Fra Nordslesvig til Sønderjylland

Den 10. februar 1920 havde en 42-årig gårdejer i Møsvrå, Peter Pors, travlt med at komme i sit pæne tøj. Overfrakken og bowleren kom på, ørevarmerne ligeså, for der var udsigt til snestorm. Endelig var han klar.
Han skulle med toget til Kolding. På banegården mødtes han med sine brødre Niels, der havde en gård ved Fredericia, Marius, der var købmand i Låsbygade i Kolding og Kristian, der havde fædrenegården i Harte. De var på vej til Oksenvad i Nordslesvig, som var deres fødesogn.
Her havde deres forældre haft en gård, men da forholdene for danskerne i Nordslesvig, der ville beholde deres danske statsborgerskab for ikke at skulle aftjene 3 års værnepligt for Preussen og aflægge ed til kejser Wilhelm, efterhånden blev svære, valgte de at flytte fra deres hjemstavn.
Det var ikke langt i kilometer ikke mere end ca. 20 op på den side af Kongeåen. Her købte de gård i Harte, med sig havde de fem drenge, min bedstefar Peter Pors og de tre, der var med på togturen Oksenvad, og Søren, der i 1899 udvandrede til Amerika.
Et par år efter, at Danmark i 1864 havde tabt Slesvig og Holsten til preusserne, accepterede de en bestemmelse om, at der skulle være en sindelagsafstemning i Slesvig på et eller andet tidspunkt om, hvor grænsen skulle gå – den såkaldte §5. Den paragraf sløjfede Bismarck i 1879, og året før var der blevet indført, at undervisningen i skolerne skulle foregå på tysk i halvdelen af timerne.
Under 1. Verdenskrig blev 30 000 danske nordslesvigere sendt i krig for Tyskland, 6 000 kom aldrig hjem. Hele befolkningen i Nordslesvig led stor nød i krigsårene. Da det hele endelig var slut, Trådte §5 igen i funktion.
Nordslesvig blev delt op i tre zoner.
Og det var afstemningen i Zone 1, der gik fra Kongeåen til en linje syd om Tønder tværs over Jylland og nord om Flensborg, de fire brødre drog af sted for at deltage i. Fordi de var født i Nordslesvig, kunne de stemme. Afstemningen faldt ud til fordel for de dansksindede.
Valgdeltagelsen var på 90 %. I Oksenvad blev der afgivet 437 danske stemmer og 79 tyske, i hele Zone 1 var tallene 75 431 danske og 25 081 tyske.
Ved en fredelig afstemning blev Nordslesvig til Sønderjylland.
I Mindelunden for faldne sønderjyder under 1.verdenskrig står:
Peter M. Pors
05-02-1883
09-06-1918
Oksenvad Polen
Om det er min bedstefars fætter, ved jeg ikke, men det har i hvert fald været nær familie. Den faldnes forældre valgte ikke at flytte nord for Kongeåen i tide. Omvendt var det et held for de fem brødre Niels, Kristian, Marius, Søren og Peter, at deres forældre tog beslutningen i 1879 om at rykke hele familien til Harte.
Og hvad har den historie så med Timring lokalhistorie at gøre?
Ikke så meget – bare det, at Peter Pors` barnebarn har levet det meste af sit voksenliv i Timring.
mvh. Kirsten Pors Madsen
Andre historier
-
Tørveproduktion i Ørnhøj
Hundrede år senere kom forordningen om udskiftningen af fællesskabet, hvor jorden blev delt mellem gårdene efter deres hartkorn. Nu var det blevet almindeligt at bruge tørv (klyne) som brændsel, for ved jordfordelingen sørgede man for, at hver gård fik tildelt et stykke mosejord, så der var mulighed for at grave tørv. De gårde, der ikke […]
-
Fattigforsorg sidst i 1800-tallet
Frivillig fattigkasseI en opbevaret protokol, over De fattiges kasse, fra 1886 og frem, fremgår det at kassens indtægter, særligt kom fra kommunekassen med tilskud på 50, 100, 200 og 300 kroner, eller mere, foruden offeret i kirken, fra nytårsdag, og ved høstprædiken, samt fra kirkens bøsser. Af andre indtægtskilder kan nævnes, at det var blevet […]
-
Fortælling fra Nøvling om besættelsestiden.
Nøvling den 9. april 1940. Da vi vågnede om morgenen, var der mange flyvemaskiner i luften, store sorte maskiner med hagekors på, det var ikke rart at se. Så kom vores gode naboer, Line og Thomas Jensen, hen til os for at høre radio, vi havde fået radio dengang. Vi var meget utrygge ved det. […]