med en datter af amtsrådsformand Riis fra Jegindø. Far og mor besøgte dem flere gange, de kom til at sætte meget stor pris på dem begge.

Flugten fra Skolegården – vi er nu nået frem til år 1945

Denne her beretning starter med en samtale i Sørvad, som jeg overværede (marts 1945). Der var ingen, der kunne få benzin, kun læger, ambulancer, dyrlæger osv. De få andre biler kørte på gasgenerator. Man fyrede i en speciel ovn, der stod på køretøjet. Der blev fyret med træ, systemet var at danne gas, som bilen så skulle kunne køre på. Besværlig og ikke altid let at få omdannet til gas.

Når vi skulle levere kreaturer og grise, så skulle vi til Sørvad på stationen, hvor der var lavet et specielt hus til pålæsning af dyr på jernbanevognen. Så blev dyrene fragtet videre til slagteriet med godstoget, trukket af damplokomotivet, hvor der blev brugt brunkul m.m. til at få dampen frem til drift.

Far og jeg var nede på stationen med 2 køer, der skulle sendes med toget. Der var altid flere til stede og snakken gik godt. Men far og Niels Lauritsen »Skolegården« og Senius Andersen trak ud af flokken (de var alle tre med i frihedsbevægelsen) – jeg var med som tilhører. N.L. opbevarede et større lager af våben. De tre lagde planer om, hvordan N.L. skulle flygte, hvis tyskerne kom og ville arrestere ham. Planen blev, at han skulle følge det tætte hvidgranshegn og så søge op mod Resdal Baune, og så skulle han videre i skoven tæt på Nygaard, hvor han så skulle søge hjælp.

Nord for Resdal Baune var der en plads bag skoven, hvor englænderne smed våben ned fra fly, det var det sted, hvor der er kommet flest våben ned i Danmark.

Der var en sabotør gruppe i Vinding – på en 10-12 lidt yngre mænd, de modtog våben og fragtede dem videre til de større byer. Far var ikke med i den gruppe.

En dag kom der 2 lastbiler og 1 personbil med 6-7 unge mænd til Nygaard. Jeg blev sendt ind for at læse lektier. Nok, for ikke at risikere at komme i tysk forhør, så jeg skulle af vejen. Jeg sørgede nu for at bevæge mig rundt i systemet, så jeg var vel underrettet om, hvad der skete. På loftet over svinestalden var der en del engelske containere med våben, de blev lagt i bunden af containerne, og så blev der læsset halm overpå og så reb om hele læsset. De her fyre var så alle inde til kaffe. Jeg forstod, at de havde sprængt jernbanebroen et sted natten før – nok i nærheden af Struer – de snakkede. Jeg kan huske, de snakkede løs og var i godt humør. Senere kørte de til Thy og det gik godt denne gang. Jeg opdagede også, at der oppe på stuehusloftet var gemt pistoler, de var trykket ind i stråtaget. Dengang talte man ikke om sådan noget, og jeg har aldrig fået spurgt mor og far om – hvorfor og hvordan?

De ting, jeg nævner her – at huse forfulgte modstandsfolk og at gemme våben – var livsfarlig for både mor og far. Det kunne nemt være dødsstraf eller tysk koncentrationslejr og til sidst med døden til følge.

I Danmark skete der ikke noget med børnene, selv om tyskerne tog forældrene, men i andre lande havde tyskerne en hård linje, der sendte man somme tider de arresteredes børn på specielle skoler. Børnene skulle jo helst blive bedre end deres forældre.

