Herning Historie

ERINDRINGER fra GJELLERUP SOGN


af Katrine Hjøllund, født Steffensen.
Indhold:
Johannes Hjøllund og hans slægt
Katrine Steffensen og hendes slægt
En midtjydsk bondegård omkring år 1900
Det daglige brød
Højtider og sammenkomster
Husflid
Tækkearbejde
Marker og minder
Gødning
Vandforsyning
Varsler,sagn og syner Skikkelser og skæbner
Et par noter fra Ilskov
Epilog

Jonannes Hjøllund og hans slægt.
Johs. Hjøllunds bedstefar, Rasmus Rasmussen,ejede kroen i Lille Hjøllund, der nu er nedlagt. Den lå på vejen mellem den nuværende Hjøllund station og Vrads,og af komplekset står endnu en enkelt bygning delvis tilbage. Man kan af spor på grunden se,at den har været meget længere.

Johs. Hjøllunds far, Jens Hjøllund, født 1849,har berettet følgende om begivenhederne,da prøjserne kom i 1864. Hans far, Rasmus,gav folkene ordre til ikke at give tyskerne adgang til kroens lokaler.Hvad de ville købe at spise- og drikkevarer,fik de rakt ud af et vinduet,så kunne de selv om, hvor de ville fortære det.Dette huede naturligt nok ikke okkupations­ magtens repræsentanter,og da gamle Rasmus tilmed var en vanskelig person, der iKke var bange for at sige sin mening og ofte fornærmede prøJserne med sine frimodige udtalelser,besluttede man at tage repressalier.De gik blot ikke stille nok med dørene,så velvillige naboer kunne fortælle Rasmus, hvad de havde bestemt: At han skulle få lov at køre ægt for dem i al den tid, de var i landet. Så spændte Rasmus hestene for vognen og “gik under jorden” mellem hedebakkerne, indtil tyskerne var borte.

Da soldaterne opdagede, at fuglen var fløJet, blev de enige om at tage hævn på anden måde, nemlig ved at ødelægge noget, der var ham kært, den samme mentalitet, en senere generation stod overfor, udviklet til det uhyggelige.

Kroens vartegn var et stort smukt egetræ i havens sydvestlige hjørne,og det gik de i gang med at fælde, medens kroens folk så til uden at turde protestere; men en af pigerne tog alligevel mod til sig og gik hen til dem og sagde: “Det må I ett!” Om det var pigens bestemte optræden, der imponerede dem, eller der var andre grunde, kan ikke siges, men de afbrød deres hærværk og gik. Træet står der endnu,men stadig med så tydelige mærker fra økserne, at man undres over,at det kunne overleve.

Rasmus Rasmussen, der nu havde antaget familienavnet Hjøllund, som, dog ikke blev officielt godkendt før ved navneloven af 1903, købte senere Røde Kro i Gjellerup sogn østen for Busk på grænsen til Ikast;. Nu kaldes den Skovbygård. Han byggede også en ejendom ved Brunbjerg bakke i Øster Tulstrup i Ikast sogn. Det var en hedeejendom på 70 tdr.land, og her fyttede sønnen Jens og han kone Anna Marie ind. De begyndte med et stuehus, som de efterhånden byggede længer til. Nu er den en stor gård, som stadig – i 4. generation – er i familiens eje. Her fødtes sønnen Johannes den 29.marts 1887.

I 1905 afstod Jens gården til sin næstældste søn Niels Peter. Anna Marie havde et stykke hede på 45 tdr. land på Sunds Østermark,og dertil flyttede de efter at have bygget stuehus og kostald. De begyndte at dyrke rug, men eJendommen kunne ikke svare sig. De måtte opgive den i 1908, da den overhovedet ikke gav indtægt, og den blev så overtaget af deres yngste søn, Johannes, der dengang var 21 år gammel. Han ville hellere have været tømrer, “men de’ gång war der ett andet end æ landeri, der dowt”.

Forældrene blev på gården og hjalp ham, holdt også hus for ham, indti1 1913, da de flyttede til Vester Tulstrup. Her havde de en ejendom indtil 1920, da deres søn Rasmus overlod dem et maskinhus, som de selv indrettede til beboelse.

Katrine Steffensen fra Bjerregåed så ejendommen på Sunds Østermark kort efter at Jens havde bygget den. Hun var på vej til Ilskov med sin morfar, Otto Ottosen, kaldet Otto Ilskov, og har dengang været en 12 år. Bedste­faderen standsede op for at se på denne nye gård og udbrød: “Det war enada en ødele stej, møtt (midt) ude i æ swot hiæ”. Katrine har sikkert været enig med ham uden at ane, at hun engang skulle gøre stedet mindre “ødele”.

Mens Johannes’ forældre havde gården, var der ikke nogen besætning og altså for lidt for ham at lave. Han gik derfor på dagleje og tjente foruden kosten 1 kr. pr. dag, og en arbejdsdag var ikke under 10 timer. I den tid, kornet blev tærsket, og det skete jo med plejl, kunne Johannes være slemt øm i arme og skuldre, når det omsider blev fyraften. Endda var han ikke bange for at give en håndsrækning til andre, der trængte.

Naboerne var et par gamle, meget fattige folk. De kom en dag og spurgte Johannes, om han ikke godt ville rense en grøft for dem, men,sagde de, de havde “ett å betåel ham mej”. Det ku da og’ vær’ lieg møj, mente Johannes. Han gjorde deres grøft i stand, og så skulle det være godt. Det mente de gamle nu ikke. De havde ikke penge at betale med, men “han skuld’ da ett gjør’et for ett. Og derfor ville de give ham deres klenodie, en sølvskål, som de havde fået i bryllupsgave. Johannes protesterede, men de pressede ham så stærkt, at han til sidst måtte give sig, hvis han ikke ville lade dem stå til skamme med den gave, de bød ham af et godt hjerte.

Johannes gik altså i 1908 i gang, hvor forældrene havde givet op. Og han måtte sætte alle kræfter ind. Når en hede bliver dyrket op, går der nogle år, som regel 3, før den ret er i kultur. Efterhånden fik han en lille besætning, men også den gav problemer. Mælketurene fra mejeriet gik ikke ud til den afsides liggende gård, så Johannes måtte trække sine mælke­junger på en sluf’fe (slæde uden metalmeder) en hel kilometer til kommunevejen. Han havde kun et par hjulspor som forbindelsesvej, og de blev efter­ hånden helt opkørt. De blev nemlig benyttet af nogle gårdejere fra Sunds, der havde deres englodder på den anden side af Johannes’ gård ned mod Møllebækken. Og der var hverken penge eller arbejdskraft til vedligeholdelsen.


Besætningen voksede støt år for år, indtil udbyttet af mælk blev for stor til at kunne befordres den lange vej på mælkesluffen. Johannes fik da mejeriet overtalt til at sende mælkevognen ud til hans gård mod at forpligte sig til at levere et vist minimum.

