Herning Historie

Industrisamfundet

af Frida Skov Olesen

Kristian og jeg blev gift i juni 1937 i Åle kirke. Lige efter vielsen blev vores lille pige døbt, hun var fire uger gammel. Den dag stod for os som en dejlig dag at tænke tilbage på. Vejret var så godt som tænkes kan. Festen blev holdt hjemme på Brejnholm. Jeg kan endnu se for mig, hvordan ulden fra rakler i det store poppeltræ uden for vest porten til gården lå og rullede inde på gårdspladen.
Vi havde købt gård i Langelund, som var udstykket fra Kristians fars gård.
Jeg flytter så til Vestjylland, som vi sagde derhjemme, for vi syntes, at når vi kom vest for Ejstrupholm, var vi i Vestjylland. Jeg havde en bror, der boede i Harrild i 15 år, det var godt nok bar jord, der hørte til denne gård.

Efter jeg fik fodfæste her i Gjellerup sogn, har jeg fundet ud af, at Hammerum, Herning og Ikast ligger i Midtjylland. Nu skal jeg så ligesom til at sondere terrænet, det var jo noget anderledes end derhjemme. Jorden, der høne til gården, var let sandmuld, så vi var meget afhængig af, vi fik regn tit nok, der
var jo ingen knap, man kunne trykke på når afgrøderne trængte til vand. Så var der blæsten, der havde frit spil.
Hvis den kom fra øst eller vest, var der sandknog. I efteråret 1937 kom der en strid vind fra øst en tre dage, mens vi samlede kartofler op, og vi kunne ikke se gårdens bygninger nede fra marken på trods af, at der kun var 50-100 m dertil. Det var sort humusstøv der sammen med sandet dannede en tæt sky. Jeg havde aldrig oplevet før at blive så beskidt, det gik igennem alt.

Når vi kom hjem, fik fodret dyrene og malket, skulle der jo laves mad. Stor var min forbavselse, da jeg kom ind og så det faste køkkenbord ud mod gårdsiden helt sort af støv, der skulle en større rengøring til, inden maden kunne blive lavet. Der var jo ikke noget med varmt vand i hanerne, vandet skulle pumpes op ved vandposten i gården, så varmes, måske skulle der også tændes op i komfuret.

Efterhånden som jeg kom til at kende til, hvad der rørte sig i Gjellerup sogn, var der meget, der var anderledes. Først den store tekstilindustri, der var i fuld gang i 1937, og havde været det i mange år, det havde jeg slet ikke haft kendskab til. Jeg fik også at vide, at der var noget, der hed Indre Mission og KFUM og K og fandt også ud af, at sognemenigheden og Indre Mission gik i kirke i Gjellerup, og at Valgmenigheden i Hammerum var grundtvigsk. Jeg var aldrig før blevet stillet over for, at der var to retninger inden for kristendommen. Nu skulle jeg til at finde ud af, hvilken retning kirken og befolkningen hjemme i Åle hørte til.

Jeg havde haft plads hos præsten i halvandet år, men havde aldrig hørt tale om to retninger, jeg fandt så ud af, det var en grundtvigsk menighed derhjemme i sognet, så det var naturligt for mig at være med i
valgmenigheden.
Det var også naturligt for mig at deltage i gymnastikken så vidt mulig, det nu kunne lade sig gøre. Vi var
begge medlemmer i Gjellerup Søndre, og Kristian begyndte at lede karlegymnastikken i efteråret 1937.

Hjemmefra var jeg vandt til at gå i kirke, far og mor var et godt eksempel for os. Som barn, når jeg sad i kirken, nød jeg sådan orgelmusikken og salmesangen, præstens tale forstod jeg ikke noget af, så jeg syntes, det var rart, når han var færdig og orglet igen begyndte at spille.

I foråret 1938 blev vores lille pige syg, det viste sig at være lungebetændelse. Der var jo ikke penicillin dengang, hun lå med meget høj feber, det kunne det lille hjerte ikke klare, så hun døde sidst i april måned – det var hårdt!

Vi havde jo hinanden, og der var nok at se til, forårsarbejdet var blevet lidt forsinket, dyrene skulle jo fodres hver dag, det hjalp os nok også til at komme igennem den første tid. En uges tid efter begravelsen bliver Kristian syg af mæslinger og lå med meget høj feber og var i vildelse et helt døgn. Han svedte så meget, at jeg skiftede sengetøj flere gang om dagen, så jeg havde travlt, for dyrene skulle jo også passes.
Efter en 10-14 dage i sengen kom han op, men han havde tabt sig meget, tøjet hang på ham.