Tæt på nedkastning stedet ved Resdal Baune boede en mand, der hed Juul Garsdal, han var meget åbenmundet med det, han opdagede. Det med våbennedkastningen, som han kunne se fra ejendommen, fortalte han om vidt og bredt og fantasien brugte han ivrigt. Det skulle der helst sættes en stopper for. Det skulle helst være nogen, der ikke kendte ham, der skulle besøge ham. Det var far, der slog alarm til frihedskæmperne. Det blev tre unge mænd fra Holstebro, der ankom til Juul Garsdals ejendom. De jagede ham op af sengen kun iført undertøj og ud i laden, hvor han skulle klatre op på en bjælke, og så ville de skyde ham, fordi han ikke kunne holde sin mund, men Juul bad og græd for sit liv – og så lovede de tre fyre at skåne hans liv, hvis han ville garantere, at han ikke gik og fortalte om frihedskæmperne og våbennedkastning fra fly.

Så går det galt først i marts 1945. En flok fra gruppen i Vinding bliver opdaget af tyskerne. I den østlige del af sognet var de midt i en flytning af våben på en lastbil. Én af vagterne var faldet i søvn, så de tre første, der kom ud til bilen, tog tyskerne, de andre 3-4 stykker nåede at flygte. Det var frygteligt for ham, der faldt i søvn. Han havde været på arbejde natten før og var helt udkørt. Alle måtte jo arbejde om dagen – ellers blev de afsløret. Våbenlageret skulle flyttes fra Kjærgaard til Skolegården, der skulle det gemmes i en hul høstak, så folkene vidste alle, hvor våbnene skulle hen. Så nu var Niels Lauritsen i fare.

Politibetjent Skov Jørgensen var født og opvokset i Vinding, og han var leder af folkene, der stod for våbentransporten. Skov Jørgensen var bange for, at de tilfangetagne kammerater blev udsat for tortur og tvunget til at fortælle, hvor våbnene skulle hen. Hvis man blev taget til fange, var aftalen, at man skulle forsøge ikke at fortælle om kammeraterne i nogle timer, så de kunne komme væk. Skov Jørgensen fik fat i en cykel og kom til Haskjær til Ditte og Jens Mørup. Han banker på døren, det er midt om natten, men de tør ikke lukke op, de er bange. Skov Jørgensen råber: Hvis I ikke lukker op straks, så smider jeg en håndgranat mod døren! Så blev døren åbnet. Skov Jørgensen ringer straks til Niels Lauritsen for at sige, at han skal væk straks. Agnes Lauritsen tager telefonen, og samtidig hører hun, at tyskerne kører ind i gården – de begynder straks at danne en ring om gården. Niels Lauritsen springer ud af vinduet på havesiden – kun iført undertøj og på bare fødder – der er let nattefrost.

Tyskerne hamrer på døre og vinduer. Agnes må lukke op og siger, at Niels er rejst til Fyn for at besøge hans familie. Tyskerne finder jo ikke Niels Lauritsen på gården, men de søger videre og holder vagt. Ved en tilfældighed er der nogle soldater, der kravler op på halmstakken og træder igennem – ned til hulrummet, hvor der ligger våben. De bliver helt vilde – de råber og skriger.

Så følger vi Niels Lauritsen, han er kommet ud på marken – han løber, alt hvad han kan, han falder i tøjret, hvor hans egne får står tøjret, og fårene farer rundt af skræk. Han er så bange, han tror, at tyskerne er efter ham og ikke hans egne får, og han råber og skriger af skræk. Han fortsætter mod Resdal Baune, iført natskjorte og lange underbukser og på bare tæer.

Niels Lauritsen nærmede sig Sørvad-Holstebro vejen (det, der i dag er Ramskovvejen – lige nord for Thyregård). Han er bage for, at der er tyske soldater på vagt ved vejen og han sniger sig frem. Lige før han når vejen, kommer der en tysk lastbil med soldater, den stoppper tilfældigvis lige ud for, hvor Niels Lauritsen ligger på marken, og soldaterne står ud og går rundt på vejen. N.L. fortæller, at der går panik i ham, han tror, at hans hjerte hamrer på hårdt, at soldaterne kan høre det, så han springer op og løber tilbage fra vejen, alt hvad han kan. Det er heldigvis mørkt, der skydes efter ham uden at ramme. Soldaterne tør ikke bevæge sig ud i mørket, de er meget nervøse og efter en vis tid kører bilen videre. N.L. kommer over vejen og går videre mod Resdal Baune, men han fryser og søger ind på en lille ejendom hos Valdemar Lillevang. Han spørger om hjælp, han er tørstig og han fortæller, at han føler, at han kan drikke en hel spand vand. Han får vand og noget af Lillevangs tøj og sko – så videre til Resdal Baune, hvor han gemmer sig. (Der lader vi ham ligge lidt).