En skønne dag kom så Johannes til Bjerregården og sagde til Katrine: “No hår a fået æ mjælkvogn til å kjør’ te æ dar, no mangler a bår’ å fo dæ dernier”. Katrine var ikke uvillig, og i november 1913 stod deres bryllup. Og så var de to om et arbejde, der med vor tids øjne må synes sært hårdt.

I 1914 var 12-13 tdr. land tilsået med rug. Den blev høstet med hø-le og samlet med kratt af en samlet arbejdsstyrke på 3 personer: Johannes, Katrine og en karl.

I 1917 var al jorden under plov, og johannes købte yderligere 5 tdr. land god eng, der blev lagt ind til gården. Den skulle også slås med hø-le.
Besætningen talte nu 12 køer, tilsvarende ungkreaturer samt 5 heste.
(Johannes Hjøllund var født den 29.marts 1887 i Øster Tulstrup i Ikast sogn ved Brunbjerg bakke).

Katrine Steffensen og hendes slægt.
Katrines oldefar på fædrene side hed Steffen Nielsen, og bedstefaderen Niels Steffensen. Niels blev født i Ageskov i Gjellerup sogn 1836 i den gård,der nu ejes af Chr. Ørregaard.

Bedstemoderen, hvis pigenavn var Laursen, blev født 1832 i Vestergård i Hammerum, sidst tilhørende Chr. Egebæk og nu fuldstændig udstykket i bygge­ grunde til et nyt villakvarter. De var 5 søskende i Vestergård: Maren, Stine, Johanne Katrine (kaldet Jankatrin), der blev Katrines bedstemor, Søren Vestergaard og Lauge Hundkjær Laursen.

En gul, brændt lerkrukke med årstallet 1865 og Johanne Katrines navn står nu i Katrines køkken.
Katrine fortæller videre: En ejendom vest for Gjellerupvej, der af de gamle kaldes Kirkevejen, er nu nedlagt og dens jorder taget ind under Hammerum­ holm. Fra denne ejendom stammede Anna Marie, som Lauge blev gode venner med, de var jo nabobørn. Men de blev gift hver for sig. Hun kom til Vallerbæk
ved Karup, og han blev gift med en enkekone i Grødde, en samling gårde ved Ikast. Nogen tid efter blev de begge to enke, og så kom Lauge i tanker om, at han gerne ville have Anna Marie, men han kunne ikke få sig selv til spørge.
Derfor sagde han til Katrines bedstefar: “Ka’ do ett sej’et te hinn’, så ska’ do fo en nøj kasket!” og bedstefar fik kasketten.


Lauge døde den 29. januar 1906, samme dag som Christian IX. Katrines bedste­ mor, Lauges søster, arvede 100 kr.,og så fik hun en ny rok, og den eksisterer endnu i Horsens.
Niels Steffensen og Jankatrin blev gift i 1862. Der blev taget 18 tdr. land fra Vestergård, og der blev bygget et hus til dem med beboelse i vester­ enden og kostald mod øst (fabrikant Peter Henriksen har begyndt sin fabrik i det gamle stuehus, nu Østergade 15).
2 år efter brylluppet kom prøjserne (de gamle talte aldrig om tyskerne i 1864, kun om prøjserne), og Niels og Jankatrin sov hver nat med tøjet på for at være parate til hurtig udrykning. Når soldaterne ankom, var folk og heste så tørstige, at de tømte alle brønde i Hammerum. De trængte ind i husene og fandt frem til spisekamrene, hvor de drak al den mælk, der fandtes. Der var jo ikke noget mejeri dengang, så folk stillede mælk til side for at kerne smør af den. Hvis soldaterne ikke nåede at drikke det hele, tog de mælken med sig i skålene. Bedstemor måtte en dag løbe efter dem helt til Birk for at få skålene tilbage fra dem.

Et sted havde folkene deres høns hegnet ind, og så var det en let jagt for prøjserne. De fangede hønsene og halshuggede dem med nogle lange, krumme knive (mon ikke det har været sabler?). Hønsene tog de med sig, bundet til sadelknappen.
Niels og Jankatrin fik en søn i 1868, og han blev døbt Martin Steffensen. Fra sin barndom kunne han fortælle, hvordan han oplevede den første “Vælte­ peter”, der kom til Hammerum. Folk stimlede sammen Om den, men ingen havde rigtig mod til at gå nær hen til det mystiske apparat.

Omkring 1880 flyttede familien til en af Bjerregårdene. Den lå til venstre ved den nordre side af korsvejen.
Katrines mor var født den 10. august 1865 på Vestergård i Ilskov som den yngste i Otto Ottosens andet ægteskab. Da han døde, blev bedstemoderen gift med Gotfred Nielsen, og da hun nogen tid etter døde, blev Gotfred gift med en pige fra Ørre, Ane. Deres barnebarn har nu gården, som i øvrigt nedbrændte i 1965.

Katrines mor gik til præst (konfirmationsforberedelse) i 1879 i Gjellerup. Præstegården lå dengang i Lund og tilhører nu fabrikant Aage Damgaard, der har mishandlet den ærværdige bygning med farver, der skriger til himlen. Turen dertil fra Ilskov blev foretaget til fods.

Karoline,som hun hed, kom efter konfirmationen til Busk for at tjene hos sin fætter, Lars Busk. Han havde sin gamle mor, Karolines moster, i huset. Martin Steffensen, der er omtalt på den foregående side, tjente der i 4 år, og der blev altså han og Karoline kendt med hinanden.
Martin har fortalt, at han en dag var kommet til Ilskov i besøg, og der sad han da uden for gården og snakkede med Karoline og Ottos tjenestepige Stine. Den tanke fløj ham da gennem hovedet: “Hvem af de to mon vil blive den bedste husholderske?” Hans valg faldt på Karoline, og de blev gift den
8. november 1892. De flyttede ind på Bjerregård, som han overtog fra sine forældre, Niels og Jankatrin, der dog blev boende på stedet.

Den 11.september 1893 fik Martin og Karoline en datter, som blev døbt Katrine Steffensen.
Karoline levede kun 9 år efter brylluppet. Hun døde den 26.november 1901.
Martin var nu ene igen, men hans mor kunne ikke magte at holde hus, så det var ikke uvelkomment, at der kom brev fra Gotfred, som lod ham vide: “Du kan vist godt få Stine”. Martin tøvede ikke, og Stine kom til Bjerregård som husholderske den 8.november 1902, og de blev gift den 7. april 1903.

Katrine var altså 9 år, da hun fik stedmoder, men en stedmoder, der var over for hende som en rigtig mor,og overfor hvem hun altid brugte modernavnet.
Den 8. november betragtede Martin altid som en mærkedag. Han og Karoline flyttede da også fra Bjerregården på denne dato i 1917.