Det kneb med at få økonomien til at hænge sammen de første år, sygdom og økonomi er svært at til at gå i spænd. Første september 1939 blev Kristian indkaldt til sikringsstyrken. Han havde ligget i sengen efter en kraftig migræne men var i bedring. Ordren lød: “Du skal ufortrøden stille ved dit kompagni
ved Vester allés kaserne i Århus den 2. september kl. 12.00 ” “Nu må jeg se at komme ud af sengen, der er ingen vej uden om, jeg skal jo af sted fra morgenen af” Det var noget af en bet at skulle undvære manden på gården. Vi havde ikke fået alt kornet kørt ind, vi havde også en ager med anden slet hø,
der stod i stakke. Vi havde en 15 års dreng til hjælp, det måtte jeg så klare mig med, der var ikke nogen økonomisk hjælp at få. Vel var jeg født på landet, men jeg havde ikke lært at drive en gård. Nå, der måtte jo klø’es på, alt skulle passes til tiden, der var jo senere kartofler og roer, der skulle kules ned.


Kristian blev hjemsendt efter 3 1/2 måneder midt i december med fuld udrustning, men uden gevær. Anledningen til indkaldelsen i sikringsstyrelsen var, at Tyskland gik ind i Polen. Samme år den 30. november erklærer Rusland, Finland krig. De ville have det Karelske Næs. Vi følte en stor usikkerhed, hvad skulle det hele ende med?

Vi kommer over jul og nytår, nu var husbond hjemme igen, det tog et stort ansvar og arbejdsbyrde fra mig, så jeg deltog kun i malkningen om vinteren. November 1939 kom en af mine tvillingbrødre til os og var fæstet for et år. Allerede da han kom, var det en stor hjælp for mig, for han var jo kendt med landbruget.


Vi er nu i året 1940 og følger med i, hvad der sker, der er jo mennesker på begge sider i en krig, hvor der kæmpes. Alle de millioner, der har lidt og er døde. Den 9. april var en forfærdelig dag. Ved morgenmalkningen ved 6 tiden trænger en mærkelig lyd sig på, døren ud mod øst stod åben, der var klar himmel og solskin, det var som om luften kom i svingninger efterfulgt af
en meget kraftig motorlyd. Vi for op fra køerne og ud i døren — det var tyske maskiner, der fløj så lavt, at de måtte hæve sig over vore læhegn, og det var højst 3-4 m. Vi kunne tydelig se piloterne i kabinen. — Hvad nu – ?
Kristian var jo blevet hjemsendt med udrustning. Han gik ind og tændte radioen, der var ikke nogen udsendelse så tidlig, men han lod den være tændt, fandt så sin udrustning frem, og vi gik og lyttede efter kirkeklokkerne, som vi havde fiet at vide ville ringe over hele landet ved et angreb på vort land — det
skete ikke. Vi var besat. Det var en mærkelig stemning at være i, på en måde en lettelse, men vi syntes også, vi havde svigtet vort land. Der var blevet sendt nogle soldater ud til grænsen for at tage imod den tyske krigsmaskine.
Danmark havde jo ikke nogen stor hær eller krigsmateriel, de der døde, døde forgæves, de skulle aldrig have været sendt af sted. Jeg mener ikke, at Norge kapitulerede, men tyskerne satte sig fast deroppe. Det var fem lange år. Danmark var jo i det hele taget et godt madsted for Tyskland.
Vi fik rationeringskort og legitimations kort, jeg mener, at alle over 15 år skulle kunne vise legitimationskort, hvorpå der skulle være et personligt billede. Det var en nedværdigelse af rang og så i vort eget land.
Alle her i landet var jo nok mere eller mindre med til afholde det hele i gang under besættelsen, vi skulle jo alle have penge til de faste udgifter og skulle også selv have mad. Vi på landet havde jo selv en del af føden, men det var jo også ved salg af fødevarer, vi skulle have penge tilovers til de faste udgifter, og det kunne variere meget fra år til år, alt efter om vi fik det vand, vi havde brug for til afgrøderne.
Modsat kunne det også drukne i vand, når afgrøderne skulle i hus. Vi har prøvet begge dele.
Jeg husker et år, at vi var nødt til at sælge den gris, vi selv havde regnet med at skulle slagte, fordi vi skulle bruge de penge til andre nødvendige ting. Det varede mange år, før der blev råd til lidt luksus. Vi klarede os igennem, vi var et godt arbejdsteam, og vi havde det godt sammen.

Opdateret