Alle var urolige lige fra morgenstunden. Der blev skudt med rifler rundt om. Det var tyskerne, der dannede en kæde og finkæmmede Vinding sogn fra øst mod vest. Soldaterne var meget nervøse, skød med skarpt hele tiden. De skød mod læhegn og ind i skovene. De var bange.

Jeg ved ikke, hvor meget mor og far vidste om slagets gang den dag, de virkede meget rolige. Pludselig var tyskerne væk.

Midt på formiddagen kom Niels Lauritsens kone Agnes og sønnen Knud, de kom cyklende. Knud var 9-10 år. Da de kom til Nygaard fik de mad. De medbragte en stor kagedåse, den var fyldt med sølvtøj og medaljer, sølvmedaljer, som Niels havde vundet ved løb. Som ung var han én af de bedste løbere i landet.

Agnes bad far om at grave sølvet ned i haven. Det blev nu gravet ned i hønsegården. Alt var planlagt. Sidst på eftermiddagen cyklede far sammen med Agnes og sønnen Knud ind over Vind hede mod Idum. Der skulle de møde onkel Peder, gift med faster Grete, de boede i Idum. Der var Agnes og Knud i gode hænder til krigen var slut.

Over middag blev jeg sendt i marken for at samle sten, et træls arbejde. Det var på marken mod Gildbjerg. Jeg fik besked om at holde øjne og ører åbne, om der foregik noget usædvanligt. Da klokken nærmer sig 3 ser jeg Niels Lauritsen snige sig rundt i kanten af skoven og videre langs hvidgranshegnet ned mod Nygaard, men da han er ca. 100 m fra gården, ser han en bil køre ned til gården. Det er dyrlægen, og han havde en tysk bil, en Adler. N.L. ser bilen, og så tror han, at det er tyskerne. Der går panik i ham, han løber op i skoven, han er helt vild. Han løber som et dyr, der bliver skudt på, han løber gennem buske og små træer, så grenene pisker ham i hovedet.

Jeg har forstået, hvad der sker og løber hjem til far og fortæller, hvad jeg har set.

Vi havde et par voksne karle, som far havde haft med til flytte våben, han var sikker på, at de ikke gik videre med, hvad der skete. De så efterhånden så meget, som der var farlig at få fortalt til andre. Far bad da én af karlene om at spænde for en hestevogn. Det var dengang en stivvogn dyb og på træhjul med jernring om hjulene. Magne, omtalte karl, fik en hest for vognen og læssede en dynge halm i vognen. Magne kørte så op til skoven og begyndte at kalde på Niels Lauritsen. Efter temmelig lang tid fik han kontakt med ham, men Niels var meget bange. Magne fik ham op i vognen og dækket ham med hø – og så hjem til Nygaard.

Da Niels kom til Nygaard ville han straks gemmes i høet, så han kom op på halmloftet og gemt i høet, så ingen kunne se, der lå en mand gemt.

Da skyderiet var taget af, fik vi Niels Lauritsen ned fra loftet og ind i køkkenet, mens andre holdt vagt. Han spiste og drak, spiste og drak. Jeg kan ikke huske, at jeg har set en mand spise på mange spejlæg som ham. Senere cyklede en anden af karlene og Niels Lauritsen ad små markveje til Sdr. Omme sydøst for Ørnhøj – til karlens forældre, og der var Niels Lauritsen på gården, som ligger meget øde. Her blev han til krigen sluttede. Han gik som en karl, der ikke var for klog, hvis der var nogen, der spurgte.