Stine kom fra en naboejendom til Vestergård i Ilskov, et lille sted med 2 køer og 2 svin. Det ældste af børnene var en søn, og så var der fire piger. Så fattige var de, at de ofte ikke havde et stykke brød i huset. En juleaften kom deres far hjem fra dagleje og fik at vide, at der intet spiseligt var i huset. Han gik da ned til de tre i Ilskovgårde og vendte hjem med noget rugmel i en sæk. Melet blev “kogt i grød”, og den var hele deres julenadver. Pigerne kom ud at tjene i 6 – 7 års alderen. Deres fremtid formede sig således: En blev gift med fabrikant Nielsen i Hammerum. En havde efter et uheld et stift knæ, hun blev sypige
og gik med sin symaskine fra hjem til hjem, men senere blev hun telefondame ved Statsbanerne, indtil 1953, a hun solgte sit hus og flyttede til Hammerum. Hun døde i februar 1954. Den yngste, Marie, blev gift med Rasmus Møller. De bestyrede fattiggården Toftegård i mange år.

En midtjydsk bondegård omkring år 1900
Sådan har Katrine beskrevet sit barndomshjem i Bjerregården som det så ud i hendes bettetid:
I den østre ende af stuehuset var der fårestald med en gang ud til gårdspladsen. Ved siden deraf, ved den første skorsten, var der en stor bageovn. Derefter kom sovekammeret med 1 vindue. Det næste
var stuen med 2 fag vinduer, den gik tværs gennem huset, og der var ½ vindue til gårdsiden. Så kom man til bedsteforældrenes kammer med 1 vindue. Bag ved det et lille køkken med et vindue og åben skorsten lige som ved bageovnen.

Der var ½ komfur ,,d.v.s. der var ingen ovn, men kun to små kogesteder med ringe. Herfra gik varmen til en bilægger i stuen, og denne bilægger gik også op i skorstenen. I køkkenet, lige ved siden af den åbne skorsten, var der en kjødråhn (kødrække), hvor flæsket efter at være saltet blev lagt på lægter for at tørres. Spisekammeret lå ved siden af skorstenen lige midt i huset. Der kunne akkurat stå et menneske,og der var hylder rundt om.

I køkkenet var der stenbro, i stuen, sovekammeret og bedsteforældrenes kammer var der lergulv. På sydsiden af huset stod en røn, og dens rødder gik op gennem lergulvet i kamrene.
Vinduerne var med små glasruder, indfattet i bly,og kunne ikke åbnes.
I tordenvejr forstærkedes uhyggefølelsen ved, at skraldene fik blyet til at rasle. Da Lauge Hundkjær byggede et nyt stuehus i Grødde, fik Martin Steffensen hans gamle vinduer at sætte ind, og de kunne åbnes. De passede godt til husets sydside, men til gårdsiden måtte der skæres af dem, fordi de var for høje.
Sagen var den, at stuehusets nordside var bindingsværk og derfor lavere end sydsiden, der var mur. Når derfor Martin stod i stuen og kiggede ud i gården, måtte han stå med hovedet bøjet til siden, mens han kunne stå oprejst, når han gik over til havesiden.

Først omkring år 1900 blev der lagt fjællegulv. Katrine husker, at der i hvert dørtrin var boret et rundt hul. Det havde forbindelse med en eller anden overtro, men hun ved ikke hvilken.
Kort derefter blev Martin sat i stand til at bygge stuehuset om og gøre det længere. Han vandt nemlig 500 kr. i varelotteriet, og det var dengang en anselig sum penge. Derfor tillod han sig for en gangs skyld at købe noget til sig selv, nemlig en hakkelsesmaskine. Resten af pengene blev altså sat i stuehuset.

I østerenden, hvor fårestalden havde været, blev nu indrettet sove­ kammer. Ovnen blev flyttet til gårdsiden, og ovnskorstenen taget ned og bygget om, så den kun tog den halve plads.
Og så fik de møbler! Før havde der været en bænk stuen rundt. Den blev taget ned. I et af bænkens hjørner stod en bornholmer, der nåede lige til loftet, så lavt var der. Den blev foræret til naboerne, et par gamle folk. Man kunne jo ikke ane, at sådan en gammel klokk med tiden ville blive meget værdifuld. I stedet kom der borde og stole, et skrivebord, en buffet og et lille sybord, som Katrine har endnu (det kostede 12 kr.) og et stueur til 15 kr. Der blev malet og tapetseret, der blev hængt gardiner op, og der blev sat blomster i vinduet. Familien følte de, som om de nu levede i en uhørt luksus. Møblementet havde nemlig hidtil kun bestået at de faste bænke, et bord og en slagseng.

Bedstemor, Jankatrin,havde to potteplanter, som hun havde haft hele sin tid. Den ene kaldte hun isblomst. Dens blade, der var på længde med en pegefinger, tykke og saftige, blev brugt som læge­ middel mod brand- og snitsår. Den bar gule kurveblomster, lignende mælkebøttens. Den anden plante blev kaldt muskat. Når der kom gæster, sagde bedstemor altid: “Slå til æ Muskat!” Ved berøring sendte den nemlig; en behagelig duft. Katrine har aldrig siden set de to blomsterarter.
Bedstemor gik med sin forlovelsesring af sølv – på pegefingeren. Manden bar ikke ring.

Det daglige brød.
Til davre, efter røgtning og malkning, fik man kogt mælk med rugbrødsterninger og hen på formiddagen en enkelt smurt melmad.
Til middagen blev der kun serveret en ret. Der indledtes med et stort fad kartofler, som alle langede til. Hver pillede sine kartofler, som man lagde i en bunke ved sin plads. Så kom panden med meldyppelse ind, og man indledte måltidet med et par kartofler, som man dyppede i panden. Først derefter, når der var lagt buns, kom der stegt flæsk på bordet. Katrine, der var ca.7 år, fik et stykke på størrelse med “koppen af en teske” (skeens hulning). De voksne fik lidt mere, men da der kun blev slagtet en gris en gang om året, nemlig til jul, skulle flæsket strække til til middag hver dag det meste af året. Der blev altså kun serveret den ene ret. Spise­ vanerne blev dog forandret lidt samtidig med ommøbleringen, idet der samtidig blev købt tallerkener, hvad man anså for en begivenhed. De blev dog kun stillet frem til middag.

Kl.14 var der kaffe – uden brød. Bedstemor fik dog en knald kandis til. Når kaffen var drukket, tog hun “knalden” ud af munden. Den blev gemt fra dag til dag, indtil den var slidt op.
Om sommeren fik man melmad kl.17. Det hele rugbrød kom på bordet tillige med speget fårelår, ost og margarine. Husbond skar brødskiverne af til alle. Det var store rugbrød, bagt i den store bageovn.
ved sengetid spiste man nætter (nadver), skiftende mellem boghvedegrød og rugmelsgrød med en lille klat sirup i. Man langede til to fade,det ene med grøden, det andet med mælk. Om vinteren byttede man om på de to sidste måltider og fik altså grød kl.17 og melmad ved sengetid.

Hvis Katrine en søndag aften var ene hjemme med bedsteforældrede, tog bedstemor 2-3 kopper at den nymalkede mælk ind i en skål, og de tre langede til skålen og spiste rugbrød til. Katrine brugte en lille barneske, og hvis hun tog den helt fuld af mælk, lød det advarende: “Hov-hov, ett så møj mælk”.

