Fortælling fra Nøvling om besættelsestiden.

Nøvling den 9. april 1940.
Da vi vågnede om morgenen, var der mange flyvemaskiner i luften, store sorte maskiner med hagekors på, det var ikke rart at se. Så kom vores gode naboer, Line og Thomas Jensen, hen til os for at høre radio, vi havde fået radio dengang. Vi var meget utrygge ved det. Der var marked i Herning den dag. Jeg cyklede til marked for at høre og se, hvordan folk reagerede. Ved godt tretiden kom der omkring 30 store tanks med hagekors på igennem byen. Så ville folk hjem, da de så det.
Så var det jo mørklægning, det gjaldt. Rullegardinerne blev skiftet til sorte gardiner. Ude i kostalden var det ikke så nemt, for dyrene rev dem ned igen, så vi måtte tage dem udenfor. En aften jeg cyklede gennem Vildbjerg fra arbejde, blev der råbt “Halt” af tyskerne, min cykellygte lyste for meget. Vi havde et betræk over lygten med et lille hul i, som jeg have gjort lidt større. Så tog jeg min kasket af og hængte over, så måtte jeg køre igen. Når jeg var post, var der en tysker på stationen, det generede meget til at begynde med. Jeg kan huske en morgen, jeg kom ind med posten fra 7-toget, 2 sække, een med værdier og een med aviser. Værdierne skulle lægges på skrivebordet. Der lå en tysk revolver, den tog Larsen og lagde i en skuffe på skrivebordet. Tyskeren så lidt til Larsen, men sagde ikke noget. Aviserne kom på det andet bord, som postene sorterede fra.
En morgen kom jeg cyklende op ad bakken til Nøvling by, da så jeg i grøften camouflerede tyske soldater med geværer pegende lige mod mig, men jeg kørte videre som ingenting. Pludselig begyndte de at skyde, til det pev om ørene på mig, men jeg blev ikke ramt. Da de var færdige, sprang de op og gjorde honnør. Smed Pedersen stod oppe på vejen og så det, han sagde til mig: “Var du bange?” “Jo”, svarede jeg.
Jeg passede leddene som afløser ved vogterhusene 21, 22 og 23 en tid. Jeg kørte på skinnecykel om dagen, men om aftenen turde jeg ikke for sabotage, da cyklede jeg på vejen. En aften vi havde fremmede, da lød der et brag. Vinduer og døre klaprede. Det var sabotage mod et tog mellem Herning og Gødstrup, det var de forkerte, det gik ud over. En dag jeg kørte på skinnecykel til Herning, blev jeg stoppet af tyskerne på hjemvejen. Jeg havde en stor pakke med, den ville de have at vide, hvad der var i, da de så det, kunne jeg godt køre igen.
Tyske soldater boede i Nøvling Missionshus, i Næsholt ved K. Buur og i Vildbjerg Skole. Lærerne måtte flytte ud på meget kort tid.
Nedkastning af våben foregik om aftenen, vi kunne se lysglimt fra flyvemaskinen. Når jeg passede led ved nr. 22 ved Næsholt, kom tyske soldater op til mig om aftenen. De kørte på min skinnecykel og lukkede leddene for mig, det syntes de var vældig sjovt. Kl. 10 skulle de ned på gården igen.
Der blev en dag saboteret mellem Aulum og Tvis i en kurve, så lokomotivet faldt ned af dæmningen, det havde de meget arbejde med at få fisket op igen. Der kom ingen tog i 5 dage derefter. Lokomotivet står på Jernbanemuseet i Odense, så jeg engang, jeg var på Fyn.
Endelig oprandt den store dag. Tyskerne kapitulerede den 4. maj 1945. Vi var til sølvbryllup hos Kirstine og Kristian Ahler, vores slagter. Om aftenen spiste vi i tømrer Sørensens værksted, der var plads til os alle, og det var fint og rent. Jeg tror vi var 80 til festen, som vi aldrig glemmer. Da vi knap var færdige med at spise, kom meddelelsen om tyskernes kapitulation. Folk blev helt ellevilde af glæde.
Da vi kom ud efter vi havde spist, kunne vi høre frihedskæmpere skyde mange steder. Jeg var hjemme at fortælle børnene, hvad der var sket. Til Ahlers sølvbryllup drak vi kaffe i flere hold om eftermiddagen. Vi var nogle stykker, der blev enige om, at vi manglede et forsamlingshus, det var tømrer Sørensen, Anders Krogstrup, Alf Pedersen, Niels Pedersen, Martin Jensen og købmand Hansen, og han var så flink og sagde: “Kan I få det i gang, vil jeg give grunden til huset”. Og det fik vi med meget frivilligt arbejde, det var begyndelsen. I dag har vi jo et dejligt forsamlingshus, der bliver meget brugt.
Skibbild, d. 16.2. 1985
Marie og Martin Jensen

Opdateret