Senere opdagede vi, at tyskerne var i Nr. Lund fem minutter efter, at Niels Lauritsen og karlen var kørt forbi, så det var tæt på mange gange, det kunne have kostet ham livet.

Sidst på dagen stod der er mand henne ved skelhegnet mod Nr. Lund og råbte på far, og han gik straks derhen. Det var politibetjent Jørgensen, han var leder af Vinding gruppen. Hvad han ville af far, ved jeg ikke helt, men han ville blandt andet høre, om Niels Lauritsen var taget af tyskerne. Skov Jørgensen havde haft en hård dag – jaget af tyskerne og han skulle advare nogle personer og vide, hvad der var sket med andre. Han var så tæt på at blive skudt, der var gået en kugle igennem hans ene støvle, han fik et mindre kødsår på benet.

Sidst på dagen skulle Skov Jørgensen helst en tur til Holstebro, det var svært, der var tysk militær ved alle veje til Holstebro fra Sørvad. Men han kom ind på en gård nord for Sørvad i Øster Ramskov. Skov Jørgensen fik noget gammelt tøj, det var ikke særlig pænt og så lånte han en ko. Den trak han så med til Holstebro og opførte sig som han ikke var for klog. Han trak lige gennem de tyske afspærringer. Han fik koen sat ind på en gård, og han blev ikke fanget af tyskerne. Skov Jørgensen fortsatte som betjent efter krigen.

Karlen, der tjente i Skolegården, turde ikke være der mere. Far blev sendt derhen for at lukke munden på karlen, hvis han nu vidste for meget. Far forklarede ham, at hvis han ikke var fuldstændig tavs om det, han vidste om frihedskampen, så kunne det få alvorlige følger for dem, hvis de fortalte noget til andre. Karlen var meget bange, så far var rolig ved sagens forløb. Karlen var fra Svenstrup. Den dag, tyskerne kom efter Niels Lauritsen, var karlen løbet i skræk og angst, så der blev ikke malket den morgen, og dyrene var ikke blevet fodret. Så der gik lidt tid, inden der blev taget hånd om sagen. Ingen var så glade ved at tage til Skolegården, hvor det vrimlede med bange tyskere. Men far fik sognefoged Anders Fonager til at tage affære. Han fik et par bønder med, så cyklede de til Skolegården, de fik fat i en officer og Anders Fonager viste sit sognefogedskilt og fik en aftale i stand.

Det blev forår. Far fik fat i en bestyrer til Skolegården. Det blev en ung mand, der havde tjent hos os i Nygaard. Markarbejdet i Skolegården stod stille, intet forårsarbejde var udført. Men så fik far fat i nogle gårdejere i sognet. Jeg husker det meget tydelig, for jeg var i skole den dag. En flok landmænd havde besluttet at ordne markarbejdet i Skolegården. Det må have været styret med en sikker hånd, for der var system i det. Der var mennesker med heste i gang overalt, og i løbet af en dag eller to var alt klaret, alle marken var tilsået. Det tog lang tid for mig at komme hjem fra skole den dag, jeg skulle se det hele og især de forskellige heste.

Far og mor blev ved med at komme sammen med Agnes og Niels Lauritsen nogle år, men så ebbede det stille ud. De var meget forskellige trods alt.

Det gik ikke så godt i Skolegården. Agnes var stram og nærig, det havde hun brug for, og det gik ikke for godt mellem de to mennesker. Mand og tjenefolk kunne ikke få det, de kunne spise. Niels drak meget, det havde altid været et problem. Han sad i skov og læhegn og drak. Han kom tit og lånte penge af far. Jeg tror ikke, far fik pengene igen. Niels Lauritsen var en meget velbegavet vidende mand, men landmand var han ikke. Der gik ikke så mange år, inden han solgte gården.

Opdateret