Bedstemor sagde en gang til Katrine: “Hvis du nogentider får folk under dig, så skær nogen gode, tykke melmader. Lad dem lige få alt det brød, de kan spise”. Hun havde_ tjent som hjordtøs i Sunds, og som så mange hjor’er dengang fik hun så lidt til føden, at hun ligefrem sultede. Da hun græd over det for sin mor, gav denne hende det råd, blot at tage et stykke tørt brød i bordskuffen, når sulten blev for slem. En skønne dag fulgte hun rådet, men det skulle hun aldrig have gjort . “Tyveriet” blev opdaget, husbond holdt stort forhør over folkene, og den lille pige blev så rædselsslagen, at hun aldrig mere turde tilegne sig en tør brødskorpe for at stille sin sult.

Når høsten var overstået, og rugen kommet ind, sagde bedsteforældrene til hinanden:”Gud ske lov, nu har vi da det daglige brød”. Man mindes AakJærs smukke vers:
Den kære rug var gæsten,
som gjorde hvert et barn så spændt.
Se – far han lægger vesten og ser så indadvendt,
en skælven i et ydmygt sind, en tak til altets skaber, før avlen bringes ind.

Brødet var helligt – man spildte aldrig en krumme uden at samle den op.
Bjerregården avlede selv sin boghvede. Faderen “tosk” (tærskede) den med plejl og bragte grynene til Favrholt mølle, hvor de blev pillet. Det gav normalt ½ skæppe gryn, og det var nok til hele vinteren. Risengryn kendte man ikke.

Det kunne ske, at man søndag eftermiddag fik besøg af familie. Så blev der serveret æggekage og stegt flæsk, altså rene herreretter.
I kålgården var der grønkål og stikkelsbær, ribs og solbær,et blomme­ træ med “kræger”,dvs. blå blommer på størrelse med mirabeller, og endelig et træ med skovfogedæbler. Martin Steffensen havde fået blomme- og æble­ træet hos sin far i Fårvang omkring 1885, og træerne står i haven endnu.

Rugbrødsbagningen var en omstændelig sag. Om morgenen blev brødet “dejgnet”,hvorved forstås,at det blev æltet med surdeJ,dvs.en klat af rugdejgen, der blev æltet op med salt tillige med en klat surdej fra sidste bagning .Der blev nemlig gemt en smule fra hver bagning til brug næste gang. Brødet blev så dejgnet i vand, der skulle have en vis varmegrad,som blev målt med hånden.Når vandet havde samme varme som den,30 – 350 , var det tjenligt. Man havde nok en “gradestok”, men stolede lige så meget på hånden. Til æltningen brugte man et dejtrug, en aflang kasse med lodrette ende­ stykker, medens siderne skrånede lidt nedad.
Efter middagen blev dejgen æltet igen, og ved sengetid blev brødene slået op, stillet på et bord og dækket med en melsæk, så de kunne ligge lunt til næste dag. Morgenen efter skulle brødene så være hævet. “No er æ brø’ løwe,(hævet), no ska’ vi ha ilderet æ own”. Ovnen blev tændt op med lyng,
og ilden derefter holdt vedlige med gran- og fyrre ris. Til at pirre op i den havde man en lang stang med to jernflej’ner for enden – som en kæmpe­ gaffel. Man skulle passe på, at ovnen blev ens varm over det hele, og derfor måtte man sørge for at pirre ilden ud i alle hjørner. Når så” æ swoit mand var å’en”, så var ovnen passende varm. Den befriedes for aske og rester med en “rågh”, et apparat, der vel nærmest i udseende kunne minde om en roehakker, men med et meget bredere blad. Asken gik ned i et hul uden for ovnen eller gennem en rist.

Så blev brødene sat ind i ovnen på en “skåj “(skodde), en bred træplade på en lang stang. Skodden var høvlet tynd i den yderste ende, for at den kunne trækkes ud under brødene, uden at disse knækkede. Samtidig sattes tørre kringler ind. Når disse rugkringler var bagt, passede det lige med at sætte sigtebrød ind.
Sigtemel lavede man selv ved at “timse”, (sigte) det grove fra rugmelet.
Det finere mel blev æltet op med flormel, idet dejen hævede. Farven på det færdige sigtebrød var omtrent den samme, lige så mørk, som på det vi i dag kalder lyst rugbrød.
Sigtebrødene stod i ovnen i 1 – 1¾ time, og hvis det var ind mod jul, kunne man derefter nå at få bagt pebernødder.

Sådan bagte man sigtebrød ved århundredskiftet. Senere blev det almindeligt at købe rugsigtemel og ælte det op med flormel. Et stykke sigtebrød var en “kå’gmelmad”.
Det tog en tre timer at bage rugbrødene. Når de var taget ud, blev de stillet på enden ved siden af ovnen, for de var brændende varme og måtte afkøles. Når det var sket, blev de gået efter med en “bust”(børste), fordi der altid ville være støv fra ovnen på overfladen. Derefter blev dejgtruget stillet op på loftet og brødene anbragt på højkant deri, dækket af sække for ikke at blive støvede igen. Normalt blev der bagt 8 brød ad gangen, svarende til ca. en måneds forbrug.
Til bagning måtte man være to personer. Til ølbrygning, som vi nu skal høre om, krævedes kun een.
Øl havde man ikke til daglig, kun ved højtiderne samt til slet og høst.
På gården havde man et bryggerkar, et stort kar med hul i bunden, lidt til siden, dertil en stang, der passede til hullet, “æ tappstång”‘ Noget halm blev vredet sammen og snoet om tapstangen, så det bredtes ud over karrets bund.

Malt blev tilberedt af byg, som man selv avlede. Byggen sendtes til mølle, hvor den blev pillet og derefter malet.Ved hjemkomsten blev den skoldet og lagt over halmen i karret og der oven på et par kampesten. Siden blev humlen, som man måtte købe, kogt og hældt på, og karret blev fyldt med kogende vand. Karret blev trukket over med lærred, og så stod brygget og trak i nogle timer. Karret stod på en treben, “æ tappstuel”. Under det blev sat et kar eller en balje. Når tapstangen blev løftet en smule, kunne brygget sive ned i baljen. Denne vædske kaldtes “wot”. Til den blev sat gær og sukker, og efter at den havde gæret 12 – 18 timer, var øllet færdigt, når gæren først var skummet fra. Den afskummede gær blev brugt igen næste gang – her som overalt var man imod at lade noget gå til spilde. De færdige øl blev hældt i en øltønde med hane. Flasker brugtes ikke.

Højtider og sammenkomster.
Juleaften spiste man suppe, kogt på benene af den gris, der nylig var slagtet. Alle dyrene fik et ekstra foder, køerne f.eks. et ekstra havreneg. Den skik blev dog senere opgivet, fordi den absolut ikke var sund for dyrene. Hunden fik også suppe, og der blev lagt mærke til, hvad den tog først. Begyndte den at slubre suppen, blev året vandet, og den bollerne først, ville det blive en tør sommer. Efter suppen fik man lidt kød.

Helt tilbage fra sin barndom kan Katrine huske, at de havde juletræ, selv om det just ikke var i den stil, man finder nødvendig nu om dage.
Det blev pyntet med en halv snes julelys, og af pænt indpakningspapir fra købmanden, samlet i årets løb, klippede faderen hjerter, og det var al pynten. Der var bagt sigtekage og småkager til Julen, de sidste blev bagt på komfuret på en stegepande.

Hvis der kom gæster, fik de en kage og en dram, for de måtte jo ikke bære julen ud.
Til begravelser blev folk indbudt gennem aviserne til at møde et bestemt klokkeslet i hjemmet. Det kunne blive en hård belastning for en lille ejendom, når først familiemedlemmerne skulle have sørgetøj, og når dernæst 30 – 40 gæster kom til frokost på begravelsesdagen. Der var jo ikke noget, der hed begravelseshJælp, så lidt som andre var de sociale goder, vi i dag er vænnet til at tage som en selvfølge. Til gengæld stod gode naboer hinanden bi i dette som i andre vanskelige tilfælde.

Katrine kan fortælle, at da bedstefaderen var død, kom der “sæænd” fra naboerne: Kyllinger, høns, æg osv, så meget, at ikke alt gik med. 3 høns kunne sættes i hønsegården, og 2 spandfulde æg blev leveret til købmanden. Det var en god hjælp, da der jo var to begravelser i løbet af tre måneder.
Til begravelsen bandt man selv kranse af vintergrønt, om sommeren indflettet med friske blomster fra haven. Om vinteren måtte man til gartneren og købe lidt tørre blomster. Hvis det glippede hos ham, lavede man papirsblomster i stedet.

Til begravelsesfrokosten havde man slagtet en kalv. Den blev stegt i den store ovn, kødet blev pillet fra benene, og der blev lavet sovs af skyen. Kødet kaldtes “opplut”,oppluk, og kom ind på et stegefad, garneret med kogte æg, der var skåret i skiver. Kalvehovedet var lavet til kalve­ ost, en ret, der lignede sylte, og det blev brugt som pålæg, lige som den leverpostej, der var bagt af kalveleveren, og et fårelår, der var kogt til samme formål, og ellers var der speget kød og ost.
Efter spisningen blev gæsterne budt på kaffe ved et andet bord, så det første kunne blive ryddet. Der skulle jo meget service til, så man måtte låne hos naboerne.
Efter jordfæstelsen blev familien og de naboer, der havde hjulpet til, budt med hjem til middag, der bestod af suppe, kød i peberrodssovs og rombudding med saftsovs.

Til bryllupper bandt man guirlander af vintergrønt og papirblomster til ophængning i stuerne. Traktementet var det samme som ved begravelse, dog sluttede middagen med lagkage. Inden gæsterne skulle hjem, fik de en kop kaffe. Der blev aldrig serveret drikkevarer, først omkring 1910 begyndte man at sætte sodavand og øl på bordet. Præst og degn deltog som regel i begravelses- og bryllupsgilderne.

Husflid.
De lange vinteraftener fik ikke lov at gå hen i lediggang. Bedstefar strøg simer, dvs.snoede de halmbånd, der skulle bruges ved tækning af husene. Faderen syede kurve og “halmløbe”, store kurve med håndtag i begge sider, hakkelseskurv og kurv til hunden. Kurvene blev syet af halm og pile­ ris. Han brugte hertil en træpind, der i enden var skåret ud til tre skarpe kanter, og med den kløvede han pilerisene, så der altså blev tre stykker a hvert ris. Endvidere klinkede han tallerkener, fade og skåle for folk, og de kom langvejs fra med mejerispande, m.m., der skulle loddes, og det var alt­ sammen gratis. Det betød dog ikke,at folk tog det som en hel selvfølge.
Da bedsteforældrene blev syge, viste det sig, at de mange tjenester ikke var glemt. Der kom slagtemad og vin og mange gode, spiselige ting foruden penge og – en flaske sortbærsaft, en ekstrakt der blev blandet op med brøndvand, inden den blev drukket.
Bedstemor hæklede hovedklæder for en fabrikant, og da de gik af mode, gav hun sig til at strikke herrevanter. De indbragte 15 øre parret! Det var ikke meget, men tiden var da gået med nyttig gerning.
Kjoletøj, herretøj og “ølsklæder” (uldne sengetæpper) blev lavet hjemme. Moderen og bedstemoderen kartede og “spun” (spandt). Det færdige arbejde blev sendt til en væverske, hvor der blev slået tvist imellem. Derefter blev det sendt til en fabrik i Brande for at blive farvet og stampet. Det kom tilbage i ruller og var færdigt til at sy, og så sendte man bud til sypigen, der kom med sin maskine og blev der flere dage.

Sådan fik familien sine kjoler syet, og de skulle holde mange år, for de var jo dyre. Når sådan en kjole var halvslidt og lidt falmet, kom sypigen igen, kjolen blev sprættet op og vendt, og så var det en ny kjole igen.
Herretøjet blev sendt til en “kåelskræjer” (karleskrædder) og syet. Alt undertøj og alle sokker blev “bundet” hjemme.

TækkearbeJde.
Vi har hørt, hvorledes bedstefar strøg sime om vinteren. Når så den tid kom, at taget måtte fornyes, gik der bud efter tækkemanden. Efter at det gamle stråtag var fjernet, begyndte man med at lægge halm, der blev syet til spærene med simer, derefter et lag lyng, der blev syet til på samme måde, oven på igen strå – men mest lyng, for det var der mest af.
Tækkemanden sad udvendig på taget. Hjælperen skulle inden for påse, at der hele tiden var sime nok i tækkenålen. Hjælperen “stak op” (stak nålen gennem stråene) ud til tækkemanden. Hvis det gik sådan, at denne måtte forny simen i nålen, skulle han have en ekstra dram.
Evald Tang Kristensen har i “Gamle Folks Fortællinger om det Jyske Almueliv” fortalt om Peder Nørum, der var tækkemand og boede i Skovby i Gjellerup. Han var undertiden noget vanskelig over for dem, der skulle sy for ham. Så kom nogle drenge i tanker om at ville lave spil med ham. Det var et gammelt stuehus, de tækkede på, med en åben skorsten, og den lod de nålen løbe ned igennem, så den kom med spidsen ned i ilden, og da den var blevet dygtig varm, halede de den op igen og skulle have den stukket ud til Peder Nørum, der var gal, fordi det varede for længe, inden den kom. De sad og stak så småt og trak til sig igen og forestillede næsten, som om de ville gøre nar ad ham. Endelig kom den langt nok ud, og nok så gram tog han da fat, men brændte jo hånden, trak den i en fart til sig og gav drengene en rigtig “Skjældprædiken”.

Vi vender tilbage til Bjerregården.
Hvis det gamle tag blev liggende, og nyt syet oven på, kaldtes det at “skjeltække”. Når taget var færdigt, skulle det “mænnes”, dvs. rygningen at huset skulle tætnes. Ordet kommer af mønning, der her på egnen udtales “mænning”. Tætningen blev foretaget med hedetørv, skåret af i store flager, og lyngen skulle vende nedad.

På en af de gamle længer på Bjerregården voksede der husløg på mønningen, så der behøvede man ikke at tætne med hedetørv. Husløg var godt for meget, men hørte ikke rigtigt hjemme i haven, fordi de bredte sig uhæmmet.

Marker og minder.
I 1922 købte Johs. Hjøllund 4 – 5 tdr. land eng ned mod Storåen. Jord­ bunden var så blød, at man flere steder ikke kunne køre med hestevogn.
Høstakkene blev lagt på stænger og båret op på tørt land; men i 1930 blev åen uddybet, og det gav gevinst på flere måder. Arealet blev større, og engen blev så tør og sund, at den kunne pløjes. Det første år efter blev der sået havre, og sikken avl, der blev!
Det skete, at ploven rendte imod en trærod. Den største var over 1 m i diameter og havde mærker efter at være hugget over med en økse. Nu var træet så hårdt, at det ikke kunne hugges. Roden blev liggende ved gården og fulgte med til den ny ejer, da gården blev solgt. Dens videre skæbne er ukendt.

På det tørre land, oppe på den høje mark, kunne det ske, at ploven afdækkede en stensætning, og i dens nærhed fandt man potteskår, et af de mange vidnesbyrd om, at denne del af landet tidligt havde været boplads for vore forfædre.

Alle Bjerggårdene var fælles om en tromle, og man var to om en slåmaskine.
Til at fuge grøfter anvendtes en fugeskovl, som man også var to om. Den havde et blad, der ikke var større end på en barneskovl.

Gødning.
Hedetørv eller lyngtørv, som vi tidligere har omtalt, blev også brugt som strøelse i fårestien. Der blev lagt et lag hvert efterår, og næste forår blev det renset ud og kørt på marken som gødning. De store klumper kunne dog ikke bruges, som de var, men måtte deles i småstumper for at kunne pløjes ned i jorden, og det gjorde spredningen til, et hårdt arbejde. Nogle steder fandt man det endda lettest at plukke tørvene i stykker med fingrene. Deles måtte de også af den grund, at fåregødningen var skrap, således at hele tørv gav for meget.

Som strøelse for svinene brugte man ituhakkede hedetørv. Man havde ikke ajlekule dengang, og derfor skulle tørvene trække ajlen fra svinene. Ajlen fra køerne blev ledet ud fra kostalden til et hul ved siden af møddingen, og herfra måtte Martin Steffensen øse den op på møddingen. Først i 1907 blev der bygget ajlekule på Bjerregård.
Gården kunne derefter begynde at dyrke rodfrugter. Tidligere havde det været umuligt at få roerne til at trives, fordi jorden var alt for tør, før den flydende gødning, som ajlekulen var en forudsætning for, løste problemet. De økonomiske forhold var nu ikke bedre, end at de måtte danne et lille andelsselskab på tre mand for at kunne anskaffe en ajletønde, som de så måtte deles om. Men da man for at få det fulde udbytte af ajlen skal køre den ud i regnvejr, kunne det jo ofte knibe med enigheden om, hvem der nu havde ret til at bruge tønden.

Vandforsyning.
Fra bedsteforældrene flyttede til Bjerregården i 1880 og indtil 1898, måtte drikke- og vaskevand hentes i en “kiel neden æ bakk”. Bedstefar hentede vandet med et åg over nakken og en spand i hver hånd. I 1898 fik de en brønd gravet ved gården. Her trak de vandet op i en vinde. Først i 1931 blev der lavet et pumpeværk, og for Katrine og Johannes var det et frydefuldt syn at se vandet løbe op ad bakke.
Om sommeren blev kreaturerne vandet ved damme på marken. Om vinteren måtte vandet hentes op fra brønden og bæres ind i stalden.
Når vandet i åen begyndte at synke i marts måned, kunne man om aftenen se lygtemændene tumle sig talrigt over vandet. Katrine mener, det var udladninger af svovl, men hvor er de nu henne?

Varsler, sagn og syner.
Martin Steffensen, der jo var opvokset i Hammerum, kunne fra sin barndom fortælle, at man på mørke aftener ikke indlod at færdes på landevejen mellem Hammerum og Bitsaugård, fordi der var en umanerlig trafik af vogne med hovedløse heste.
Martin Steffensens forældre døde i 1908, moderen den 26. februar, faderen i maj. De lå begge syge i 5 uger. Under Jankatrins sygdom blev Katrines mor (rettelig stedmor) uheldigvis også syg. Katrine var konfirmeret i efteråret og var 14 år. Det blev for meget for hende at passe tre syge mennesker, sørge for madlavningen og desuden vaske spande, koge til svinene og malke. Derfor kom moderens yngste søster Marie og hjalp til.

Katrine fortæller:
“En awten er vi kommen i æ seng, Marie og mæ legger i den jæn seng, fåer og muer i den åen. Vi håd ett fåt æ lys slot, så kommer der en rabalder fra æ dejgtrug, der sto’ o æ lowt lieg øwer æ sovekammer. Så sejer mi muer: “De er a endda kyw å”. Så rumlet det igen deropp’.”Det er æ kat, der er i æ brø’,a er endda kyw å’et”. Så sejer fåer: “Det ka vær’, a ska’ go op å sie atter’et”. Han tæn’er æ løjt og goer op o æ lowt, og da han så kommer nier, spør’ muer, om det var æ kat. “Nej, der var slet ingen ting. Æ brø’ stoer
li’så pæn ved æ sæk, der er ett rør’ ve’et”. Så sejer Marie: “Hva trowr I så, det var? ” Lieg, da hun har såå det, så stor der en skaw i æ sovekammer, den gi’er så’en en skrald. Så sejer fåer lieg: “Hwa trower I så, det war? “Så var der ingen, der såe mier den awten.
Æ daw atter kommer a ind te bedstemuer, så sejer hun: “Hwa war di fåer”‘ o æ lowt atter i a’ es?” A svaret, te det var æ kat, der var i æ brød “Nej, der var ingen kat o æ lowt i a’es. Det er for mæ”, sagde hun”.
Da bedstemoderen kort efter døde, skulle der bages til begravelsen.
Da moderen stillede brødene i dejtruget, væltede et af dem ud af rækken, og da det var stillet på plads igen, væltede et andet ud. Man hørte der ved de samme lyde som den aften i sovekammeret. Og da skabet skulle flyttes for at give plads for bordene til begravelsen, lød atter det brag, som havde rystet dem dengang.
Katrines mor døde i 1901, og til begravelsen kom der gæster langvejs fra. Katrine og hendes far redte op til sig selv på gulvet i stuen, men han kunne ikke sove for sine sorgfulde tanker. Da viste sig på loftet over
ham en klar stjerne. Sorte skyer drev hen over den, men hvor tæt de end kom, vedblev stjernen at lyse lige klart. Synet dulmede hans sorg, fordi han tog det som et varsel om en god fremtid, og det varsel gik også i opfyldelse.

Også senere har Katrine oplevet det uforklarlige. En aften i 1934 var hun og manden på hjemvejen fra besøg hos en nabo. Lige ved korsvejen var det, som om hun fik et stød i brystet og blev puffet ind til siden af vejen, hvor hun blev stående som fastnaglet og ikke kunne komme fri. Først efter en stund kunne hun følge efter Johannes, der intet havde bemærket i mørket og var kommet et godt stykke forud. Kort efter faldt hendes svigermor over en sten og fik en skarp kant i brystet. Det udviklede sig til lungebetændelse, og få dage efter døde hun.

Da Katrine og Johannes boede på Sunds Østermark, skulle Johannes en dag hente et par kvier hos sin broder Rasmus i Ravnskov. Inden han gik, bad han Katrine gå ham i møde og hJælpe ham kvierne over engen,der jo var blød og vanskelig passabel. Kunne de trække kvierne over engen, sparede de en stor omvej.
Katrine gik altså ud og mødte ham. Han trak kvierne, og hun gik bag efter. Mens de gik, tabte Johannes nogle gnister fra sin pibe ned i græsset, og pludselig ser Katrine, at “der er lige så fuld af gnister over æ hiele eng, men da vi kom over æ eng, var der ett å sie”. Det kom jo så mærkeligt lige efter gnistregnen, men Katrine forstår ikke,hvad det kan have været. “Var det natild”,spørger hun. Det var høst og helt mørkt. Jeg gætter på Sankt Hans orme. (Videnskabsmændene forklarer fænomenet som sumpgas (metangas), der ved selvantændelse sættes i flammer.

Når man fra Hammerum går ud ad FrølundveJ og standser før Bjerregårde, ser man til venstre den store Lindebjerg Bakke, der ligger, hvor Ikast, Sunds og Ilskov sogne mødes. Sagnet siger, at den har hævet sig af Sunds sø og fortæller videre, at da kristendommen var ny i Danmark, var der somme, der ville drive spot med den. Således var der en mand i Sunds, der sendte bud til præsten, om han ville komme og tage hans mor til alters og berede hende til døden. Præsten kom, og inde i stuen blev han vist hen til alkoven. Han trak forhænget fra, men det var ikke en gammel kone, der lå der – det var en so. Præsten blev naturligt nok vred og forbandede den, der således havde gjort løjer med det hellige sakramente. Og straffen udeblev ikke. Om natten sank både gård og mand og det hele i jorden, og stedet blev en sø.
Længere ude rejste sig samtidig en bakke. Og søen er Sunds sø, bakken er Lindebjerg bakke. Man siger, at hvis bakken blev lagt i søen, ville de passe nøje sammen, og som bevis herfor anfører man, at bakken er højst i øster­ enden, søen er tilsvarende dybest i østerenden. Og omkredsen af bakke og sø er den samme – 1 mil.
Dette sagn blev fortalt børnene i Busk skole at lærer Mikkelsen Tønning.

I 1880-erne var solsorten sjælden på disse egne. Den trak dengang bort om vinteren. Ellers holdt den til i skove, og da den tilmed var meget sky, såes den sjældent på denne træfattige egn. Man kaldte den “Ligfuglen”, for en sådan kulsort skabning måtte varsle noget ondt, når den endelig lod sig se. Da et gammelt ægtepar her fra sognet engang mødte den, sagde konen: “Mon den kommer for dig eller for mig?” Hun mente: Hvem af os er det, den varsler død for.

Skikkelser og skæbner.
(Dette afsnit må ikke anvendes til offentliggørelse før tidligst år 2015).
Nærmeste nabo var Jens Bjerregaard, hvis ejendom havde været i hans slægts eje i over 100 år. Han var uldhandler, lod han da, for han gik kun med en lille bitte bylt. På sine vandringer om sommeren havde han altid bare fødder og, mere bemærkelsesværdigt, et stort, tykt mundklæde snoet flere gange om halsen, lige meget hvor varmt det var i vejret – mundklæde brugtes ellers kun af gamle folk om vinteren, når de trak det for munden til beskyttelse mod kulden. En dag kom han ind på Bjerregården og sagde: “Årr, I mangler o ett en kalkkost?” Bedstemor svarede: “NeJ, såmænd gør vi ett”. Jens: “Årr, a ved o lieg, hvor de mangler jen. De mangler o lieg jen nier ve’ nåbo te Ørre præjstgoer”. Og så traskede han på bare fødder til “nåbo te Ørre præjstgoer” for at sælge en kalkkost.

Engang var han i besøg hos Chr. Kibæk i Århus og blev vist op på de værelse, hvor han skulle sove. “Så kommer han springend’ nier i hans jenne underbowser, nier te Sofie, æ kuen, å sejer: “Årr, a vild lieg vis’ dæ, te a æ rejn o æ bælle”. “Han tale og indfald var unægtelig nøj pjatte, men manden var reel og solid nok, et rart menneske og en god nabo, som Katrine kun vidste godt om.

Jacob Kwotborg eller Kwartborg var broder til den Anna Marie, der blev gift med Lauge Hundkjær, og ejede den ene af Bjerregårdene. Han var enkemand, men havde en husholderske, som blev kaldt Sølle Karen, nogen kaldte hende Blondekaren. Lige meget, hvor hun gik og hvor hun var, strikkede hun nemlig blonder. Desværre var de så beskidte, at det var næsten umuligt at vaske dem rene. Når hun kom op om morgenen, tømte hun askeskuffen, der stod på fire ben og var meget rummelig, ind under kakkelovnen, og i den aske lå hunden og katten dagen lang og havde det rart. Vinduerne var fyldt med gamle, aftyggede skråer. Jacob og Sølle Karen var slemme til at drikke.

Somme morgener sagde bedstemor eller bedstefar: “I næt har de drukken opp’ ve’ Jacobs, æ ku hår brøll æ hiele næt”. Jacob havde altså en ko og dertil en hest, og de to gik i spand sammen for ploven.
Jens Bjerregaard havde været på oktober marked i Herning i 1903, og der havde han efter aftale købt æter til Jacob og Karen. Æter blev dengang brugt jævnsides med kamferdråber som smertestillende middel. Han gik hen til dem med det, og da sad der en mand, der somsind’ kom og drak med dem, men Jens Bjerregaard gik hjem,”han druk ett”.
Ud på aftenen skulle gæsten ud, og idet han gik lige om bordenden, sparkede han imod noget, og da han undersøgte, hvad han var stødt imod, opdagede han, at det var Karen. Hun havde drukket sig ihjel. Muligvis havde hun ved en fejltagelse hældt den indkøbte æter i sit glas. Gæsten blev “sådan noget ædru” og løb om til en af naboerne, hvor han fortalte, hvad der var hændt. De var gået i seng, men skyndte sig at stå op og fulgte med ham. Da de kom hen til ejendommen, sad Jacob ude på havediget og spillede på en gammel harmonika.

Naboerne sørgede for at der kom bud ned til Busk, hvor Jacob havde en datter, de var pæne og ordentlige mennesker. Jacob kom så ned til dom, inden han kom til ro, måtte han igennem en større renselsesproces, fordi han var fyldt med utøj og skidt. Da samtidig brændevinsflasken blev taget fra ham, ar det mere, end han kunne holde til. Der gik lige en måned, så døde han. Han blev begravet på Gjellerup kirkegård, hvor et jernkors markerede graven, der endnu ikke er sløjfet, skønt den er 62 år. Dette forhold har sin egen historie.

Chr. Kibæk i Århus var Jacobs søn. Han havde kun et barn, en datter, som blev gift med en lærer. Hun er død for mange år siden, og læreren blev gift igen, nu er han omkring de 80, men betaler stadig til graven.
I 1933 kunne pastor Nielsen-Vrads fra prædikestolen meddele at vice­ inspektør Chr. Kibæk havde skænket Gjellerup kirke 500 kr. til udsmykning af kirken. For beløbet blev anskaffet det sølvfad, som nu ligger i døbe­fonten. Chr.Kibæk var døbt og konfirmeret i denne kirke.

Efter Jacob Kwotborgs død tilfaldt hans ejendom Chr. Kibæk, som udbød den til salg. En væver fra Hammerum, der lige havde vundet 500 kr. i klasselottoriet, købte den for 7-800 kr. Der var ca.12 tdr. land til. Væveren, Peder Laursen, havde strikket på Hammerumholms for Niels Larsen, inden denne begyndte sin fabrik på Vestergade. Laursen havde 5 børn, alle under den skolepligtige alder. Niels Larsen, der var meget godgørende, overlod ham en rundvæv, men efter at have købt sig et par islændere, begyndte Peder Laursen at køre mælk og sendte rundvæven tilbage. Foruden de 2 heste havde de 2 køer, men da der kom et barn så at sige hvert år, er det ikke til at forstå, hvorledes de kunne opretholde livet på det lille sted. Når naboerne havde slagtet, sendte de gerne lidt slagtemad over til Laursens, men disse nænnede ikke at spise det selv. I stedet inviterede de til pølsegilde for på den måde at gengælde de indbydelser, de selv havde fået i tidens løb. De boede på ejendommen indtil 1913, da den blev købt af en nabo og slået sammen med hans.

Til en gård i Ringstrup kom i marts 1903 en familie fra Harrild, Søren Harrild, hans kone, 4 børn og et i vente og desuden Sørens far og mor. De havde nogle få høveder med sig men disse var pantsat og blev snart taget fra dem. Der var derefter intet familien kunne få indtægter fra bortset fra en smule rug, der var sået i efteråret. Forgængeren, Jens Hvolbæk, havde holdt auktion på ejendommen i 1902 og solgt rub og stub, kreaturer, avl og alt løsøre, og rejste derefter over til mormonerne med kone og 5 døtre, hvoraf de to ældste var i konfirmationsalderen. Egnens befolkning var oprørt og forarget over denne adfærd fra Jens Hvolbænks side.
Da Martin Steffensen blev klar over,hvor fattige og sølle det stod til hos Harrilds, gik han til Peter Veje i Frølund og; forelagde ham sagen. De satte derefter en indsamling i gang, der indbragte så meget, at Harrild kunne få sine høveder igen. I 1903 begyndte anlæggelsen af jernbanen Herning-Viborg, og der tog Søren Harrild arbejde. Han tjente 300 kr.den sommer, og det var en god hjælp. Undertiden fik han også nogle fisk i åen, og hvis han faldt over et selvdødt dyr, kunne han også bruge det – til menneskeføde! Når de bagte lavede konen mælkesovs, og det fik børnene på brødet i stedet for smør. De plukkede urter i mark og have, lavede te eller sådan noget på dem. Det fik børnene til melmad selvfølgelig uden sukker eller fløde. Men de børn lever alle endnu, sunde og stærke.


Et par noter fra Ilskov
I Ilskov, ved den gamle Herning – Viborg landevej, lå en stor gård, Skophusgård*, hvor der i sin tid var bedested. Den skyldte sin oprindelses grev Gert Ranzau til Herningsholm, der i 1627 anlagde den til fåreavl. Forsøget førte ikke til noget, og omkring 1850 lå de 3.000 tdr.land, der hørte til gården, i hede. Man sagde, at det var Danmarks største herregård, men også den ringeste. Den mand,der ejede herligheden ved midten af attenhundrede-tallet, var engang kommet i selskab med nogle gårdejere fra Silkeborg. De skosede noget til denne fattigper, og efterhånden fik han nok og ville sætte dem på plads. Han afbrød deres stiklerier med ordene: “A trowr nu nok, te a har bejer råd end I har”.
“Hvordan det?” ville de andre vide.
“Ån Jow,”sagde han, “A har da råd til at forære hver af jer 100 tdr. land af mi jord, uden at a kunne mærke det. Hvem af jer kan sige det samme?”
Nej, de måtte give ham ret, der var ikke engang nogen a dem, der eJede 100 tdr. land. Han solgte forøvrigt det hele til en godsejer fra Vinderup ­kanten.

Gotfred Nielsen (se side 4) kom i besiddelse af en del af jorden, som han skænkede til Ilskov kirke, der blev bygget vistnok 1899. Sunds var dengang anneks til Gjellerup kirke, men blev nu adskilt derfra og
slået sammen med Ilskov kirke. Den første præst der hed Velerius, den næste Fledelius, derefter kom præsterne Buch, Augustesen, Krogsøe, Noack, der blev biskop, og endelig pastor Jepsen, der nu har været der ca. 30 år.


Epilog.
Katrine Hjøllund bor nu i Vestergade 4, Hammerum. Hun ejer huset og bebor selv stueetagen, og her har jeg nedskrevet disse erindringer efter Katrines mundtlige fortælling i november 1965. Efter at have ordnet stoffet har jeg enkelte steder indsat supplerende oplysninger og anekdoter, der naturligt hører til her.
Fru Hjøllund er (i 1965) 73 år, men langt fra ledig. Når hun ikke har besøg af nogle af sin store bekendtskabskreds, strikker hun huer, barne­ vanter, barne strømper og meget mere, som hun afsætter til en tekstilfabrik i Bording. Jeg kunne ønske, at de, der er så villige til at dåne over de sydlandske håndarbejder, ville se med hvilken farvesans og fantasi en jydsk bondekone kan arbeJde.

Erindringerne er efter mit skøn et værdifuldt bidrag til belysning af bondens tilværelse i MidtJylland i slutningen af 1800-tallet. Og Jeg skylder Katrine Hjøllund tak for den beredvillighed, hvormed hun har villet fortælle. Resultatet viser, at hun har særlige evner til at levendegøre en svunden tid.
Mvh. Aksel P.Frøberit

* Skophus = fårehus (Skop – Scaaf = får).

Opdateret